Læsetid: 4 min.

Fra subjekt til zapper

Giorgio Agamben redegør i sit nye essay for, hvad biometri indebærer og lader forstå, hvorfor han ikke længere kan tage til USA
17. marts 2007

Da den italienske filosof Giorgio Agamben for tre år siden opsagde sin kontrakt med New York University, fordi han ikke kunne acceptere de nye sikkerhedstiltag i de amerikanske lufthavne, var det ikke et lune. Det var en reaktion på en udvikling i samtidens demokratier, som han i sine tekster tog og stadig mere voldsomt tager afstand fra.

Agamben erklærede i et åbent brev, at de nye så kaldt biometriske tiltag så som obligatorisk fingeraftryk og nu også fotografi af øjne reducerede mennesker til dyr og borgere til kriminelle. Et år senere udtrykte han i endnu et åbent brev endvidere sin solidaritet med nogle franske studerende, der havde vandaliseret biometriske installationer i en fransk skole: "Jeg nægter at udlevere mig til nogen som helst biometrisk kontrol, og jeg er klar til at frasige mig mit pas samt alle øvrige identitetspapirer."

Agamben pointerede, at den måde, man tidligere behandlede kriminelle på, er blevet den måde man behandler borgere. Den måde, man tidligere behandlede de fremmede på, er blevet den måde, man nu behandler sine landsmænd.

Problemet er ikke, at man ikke længere gør forskel. Snarere at dem, man skulle beskytte, bliver ofre for tiltag, som egentlig er beregnet på dem, som man ville beskytte imod. Problemet er idag - som han har forklaret det i sit måske allermest omtalte essay - at undtagelsen er blevet reglen. Siden 11. september 2001 er vi trådt ind i en permanent undtagelsestilstand, hvor nationale love og menneskerettigheder er trådt ud af kraft. Som sådan er der ikke nogen forskel på Guantanamo og Auschwitz, har Agamben anført.

Påtaget og påduttet

Taget i betragtning, hvor megen debat Agambens knivskarpe udmeldinger de sidste år har afstedkommet, må man formode, hans seneste bog vil vække opmærksomhed. Hvad er et dispositiv? er titlen på hans seneste bog, der sidste år udkom på italiensk, og nu er udkommet på fransk.

Her leverer den 65-årige filosof en kritik af en fortløbende mangfoldiggørelse af dispositiver såsom biometriske foranstaltninger.

Begrebet har han fra den afdøde franske tænker Michel Foucault, der introducerede det uden nogensinde at udfolde dets videre implikationer. Ifølge Agamben synes Foucault imidlertid at have udvundet det af den tyske filosof Hegels bregreb om 'positivitet'.

Hos Hegel finder man en modsætning mellem 'naturlig' og 'positiv religion'. Imens førstnævnte vedrører et umiddelbart og generelt forhold mellem den menneskelige fornuft og det guddommelige, dækker sidstnævnte over den tro, de regler og de riter, der påtvinges et individ i et bestemt historisk samfund. Den såkaldte positivitet, som Hegel sporer i den institutionaliserede religion, berøver mennesket sin frihed og må derfor fordømmes.

Du er som andre ser dig

Ifølge Agamben ligger Foucaults begreb om dispositivet i de moderne samfund i forlængelse af Hegels begreb om positivitet i religionen. I begge forhold ender individet med at påtage sig, hvad der påduttes ham eller hende. Denne proces kalder Agamben subjektivering, for her bliver individet subjekt og medvirker til at instituere henholdsvis den positive religion og dispositivet.

Dette subjekt er altså, som ordet på andre sprog end dansk også lader forstå, et individ, der underlægges en magt uden for sig selv.

Agambens kredsen om religiøse temaer i sine tekster har tidligere været genstand for debat. Efter at have fulgt et teologisk spor fra Hegel over Heidegger til Foucault til vejs ende, erklærer Agamben, at det nu bliver svært at skelne forlæggets fortolker fra dets forfatter, hvorfor den videre teori om dispositivet står for hans egen regning.

Afsubjektiveringen

Agamben lader forstå, at han bruger begrebet dispositiv i hidtil uhørt bred forstand. Imens det hos Foucault for eksempel bruges om et fængsel, anvender Agamben det også om for eksempel en mobiltelefon. Ligesom fængslet former et individ og bestemmer dets opførsel, gør også mobilen. Men til gengæld afstedkommer de to dispositiver ikke samme subjektivisering.

Imens den dømte i fængslet er og bliver en forkastelig synder, er mobiltelefonbrugeren i næste nu netbruger, derefter tangodanser, så alterglobalist etc. Er førstnævnte individ et subjekt, er det andet imidlertid snarere så spektral som 'en zapper', at han eller hun aldrig når at blive subjekt.

Som Agamben foreslår er subjektiviseringen af i dag derfor snarere afsubjektivisering. Mangfoldiggørelsen af dispositiver umuliggør skabelsen af subjekter og réelle identiteter så som arbejderklassen og borgerskabet. Resultatet er, ifølge den italienske filosof, politikkens sammenbrud og tilsynekomsten af historiens hidtil mest docile individ. Selv om det regeres af alverdens dispositiver ned i den mindste detalje, bliver det alligevel betragtet som potentiel terrorist, konkluderer Agamben sit essay, med henvisning til biometriens udbredelse: "I myndighedernes øjne (og måske har de ret), er der intet, der ligner en terrorist så meget som et helt almindeligt menneske."

Men hvad skal vi da stille op med alle disse dispositiver? Som Agamben svarer, er det ikke nok at ødelægge dem. Måske forvandler dispositiverne nu mennesker til dyr, men de har også forvandlet dyr til mennesker. At bruge dem på den rigtige måde er også udelukket, for de styrer os mere, end vi bruger dem.

Svaret, mener Agamben, er at finde i hans begreb om profanering. Men det har han desværre udviklet bedre i andre sammenhænge.

Giorgio Agamben: 'Qu'est-ce qu'un dispositif?' Payot- Rivages, 50 sider, 5 euro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu