Læsetid: 4 min.

'Vores alle sammens'

Hvis han sad der i dag, ville han helt sikkert blive spurgt. Ulrik Haagerup tiltræder først den 15. april. Men Information tyvstarter og spørger den kommende chef for DR's nyhedsproduktion, hvad han synes om DRs troværdighed, Afghanistan-dækningen og politiske slagsider
2. marts 2007

I DR's pressemeddelelse var ordene om den nyudnævnte chef for DR's nyhedsproduktion fulde af roser: "en imponerende karriere", "Cavlingpris", allerede chefredaktør på Jyllands-Posten som 31-årig. Ulrik Haagerup er i dag chefredaktør på Nordjyske Medier. Vi fangede den 43-årige journalist på mobiltelefonen på vej fra Gammel Ry til Amager for at høre, hvorfor han har besluttet sig for at køre fra succesen i Nordjylland til en holdeplads fuld af lussinger i DR.

"Man kunne jo frygte, at man kommer til at fortryde valget. Men det tror jeg nu ikke. Når jeg skulle mærke efter i maven, så tror jeg i virkeligheden, at sådan et job i DR har jeg altid synes var det mest interessante. Fordi DR er det, DR er, nemlig vores alle sammens. Der er ikke nogen aktionærer, der skal have penge, der er ikke nogen annoncører eller kapitalfonde. Der er ikke andet end fællesskabet, som siger, at vi vil have nogen, der laver kvalitet til os. Og når det gælder nyheder: nogen som filtrerer verden på en troværdig og tilgængelig måde. At få lov til være med på det hold, der skal gøre det, og have den betydning i det danske samfund, det er en for stor udfordring at sige nej til."

- Nu bevæger du dig fra en privat virksomhed til public service. Hvad er forskellen i nyhedsdækningen?

"I virkeligheden tror jeg ikke, at nyhedskriterierne er så forskellige. Der bliver jo også lavet public service 'for private money' rundt omkring."

"Vores fag handler om at lave prioriteringer. Det vil sig at lave tilvalg, men det betyder også fravalg. Der er noget, der ikke kommer med. Der er der altid nogen, der er uenige, og det vil naturligt nok medføre kritik. Det kan være irriterende, men det er også naturligt nok. For det betyder jo, at der er nogen derude, som synes, at det er vigtigt."

- Nu er du ikke konkret, men man kan ikke lade være med at tænke på Afghanistan-filmen. Hvad synes du selv om TV Avisens dækning af sagen?

"Jeg har ikke tænkt mig at begynde at kommentere på forskellige udtalelser, som DR har bragt siden sin start i 20'erne. Nu kigger vi fremad. Det er meget let at sidde og gøre sig klog på noget, der er blevet lavet tidligere, så det har jeg ikke tænkt mig at gå i nærmere dialog om."

Kritik er uundgåelig

- Vil du så fortælle mig, hvordan du vil undgå, at der kommer sådan nogle sager i fremtiden?

"Det kan ikke undgås, at der kommer kritik. Det er kun mennesker og virksomheder, der ikke laver noget nyt, der kan påstå, at de ikke laver fejl. Jeg laver masser af fejl hver dag, og jeg forventer også, at andre gør det. Kunsten er jo bare ikke at lave de samme fejl og at lære af dem. Og så i øvrigt begrænse antallet af dem. Men fejlene er en konsekvens, hvis man nogle gange vil prøve grænser af og prøve noget nyt. Og nu taler jeg generelt om at skabe en innovativ journalistisk kultur, hvor man ikke er ban-ge for at lave fejl, men synes, det er interessant at prøve at udvikle noget. Første gang Mette Fugl lavede stand-up på tv, der var hun garante-ret ikke ret god. Men hun blev bedre efterhånden, fordi hun havde modet til at turde."

- Kritikken lyder på, at DR har en politisk slagside, og at nyhederne har heppet på oppositionen. Hvad betyder din tiltrædelse for den diskussion?

"Jeg har aldrig opfattet mig selv som venstreorienteret eller højreorienteret. Det er en større ambition for en journalist at være velorienteret. Det, der er vigtigt, er, at man laver journalistik med begge øjne, og at man ikke missioner med det, man laver - og slet ikke manipulerer. Hvis man gør det, så bliver man udsat for kritik og med god rette."

"Jeg er ikke i tvivl om, at der er mange velmenende mennesker, der vil forsøge at få mit mobilnummer, og som vil ringe til mig i tide og utide for at brokke sig over de prioriteringer, der er lavet. Og min holdning har alle dage - da jeg var på Jyllands-Posten, og da jeg var på Nordjyske - været at lytte venligt på dem, der siger det. Fordi de brokker sig, behøver de jo ikke have uret. Og hvis de har ret, så må man jo undersøge det. Så må man give dem ret, give dem en undskyldning, korrigere og komme videre. Men fordi de har mange stjerner på skulderen eller er statsministre eller oppositionsleder, politisk ordfører eller andre stjerner og synes, at nu kan de få en bedre behandling ved at lave lidt pression - de vil nok blive skuffede."

- Skal du ind og genopbygge en sønderskudt troværdighed?

"Sådan ser jeg ikke DR. Jeg ser DR som et sted, hvor der bliver lavet ufattelig mange gode historier og rigtig meget god journalistik. Jeg ser det også som et sted, hvor der er potentiale for at lave endnu mere god journalistik, hvis man kan få frigivet kræfterne til det ved at arbejde sammen på en anden måde. Der er et enormt potentiale til, at DR ikke bare bliver selve kernen for troværdig kvalitetsjournalistik i Danmark, men også den mest attraktive journalistiske arbejdsplads i Danmark overhovedet."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu