Læsetid: 3 min.

Film- og forvandlingskunster

Junkier, zombier, rygsækrejsende, støvsugersælgere og solskoldede astronauter. Det er aldrig til at forudse, hvilke ingredienser filminstruktør Danny Boyle, aktuel med 'Sunshine', smider i gryden
Kultur
13. april 2007

Ikke alle filminstruktører laver filmiske film, men Danny Boyle gør. Som han sagde til salon.com: "Jeg har ikke lyst til at lave dokumentariske, socialrealistiske film. Mit ønske er, at de skal være større end livet."

Boyles sans for at fortælle på filmmediets egne præmisser har i hans foreløbig syv film kastet flere spektakulære syn af sig. Tænk blot på scenen i Trainspotting, hvor Boyle illustrerer sin hovedpersons overdosis og nærdødsoplevelse ved at lade ham synke ned gennem gulvet til tonerne af Lou Reeds Perfect Day.

Populære misbrugere

Mindst ligeså bemærkelsesværdig er Boyles tendens til at skifte genre for hver film. I et nyligt interview til filmmagasinet Mifune udtalte instruktøren dog, at dette beror på en tilfældighed; at historien for ham kommer i første række og genren - som han kalder "en slags basiskontrakt med publikum" - i anden.

Skønt Boyles to første film foregår i Edinburgh, er han ikke skotte, men født i Manchester i 1956. Som helt ung ville han være præst - og flere af hans film har da også et religiøst eller metafysisk islæt - men det blev teaterverden og tv-mediet, Boyle op gennem 1980'erne lagde sine kræfter i.

Hans første spillefilm, den sorte thrillerkomedie, Shallow Grave (1994), var ikke i gængs forstand en 'stor' film, snarere en stilistisk opsigtsvækkende øvelse i begrænsningens kunst: Den udspiller sig hovedsageligt i en stor lejlighed, hvis tre beboere finder deres nye bofælle død - og ved hans side en kuffert fuld af kontanter. En gevinst, som skal vise sig at være en forbandelse i forklædning, da trioen snart udvikler er morderisk mistillid til hinanden.

Selv om det altså ikke ligger til Boyle at gentage sig selv, fandt også hans næste film sted i et grænsenihilistisk og grumt humoristisk univers fuld af kæntrede relationer. Med sit både pågående og nærmest deliriske billedsprog, pulserende soundtrack og i mere end en forstand skæve persongalleri blev junkiedramaet Trainspotting (1995) et hit hos både publikum og anmeldere. Filmen gjorde Ewan McGregor og Kelly MacDonald til stjerner og fik snart status af nyklassiker.

Det tabte paradis

Nu var Boyle et brandvarmt navn, og han fik tilbudt at instruere den fjerde film i Alien-serien. Han takkede imidlertid nej og prøvede i stedet lykken i USA med Et ikke helt almindeligt liv (1997), en ikke helt almindelig kærlighedshistorie/kidnapningskomedie atter med McGregor i hovedrollen. Men filmen blev køligt modtaget, og med The Beach (2000) - hvor Boyle skiftede det dekadente ungdomsliv fra Trainspotting ud med den anderledes frejdige backpacker-kultur - forsvandt hans status som anmelderdarling som dug for solen. Efter litterært forlæg af unge Alex Garland (som siden har skrevet manuskript til to Boyle-film, herunder Sunshine) skildrer The Beach en ung amerikaners møde med et alternativt samfund i Thailand. Den var dog også fuld af referencer til Boyles yndlingsfilm Dommedag nu!, og den ansete amerikanske anmelder Roger Ebert kaldte den "en seriøst forvirret film".

Boyle vendte hjem til England og instruerede to tv-film for BBC, hvoraf den ene ved sin titel alene formåede at skabe uforglemmelige billeder: Vacuuming Completely Nude In Paradise (2001).

Flere herreløse penge

Måske Boyles talent fik ny næring af at vende tilbage til beskedne budgetter; i hvert fald stormede han tilbage i filmkritikernes kridthus med zombiefilmen 28 dage senere (2002), som kickstartede karrieren for de unge skuespiltalenter Naomie Harris og Cillian Murphy.

Herefter foretog Boyle sit mest forbløffende genreskift hidtil. Hans næste udspil var familiefilmen Millions (2004), der som Shallow Grave handler om folk, som finder en stor sum penge og deres efterfølgende moralske overvejelser. Her hører ligheden så heldigvis også op, og instruktøren bruger denne gang sin stilistiske legesyge til at opbygge et fortryllet og farvemættet univers.

Og fra i dag kan man altså i science fiction-filmen Sunshine komme på rumrejse med Danny Boyle, en billedmager, man heldigvis aldrig helt ved, hvor man har.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her