Læsetid: 3 min.

Selvet sidder i kroppen

Det 21. århundredes biopolitik er ifølge den britiske sociolog Nikolas Rose hverken racehygiejne eller determinisme. Det er en ny udfordring for det ansvarlige selv som biologisk borger
7. april 2007

Man søgte sandheden. Populærvidenskabelige profeter lovede en ny almagt. Læger og videnskabsmænd søgte genet for alkoholisme og genet for depression. Humanister, religiøse prædikanter og bekymrede politikere advarede mod en ny determinisme: Genteknologien var en trussel mod 'den frie vilje'. Alt ville være afgjort på forhånd, når vi først havde indsigt i hvert enkelt menneskes genetiske arv. Det blev mod slutningen af det 20. århundrede antydet, at til hver sygdom svarede et specifikt gen, og når vi havde kortlagt hele det menneskelige genom, ville vi kunne forudsige og måske endda kurere alle sygdomme.

Den britiske sociolog Nikolas Roses nye bog, The politics of life itself, er skrevet som besindelse på utopien. Det gik ikke så godt, som profeterne håbede og heller ikke så slemt, som pessimisterne frygtede: Det menneskelige genom viste sig langt mere kompliceret. Tilbage står stadig nye indsigter og nye muligheder for at gribe ind og påvirke vores tilværelse medicinsk. De nye muligheder har åbnet et politisk felt, som han kalder livspolitik eller biopolitik. Ordet 'biopolitik' associeres let med nazi-regimets eugenik eller totalitær racehygiejne, men Rose afdramatiserer vor tids livspolitik:

"Vores århundredes livspolitik er anderledes. Den er hverken afgrænset af polerne sundhed og sygdom eller fokuseret på at eliminere afvigelser for at beskytte en hel nation. Vores århundredes livspolitik handler om vores stigende evne til at kontrollere, håndtere, påvirke og modulere de mest vitale egenskaber ved os mennesker som levende væsner. Det er det, jeg kalder politik for selve livet."

Selvet

Stærkt inspireret af den franske socialfilosof Michel Foucault har Nikolas Rose i de seneste 20 år i værker som Governing the soul, Inventing Our Selves og Powers of Freedom præcist beskrevet alliancen mellem 'det psykologiske selv' og 'nyliberalismen'. Det psykologiske blik er ikke forbeholdt patienter, men tværtimod blevet den almindelige måde at forholde sig til selvet på. Dette fokus på udfoldelse af det sande selv blev forbundet med en nyliberal strategi, der ser det enkelte selv som en ressource, der skal realiseres og optimeres.

I sin nye bog præsenterer Rose ikke et radikalt brud med det nyliberale 'selv', men afdækker forskydninger og forandringer i vores selvforhold, som er betinget af de nye biopolitiske muligheder. Han resumerer forskydningerne i fem tendenser:

For det første ser vi selvet som molekylært. Vi identificerer bevidsthedstilstande som kemiske processer.

For det andet agerer vi ikke længere medicinsk på selvet for at kurere sygdom, men for at forebygge. Vi handler på sandsynligheder og risici. Når amerikanske forældre giver deres børn psykofarmaka mod dårlig koncentration og tendenser til DAMP, er det ikke for at skabe et syntetisk selv. De ser koncentrationsbesvær og rastløshed som fremmede magter i barnet, som forhindrer børnene i at være 'sig selv'. Medicinen bliver ikke en fremmed magt, men fjerner derimod fremmede magter og gør det muligt for børnene at 'blive sig selv'.

Borgere som kroppe

For det tredje ser Rose i livspolitikken en bestemmelse af borgeren som biologisk selv. Borgerne udlægger sig selv som kroppe, der kan forandres, optimeres, manipuleres og må beskyttes mod epidemier, bakterier, andres rygning og kunstige tilsætningsstoffer.

Når borgeren for det fjerde bliver til et 'biologisk selv', etableres et regime af eksperter på kroppens funktioner som helsemagasiner, fitness-eksperter, netdoktorer, psykiatere og ernæringskonsulenter.

Endeligt udvikles ifølge Rose en ny og vanskeligt kontrollerbar bio-økonomi, som lancerer nye anti-depressiver, nye slanke-produkter og nye muligheder for at optimere vores præstationsevne og vores mentale helbred. Denne økonomi aflønner læger og understøtter forskningsprojekter, lancerer egne undersøgelser og etablerer teams af forskere, som promoverer nye produkter og skaber nye behov.

Systematisk analyserer Rose de sidste 10 års udvikling af medicin, medicinering og biokapitalisme. Og han viser, hvordan den nye livspolitik hverken fører mod en ny totalitarisme eller epokale opgør med vores vante selvforståelse, men viser sig som markante tilføjelser til de strategier til selvudfoldelse, vi kender:

"I dag skal vi være fleksible, i konstant træning, i livslang læring, vi skal hele tiden evaluere os selv, overvåge vores helbred, forbedre os og inspireres til at købe nye ting. Og de forpligtelser breder sig til vores genetiske disposition. Den aktive og ansvarlige biologiske borger skal være engageret i konstant justering af livsform og livsstil, medicinske behov og kostplaner som svar på de skiftende krav fra vores modtagelige og udsatte krop."

Nikolas Rose: The politics of life itself. Biomedicine, Power and Subjectivity ind the Twenty-First Century350 s., 25 US Dollar, Princeton UP ISBN 0691121915, 245 kroner i Århus Bogcafé

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu