Læsetid: 4 min.

Carnegie-priser til Just og Kørner

De danske kunstnere Jesper Just og John Kørner modtager Carnegie Art Award 2008. Vinderværkerne handler om at udfordre konventionerne: Kørner bygger et spirituelt museum ovenpå et gammelt bondehus, mens Just sender en fløjtende midaldrende kvinde på lesbisk bar
De danske kunstnere Jesper Just og John Kørner modtager Carnegie Art Award 2008. Vinderværkerne handler om at udfordre konventionerne: Kørner bygger et spirituelt museum ovenpå et gammelt bondehus, mens Just sender en fløjtende midaldrende kvinde på lesbisk bar
30. juni 2007

De to danske kunstnere Jesper Just og John Kørner er blandt vinderne af Carnegie Art Award 2008, der netop er offentliggjort.

Jesper Just karakteriserer kollega Kørner med ordene 'slapstick med dansk kulturarv', og John Kørner fremhæver Jeppe Just for at lade nye dramaer indtræffe i velkendte filmrum og for at åbne vores verden op for os. Fælles for de to kunstnere er en trang til at bringe konventionerne i spil på utraditionel vis. De er begge uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København, og udstiller i dag nationalt som internationalt.

Førsteprisen på 1 million svenske kroner går til den 81-årige svenske kunstner Torsten Andersson, der fremhæves for sit konceptuelle, energifyldte maleri og for at have udviklet sit personlige billedsprog gennem et langt liv.

Andenprisen på 600.000 kroner går til Jesper Just, og tredjeprisen på 400.000 kroner til John Kørner.

Jesper Just får prisen for sin film A Vicious Undertow med begrundelsen at 'filmen med sin visualitet og præcision har mange referencer til maleriet'. Jesper Just blev overrasket, da han hørte, han var blandt vinderne:

"Jeg har aldrig vundet en pris før, så jeg tror ikke helt, jeg har forstået det endnu. Og det er jo en generøs pris, så det putter lidt ro på mit liv, og giver mig tid til at arbejde videre," siger han.

Vinderfilmen er optaget i Københavns ældste bordel, der i dag lægger rum og bardisk til en lesbisk bar/værtshus. Blandt de medvirkende er også Vor Frelser Kirkes tårn, mest fordi Jesper Just har været draget af tårnet, lige siden han var barn.

"Jeg arbejder med referencer og konventioner. Jeg vil gerne vise, hvordan man kan bruge og opfatte konventionerne i et specifikt rum anderledes end sædvanligt. Min film henviser til Ingmar Bergman og Th. Dreyer og leger både med filmsprog og kønsroller. For mig starter arbejdet med en ny film altid med at finde en location, og jeg kan godt lide, at den er lidt heftig. Som et bordel, der i dag fungerer som lesbisk barklub. Baren er tidløs, men bringer både tankerne hen på dekadence og total ensomhed."

Flirt med fløjt

Jesper Just fortæller videre: "Filmen handler om en midaldrende kvinde og er et mentalt billede på hendes sindstilstand. Det er kvinden, der dikterer filmens forløb. Hendes oplevelser står i centrum, i modsætning til den vanlige massekultur, hvor der fokuseres på manden, og hvor selvstændige kvinder tit fremstilles som kolde. I filmen bruger jeg de konventioner, vi forbinder med en enlig kvinde på bar: Er hun ensom, er hun alkoholiker? A Vicious Undertow handler om ensomhed og længsel. Om hvordan alderen som en ondskabsfuld understrøm sniger sig ind på os. Den midaldrende kvinde flirter med ungdommen i skikkelse af en ung kvinde, men til slut vedkender hun sig sin alder og får overtaget."

I stedet for at tale foregår al kommunikation i filmen ved en fløjten: "Det gav skuespillerne en god udfordring at skulle fløjte," siger Jesper Just. "Det er svært at snyde med skuespillertricks, når man fløjter, og mimikken derfor er låst. Det skaber en helt speciel stemning i filmen."

I de seneste måneder har Jesper Just udstillet sine værker i både New York, Miami, Montreal og Australien. Rejserne i udlandet giver et nyt blik på den hjemlige kunstscene:

"Når jeg rejser, opdager jeg, hvad det betyder at være nordisk. USA er både tiltrækkende og frastødende. Man kan se på de amerikanske værker, at der ikke er statsstøtte til kunsten i USA. Hele det skandinaviske system er en befrielse, der giver os kunstnere overskud til at give vores værker en 'velfærds-finish'. Og absurd nok betyder statsstøtten også, at der laves mere samfundskritisk kunst i Danmark end i USA. Vi har større frihed herhjemme, og jeg har opdaget, at vi har noget til fælles: En skandinavisk melodramik som blandt andet findes hos Bergman og Dreyer. Jeg synes, at både John Kørner og jeg er runden, af en følsom og intuitiv tilgang til kunsten."

Sjov fri-stil

Carnegie-juryen tildeler John Kørner tredjeprisen for 'sit legende og glødende maleri med motiver fra hverdagen, hvor figurative elementer opløses til abstrakte former'.

Vinderværket er en serie af fire malerier. Et af dem hedder 1st Floor Museum.

"Her har jeg bygget et spirituelt og luftigt museum ovenpå et gammelt bondehus," fortæller John Kørner- "Det, der er interessant for mig, er at definere nye rum og vise alle de muligheder, der eksisterer." John Kørner mener ikke altid, der er højt nok til loftet, når vi går ind på et museum med forudfattede meninger, eller når vi bygger videre på vores verden. "Jeg vil gerne vise, at man kan tænke anderledes og større ved at bygge en pyramide ovenpå bondehuset. Det er et åbent rum helt igennem, ikke et konkret rum med børneværelser og hverdagsproblemer."

"Jeg er meget seriøs omkring det her. Jeg ville aldrig lave noget uden et budskab, eller uden at føle, jeg kommunikerer med beskueren. De rum, jeg maler, eksisterer i virkeligheden. De er en del af virkeligheden, fordi jeg har malet dem, men samtidig mener jeg også, at rummet fra maleriet The Yellow Gallery eksisterer i sig selv som et uendeligt gult rum".

Det var motiverende for John Kørner at blive indbudt til at deltage i Carnegie-konkurrencen.

"Man skal deltage med helt nye værker, og jeg får et stort kreativt moment ud af at skulle lave sådan en 'fri-stil' til en konkurrence. Jeg følte, at jeg skulle koncentrere mit udtryk i disse fire malerier, og det var inspirerende. Min første reaktion, da jeg fik at vide, at jeg fik tredjeprisen var skuffelse, for jeg gik efter førstepladsen. Det handler ikke om at vinde en million, men om, at jeg er seriøs med min kunst, og havde lavet en række værker, som jeg synes fortjente en førsteplads. Men nu er jeg også glad for tredjepladsen, og det er fantastisk, at værkerne kommer på turné".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu