Læsetid: 5 min.

Dansk folkeklenodie som musikalsk Maggi-terning

Peter Langdal har kogt de 24 afsnit af den kanoniserede tv-serie Matador ned til fem akter og sat hele hurlumhejet i scene på Operaen - missionen er som sådan mislykket, men underholdningsværdien fejler sgu ingenting
Peter Langdal har kogt de 24 afsnit af den kanoniserede tv-serie Matador ned til fem akter og sat hele hurlumhejet i scene på Operaen - missionen er som sådan mislykket, men underholdningsværdien fejler sgu ingenting
12. juni 2007

Hvis ikke De kender tv-serien Matador på forhånd, giver det ikke mening at tage ud til Operaen for at se den som musical - på fastforward, tilmed. Dertil er resultatet blevet for ramasjang-hektisk og overvældende kalejdoskopisk i sin iver efter at få så meget af handlingen såvel som så mange fra det store og elskelige persongalleri med som muligt. Er De - på linje med de fleste nulevende danskere mellem 8 og 108 - på den anden side bekendt med den ved sin lancering i 1978 så udskældte, siden så kanoniserede tv-fortælling om livets gang i den sjællandske provinsby Korsbæk i årene 1929-1947, vil De i lighed med Informations udsendte i det mindste føle Dem godt underholdt. Om end også fysisk udmattet og en kende ør, når der fløjtes af tæt ved midnat efter noget af det mest massive maratonteater på denne side af Richard Wagner. Især er den hektiske aktivitet drabeligt bombarderende i de tre første akter, mens der kommer lidt mere fokus over tingene i de to sidste, hvor manuskriptforfatter Peter Langdal endelig tager en beslutning om hvilke af de mange sammenviklede historier han vil koncentrere sig om.

Alle kræfter er i øvrigt sat til for at få dette på papiret næsten uladsiggørlige projekt op at stå - idémageren (og forfatteren til en række afsnit) til serien, Lise Nørgaard, har givet det sin velsignelse, den aldrig mindre end habile komponist Bent Fabricius-Bjerre har skabt et hav af melodier, hvor i blandt en tre-fire stykker befinder sig i mesterklassen (uden at nogen af dem matcher hans originale tema til serien), de ikke altid mundrette eller tidskorrekte tekster er skrevet af rapperen Clemens Telling, mens manden, teaterfolket enten elsker eller hader, instruktøren Peter Langdal, har stået for det utaknemmelige job at koge seriens 24 afsnit ned til fem akter. Forvandle en okse til en Maggi-terning, så at sige. Men trods en samlet spilletid på tre timer og 40 minutter - fordelt over fem akter med to indlagte pauser - føles forestillingen på en og samme gang både for lang og for kort! For lang, for det er den simpelthen. Og for kort, idet man uundgåeligt sidder og spejder (ofte forgæves) efter yndlingsscener eller favoritfigurer.

Det formelle fungerer

Jeg vil skynde mig at berolige hundeelskere med, at Kvik er med (den indforskrevne hund 'spiller' tilmed rigtig godt) og desuden optræder i et af de få numre, hvor man ikke får fornemmelsen af, at samtlige medvirkende er ved at få et bommesislag i forsøget på at nå det hele: Sangen "Korsbæks kvikkeste", som grisehandler Larsen i Tommy Kenters joviale skikkelse giver solo. Ret usædvanligt i en forestilling, der ikke blot hylder masseoptrinene, men også gerne har indtil flere handlinger kørende simultant på kryds og tværs af hinanden, så det bare er med at spænde ballerne. Peter Langdals prisværdige ambitioner står under ingen omstændigheder mål med resultatet, hvor persontegningen forbliver overfladisk - med det resultat, at det er mere end svært seriøst at engagere sig i nogen af personerne, trods flere fine skuespilpræstationer - mens årene flyver forbi og tilskueren ikke på noget tidspunkt rigtig når at fordøje alt det hurlumhej, der udspiller sig for hendes øjne. Det er forestillingens store svaghed og det var med til at give i hvert fald denne signatur fornemmelsen af, at musicalen næppe kommer til at antage samme karakter af nationalklenodie som forlægget.

Dét sagt haster det med at få tilføjet, at forestillingen formelt fungerer fremragende. Den enkle og overskuelige scenografi, hvor der arbejdes fornemt med dybdeperspektivet, giver rigelig plads til at skuespillerne i en uendelighed kan bære rekvisitter ind og ud. Lyssætningen fungerer også excellent og de mange koreograferede optrin imponerede, trods et par skønhedspletter, vi vil tillade os at tilskrive premierenerver. Koreograf Niclas Bendixen skal kun høre lovord herfra for de dynamiske masseoptrin og de dansende udgjorde kollektivt en god figur; hvad angår showdans er DK ikke længere det u-land, det engang var. Fabricius-Bjerres både tidstypiske og moderne anlagte musik fungerede som helhed glimrende - at de fleste af sangene var lige lovlig korte for denne anmelders smag, skyldes at der skulle fyres ikke færre end 35 af slagsen af - mens det til gengæld ikke lød som om Clemens Telling helt havde fod på periodens jargon i sangteksterne. Dette sagt uden at have læst teksterne, og med det forbehold, at det trods den generelt gode lyd ikke var muligt altid at få det hele med. Endelig er det værd at nævne hvor effektivt musikken var arrangeret og hvor swingende den spilledes af DR Radiounderholdningsorkesteret (især fortjener rytmegruppen ros!) under ledelse af en veloplagt David Firman.

Tegneserieagtigt råbende

Det er meget godt alt sammen, sidder De nu og tænker. Men hvad med aktørerne? Hvad med Fernando Møhge, Fede, Gottfred Lund, Regitze, Skjold Hansen, tjener Boldt og Katrine Larsen, hva'? Hvad med dem? Ja og jo og så videre. Problemets kerne er, at selvom en tv-undvigende sjuft som undertegnede kun har set hele Matador en gang (men hvert andet år fanger et afsnit eller tre, når den så sikkert som død og skatter genudsendes på DR), er det, der mere end noget andet bliver siddende, selvfølgelig persongalleriet. I kraft af såvel Erik Ballings kongeniale instruktion (undtagen børneskuespillerne; det var så ikke hans force) som af de genialt castede skuespillere, der alle er gået hen og er blevet synonyme med deres roller. Kunne andre end f.eks. Holger Juul Hansen og Malene Schwarz have spillet hr. og fru bankdirektør Varnæs? I think not. Læg dertil tv-mediets mulighed for at gå tæt på og fange nuancerne i det fabelagtige karakterskuespil bl.a. Helle Virkner og Jesper Langberg yder i rollerne som de så besværet elskende Elisabeth Friis og Kristen Skjern, der i dén grad symboliserer afstanden mellem gamle og nye penge. Stil det op overfor teatrets tendens til at blæse alting op til det tegneserieagtigt råbende og De vil forstå, at ikke alt er fryd og gammen i Korsbæk anno 2007.

Da de fleste medvirkende endvidere spiller flere roller, undgås en vis portion forvirring ikke - men det er som sagt også noget nær forestillingens adelsmærke. Fremhæves må en underspillet Kaya Brüel i rollen som Ingeborg - og i stil med Kristian Boland (der i øvrigt giver Hans Christian Varnæs en sært kolerisk drejning) synger hun også forbilledligt godt. Også Louise Mieritz udviser spunk som den ukuelige Agnes, mens Jens Jørn Spottag med lodder og trisser udfylder rollen som stykkets bærende figur, Mads Skjern. Men hvor f.eks. Birgitte Simonsen er skøn som fru Skjold Hansen, er hun mindre overbevisende når hun agerer grisehandler Larsens besindigt kloge frue Katrine. En elsket bifigur som dr. Hansen brillerer stort set ved sit fravær, mens det fantastiske makkerpar fru Fernando og Misse Møhge resolut er skrevet ud af historien. Hovedproblemet ved det stadig enorme tilbageværende antal figurer er som sagt, at tilskueren ikke på noget tidspunkt får mulighed for identifikation og det ender som helhed i billedflimmer, imponerende masseoptrin og (over)spil for galleriet. Summa summarum: Er Musicalen Matador underholdende? Ja. Det er den. Er den så også god? Bop bop - nej, ikke rigtig. Kortere kan det vist ikke siges.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu