Læsetid: 7 min.

En omvendt Robin Hood

I stedet for mange museer skal vi have én kunstmastodont, som langsomt tager slikket ud af hænderne på de mindre kammerater. Direktør for Statens Museum for Kunst Allis Helleland har altid været frygtløs, men synes nu, at have udnyttet den sidste tid i den magtfulde post til det yderste
I stedet for mange museer skal vi have én kunstmastodont, som langsomt tager slikket ud af hænderne på de mindre kammerater. Direktør for Statens Museum for Kunst Allis Helleland har altid været frygtløs, men synes nu, at have udnyttet den sidste tid i den magtfulde post til det yderste
1. juni 2007

Måske er det ikke en overraskelse, at Allis Helleland handler med sværd i hånd. Flere museumsdirektører har allerede været presset i forhandlinger med den afgående direktør.

Ordrupgaard Museet fik sat stolen for døren, da de gik med planer om en L. A. Ring-udstilling, J. F. Willumsen Museet i Frederikssund fik bud fra samme afgående museumsdirektør, om at levere Det Store Relief af J. F. Willumsen tilbage til samme statsinstitution. Senest blev det Ny Carlsberg Glyptotekets tur.

Et krav om tilbagelevering af udlånte værker for et milliardbeløb møder onsdag morgen direktøren for Ny Carlsberg Glyptotek, Flemming Friborg. Det drejer sig om 30 store franske værker fra van Gogh over Cézanne til Daumier, som har været en del af museets franske 1800-talsprofil siden 1915.

Denne gang sendt med grønt bud 10 dage før fristen for (af)overleveringen.

Har Allis Helleland handlet helt på egen hånd og kun med blikket rettet mod et nemt offer, inden hun går? Kulturministeriets udmelding tyder på, at sagen er uheldigt disponeret. Og det må siges at være den generelle holdning i kunstkredse .

"Allis Helleland må være meget træt i forbindelse med, at hun nu skal lukke sit hus ned. Selv om hun har haft tid til bønnemøder og blomsterbinding i den sidste tid, så bliver det lige lidt flyvsk her til sidst," var kommentaren fra Hans Edvard Nørregård-Nielsen, formand for Ny Carlsbergfondet.

Det samme mente andre. Kulturministeriet har i hvert fald stillet sig imellem parterne og krævet, at Allis Helleland sætter sagen i bero. Efter sommerferien skal et udvalg med repræsentanter for begge institutioner og Kulturministeriet vurdere især de retslige og kulturhistoriske aspekter i sagen, kunne TV2/Lorry oplyse i går. Der er efter manges mening nogle grundlæggende principper på spil i denne sag.

Hvad har hun gang i?

"Jeg mener, det er en temmelig voldsom disposition Allis Helleland udviser i den her sag. Og så imens hun er på vej ud af den danske museumsverden. Men Allis Helleland er jo også kendt for at være frygtløs," siger Leila Krogh, tidligere museumsdirektør på J. F. Willumsens Museum, der kender Allis Hellelands ejerfornemmelser. Det Store Relief af J. F. Willumsen, som er et kæmpe værk muret ind i facaden på J. F. Willumsens Museum i Frederikssund, ejes også af Statens Museum for Kunst, og Allis Helleland krævede også dette værk hjem til 'slottet', mens hun sad i bestyrelsen for J. F. Willumsens Museum.

"Der blev snakket lidt, jeg strittede imod, og overleveringen løb ud i sandet," forklarer Leila Krogh.

Det er temmelig utraditionelt at handle som Allis Helleland generelt har gjort i sin tid som museumsdirektør.

"Der kan være ræson i, at man ønsker at skabe sammenhæng i sin præsentation, men den ophængning, som lige nu er præsenteret, har de jo haft planlagt længe. Det er jo ikke, fordi de står og mangler billederne. Tidspunktet kan undre én, synes jeg. Det ville måske have været mere interessant, hvis hun havde givet den udmelding, da hun trådte til. Nu kan hun jo i princippet være bedøvende ligeglad," mener Leila Krogh.

Bente Scavenius, som er kunsthistoriker, forfatter og kunstkritiker ved Dagbladet Børsen, vil gerne indtræde i de forundredes klub.

"Jeg havde måske ikke sendt det brev med et grønt bud. Jeg havde måske nok inviteret Flemming Friborg på frokost og prøvet på at lægge kortene på bordet. Det er jo sådan, man gør. Det virker så bombastisk det her," forklarer Bente Scavenius.

Der er en form for snusfornuft i Kulturministeriets udmelding, mener Hans Edvard Nørregård-Nielsen, fordi de krav, som Allis Helleland stiller, slet ikke kan opfyldes:

"Normalt skal man være ude et halvt til et helt år før, man bare kunne tænke sig at låne et værk. Selvfølgelig kan vi ikke sende 30 store værker ud af huset inden for 10 dage. Jeg tror, Kulturministeriet har anlagt en meget pragmatisk vinkel på den her problematik," udtaler Hans Edvard Nørregård-Nielsen.

Den kollegiale ånd?

Men dette går også ind og piller ved den solidaritet og det kollegiale forhold, som ellers har været meget respekteret museerne imellem.

Museerne har altid arbejdet med at profilere sig hver især, så de ikke allesammen var små minimodeller af et modermuseum, men hver især havde en stærk profil, forklarer den tidligere Museumsdirektør Leila Krogh.

Og det har givet rigtig god mening, at de franske værker var på Glyptoteket, mener Leila Krogh. Hun forklarer, at det har været en hævdvunden praksis, at Statens Museum for Kunst var førermuseet hvad angår indkøb af værker. Og der står i museumsloven, at de skal være foregangsmuseum for landets øvrige museer.

"Det har vi jo haft lidt svært ved at tage alvorligt i den sidste regerings - altså Allis'- tid. Vi har ikke kunnet lære meget af hende," mener Leila Krogh, som bakkes op af Hans Edvard Nørregård-Nielsen:

"Grundlaget gjorde, at der var flere spillere, som havde noget at komme med i stedet for én meget stærk. Og det samme gælder forskningen rundt omkring i museumslandet, hvor specialviden og særlige kompetencer findes forskellige steder. Det vækker en del forundring for at sige det meget pænt. Der er ellers en vis indbyrdes forståelse rundt omkring i Danmark for, at man ikke kan have alt på alle museer, men vi hver især kan lave nogle væsentlige nedslag," forklarer Hans Edvard Nørregård-Nielsen

Profil eller synergi

Det er skellet imellem stærk profilering af Statens Museum for Kunst, og så det museumslandskab vi ønsker at have. Målsætningen var klar i den museale aftale, som blev grundlagt i løbet 1920-1930'erne.

"Grundlæggende har vi en samarbejdende og sammenhængende museumverden her i Danmark. De er alle reguleret af den samme lov, museumsloven. Den lægger netop vægt på, at vi har en fornuftigt sammenhæng i vores museumssystem. Og det har så medført, at der er et samarbejde på kryds og tværs inden for den danske museumsverden, og denne gensidige deponering mellem de to museer er et udtryk for det samarbejde, der har varet igennem rigtig mange år," forklarer Steen Kyed, afdelingschef i Kulturministeriet med særligt ansvar for museumsloven.

Det, der er det særlige i denne her sag, er ifølge ham, at det ene museum opsiger aftalen. Men nu ved man, efter at have snakket med Glyptoteket, at der ikke har været nogen forudgående drøftelser mellem de to museer, hvor man har prøvet at gå ind og ændre denne her aftale, man har haft i rigtig mange år.

"Det, vi fra ministeriets side har sagt, er, at vi ikke vil tage stilling til, om det er rigtigt eller forkert, men vi synes og det vil vi gerne medvirke til, at der kommer en dialog mellem de to museer. For det er åbentlyst, at de ikke udlægger sagen ens," siger Steen Kyed dagen derpå.

Kulturministeriet vil gerne have, at museumsvæsenet hænger fornuftigt sammen med en god dialog og et samarbejde mellem museerne.

Allis selv er målløs'

Reaktionen fra Allis Helleland selv, efter hun i går modtog brevet fra Kulturministeriet, var: "Jeg er målløs," siger hun ifølge Politikens netavis.

"Jeg har aldrig før fået pålæg fra ministeriet. Det er første gang, det sker i mine 13 år som direktør," siger Helleland og tilføjer:

"Nu ved jeg ikke, om jeg er sat under administration, men i hvert fald er jeg ude af sagen".

Rent ejermæsssigt er Staten Museum for Kunst de formelle ejere af de 30 billeder. Men man må sige rent kunstfagligt, at værkerne passer langt bedre ind i Glyptotekets samling i og med, at den har fokus på fransk kunst fra det 19. århundredes slutning, forklarer Bente Scavenius.

De hænger med andre ord i sin rette kontekst, hvor de på Statens Museum for Kunst ville indgå i en samling af tusinder af værker fra tidernes oprindelse og frem til i dag og vil være med til at beskrive kunsthistoriens udvikling.

"De belyser ikke på sammen faglige kompetente måde den sammenhæng, der er i perioden," forklarer Bente Scavenius, som mener, at værkerne ud fra en kunsthistorisk indgangsvinkel hænger langt mere interessant på Glyptoteket.

Et kunstfagligt spørgsmål

- Hvad er det vi vil på og med museer i dag:

"Det er at formidle optimalt, og hvis du vil formidle de billeder optimalt, så er det klart, at så hører de hjemme på Glyptoteket," forklarer Bente Scavenius

Men hvis du vil formidle kunsthistorien fra ruder konges tid og frem til i dag, så kan Bente Scavenius godt se, at ud fra Allis Hellelands synsvinkel, så mangler hun de brikker for at få den historie fortalt.

"Jeg kan da godt forstå Allis Helleland, fordi de er jo blevet hovedværker i kunsthistorien, og det hun så vil levere tilbage til Glyptoteket er værker fra 1920'erne. Dem kan man se på tusinder af kunstmuseer i Europa. Hvorimod de værker af van Gogh og Cézanne er værker, som i mellemtiden har fået en helt helt anden placering i kunsthistorien. Det havde de jo ikke dengang. Der regnede man dem jo ikke for det, vi gør i dag. I dag er det milepæle i kunsthistorien, og det er klart, at hun gerne vil have dem hængende," forklarer Bente Scavenius.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu