Man er turist i København og vil gerne se dansk design. Where to go? Foruden Royal Shopping på Amagertorv er der design på Kunstindustrimuseet, både nyt og gammelt.
Og på Dansk Design Center?
Dér er ikke meget at hente for en professionel eller bare almindeligt interesseret. Senest præmierede danske design kan skimtes i mørket på første sal. Så er der en sammenstuvet klassikersamling nede ved toiletterne. Og bag panoramaruderne ud mod H.C. Andersens Boulevard en uge endnu udstillingen Magisk Design.
Men hvis man ikke lige ved det, er det ikke til at se design-ideen for showets ophobning af fancy barbermaskiner, gamle og nye vækkeure, pyntede gummisko og kaffemaskiner.
Hensigten er angiveligt at vise udviklingen af forskellige produkter, der har ændret, lettet og beriget vores liv i 50 års ekspanderende forbrugersamfund.
Men det forvirrede rodsammen af velkendte genstande bliver ikke sat i hverken historisk eller professionelt perspektiv.
Hvor længe endnu skal Dansk Design Center have lov at producere dårlige udstillinger? Hvor længe endnu skal institutionen spilde publikums tid og offentlighedens penge?
Halvdelen af DDCs omsætning på 40 mio. udgøres af kontraktlig støtte fra Erhvervsministeriet.
Propaganda
Har vi overhovedet et Dansk Design Center?
Den umiddelbart synlige del af institutionen fremstår som en blanding af egnsmuseum og gavebod.
På net og i trykt form publicerer DDC sig vidt og bredt med det udtrykkelige ærinde, at propagandere for designerhvervets kompetence i spillet om det øvrige erhvervslivs millioner.
Hvis dét er nødvendigt, må man spørge sig selv og DDCs siddende bestyrelse, om det ikke er at smide gode penge efter dårlige?
Ikke desto mindre er det hovedtanken bag den designredegørelse og de anbefalinger Økonomi- og Erhvervsministeren offentliggjorde for en måned siden.
Men at design skaber omsætning kan umuligt være nogen nyhed i sig selv. End ikke i de små og mellemstore virksomheder, som DDC og Ministeren går efter. Det er snarere vilje og penge der mangler - til produktudvikling og innovation.
Frem for den almindelige DDC-propaganda ville konkret støttede pilotprojekter være mere effektive - med det klare formål at højne produktkvalitet og dermed indtjening.
Omlægning
Uden EU-acceptable statslige garantier ingen succesfuld dansk filmproduktion. Men på designområdet støder behovet for subsidier ind i den siddende regerings mantra om, at det egentlige erhvervsliv ikke alene skal klare sig selv, men også være løftestang for kulturen.
Det nærmeste regeringens annoncerede design-initiativer kommer produktionsstøtte er iværksættelsen af "en række demonstrationsprojekter i design af offentlige serviceydelser 2007-09" - hvad det så vil vise sig at betyde.
Lige nu kan man bruge øjnene på Biennalen for kunsthåndværk og design i Kolding. Museerne Trapholt og Koldinghus lægger rum til kuratorernes valg. Og de demonstrerer overbevisende, at der hverken mangler kompetence eller kvalitet i dansk formgivning og produktdesign.
Til sommer danner Københavns torve og pladser igen rammer om udstillingen af design-produkter i INDEX-regi. Der bliver international konference og prisuddeling lige som for to år siden, og fokus på Danmark som design-land.
Statstøtten til INDEX:07 er kun et par millioner danske kroner, men mere effektive end de 20 til Dansk Design Center.
Hvorfor er DDC ikke et permanent skiftende vindue for dansk design? Uden for mange krumspring og tematiske øvelser, men som fleksibel præsentation af klassikere og nyheder, producenter og designere.
Og hvorfor er rollefordelingen ikke klarere mellem DDC, Kunstindustrimuseet, INDEX og Trapholt i Kolding?
Kunstindustrimuseet har været stærkt på vej til at ville udvide under Grønnegaarden, og løb ind i mulige fredningsproblemer. Men grundlæggende er problemet, at kunsthåndværk, kunstindustri og design er svært at håndtere under ét - musealt, pædagogisk og aktuelt - i en enkelt institution.
Ansvarlighed
Kunsthåndværk kan være pilotarbejde for kunstindustri og design, men er også en fri selvstændig størrelse. Svær at balancere med de mere hardcore maskinelle udtryksformer - eller økonomiske potentialer skulle man vel sige i DDC-sprog.
I følgeteksten til udstillingen Magisk Design står ligefrem, at "designerens rolle har udviklet sig fra udelukkende at beskæftige sig med formgivningen til i fremtiden at indgå i teams omkring produktudvikling af nye produkter med respekt for miljø og ressourcer og i interaktion med slutbruger, teknologi og en samfundsmæssige udvikling."
Hallo! - fra ren formgivning til ansvarlighed? Ja sådan er det måske lige nu i USA eller andre oversøiske områder, men da ikke i Skandinavien og nærmeste EU. Danmark har nærmest været foregangsland for funktionel økonomisk tænkning. Så hvorfor den svada?
Vel nok for at retfærdiggøre DDC's opportunistiske tilgang til opgaven og statsmidlerne. Ikke bare som alvorlig institution, men også som kulørt handelsstand.
Det er ikke nødvendigvis de skarpeste kreative hoveder, der behersker ledelse og bestyrelse i en politisk pantomime-virksomhed som dén i huset på H.C. Andersens Boulevard. Dét med de besværlige udstillingslokaler og den flotte udsigt til Tivolis gynger og karusseller.
