Læsetid 4 min.

Tavshedens (p)riis

Bjarne Riis er et typisk eksempel på Stockholm-syndromet hos fagjournalister:
1. juni 2007

Det var i 1995 og en kær kollega var lige vendt tilbage fra at have dækket Tour de France. TV 2, Mader & Leth og en gruppe fremstormende danske ryttere havde forvandlet tour'en fra en eksotisk, lidt snæver sportsbegivenhed for kendere til en massiv, dansk folkelig seer-succes.

Indtil tour-feberen greb mig i 94-95, havde jeg kun én erindring om cykelløb: Den unge Knud Enemarks tragiske død under OL i Rom i 1960. Et offer for en kombination af anstrengelse, brændende sol og doping. Men fra 1995 sad jeg hver dag foran skærmen i sommerhuset. Og undrede mig over, hvordan rytterne kunne klatre nærmest lodret op af et bjerg med adskillige kilometer i timen.

"Bruger de ikke doping?" spurgte jeg kollegaen. "Er du sindssyg" svarede han "det er et rullende apotek!" Samtaler med adskillige journalister, der i årenes løb har fulgt professionel cykelsport, bekræfter til fulde, at alle vidste, at der var tale om et rullende apotek, der imidlertid - for at gentage cykelsportens mest berygtede citat "ikke testede positivt". Utallige er de anek-doter fra den gyldne Riis-tid på Touren i midten af halvfemserne, som alle sammen handler om doping. Måske ikke specifikt om EPO, som var svært at teste dengang, men om hæmatokritværdier, bloddoping, 'vitamindosering' og rytter-blod så tykt som jordbærmarmelade.

Fagjournalisterne afslører ikke

Det var der bare ikke nogen, der skrev om i aviserne eller fortalte om i radio og TV. Og slet ikke sportsjournalisterne. Og da de første afsløringer af dopingmisbrug i cykel-sporten dukkede op, var det ikke sports-journalisterne, som havde gravet i sagen. Det var heller ikke kommunal-journalister, der afslørede Peter Brixtofte og nutidens største politiske skandale, Tamil-sagen, blev primært trevlet op af journalister, der ikke var en del af Folketingets Presseloge.

Tourens presseloge var tavs i årevis. Da de unge DR-folk Olav Skaaning og Niels Christian Jung begyndte på deres research i 1995, var de ikke medlemmer af logen. 25-årige Jung var Bachelor i idræt fra universitetet og havde været soigneur på TVM-cykelholdet. 30-årige Skaaning var cand. mag i medievidenskab. De resear-chede i fire år, indtil de i 1999 for alvor brød doping-tavsheden med TV-dokumentaren Tavshedens pris.

Forinden havde der været spredte og isolerede afsløringer, men der herskede en næsten kollektiv journalistisk tavshed omkring doping. Sportsjournalisterne udgør en slags broderskab, der konkurrerer benhårdt om mange historier. Men der er historier, man kender til, men ikke skriver om.

Flere har i den forløbne uge beskrevet, hvordan man kendte rygterne, men ikke kunne dokumentere noget. Prisværdigt,

naturligvis. Men det var først i 1998, at Line Baun Danielsen stillede det spørgsmål, som alle havde haft på læberne - men aldrig fremført. Nemlig om Riis havde taget doping. Og Bjarne Riis gav det, som amerikanerne kalder en non-denial-denial, altså en ikke-benægtende benægtelse: "Jeg er aldrig blevet testet positivt". Svaret er nu en klassiker.

Journalistloger løber altid risikoen for at lide af et journalistisk Stockholm-syndrom. Altså det efter gidseldramaet på Norr-malmstorg i 1973 opkaldte fænomen, hvor gidslerne føler større og større sympati for deres gidseltagere, efterhånden som tiden går. Mennesker, der i princippet burde være på hver sin side, forenes. Det er naturligt og forklarligt, at der opstår venskaber. Men som tiden går, hvor cykelryttere og journalister er hinandens gidsler, bliver det meget, meget svært at opretholde en professionel distance. Kritiske spørgsmål eller antydninger truer sammenholdet og de fælles interesser.

En af veteranerne blandt danske cykel-journalister er Mogens Jakobsen fra Politiken. Mogens Jakobsen har dækket Tour de France 29 gange og har, som der står i hans blog, et næsten medicinsk forhold til sporten - han har "fingeren på pulsen i den danske og internationale cykelverden". På http://www.politiken.dk/cykling/cykelblog fortæller han, hvorfor han for tiden er lettere deprimeret:

"Selvfølgelig havde jeg helst være denne affære foruden," forklarer han "Mest for Bjarnes skyld. Min personlige skuffelse over, at han har løjet over for mig, er sådan set uvæsentlig," skriver Jakobsen, der går til angreb på en "masse mennesker uden ret meget kendskab til cykelsporten, der har uhyre travlt lige nu med at mene både det ene og det andet".

Det er underholdning altsammen

En af dem, der ikke har travlt med at mene noget andet - og som ikke synker hen i nogen form for skuffelse - er gode, gamle Jørgen Leth. Han har aldrig påstået, at han var journalist. Han er historiefortæller, og for ham er den dramatiske og vidunderlige historie om Touren først og fremmest en fortælling. Han ved udmærket godt, at kvaliteten af cykelsport, ligesom kvaliteten rockmusik, ligefrem kan højnes ved indtagelse af forbudte stoffer. Så det ser han intet problem i. Og så er der jo heller ingen grund til at skrive om det. Leth er ærlig. Men han er jo heller ikke journalist. Han har set det, som sportsjournalisterne i den voldsomt kommercialiserede sportsverden ikke vil indse: At der ikke længere er forskel på sport og rockmusik. Det er under-holdning alt sammen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu