Et spørgsmål, der med jævne mellemrum kommer - eller bør komme - op at vende, er den gamle traver om kunst versus samfund. Eller sagt på en anden måde - i hvor vid udstrækning kan/bør man forvente en kunstnerisk stillingtagen til, hvad der nu rører sig i den store verden. Siden cirka 1980 er vi blevet tudet ørerne fulde af påstande om kunstens ret til autonomi, til så at sige at være ren kunst og ikke et ondt ord om det herfra. Når jeg f.eks. lader mig synke til bunds i Brian Enos lydbassin eller blæse omkuld af John Coltranes ekspressive spillestil, rager den siddende regering og dens meriter mig ærlig talt en hujende hattefis. På den anden side synges der så meget gudsjammerligt vrøvl om det nære, det endnu nærere og ikke mindst det, der er helt vildt uhyggeligt tæt på, på såvel dansk, engelsk og danglish, at jeg ind i mellem føler at samme regering simpelthen bør forbyde udgivelsen af samme. Vrøvl er der nok af. Og mening så forfærdende lidt, selvom det altså myldrer med mere eller mindre halvfordøjede meninger.
Nå, for at gøre en lang diskussion kort - sangskrivere må synge lige hvad der passer og falder dem ind, men det generer mig ikke, hvis det på en eller led fremgår, at de ikke er spærret inde i det der famøse elfenbenstårn (hvor huslejen efter sigende skulle være skyhøj!), og hvor deres eneste selskab udgøres af, hvad de nu lige kan grave frem af navlen; selvom det paradoksalt nok også kan føre til noget godt. Den gode ravjyske trubadur Allan Olsen har i hvert fald aldrig kunnet holde sin kæft om noget som helst nogensinde; hverken i interviews, på plade eller på en scene, hvor han næsten overgår - og helt sikkert matcher - Niels Hausgaard som vor mest storsnakkende guitarsvinger. Han er på det nærmeste omverdensjunkie og har et skarpt blik for tidens dårligdomme og almindelig galimatias, som den udfolder sig post-9/11 i informationssamfundets virvar af brokker og bidder fra en overophedet underholdningsindustri, og hvad vi nu ellers tilbydes af lir, mens lokummet står i flammer, og de såkaldt ansvarlige løfter deres uansvarlighed op til noget i retning af en kunstart hvad angår f.eks. vores fælles miljø. Fuck den flok narrehatte.
Rastløst søgende
Det ændrer selvfølgelig ikke på det faktum, at Olsen selv er syltet ind i og udgør en del af nævnte underholdningsindustri, hvilket nu ikke forhindrer ham i lystigt at save løs på den gren, han sidder så rastløst søgende på. Resultatet hedder denne gang Multo importante, og det indeholder nogle af de mest bemærkelsesværdige, detaljerige og gerne vittige tekster siden koryfæet sidst spærrede gabet op og lod ordene flyde. Det kompenserer langt hen ad vejen for Olsen mere begrænsede melodiske sans, der nok til hver en tid vil stå mellem ham og det store lalleglade radiolyttende publikum. Hvilket sættes kraftigt i relief af, at pladens uden sammenligning mest sangbare melodi såmænd er Ray Davies' udødelige "Waterloo Station", som i Olsens gedigne gendigtning er blevet til "På kanten af Vesterbro". Man skulle måske tro, at folkene på Poul Krebs-senderen P4 ind i mellem kunne have lyst til at divertere med andre end lige netop benævnte herre - personligt vil jeg 12.000 gange hellere være i selskab med Olsen end Krebs, når jeg simultant vasker op og forsøger at finde en kanal på radioen, hvor de ikke ligefrem er ude på at forstyrre min hårdt tilkæmpede sindsro, men havner ofte i udpræget internationalt selskab, om ikke andet så for ikke at skulle tage stilling til endnu en modbydelig mishandling af muddersmålet i sangskrivningens (u)hellige navn.
Nødvendige protestsange
For myldrer det ikke med uforglemmelige melodier - selvom både "Vintersol" og "Vores dronning" faktisk er gjort af habilt materiale - kommer man ikke udenom, at teksterne til gengæld besidder rigtig mange mindeværdige enkeltlinjer, når de ikke bare holder hele vejen igennem. Dejlig ond er således parodien på den moderne mand, "Alfa koncensensus", mens "Skal man være udhvilet når man dør?" rejser en række mere alvorlige spørgsmål end titlen måske antyder. Og indignationen over det siddende regimes prioriteringer er ikke til at tage fejl af på "Roser og violer blå", selvom den måske drukner en smule i de rigelige fodboldmetaforer; det er i øvrigt om det nummer Olsen i pressemeddelelsen svidende skriver, at "det er naturligvis umuligt at skrive protestsange i dag - de blev dræbt i 70'erne. Men lige nu er det altså nødvendigt - og nogen må gøre det. Gid det var de unge og ikke os, der snart skal dø -" Også gribende er Olsen på det mikrokosmiske plan, når han hylder "Lille gråspurv" eller besynger hende "Miss Pachoulia", der slap bort - men alligevel gjorde indtryk nok til at ende som sangtekst. I det hele taget er det et både afvekslende og indbydende program Olsen denne gang har sammensvejset, og personligt glæder jeg mig som en sindssvag til at høre ham give materialet live, for så forsynes de med et noteapparat uden lige i form af skrøner og de der andre løgnehistorier, hvis sum ofte tangerer sandheden.
* Allan Olsen: 'Multo importante' (Zoobaba/Playground)
