Læsetid: 9 min.

500 års apartheid

Landets indianske flertal har for første gang siden den spanske kolonisering for 500 år siden fået en indianer på præsidentposten. Men kan Evo Morales opfylde deres krav, eller er han en autoritær opportunist? De fleste i Sydamerikas fattigste land vover at lade håbene spire
Udelukkelse - aldrig mere, proklamerer Bolivias præsident, Evo Morales, her. De fleste tror på, at han kan gøre godt for Bolivias oprindelig folk, som med Morales har fået en politisk stemme og sidder på landets øverste politiske post for første gang i 500 år. Andre mener, han er en håbløs opportunist, som bedriver hetz mod hvide.

Udelukkelse - aldrig mere, proklamerer Bolivias præsident, Evo Morales, her. De fleste tror på, at han kan gøre godt for Bolivias oprindelig folk, som med Morales har fået en politisk stemme og sidder på landets øverste politiske post for første gang i 500 år. Andre mener, han er en håbløs opportunist, som bedriver hetz mod hvide.

Dado Galdieri

14. juli 2007

"Jeg vender tilbage som millioner."

Indianerleder Tupak Katari under sin henrettelse i 1781

La Paz var belejret igen. 222 år tidligere havde indianere blokeret alle indfaldsveje til byen for at kræve deres land tilbage fra koloniherrerne. Nu i oktober 2003 stod Bolivias indianere atter på den samme klippetop over hovedstaden i grydedalen. Denne gang for at stoppe landets naturgas i at nå ned til La Paz og blive eksporteret - i deres øjne røvet - ud af landet.

I 1781 endte opstanden, da spanierne dræbte og parterede oprørslederen Tupak Katari. I 2003 sendte den hvide præsident, Losada, militæret imod indianerne, men det øgede blot deres raseri. Til sidst måtte Losada flygte ud af landet til det USA, der havde uddannet ham og i Bolivia givet ham øgenavnet 'gringoen'.

67 mennesker døde under 'Sorte Oktober', men for indianerne var sorgen blandet med eufori over at have afværget det, de så som endnu et nyliberalt angreb på landet. I årevis havde transnationale selskaber sikret sig stærkt profitable aftaler med Bolivias politiske elite, mens uligheden steg og steg. I 2003 levede næsten 70 procent af alle bolivianere og 90 procent af aymara-indianerne under fattigdomsgrænsen.

Nu skulle det ende, mente både aymara- og quechua-indianerne, som hver udgør en tredjedel af befolkningen. Og to år senere fik de tilsyneladende deres vendepunkt, da de gjorde Evo Morales til den første ikke-hvide præsident i Bolivias historie. For første gang i 500 år så det ud til, at Bolivias oprindelige folkeslag atter havde magten.

Netop 500 år er den tid, en historisk cyklus tager ifølge Pachakutik, et indiansk begreb om forandring, genfødsel og tilbagevenden. Og magtskiftet har vitterligt været afgørende, fortæller husmoderen Lucia Guiterrez på San Francisco-torvet i La Paz, hvor tåregasgranater fløj mod mængderne i 2003.

"Det er ikke til at komme udenom: Evo er den første i Bolivias historie, der er en af folket. De andre regeringer gjorde ikke noget for landet, kun for sig selv. Der var så meget korruption. Ingen kan betvivle, at landet er bedre for alle nu."

80 procents opbakning

Men i Bolivia kan alt betvivles. Og aymara-præsidenten er ikke populær hos alle. Hans hvide rivaler kalder aymaraen Morales en autoritær trussel mod demokratiet. Andre ser ham som en simpel opportunist, der blot overtog de stærke indianske bevægelsers dagsorden på det rigtige tidspunkt.

"Evo ved, at folkets støtte er essentiel for bevare magten. Derfor bruger han propagandaen som system ligesom i Nazityskland. Det er fint at gøre noget for indianerne, men han opildner jo nærmest til racisme mod hvide," siger Enrique Vallaton, der studerer turisme på privatuniversitetet Universidad Catolica.

Faktum er, at Morales' parti, MAS, i november 2005 fik 54 procent af stemmerne i et land, hvor de mest populære partier plejer at få 20-30 procent. Og at han i alle meningsmålinger siden jordskredsvalget har haft mellem 60 og 80 procents opbakning; helt uopnåelige tal for de tidligere præsidenter.

Morales gør da også alt for at vise, at han er folkets mand: Han har halveret præsidentlønnen, han nægter konsekvent at gå i slips - en stribet alpaca-sweater var hans trademark op til valget - og han fordømmer imperialisme i bombastiske vendinger.

Det var således en symbolsk manifestation, både da Morales troppede op hos Spaniens konge, Juan Carlos, iført sweateren, og da han blev ceremonielt indviet i det prækoloniale spirituelle centrum Tiwanaku. Indianere fra hele Nord- og Sydamerika har kaldt ham en leder for alle de to kontinenters oprindelige folkeslag.

I mange lande, hvor indianere tidligere har været apatiske og følt sig fortabte, er deres indflydelse steget betydeligt i de sidste 15 år. I Bolivia er det lykkedes de mange forskellige indianske grupper i både junglen og højlandet at enes om ét ultimativt krav: En ny grundlov, der anerkender dem på lige fod med de hvide og de 'blandede'; mestizoerne.

Indianerne har altid følt sig som daglejere, siger Teodora Alejo, en indiansk aktivist fra lavlandet, i den Ibis- og Danidastøttede dokumentarfilm En grundlov til alle:

"Vi har givet eliten vores stemmer år efter år, og de har udnyttet os. Nu vil vi ikke mere; nu er det slut. Nu ønsker vi, at man laver en ny grundlov. At det bliver sådan. Bare det."

Otte millioner døde

Kampen mod racisme og diskrimination minder på mange måder om Sydafrikas sorte flertals kamp mod apartheid, og Morales har da også fremhævet lighederne.

"Når min mor tog til byen, måtte hun ikke betræde hovedtorvet. Og ingen indianere havde ret til at gå på fortovet. Vi vil ikke tage hævn mod nogen, men vi vil skabe et nyt Bolivia," sagde han i FN i 2006.

Noget af det første, Morales gjorde efter sin tiltræden, var derfor at rejse til Sydafrika, hvor han blev kaldt "et ekstraordinært ydmygt og varmt menneske" af Nobelpristager Desmond Tutu.

Da tusinder af afrikanere i sin tid rejste den anden vej, til Bolivia, var det som slaver på europæiske handelsskibe. Ligesom indianerne blev de sendt på tvangsarbejde i guld- og sølvminer som den i byen Potosí. Her døde intet mindre end otte millioner mennesker, mens de gravede verdens største sølvmængder ud og sikrede spanierne velstand.

I mange latinamerikaneres øjne har Europa og siden også USA fortsat den rolle i den globale handel, i dag blot gennem økonomiske institutioner som IMF og Verdensbanken. Mange fattige lande har svære erfaringer med Verdensbankens krav om privatisering af vand, der har gavnet store franske firmaer, men forment mange fattige adgang til vand i Bolivia og Argentina.

En ny globalisering

Den slags oplevelser har lagt grunden til Sydamerikas venstredrejning og de sociale bevægelsers hastigt voksende styrke i de sidste 10 år. En bølge af sociale bevægelser har fundet styrke i takt med internettets udbredelse, der letter adgang til information og kommunikation mellem lande og kontinenter.

I 2003 lavede underbetalte indonesiske plantagearbejdere dokumentarfilmen The Globalisation Tapes for arbejdere i alle lande. Her viser de deres livsfarlige arbejdsvilkår og opfordrer arbejdere verden over til sammen at kæmpe imod udnyttelse.

De er del af en ny globalisering, der er opstået i protest mod den gamle. En globalisering, der vokser på Verdens Sociale Fora og har haft Irak-krigen som ekstra brændstof. Men som til gengæld har svært ved at finde sine ben i forhold til Venezuelas Hugo Chávez, der nok gør op med de gamle eliter, men samtidig virker ivrig efter at koncentrere magt hos sig selv.

Det bekymrer sociologistuderende Martin Torvico, en af Bolivias mange unge, der protesterne i 2003.

"Chávez er tilsyneladende ved at monopolisere sin magt og risikerer at ende som Castro. Bevægelserne må og skal styre de regeringer, de har båret til magten, ellers kan det ende i diktatur. Det er også vigtigt med en aktiv opposition. Men oppositionen skal heller ikke sabotere samfundet og sætte det i stå, som de reelt prøver i Venezuela," siger han.

Forandringer tager tid

Flere venstreorienterede har rost Chávez' mange sociale programmer, men stillet spørgsmål ved, i hvor høj grad han vil lade sig selv blive overflødig. I Bolivia er problemet mindre, fordi magten her i langt højere grad ligger hos bevægelserne, der har båret Evo Morales frem. De kan sætte landet i stå igen, hvis han ikke indfrier de svære løfter om at sætte ind mod både korruption, racisme, skæv jordfordeling, ulige frihandel og udenlandsk kontrol over Bolivias naturressourcer. I forvejen er der murren i krogene over, at regeringspartiet MAS har blandet sig for meget i arbejdet med grundloven, som Morales lovede at lade være folkets og bevægelsernes ansvar. Samtidig har nogle af de mere radikale bevægelser for længst erklæret, at Morales blot er endnu en kapitalistisk lakaj, og at de samme transnationale selskaber stadig styrer landet. Men det er naivt at tro, at noget kan forandre sig på et år eller to, siger taxachauffør Salustiano Carillo:

"Den slags ting ændrer sig kun lidt efter lidt. Store forandringer tager 10 år. Og vi skal nok nå det, for Evos regering vil helt sikkert holde flere år end de andre. Landets forandring kan ikke stoppes."

Det samme mener Deunicia Mamani, der sidder bag en gadebod med slik, kiks og lyserødt toiletpapir. Hun mangler flere tænder, men smiler stort, da jeg spørger hende om regeringsskiftet:

"De er da meget bedre end dem, der var der før. De tænker på os! Losada var jo ikke bolivianer, han var nærmest nordamerikaner."

Marmani har solgt småvarer på gaden i 30 år og tjener akkurat nok om dagen til at kunne købe mad. Hun er en af de 14 procent af bolivianerne, som ikke kan læse og skrive. Regeringen får nu hjælp til at udrydde analfebitsmen fra Venezuela, som ifølge UNESCO selv udryddede dets analfebetisme med stor succes i 2003-2005.

Men netop samarbejdet med Hugo Chávez fremkalder nervøse trækninger hos den rigere del af Bolivias befolkning, der blandt andet holder til i den østlige storby Santa Cruz. De kalder Morales en populist med autoritære træk og kritiserer, at han har allieret sig med Chávez og endda Fidel Castro i sin modstand mod USA.

"Det er meget radikale venner at have. Evo risikerer at blive styret af Chávez. Han opfører sig i hvert fald lige så populistisk. Han har installeret radiokanaler med sine holdninger i alle landsbyer bare for at sikre sig opbakning," siger Hugo Estivariz, der er ingeniørstuderende på Universidad Catolica.

Kulturrevolution

For Enrique Vallaton, der studerer turisme samme sted, handler det også om forholdet til udlandet:

"Vores forhold til USA er blevet meget dårligere. Venezuela er et rigt land, så de kan gøre, hvad de vil, men Bolivia kan altså ikke vende det internationale samfund ryggen."

Den kritik bider ikke på Martin Torvico, den sociologistuderende fra det offentlige universitet UMSA:

"Vi kan jo slet ikke konkurrere internationalt i dag. Det kan vi først, når der kommer mere samarbejde mellem de latinamerikanske lande, ligesom f.eks. i EU. Nogle tror, Bolivia bliver til Cuba eller Venezuela, men de forstår ikke, at revolutionen i Bolivia ikke er politisk-økonomisk, men kulturel. Bolivia bliver ikke kommunistisk."

Hvis 500 års kulturel undertrykkelse virkelig skal ændres, må hver enkelt dog først ændre sig selv, mener Carlos Cox, der ejer kulturcafeen Ojo del Agua. Her mødes bohèmefolk, musikere, forfattere og andre kunstnere jævnligt for at diskutere politik eller søge forbindelsen til deres rødder. Carlos Cox er meget optaget af Pachakutik, den kulturelle og spirituelle tilbagevenden, som for ham er tæt forbundet med de politiske ændringer.

"Vi er flere og flere, der prøver at forstå, hvad de gamle fortalte os tidligere, og finde forbindelsen til Pachamama, Moder Jord. Når vi taler om forandringer, må vi først forstå, hvad forandring virkelig betyder. Vi må gå dybere end politisk marketing om 'den første indianerregering'. Pachakutik skal komme fra hjertet, og vi skal selv skabe processen. Vi kan ikke vente på store ledere," siger han.

Cox mener dog, at regeringsskiftet er en god begyndelse:

"Evo er autentisk. Han er i regering, fordi han virkelig gerne vil hjælpe dem, der ingenting har. Vi er meget stolte over, hvad der er sket. Og vi forstår, at det ikke er let at gøre op med systemet, korruptionen og udenlandske virksomheder, der aldrig har hjulpet Bolivia."

Livet på gaden

På et gadehjørne i Bolivias hovedstad bøjer en ung mand hovedet og knæler for en turist. Felix Bautista er 18 år og lever på gaden som skopudser, den lavest agtede profession i byen. Når rigere unge går forbi, griner de ad ham og hans 50 øre per pudsning.

"Mange, der lever på gaden, sniffer lim og stjæler for at overleve. Men jeg vil gerne være turistguide. Jeg gik lidt til engelsk, men jeg måtte stoppe, da jeg ikke kunne betale. Det koster 250 kroner om måneden," siger han.

Bautista blev forladt af sin mor som nyfødt. Som 12-årig fandt han hende i gaden, men to år senere døde hun af kræft. Bautista har flere gange selv været tæt på selvmord.

Han er den første, jeg møder i Bolivia, som slet ingen holdning har til Evo Morales og de politiske forandringer.

"Jeg ved ikke noget om politik," siger han.

"Men hvis regeringen virkelig vil forandre Bolivia og hjælpe os, er der mange som mig, der godt kunne bruge skolematerialer og hjælp til at studere. Og adgang til et bedre arbejde. Det ville gøre alting lidt lettere."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu