Læsetid: 3 min.

Ålleborg rimer på bollehår

Rap handler om to ting: rim og tilhørsforhold. Af og til handler det om begge dele på én gang
17. juni 2005

 

Rappere rimer ofte på stednavne, og det er ret logisk. For er der noget rappere går op i, så er det rim og tilhørsforhold. En god rapper leverer fede rim og rapper om sit 'hood' - og kan de to ting kombineres, så er det selvsagt ikke værst. Lad os begynde i Nordjylland. Her holder rapperen Jonny Hefty nemlig til, og han indleder sit til dato største hit Muggen røv til dit ansigt med følgende rim: "Du går kold når / du kommer til Aalborg." I sangen Vandkoger gør han op med en udbredt stavefejl og rimer desuden Ålleborg med bollehår: "Så du kan stå der med bollehår og holde på, at det er ÅK at stave Ålleborg med bolle-å / der er en ting du bare skal fat' mand / det er lige så sikkert som Master Fatman - har dobbelthage / man staver Aalborg med dobbelt-A." Så er det sat på plads. Aalborg har postnummeret 9000, og når man er færdig med at rime på Aalborg, er det jo en oplagt ting at kaste sig over: "Jeg skriver 9-tus med en sprittusch i en spritrus."

Århus V

Den har de også luret i Århus - eller rettere Århus V, som gennem de seneste år er blevet en af Danmarks raphovedstæder: Her rapper duoen Johnson & Malone om 8210 Århus V: "8210 hvad fuck vil I sige?" Og vennen U$O formulerer det således i sangen Whoop whoop: "Det ham Bangeren fra Århus V / som i nu alle kan se / der' altid ild i hans ske." I København er man selvfølgelig også med, og her er der rigtig mange bydele at kaste sig over. Det har gruppen Sphaeren fundet ud af i sangen kbh.dk, hvor rapperen Supardejen bevæger sig rundt i byen: "Jeg er født på Nørrebro / der hvor aftnen ikke starter før 2." Og rapper man om København, er det endog tilladt at blive endnu mere lokal: "Jeg gør brug af had / og gør god skade / på Nørrebrogade." Senere går turen forbi de kongelige og videre ud på Frederiksberg: "Så la' Frederik være / jeg tager på tom mave til Frederiksberg." Her kommer han i akut pigemangel, hvilket får ham til at komme med følgende bebrejdende spørgsmål: "Hvorfor skal din søster bo / helt ude på Østerbro?" Den minder om skabsrapperen Anders 'Anden' Mattesens Jul på Vesterbro, hvor rimet "bedst at bo / Vesterbro" optræder. Peyk har været inde over den julekalender, og han har med Østkyst Hustlers lavet lignende rim. Eksempelvis rimer "snøresko" på "Nørrebro" i sangen Fredag aften Nørrebro. I samme bydel holder rapperen Joe True til, og han har lavet sangen Nørrebro Hotride, som begynder med ordene: "Convoy / BMW'er herfra til Brønshøj / cd i bilen ik' klar til båndstøj."

Amar'

Selv om der er sket en del med rimstandarden siden den første danske rap kom på gaden, så er tendensen med rim på stednavne langt fra ny - her Rockers By Choice anno 1989: "Det var i 1983 her på Amar'/ at kulturen hiphop blev sat i flammer." Og lige så vel som stedrimene kan bruges til at skabe et tilknytningsforhold, kan de også bruges til det modsatte. Ufo & Yepha foretrækker eksempelvis at blive i København om sommeren: "Hvorfor fanden skulle man flyve til Løkken / når Botanisk Have holder 28 i skyggen?" Og for et par år siden kunne man såmænd høre følgende rim ved MC's Fight Night: "Du ved jeg knepper den kold'ste ho / så tag din kælling med hjem til Hostebro".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu