Cannes - Alting er på plads til den officielle åbning af den prestigefyldte filmfestival i Cannes - eller er ved at være det. Paris Hilton, hotelarving og skandalemagerske, kigger mig forførende i øjnene fra gigantiske billboards, der reklamerer for hendes kommende film, National Lampoon's Pledge this!, som lover, at hun "er stjernen i den mest hysterisk morsomme, fantastiske og sexede komedie!" Om et par dage dukker hun naturligvis også op i Cannes, og festivalen er garanteret et af den slags øjeblikke, der vil gå over i historien som ganske fjollet eller måske ligefrem dybt pinligt. For 13 år siden vakte Sharon Stone på samme tid opsigt og fik sit gennembrud med Paul Verhoevens sexede thriller Basic Instinct. I år er hun tilbage for både at være vært ved et stort aids-velgørenhedsarrangement og præsentere sin seneste film, intet mindre end Basic Instinct 2: Risk Addiction. Hverken hendes medspiller i den første, Michael Douglas, eller hollandske Verhoeven følger med, det gør i stedet britiske Michael Caton-Jones (Memphis Belle, Rob Roy), der har overtaget instruktørstolen. Man glæder sig allerede.
Ægteskab kører af sporet
De store, dyre lystyachter er sejlet i stilling ud for kysten. En flok nysgerrige danner en halvcirkel omkring to tøjklædte katte, der simultant spiser af to dåser tun. I festivalpalæet arbejdes der på højtryk på at få den røde løber på plads til aftenens gallaåbning. Og uden for i solskinnet har de første, mest ivrige stjernekiggere taget opstilling bevæbnet med kameraer, stiger og proviant. Det bliver en lang, varm dag. Inde i Salle Debussy er stemningen noget mere kølig. Morgenpressevisningen af festivalens åbningsfilm, Dominik Molls Lemming - og den første af 20 konkurrencefilm - får intet bifald med på vejen, og alle de, der, ligesom undertegnede, havde håbet på, at den franske instruktør ville gøre sig selv kunsten efter og levere en oplevelse på niveau med sin forrige film, Harry - en ven i nøden (2000), bliver gevaldigt skuffede. Efter to lange timer forlader jeg biografen og prøver forgæves at forstå, hvad det er, filmen og Moll vil - og vil mig. Lemming begynder godt og lidt lige som Harry - en ven i nøden, der også trækker store veksler på Hitchcock og blander suspense, absurde situationer, drama og humor. I centrum af filmen er den unge ingeniør Alain (Laurent Lucas), der sammen med sin smukke kone, Benedicte (dejlige Charlotte Gainsbourg), bor i et velhaverkvarter i Bel Air i Sydfrankrig. Alt går, som det skal for de smukke, unge ægtefolk, men da de én og samme aften finder en halvdød lemming i et afløbsrør under køkkenvasken og får besøg af Alains chef (André Dussollier) og dennes kone (Charlotte Rampling), kører tingene af sporet, og Alain og Benedictes engang så lykkelige liv bevæger sig mod kaos.
Dårlig begyndelse
Moll er en dygtig stilist, og han skaber stemninger med sit dynamiske kameraarbejde og sin udspekulerede brug af musik. Men hvor Harry - en ven i nøden fortalte en forholdsvis stram og målrettet historie, synes Lemming ikke at vide, hvor den vil hen. Filmen er for lang og insisterer i stigende grad på at være mystisk for bare at være mystisk, hvorfor man efterhånden mister interessen. Titlens gnaver, der spiller en prominent rolle på flere planer, er indlysende et symbol. Men på hvad? Hvordan Alain må lære at sige fra? At han og Benedicte bare følger efter alle de andre småborgere i deres bestræbelser på at skabe et trygt og velfriseret hjem? Det er sikkert noget helt tredje, som jeg ikke fattede - ikke nogen god begyndelse på en lang festival. Et andet af åbningsdagens ritualer er pressemødet med konkurrencejuryen, der består af ni meget forskellige mennesker med den dobbelte Guldpalme-vinder Emir Kusturica i spidsen. Den entreprenante mexicanske skuespillerinde Salma Hayek og hendes populære indiske kollega Nandita Das udgør juryens feminine blikfang, mens forfatter og nobelprisvinder Toni Morrison sikrer feltet en vis intellektuel tyngde. Et eller andet sted midt imellem befinder den spanske skuespiller Javier Bardem og instruktørerne Fatih Akin, John Woo, Agnès Varda og Benoît Jacquot sig.
Demokrati og samtykke
Jurypressemødet er som regel en triviel affære, hvor journalister fra forskellige i festivalsammenhæng oversete områder i verden vil vide, hvad jurymedlemmerne synes om lige præcis deres land og film. I år var reelt ingen undtagelse, men da Kusturica slog fast, at juryens arbejde på ingen måde vil blive en demokratisk affære, og at vinderfilmene vil blive udvalgt ud fra rent æstetiske kriterier, spidsede den samlede presse trods alt ører. "Der vil ikke være noget demokrati, men en vis form for samtykke," sagde han. "Det er meget svært for mig at være demokratisk, fordi det at lave film ikke er demokratisk. Men, som I kan se, så er det en spøjs, sammensat jury, der godt kan foretage et seriøst valg. Jeg tror, at vi vil more os og medvirke til at bringe festivalen tilbage til det niveau, den tidligere har befundet sig på." "I forhold til Oscar og den slags prisfester, som jeg kalder meningsmålinger, er Cannes stadig personlig, individuel. Selv hvis vi begår en fejl, vil vores beslutning have menneskelig betydning. Det bliver ikke en beslutning, der tager hensyn til billetsalg. Det er vores beslutning, og vi har tænkt os at koncentrere os om det æstetiske." "Jeg syntes, at sidste års beslutning om at give Guldpalmen til Michael Moores Fahrenheit 9/11 var meget æstetisk, fordi manden, som filmen er rettet mod (USA's præsident, George W. Bush, red.), intet har med æstetik at gøre. Når jeg siger æstetik, så taler jeg også om moral og andre aspekter. Først og fremmest mener jeg, at en film skal bedømmes på æstetikken, beslutningen skal komme fra hjertet," sagde Emir Kusturica. www.festival-cannes.fr
