Læsetid: 9 min.

At arbejde ligesom KGB

I begyndelsen af 1980'erne kom en ung, hollandsk performancekunstner til Danmark og blev medlem af Værkstedet Værst, der dengang var samlingspunkte...
15. juli 2005

Mit arbejde som kunstner består i at aflytte teksten på alle niveauer, siger operainstruktøren Jacob F. Schokking i denne samtale om kunstnerisk nødvendighed, erkendelse og om, hvordan det hænger sammen med at stamme fra et calvinistisk, hollandsk miljø. I begyndelsen af 1980'erne kom en ung, hollandsk performancekunstner til Danmark og blev medlem af Værkstedet Værst, der dengang var samlingspunktet for det vilde maleri. Jacob F. Schokking hed han og var egentlig uddannet som grafiker på Kunstakademiet i Gent. Men han havde opdaget, at han ikke kunne løse de problemer, han stillede sig, i et enkelt billede, og derfor blev hans tegninger til billedserier. At skabe billeder i sekvenser giver forløb, det vil sige, at tiden må inddrages. Så blev han performancekunstner, en nærliggende mulighed på daværende tidspunkt, hvor performancen var oppe i tiden. "Jeg valgte en type performance, der forholdt sig til rum og tid i forholdet én til én. Hvis et bord skulle være mindre, blev det stillet længere tilbage, skulle det være større, blev det rykket frem. Og hvis forestillingen varede en time, så var det dén time, det drejede sig om. Der var ingen fortælletid, kun real klokketid," beretter Jacob F. Schokking. "Men selv om man arbejder med den reelle tid, så får man belyst, hvor tiden fortætter sig og hvor den strækker sig ud. Og det er ét af de helt elementære virkemidler." "Jeg ser og designer stadig meget som en tegner. Det er noget konstitutionelt om man er grafisk eller mere malerisk eller skulpturelt orienteret. Det er forskellige tilgange til verden, der er rodfæstet helt på perceptionsniveau, og som bestemmer, hvad man kan udtryksmæssigt. Selv er jeg ikke nogen ørn til farver," erkender Schokking, "men jeg har en stærk fornemmelse for overfladens beskaffenhed, om det er stål, træ eller stof. Og når der så tilføres lys og skygge, sker der så mange ting for mig, at det ikke falder mig ind også at male denne eller hin ting rød eller grøn," forklarer han. Siden er performancekunsten blevet til operaopsætninger, hvor lys, video, lyd og skiftende scenisk fokus danner en totalitet, der vekselvis helt omslutter tilskuerne og vekselvis bringer dem ud på den reflekterende distance. Holland House hed den første, opkaldt efter et Londonhus, der blev bombet under blitzen, og hvor man på et foto ser mænd i overtøj og hat gå rundt i biblioteket under den åbne himmel og læse i bøgerne, som om intet var hændt. Jacob F. Schokkings kunstneriske værksted tog bagefter navnet til sig med en for Schokking karakteristisk dobbelthed af ironisk distance og fakticitet: Virkeligheden behandles med koldsindighed. Og Schokking er jo hollænder. Det har taget tid at begynde at beskæftige sig med fortælling, siger han. "Vi prøver alle at give vort korte liv mening via fortællinger. Vores selvbevidsthed opstår af vores varige revision af vores egen lille fortællings spagfærdige forsøg på at få mening med lortet. At begynde at arbejde med dette, har krævet mange overvejelser." - Hvorfor? "Det er det samme som med materialerne. Tingenes egen beskaffenhed er så overvældende udtryksmæssigt og emotionelt. Det er det også at sætte sætninger sammen. Man får oparbejdet en bevidsthed om, hvornår kompleksitet indtræder, ved bare at sætte tre sætninger sammen. Og samtidig ville jeg også gerne opretholde en ironisk distance - for at slippe for ansvar for indholdet, tror jeg." - Hvad er det? Blufærdighed? Angst for at støde på modstand? "Mest er det en tilbageholdenhed med udsagn. Når man får skubbet tingene derhen, at de bliver et værk, og man ikke længere kan gemme sig i processen, så står værket for sig, og man står selv tilbage som den, man er. Og derved er man kommet med et udsagn om verden." "Verden, jaha, så skulle det vel være godt og vel dækket, hvad det er, man siger noget om!" griner Schokking selvironisk. "Men man skal være meget lalleglad, hvis man ikke har en fornemmelse af, at det har konsekvenser. Deraf en vis tilbageholdenhed." Der skal være en kunstnerisk nødvendighed i det, man gør, mener Jacob Schokking. "Man kan opleve at se en forestilling, hvor alle har gjort deres allerbedste, og alting fungerer, men man sidder alligevel tilbage med spørgsmålet, hvorfor? Hvorfor skal man se det?" "Når man laver et kunstnerisk projekt, så har man møbleret verden med et møbel mere. Det er jo en frækt postulerende ting at beskæftige sig med." - Men du gør det alligevel? "Det er fordi, jeg aldrig har lært et ordentligt fag!" "Men jeg er tilbageholdende med at fylde verden op med tingeltangel og den åndelige verden med ligegyldige udsagn. PH siger det jo udmærket i sangen: 'Alle som siger der findes mer',/gir os veksler uden underskrift.' Hvorfor postulere, at det, jeg har at sige, har værdi for andre?" - Hvorfor gør du det så? "For mig er kunsten den mest indlysende måde at nærme mig en erkendelse på. Jeg er ikke buddhist eller troende calvinist, sådan som jeg er opdraget til. Mange åndelige vejledninger skaber hos mig kun flere spørgsmål. Men den kunstform, jeg bedriver, beskæftiger sig med at skærpe problematikken ved at stille de samme spørgsmål igen og igen." "Vi bruger alle filtre og maskeringer i vores oplevelse af verden for overhovedet at kunne tackle livet. Det, kunsten kan gøre, er at fjerne filtrene, så den åbner det indsyn, hvor vi ser den samme virkelighed i et andet lys og får et momentant skarpsyn på verden og vores egen plads i den." - Hvad er det for spørgsmål, der skal skærpes igen og igen? "Når man forvilder sig ud i opera, så er det almindeligvis noget med liv og død og kærlighed og store følelser. Det er ikke indlysende for mig at komme med den slags udsagn. Med min konceptuelle tilgang, sker der rigeligt, hvis man stiller en stige op og sætter spot på, så den kaster skygger." "Kunst er efter min opfattelse ikke en sportsgren, hvor man dyrker svar på de store spørgsmål. Kunsten er at stille dem på en ny måde og få dem skærpet. Så vi bliver udfordret til at tænke og opleve selv." - Så handler den vel også om liv og død og kærlighed? "Ja, men ikke sådan, at kunsten giver svarene på, hvad meningen er med det hele. Det eneste, jeg har vovet mig ud i ad lange omveje, er udsagn, der danner lidt større fortællinger end den interessante belysning af en legoklods." Jacob F. Schokking er opdraget i en traditionel, hollandsk, calvinistisk familie. Faderen var sømandspræst, og fra Jacob var seks til han var 12 gik han i en kristelig skole og lærte salmevers udenad. Her var han dygtig til at tegne efter forlæg. Det var et af de opdragelsestræk, han senere måtte tegne og male sig fri af. Det må vel også give en frihed, at man kan tegne, hvad man vil, indvender jeg. Men for Jacob F. Schokking har de bundne former - ligeledes musikalsk, han lærte også at spille cello - først og fremmest vakt en søgen efter andre former. "Der må da findes en anden musik, tænkte jeg. Det kan ikke passe, at man skal lære så mange regler for at komme til den musik, der er så sjov at spille." "Man lærer et tegne og spille, men der ryger nogle andre kanaler, der er en umiddelbarhed, man mister adgang til." Den gammeldags og kristelige opdragelse er dog tvetydig. Den har også givet Jacob Schokking et kendskab til for eksempel Biblen, som de fleste af hans jævnaldrende savner. Og eftersom hans forældre æstetisk og kulturelt var forankrede i det 19. århundrede, har han også en kulturhistorisk erfaring, der række langt tilbage, erkender han. - Men oprør måtte der gøres? "Det hænger sammen med det elementære drive, der består i, at man ikke kan forestille sig, hvordan man nu, da man er kommet ind i verden, kan lade andre bestemme," mener han. Det var en væsentlig del af årsagen til, at han blev kunstner, siger han. - På den ene side taler du om en tilbageholdenhed med at komme med udsagn, på den anden side er dit drive, at du selv suverænt vil udfolde dig. Hvordan hænger det sammen? "Det, der gælder på det ene plan, gælder også på de andre: erkendelsesmæssigt, moralsk, religiøst. Fra barnsben har jeg båret rundt på spørgsmålet om, hvorfor det lige var de regler, der gjaldt. Det gælder kunsten, og det gælder det åndelige. Eftersom min far var sømandspræst, havde han ikke sin egen kirke, hvorfor han hver søndag afsøgte prædikantlisten i Rotterdam, som andre bruger biograflisten. Han udsøgte sig en bestemt præst, en bestemt kirke, en bestemt organist." "Man fik simpelthen for meget baggrundsinformation på den måde, man fik kigget for meget i køkkenet ude bagved. Vi var fem børn, og allerede i bilen hjem begyndte anmelderkorpset at jævne prædiken, salmevalg osv. med jorden fra bagsædet." - Trods tilbagholdenhed er dine operaopsætninger store og altomsluttende og overvældende? "Jeg forsøger, at dosere de overvældende øjeblikke omhyggeligt. Jeg er interesse- -- -- ret i at give det, jeg laver, en form, som også opfordrer til refleksion og distance. Kontrasten til de overvældende øjeblikke opstår, når tiden bliver strakt ud, og der bliver plads inde i hovedet og i rummet. Kontrast er det mest elementære kunstneriske begreb." - Hvis man måtte nævne ét og kun ét karakteristikum ved hollandsk billedkunst, ville de allerfleste sige clair obscur. Er du i virkeligheden dybt påvirket af den klassiske hollandske billedkunst? "Jo længere tid jeg er væk fra Holland, des mere klar bliver jeg over det. I clair obscur er der også en masse gennemarbejdet, nuanceret mørke for at fokuseringen på lyset kan opstå. Og man er nødt til at bevæge sig fra de lyse partier ud i mørket. Det vil kræve en ganske usædvanlig koncentration at begynde beskuelsen i et lille mørkt hjørne." "Clair obscur-malingen er i øvrigt også en grundlæggende illustration af, hvad jeg mener med at vinkle det samme igen og igen. Køberne af billederne kendte motiverne ud og ind, de boede i dem. Men så kom malerne og sagde: Det er det her, I skal lægge mærke til, lysets stoflighed, dets efemere tilstand. Sådan bruger jeg også lyssætning på scenen. Jeg har aldrig forstået den lyssætning, der lyser alt op. At se mennesker i et interiør, sniksnakke noget op, er ikke det, jeg vil. En scenografimodel, hvor det hele er bygget for at det skal ligne, er en af min kæpirritationer." - Det ved du godt, man ikke kan sige på dansk, ikke? "Så min irritationshest! Jeg føler, at jeg sidder og kigger på en én til én model, og at det hele bare er en model. Det er at bruge et meget lille hjørne af, hvad kunsten kan." "Jeg er ikke interesseret i en psykologiserende fremstillingsform. Mit arbejde er en slags KGB-arbejde med at aflytte teksten på alle niveauer. Hvis man har det rigtige tekstmateriale, kan man også lave en gyldig eksponering. For mig er det en generende forhindring at opleve, hvis skuespillere og instruktør går efter en psykologisering af rollen, så man skal kigge igennem et buskads af psykologisk fortolkning for at få øje på teksten." - Er du også bevidst om, at du fortsætter en calvinistisk, hollandsk tradition for en vis puritanisme? "Noget klarsyn får man dog med alderdommen."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu