Baggrund
Læsetid: 5 min.

Fra Berlusconi til Kaurismäki

Midtvejs i festivalen i Cannes har ingen klar vinder endnu manifesteret sig. Til gengæld synes filmene at dele sig i to grupper
Kultur
23. maj 2006

Cannes - Filmene i det officielle program i Cannes synes at følge et af to tematiske spor, et politisk, systemkritisk og et mere menneskeligt, eksistentielt. Indimellem løber de to spor sammen, hvilket f.eks. kan resultere i en film som Nanni Morettis Il Caimano, der handler om den nu detroniserede, italienske premierminister, Silvio Berlusconi. ('Caimano' er hans øgenavn og samtidig navnet på et alligatorlignende reptil.) Det kunne nemt være kommet til at virke en smule post festum, men Morettis ærinde er faktisk primært at portrættere et menneske, der kæmper for personlig og professionel overlevelse. Hovedpersonen i Il Caimano er nemlig ikke Berlusconi, men den fallerede c-filmproducent Bruno Bonomo (Silvio Orlando), der er ved at blive skilt og drømmer om at lave en film om Christopher Columbus. Ingen tør dog binde an med projektet, og i stedet kaster Bruno sig desperat over et manuskript, som han først tror er en thriller, men til sin overraskelse finder ud af er et bidsk og kritisk opgør med Berlusconis korrupte og enevældige metoder. Og selv om Bruno godt nok stemmer på Berlusconi, ser han i Il Caimano, som filmen i filmen også hedder, en mulighed for at genopfinde sig selv som seriøs filmskaber ved endelig at tage stilling og gøre, hvad venstrefløjen ikke kan, nemlig en forskel.

Utilfredsstillende

Nanni Moretti vandt i 2001 en Guldpalme for det hjertegribende drama Sønnens værelse, men han er bedst kendt for to legende, vittige og semi-selvbiografiske film, Kære dagbog og Aprile, som skildrer et højreorienteret Italien, der ikke formår at præstere et reelt alternativ til Berlusconi og co. I de to film placerer han sig selv i centrum, men i Il Caimano holder han sig stort set bag kameraet og overlader i stedet scenen til energiske Silvio Orlando, der giver filmen et kun alt for menneskeligt ansigt i rollen som den sympatiske Bruno. Der er mange morsomme scener i Il Caimano, som også hylder filmmediet og fremstiller Berlusconi - med god hjælp fra rigtige tv-klip - som en halvfacistisk despot, der forsøger at skabe Italien og italiensk lovgivning i sit eget billede. Alligevel er det ikke nogen vanvittigt vellykket film. Morettis politiske ambition overskygges et langt stykke af vejen af historien om Bruno, hvilket egentlig ikke gør så meget. Men til sidst byttes rollerne så at sige om, uden at de to historier kommer til at spejle hinanden eller føjes sammen til en tilfredsstillende helhed.

Retningsløst

Den unge, amerikanske instruktør Richard Kelly forsøger sig med noget lignende, blot i meget større målestok med Southland Tales. For nogle år siden vakte han berettiget opsigt med det både poetiske og metafysiske teenangst-drama Donnie Darko, og i sin nye film fortæller han en meget mere ambitiøs og stort anlagt historie om menneskehedens endeligt - ikke med en klynken, som T.S. Eliot skrev, men med et brag. Desværre falder Kelly på maven med filmen, der kun kan betegnes som en interessant fiasko, et mageløst makværk af referencer, corny replikker, dårlige visuelle effekter og utroværdige skuespilpræstationer af ellers gode kræfter som Sarah Michalle Gellar, The Rock, Miranda Richardson og Wallace Shawn. Southland Tales er del IV-VI af en ni dele stor saga, hvor de øvrige dele består af tegneserier, og foregår i 2008, tre år efter, at en atombombe er eksploderet i Texas. På de tre år har USA - eller i hvert fald Californien, hvor filmen foregår - forvandlet sig til en depraveret militærstat, hvor et mystisk, tysk firma har patent på udvindingen af livsvigtig energi fra bølger, og hvor neo-marxistiske, nyfeministiske oprørsgrupper i det små lægger utopiske og indviklede planer for, hvordan de skal skaffe sig af med regeringen.

Didaktik

Manuskriptet og filmen er et usammenhængende miskmask af genrer, eksistentielle, kristne og filosofiske ideer, social, politisk kritik og referencer til litteratur, tegneserier og film som Brazil, Blade Runner, Mad Max og, ja, Donnie Darko. Hvordan filmen er endt i konkurrence hernede, er et af årets store spørgsmål - den er sikkert blevet udvalgt udelukkende på baggrund af Donnie Darko - hvorfor ingen har tilsyneladende har prøvet at guide Kelly i den rigtige retning, er et andet. Mere heldigt slipper Richard Linklater fra at hudflette den amerikanske fast food-industri i satiren Fast Food Nation. Med udgangspunkt i Eric Schlossers non-fiktion-bog af samme navn skildrer Linklater i en fiktiv ramme den skruppelløse jagt på profit, der har så mange menneskelige omkostninger, at filmen giver en lige så stor afsmag for McDonald's og Burger King som Morgan Spurlocks dokumentarfilm om emnet, Super Size Me. Fast Food Nation følger skiftevis en række forskellige mennesker, der alle kommer i kontakt med eller er en del af fast food-industrien, og som enten bliver ofre for den eller forsøger at bekæmpe den. Det er ofte både uhyggeligt og morsomt, men filmen lider under, at den indimellem bliver lidt for firkantet og didaktisk.

Farveløs eller ej

Med i konkurrencen er også en række film, som følger det mere personlige spor og handler om individer, der er nået til en korsvej i deres tilværelse, hvor de er nødt til at vælge at gå i enten den ene eller den anden retning. Nicole Garcias ensemblefortælling Selon Charlie (Ifølge Charlie) foregår i en mindre franske provinsby, hvor en travl borgmester forelsker sig, en småforbryder planlægger det perfekte kup, en tennismester bukker under for pres, en ung skolelærer hjemsøges af fortiden og en dreng, titlens Charlie, fanges i et ubehageligt magtspil mellem sine forældre. Garcia, der også er skuespillerinde, har et godt greb om sine karakterer og er ferm til at væve de mange sideløbende historier sammen. Men på trods af solide skuespillerpræstationer løfter Selon Charlie sig aldrig for alvor, samtidig med, at filmen både er for lang og lidt for farveløs. Farveløs er Aki Kaurimäkis Lys i tusmørket bestemt ikke. Det er sidste del af den finske instruktørs Finlands-trilogi, der handler om arbejdsløshed, hjemløshed og nu ensomhed. Det er ikke ligefrem en komedie, men der er masser af morsomme øjeblikke i filmen, hvor Kaurismäkis afdæmpede humor og store humanisme slår igennem. Lys i tusmørket handler om en ensom, udstødt nattevagt, der forelsker sig i en smuk, men bedragerisk kvinde, og som må gå så grueligt meget igennem, før han, som titlen antyder, kan begynde at se fremad. Det er ikke lige så god en film, som Manden uden fortid, der beskæftigede sig med hjemløshed og i 2002 indbragte instruktøren en Grand Prix fra juryen her i Cannes. Men det er stadig en udelt fornøjelse at være i selskab med minimalisten Kaurismäki og hans stiliserede universer og skæve karakterer. Ingen indlysende, nyskabende vinder har endnu meldt sig, så Pedro Almodóvar må siges stadig at være favorit med Volver. Mere Cannes på tema.information.dk/cannes2006 og blog.information.dk/forsidesensationen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her