Læsetid: 3 min.

Burhøns, Burhøns - gok, gok, gok. 28 er mer' end nok

Et par tusinde københavnske gymnasieelever mødtes i går til demonstration, fordi der er for mange elever i klasserne. Det har de gjort så mange gange før-
14. oktober 2005

 

De københavnske gymnasieelever er vrede. Meget vrede. Og derfor er de troppet op på Christiansborg Slotsplads for at demonstrere. Utilfredsheden skyldes, at der bliver proppet for mange elever ind i hver klasse. I 1999 afskaffede man et loft over klassekvotienten, og siden er det gået helt galt, fortæller formanden for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), Uffe Lembo: "Det er rigtig alvorligt. Der er flere klasser med 29-30 elever i hver klasse. Og der er eksempler på klasser med 34 og 35 elever. Der bliver ingen tid til den enkelte elev. Hverken de svage, som har brug for hjælp, eller de stærke, der gerne skulle udvikle sig yderligere. Det kan kun blive til traditionel tavleundervisning," siger Uffe Lembo. Det er langt fra første gang, de københavnske gymnasieelever demonstrerer. Sidst Bertel Haarder var undervisningsminister, brokkede man sig over, at der var 24 elever i hver klasse, så effekten syntes at udeblive. Og for et par år siden sagde hele uddannelsessystemet 'Nu det nok' i en storstilet kampagne, men det var tilsyneladende ikke nok, og nu står de her igen. I dag er et par tusinde vel mødt op.

Burhøns

Til demonstrationer er altid bannere og råb. Denne er ingen undtagelse: "Burhøns, Burhøns - gok, gok, gok. 28 er mer' end nok," står der på et lagen, som er spændt ud mellem to unge piger. Et par drenge har med en lidt mere utydelig skrift lavet et skilt med teksten: "Hør på masserne - ikke flere i klasserne." De er fra Avedøre Gymnasium og kommer tilbage senere i reportagen. Denne demonstrations har også et officielle kampråb: "1-2-3-4 vi har ikke plads til flere. 4-6-7-8 Bertel, forstå det." Om Bertel Haarder forstår noget som helst, sås der imidlertid tvivl om. I hvert fald har han takket nej til at møde op på slotspladsen: "Vi har inviteret ham, men han ønsker ikke at deltage. Det viser jo bare, at han har et forklaringsproblem," siger Uffe Lembo. Til demonstrationer er der også taler. Dagens første står SF's Villy Søvndal for. Også han laver grin med Bertel Haarders manglende tilstedeværelse: "Jeg tror, Bertel Haarder har set båndoptagelserne fra sidste år, hvor det var Ulla Tørnæs, der stod her." Vild Jubel. Villy er virkelig på hjemmebane. Også da han skyder efter Anders Fogh og hans mantra om, at Danmark skal ruste sig til globaliseringen: "Hvordan skal man ruste sig til globalisering og international konkurrence, når man giver de unge så dårlige vilkår?" Slutteligt kommer det frem, at SF er et parti med visioner: "Vi er et parti med visioner," siger Villy Søvndal. Rune Lørup og Troels Skadhauge går i 1. z på Gladsaxe Gymnasium og står lige ved siden af. Der er 30 elever i 1.z, så de kender godt til problemerne. "Der er altid én, der mangler en stol. Og nogle fra de andre klasser, der kommer og banker på for at høre, om vi har ekstra stole. Og så lugter der dårligt," siger Rune Lørup. - Tror I demonstrationen her hjælper noget? "Det får nok ikke Bertel Haarder til at ændre sin opfattelse. Men vi bliver nødt til at vise vores mening," siger Troels Skadhauge.

Rebeller

Næste taler er Christine Antorini - hun fortæller, at de unges krav om maksimalt 28 i hver klasse bakkes 100 procent op af Socialdemokraterne, og så overgives ordet til formanden for DGS i Storkøbenhavn, Rosa Lund, som også synes, det er for dårligt: "Vi sidder 34 elever i et klasseværelse, der er bygget til 24. De første minutter af hver time går med at finde stole til alle eleverne. Det burde ikke være en realitet i de danske gymnasier, men det er det," råber hun fra mikrofonen. Men nu er det blevet tid til at vandre. "Når vi kommer tilbage, er der tale fra Enhedslisten og formanden for DGS," råber konferencieren. Gad vide hvad de vil sige. Man forlader pladsen - fire drenge fra Avedøre Gymnasium sakker noget efter. Det er dem med det knap så pæne banner. "Hvor gik de hen?" spørger den ene. "Mod Kongens Nytorv," svarer vennen, og kommer i det samme til at vælte en parkeret cykel med banneret. "Sådan. En rigtig rebel!" lyder det fra sidemanden. "Nu har vi dem næsten," griner en tredje, og trods et adstadigt tempo, har han ret. Snart kan man høre lyden fra den rullende vogn, der leder optoget an. - Tror I det hjælper noget? "Næ. Det plejer det jo ikke at gøre."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu