Læsetid: 4 min.

Cave som gammel genopstanden gris

Kunsten at slå sig løs: Nick Cave lukker den gråsprængte liderbuks ud i rock'n'roll-orkestret Grinderman. Og et newyorker-band udstyret med tre udråbstegn tilbyder polyrytmisk ekstase og guddommelig glemsel
3. marts 2007

At slå sig løs. At banke sig selv så hårdt mod verden, at man mister grebet om sit ego og bare nyder, hvordan det rasler retningsløst rundt i en balsal af udskejelser og fristelser. På vagt over for kun kedsommeligheden i refleksionen og melankolien ude i de dunkle hjørner af erindringen.

Nick Cave har vist haft brug for at slå sig løs her på det seneste. Og det har new-yorkerbandet !!!, som udtales "chk-chk-chk", haft lige siden deres undfangelse for et årti siden. Cave har stirret ned i den dionysiske afgrund igennem hele tre årtier, men med årene er det sket med en stadig mere distingveret distance. Som han nu - mere eller mindre - har tilbagelagt i selskab med de tre andre gråsprængte herrer i bandet Grinderman. Når jeg skriver mere eller mindre, så er det fordi der over kvartettens debutalbum Grinderman er mere gammel genopstanden gris end selvdestruktiv super-nova. Referencerne til Caves gamle deliristiske band Birthday Party er oplagte, når for eksempel det primitivt dunkende vers på "No Pussy Blues" sniger sig i baghold og flænser lytteren bagfra med et hvidglødende fuzzguitar-hvæsende omkvæd. Her er en flok mænd, der går til stålet med skærebrænderens nådesløse præcision, og som hælder ny benzin på den gamle alternative rock'n'rolls generator. Men der bliver ikke stirret ned i afgrunden med samme dødsgejle desperation som i gamle dage.

Caves tekster er erotiske nedsmeltninger og ildspåsættelser - både af den slags, som breder sig fra det ene sæt hofter til det andet, og af den slags, som får lov at brænde ud i den forsmåede stakkels ensomme hylster. Som på "No Pussy Blues" og "Honey Bee", hvor intimitet er en stærkt savnet medicin mod ekstremisme og nabovold.

Grinderman er ikke Caves største plade (hvilket også ville være en sensation), men den gløder med sin egen flænsende rock'n'roll og betændte blues. "They dug his pornographic crown/He got some words of wisdom". Bandet spiller med en sejt dreven overtalelseskraft. En genopdaget rock'n'roll, mærket af tidens tand, vejrbidt og med et glimt i øjet, en skummel liderlighed og en skæbnesvanger galgenhumor, som man kun kan vinde med erfaringen.

"All we wanted was a little consensual rape in the afternoon/And a bit more in the evening/We are scientists/ We do genetics", lyder det på "Go Tell The Women". Og således toner billeder af forkullede sjæle, hulemænd klemt af civilisationers forsnævringer frem under påvirkning af Grinderman. Freudiansk. Dionysisk. Hvad mere kan man forlange?

Dionysos fanget

Måske en fest uden kristen klangbund og fortabt længsel? Så prøv !!!. Den amerikanske oktet, der gav det danske folk rislende plutoniumlyn i bukserne på Roskilde Festivalen 2004 og nu har realiseret deres tredje album Myth Takes (der rimer på mistakes). De har kaldt på Dionysos, fundet ham, taget ham til fange og overtalt ham til at blåstemple ethvert lille labert guitarlick, ethvert guddommeligt groove, ethvert lille koket grynt og falsetklynk fra forsanger Nic Offer. Og det har han gjort. Det er ganske enkelt inkarneret uimodståelighed.

Bassisten og produceren Justin Van Der Volgen beskriver selv !!!'s (under)livsmission således: "Chasing that elusive groove". Og med dilleren som direkte diktator kaster de seks herrer sig ud i polyrytmisk syndfloder (og et par enkelte skærende ballader), hvor rationalismens korkbælte drukner uden mindste modstand.

I den kropslige ekstase gemmer !!! på udfrielse fra dennesidigheden, og inspirationen fra afrobeat, disco, funk og house gør deres sange til flimrende ofte langstrakte forførelser (eller om man vil direkte seksualakt) - et flamboyant kryds mellem Fela Kuti og Chic. Dancefunk eller punkfunk er deres musik blevet kaldt, og deres nærmest beslægtede samtidige bands er LCD Soundsystem og The Rapture.

Den kreative proces er noget anderledes end den, man finder hos det gængse rockband. Dels bruger !!! publikums reaktioner som en del af skabelsesprocessen. Ingen sange er færdige, før de har været gennem koncert-situationens test uden sikkerhedsnet og dernæst blevet viderebearbejdet. Og så kommer bandmedlemmerne fra både øst- og vestkysten i USA. !!! blev dannet i 1996 i Sacramento, Californien, men flere af dem holder i dag til i New York City.

Til dette album mødtes, øvede og indspillede de i Nashville, gerne i timelange hypnoser, og efter live-testen og nye indspilninger har bassisten Justin Van Der Volgen organiseret eskapaderne i studiet - i forrygende strukturer, der altså er lige dele klub-produktion og live-forløsning.

Mens Grinderman brænder igennem i et rockautentisk forum, opererer !!! i et grænseland mellem studiets fiktion og øvelokalets nærvær (altså på plade). Grinderman er et firkløver af ærværdige sortklædte herrer, der stolt tramper den syndige fandango - men dermed også afslører en bevidsthed om synden. Det har !!! ikke. Med hedensk fryd i hver en bevægelse giver de os guddommelig glemsel. Menneskeretten til at feste og glemme og holde kroppens diktat i hævd finder ikke bedre forsvarsadvokater. Men diskussionen om liderlighed i en mere prosaisk virkelig verden befolket af beskidte atombomber og sexraketter... Den fører Nick Cave og Grinderman til gengæld. Og den diskussion skal selvfølgelig også tages.

Grinderman: Grinderman

(Mute/ EMI).

!!!: Myth Takes (WARP/VME).

Udkommer begge mandag.

!!! spiller 16.4. i Lille Vega, Kbh og 17.4. i Voxhall, Århus

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu