Læsetid: 3 min.

Dæmonen, der elskede skuespillere

Ingmar Bergman arbejdede på teatret til få år før sin død. Hans sidste opsætning blev Ibsens 'Rosmersholm'
31. juli 2007

Fra Fanny og Aleksander ved vi alle sammen, hvordan det startede på det lille, private plan - med et dukketeater. På det udadvendte plan startede det, da 12-årige Ingmar i 1930 så Alf Sjöbergs teknisk avancerede opsætning af H.C. Andersens Store Klaus og Lille Klaus. Derefter blev Sjöberg og kollegaen Olof Molander husguder for den unge autodidakt, der efter sine første professionelle opsætninger fik tilnavnet 'dæmon-instruktøren' på grund af de usædvanlige resultater, han opnåede i personarbejdet med skuespillerne. Før Bergmans udnævnelse til teaterchef - Sveriges yngste - på Hälsingborg Stadsteater i 1944, var gået et par år med spredt teaterfægtning. Åbningsforestillingen på Hälsingborg var en svensk urpremiere; noget der skulle vise sig at blive en sjældenhed i den bergmanske instruktørkarriere - bortset fra når også dramatikeren hed Bergman. For helt fra start af eksperimenterede multitalentet med teatrets udtryksmuligheder; først i karrieren mest udpræget som dramatiker, senere også visuelt, som dengang i 80'erne, hvor skuepillerne i en Shakespeare-opsætning selv lagde krop og ryg til scenens borde og stole.

Gennem resten af 40'erne og 50'erne arbejdede Bergman sig via Göteborg & Malmös Stadtteatre støt frem imod Dramaten. Undervejs var senere ikoner som Erland Josefson, Max von Sydow, Ingrid Thulin, Anders Ek, Gunnel Lindblom, Harriet Andersson og Eva Dahlbeck sprunget på Thespis-kærren og den sidste havde hovedrollen i tiltrædelsesforestillingen på Stora Scene i 1961, Mågen, Bergmanns eneste Tjekhov-opsætning overhovedet.

En flammekaster

Dramaten var det naturlige hjemsted for Sveriges førende teatralske drivkraft; her blev han og herfra drog han - mere eller mindre frivilligt, med eller uden de svenske skattemyndighedernes hadske ånde i nakken - på gæsteinstuderinger på andre europæiske scener. Som på National Theatre i London (Hedda Gabler med Maggie Smith i titelrollen) inviteret af Laurence Olivier, eller på Kgs. Nytorvs Gamle Scene, hvor Henning Moritzen og Ghita Nørby i 1973 nød godt af den svenske karisma, hør selv opsætningens Célimène, Ghita Nørby:

"Han har én utrolig egenskab, og det er, at han simpelthen elsker skuespilleren. Han elsker vores folkefærd og det er der ikke så forfærdelig mange, der gør. Der er heller ikke så mange instruktører, som elsker skuespillere. De fleste af dem opfatter os som fjender, besværlige, dovne, upålidelige, modbydelige og fordrukne. Men Ingmar Bergman elsker os, selv om vi er alle de andre ting også. Og det gør, at du er inde i en favn. Du er sammen med en, der elsker dig. Du har lov til at eksistere. (....) Hvis du sætter de stærkeste lamper, du overhovedet kan finde i hele verden, på mennesker - sådan synes jeg, at Ingmar Bergman virkede. Jeg vil ikke sige, det var en skærebrænder. Snarere var det en flammekaster, som kastede al sin kraft på os."

Forestillingen Ghita Nørby referer til, var Misantropen, i en opsætning, der var rundere og varmere end den tidligere i Malmø. For instruktøren Bergman havde en lille eksklusiv samling dramatikere, som han opsøgte igen og igen, fra nye vinkler, med ny lup og ny skalpel. Strindberg, Ibsen og Molière - og sent i karrieren også Shakespeare. Bergman-forskningen, en sådan startede heldigvis tidligt, har ment at finde en påfaldende parallel mellem de tre dramatikeres uharmoniske/katastrofale privatliv (på en skala fra Ibsen til Strindberg) og den private Bergmans lejlighedsvise kaos på hjemmefronten og bl.a. peget på, at Molière-opsætningerne fik nyt liv efter Ariane Mnouschkines formidable Molière-film.

"Alderdommens kreativitet er periodisk og vilkårlig," har den aldrende Bergman sagt, men der var han igen for hård ved sig selv - (ligesom da han - også knibsk - om sin herostratisk berømte, nervøse mave skrev: "På alle de teatre, hvor jeg har arbejdet i længere tid, har jeg fået eget das. Disse dasser er formodentligt min varige indsats i teaterhistorien." Fra årtusindskiftet og frem instruerede den da 82-årige først Strindbergs Spøgelsessonaten (2000), der også blev gæsteopført på Det Kongelige Teater, så i foråret 2002, Ibsens Gengangere, 2003 igen Strindberg med Pelikanen og endelig i 2004 Ibsens Rosmersholm. Gengangere havde den periodisk aktive også oversat - med selverklæret passion for det, tyskerne kalder werktreue. Et prædikat, som ikke mindst passede på Bergman selv/Bergmans egen teaterkarriere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu