Niels Arden Oplev debuterede med Portland (1996), en rå og ubehagelig skildring af livet i Aalborgs underverden. Siden lavede han den groteske komedie Fukssvansen (2001). Og nu er han biografaktuel med det opbyggelige og delvist selvbiografiske periodedrama Drømmen, der foregår i slutningen af 60'erne og handler om en 13-årig dreng, Frits, som inspireret af Martin Luther King tager et voldsomt opgør med en gammeldags, sadistisk skolerektor på en landsbyskole i Nordjylland. Indimellem filmene har han været instruktør på nogle tv-serier (Taxa, Forsvar) og med til at fastlægge det visuelle, dramatiske koncept på andre (Rejseholdet, Ørnen).
Nej, det er ikke nemt at få hold på den 44-årige instruktør - han bliver 45 på søndag - hvilket han selv tilskriver en eller anden form for himmerlandsk skizofreni.
"Det er ikke noget, jeg planlægger," siger han. "Men jeg har hele tiden lyst til at prøve kræfter med noget andet. Og jeg kan åbenbart finde ud af at lave mange forskellige ting. Jeg kan godt lide, at folk ikke ved, hvad det næste bliver. Jeg har det svært med, at man kan regne mig ud. Det har nok noget med frihed og albuerum at gøre. Men det handler selvfølgelig også om at bruge forskellige sider af sig selv. Jeg tror, at det var Klaus Rifbjerg, der engang sagde, at når man har skrevet en tragedie, så skal man skynde sig at skrive en komedie. Det er nok den måde, jeg instinktivt arbejder på."
Hugo fra Himmerland
Med Drømmen har Niels Arden Oplev for første gang haft lyst til at arbejde inden for rammerne af det historiske drama. Samtidig er det en historie, han har båret på i lang tid, men ikke følt sig klar til at gå videre med.
"Jeg var nok ikke moden til at skrive Drømmen, da jeg gik ud fra Filmskolen," siger han. "Desuden ville jeg bare ikke starte med at lave en film med en 13-årig dreng i en stor rolle, fordi det var der simpelthen så mange andre, der havde gjort. Det kan godt være, at mit liv ville have været meget nemmere, hvis jeg fra begyndelsen havde lavet Drømmen, der nu tegner til at blive en bred, klassisk film. I stedet lavede jeg Portland og blev kaldt psykopat i et læserbrev i Politiken. Den blev også skrevet i vrede og ønsket om at smadre pænheden i dansk film."
Under optagelserne til Fukssvansen døde Niels Arden Oplevs far, og det var en af grundene til, at han endelig begyndte at skrive Drømmen.
"Jens Jørgen Spottags karakter, Frits' far, er på en eller anden måde et minde om min far, en hyldest. Han led ikke af de samme depressioner som Jens Jørgen i filmen, men han havde andre issues. Min far var en stor beundrer af John F. Kennedy og Martin Luther King. Han var landmand, men meget belæst. Jeg har faktisk lavet en dokumentarfilm om ham, Hugo fra Himmerland, der handler om den her filosoferende landmand, der af økonomiske årsager bliver tvunget til at blive industriarbejder. Min far var usædvanlig. Han havde læst alle de klassiske danske forfattere og kunne fortælle historier."
Hovedpersonen, Frits, er til en vis grad baseret på Niels Arden Oplev selv, men han understreger, at Drømmen langtfra er den rene skinbarlige sandhed.
Beatles-hår og hanekam
"Når man skriver sådan en historie, er Frits en side af én selv. Rektoren, Lindum Svendsen, er en anden. Han var en af dem, der var nemmest at skrive: 'Hvert skoleår er et slag, hver ny skoledag er en kamp, der skal vindes.' Det er sjovt. Det lå lige til højrebenet. Lindum Svendsen er meget tæt på virkeligheden. Frits får revet øret af, og det skete for en af mine kammerater."
"Men det er svært at svare på hvor meget af Frits, der er mig. Hvor meget kan man præcis huske af det, man tænkte som 13-årig? Der er karakteregenskaber og elementer fra én selv, men man skriver også ting ind, som er nødvendige for dramaets udvikling. Når man skriver en karakter som Frits, får han sit eget liv og hægter én af."
"Men jeg kan huske, at noget af det, der irriterede mig voldsomt, da jeg var i den alder, var, at man som barn ikke var et rigtigt menneske. Med en omskrivning af George Orwell, var det noget med, at 'alle mennesker er lige, men voksne er mere lige end andre.' Man havde fandeme ikke nogen rettigheder, og det kunne jeg ikke forstå. Frits' overudviklede retfærdighedssans og skaben problemer for sig selv ved at blande sig, kommer også fra mig. Nu var jeg ikke den største i klassen, og derfor var jeg nødt til at klare mig med en stor portion hidsighed."
Niels Arden Oplev er dog ikke gammel nok til selv at have været 13 år i 1969, og derfor er handlingen i Drømmen blevet flyttet tilbage i tid.
En høj pris
"Det, jeg oplevede med den her helvedesskole, foregik i midten af 70'erne, hvilket vel er endnu mere sindssygt. Det fede ved at lade filmen foregå i 1969 er, at man på det tidspunkt var ved at blive langhåret og gå i cowboyjakke. Ungdomsoprøret var ikke for alvor nået til Danmark og slet ikke ud på landet. Men det var lige før det tippede, og derfor er Frits den eneste med Beatles-hår og hanekam."
Niels Arden Oplev beskriver selv Drømmen som en meget klassisk fortælling - "en lidt banal historie, der dog rummer elementer, som peger udad og giver den dybde."
"Indimellem bliver jeg lidt træt af, at dansk film er realistisk på en meget endimensionel måde. What you see is what you get. Min ambition var at skrive noget, der foregår i et meget lille univers, et mikrokosmos, ude på landet med skole, kirke, landsby, en gård, og hvor fjernsynet kommer ind som en frigørende faktor. Dengang betød fjernsynet noget. Det er i fjernsynet, at Frits ser og hører om Martin Luther King."
"Men samtidig spejler historien udadtil en revolution, et land, prisen for at komme af med en diktator, hvad det kræver af én personligt at være oprører, og hvorfor vi ikke allesammen kan være Ché Guevara. Man kan ikke være sikker på, at dem, man vil hjælpe med sit oprør, går med én. De kan lige så godt gå imod én, hvilket de andre børn også gør til at begynde med i Drømmen."
"Frits' mor er tyranniseret af angsten for, hvor galt det kan gå, hvis familien går imod Lindum Svendsen. Hun har egentlig ret. Hun bærer fornuften. Det er en svær rolle, og jeg synes, at Anne-Grethe Bjarup Riis gør det enormt godt, fordi hun selvfølgelig ikke får foræret den samme sympati som dem, der slås. Som publikum vil vi jo bekæmpe Lindum Svendsen, men vi sidder der jo også omkostningsfrit. Hvis man lever i et dikatatur, er det svære at finde ud af, om man skal dukke hovedet eller slå igen. Hvor meget finder vi os i? Hvor meget kæmper vi for vores rettigheder og tager de konfrontationer, der kommer? Det er ganske menneskeligt ikke at være stærk nok. Frits bliver uhyggeligt stærk, men han betaler også en høj pris."
