Læsetid: 9 min.

Desperationen over den selvvalgte identitet

Kultur
17. september 2005

For et par år siden så alle tv om singlelivet; nu ser vi tv om husmødre – 'Desperate Housewives' er netop begyndt på sin anden danske sæson, og med den en udstilling af hverdagens muntre dobbeltmoral "I dag skal problemets kerne ikke findes i seksualiteten, men i identiteten - i en hæmmelse af væksten, der holdes i live af den kvindelige mystik." Betty Friedan I TV 2's presseafdeling ved pr-medarbejderen først ikke, hvor mange afsnit af tv-serien Desperate Housewives, hun skal sende mig. Så beslutter hun sig: "Jeg må hellere sende dig en ordentlig bunke," siger hun. "Jeg er selv blevet helt hooked. Jeg ser nemlig afsnittene på min kondicykel, så jeg bruger dem til at få min motion. Så sidder jeg og cykler, mens jeg æder det ene afsnit efter det andet." Det er som talt ud af serien: Midt i den hjemlige hygge, fremelsket som et ambitiøst, personligt projekt, fortæres stilbevidst underholdning, mens selvet - og kroppen - på samme tid plejes, pumpes og slibes til efter de gældende konventioner. Desperate Housewives har ramt lige ind i hjertekulen af en hyperbevidst, overstimuleret og medietrænet seerskare, der så sandelig har travlt nok med deres eget til at træffe hårde valg på livets store tag-selv-bord. Og den har ramt hårdt: I sidste sæson fulgte ikke mindre end 45 procent af danskerne mellem 21 og 50 år med i intrigerne på den ærkeamerikanske parcelhusvej Wisteria Lane. Og i USA overgås seriens serietal kun af den analretentive, splatterulækre retsmedicinerserie CSI. Der produceres i hundredevis af nye tv-serier i USA hvert år, og med seernes flimrende smag er det et sats hver gang, producenten investerer de mange millioner, en ny serie koster. Ingen ved, hvem der vinder. Ingen troede i sin tid på Seinfeld, og ikke mange troede på Desperate Housewives forfatter Marc Cherry, da han slæbte sin ide rundt til tv-selskaberne. Da Disneys tv-station ABC til sidst forbarmede sig, havde ikke mange ventet, at en serie om husmødre omkring de 40 kunne indtage singleserien Sex and the Citys plads som den altdominerende og toneangivende hverdagsserie på den vestlige verdens fjernsynsskærme. Men det gjorde den, og her er vi nu. For et par år siden så vi på singler: Ally McBeal gjorde karriere og gik på dates på sine tændstikstynde ben; de bøvede evighedsteenagere i Venner sad endeløst og fnisede infantilt i lænestolene på stamcafeen, Seinfeld sludrede kvikt om ingenting med sine venner, og Carrie Bradshaw scorede sig med sine veninder gennem New Yorks natteliv, mens vi åd hendes klumme og dens kloner fra Helen Fieldings Bridget Jones og Politikens Nynne. Nu er Nynne blevet gift, og vi ser på husmødre. Desperate husmødre, ganske vist, og ekstreme og uansvarlige, smålige, løgnagtige og sexfikserede oveni, men husmødre. I parcelhuse, i familier - af forskellige slags - i sociologiske kollektiviteter af den slags, 90'ernes optimistiske dotcom-optimisme troede, den forlængst havde gjort endeligt op med. Hvad blev der af karrierekvinden? Af karriereserien? Af frigørelsen, af det individuelle projekt, af moderniteten? Den har vendt sit blik mod familiebastionen, siger Sarah Højgaard Cawood, der skriver ph.d. om unges seksualisering og kønsidentitet på Danmarks Pædagogiske Universitet: "Man kan sige, at det narcissistiske blik fra ungdomskulturen, singlelivet og nattelivet flytter ind i hjemmet, der ligesom alle andre kategorier i den senmoderne epoke fremtræder ekstremt bevidst og medialiseret. Her gælder det om at investere, så man kan blive anerkendt eller genkendt som succesfuld på nogle synlige kriterier, og det gælder altså også nu det helt private som familielivet og trivialiteterne, som hvordan vi rydder op i vores skabe." Medieforskeren Karen Klitgaard Povlsen mener, at det ville være falsk at modstille Desperate Housewives' hjemlige og familiære ramme med en individualistisk udadvendthed i for eksempel Sex and the City, seriens mest åbenlyse forgænger: "Alle de mediesingler anglede jo efter mænd eller kærester, ligesom de her kvinder angler efter frihed eller en anden slags kærlighed end den, de har. Den moderne kvinde har nogle besynderlige relationer: Vi vil have nærhed, fortrolighed og langvarige forhold, men vi vil også have frihed og eksperimenter og se verden som en mulighed. Men der er altså dobbeltheden: Mange af os går med en lillebitte drøm om at være hjemmegående, og man holder jo heller ikke op med at være husmor, fordi man får et arbejde," påpeger Klitgaard Povlsen. Og så tilføjer hun i øvrigt, at Desperate Housewives slet ikke kun rejser spørgsmål for kvinder. Mens Sex and the City hovedsageligt greb de kvindelige seere, har Desperate Housewives en mandlig seerandel, der næsten nøjagtig svarer til hvor mange mænd, der læser Alt for damerne: mellem 20 og 23 procent. Faktisk er Desperate Housewives' mænd først og fremmest tilskuere - på begge af skærmen. Et typisk scenario kunne være afsnit 11, hvor den nervøse apoteker George skyder sig i foden i forsøget på at give den kølige Bree et kys, og Carlos må affinde sig med at sende sultne blikke fra dørkanten efter sin sexede trofækone Gabriellas fråsen i Kentucky Fried Chicken på det modsatte fortov, fordi hans elektroniske fodlænke forhindrer ham i at forlade hjemmet. Imens er Lynettes mand bare fraværende, og den sexede blikkenslager bliver bestjålet. Ingen af disse mænd synes ligefrem on top of the game, og de altid sylespidse kommentarer fra afdøde Mary Alices fortællerstemme er måske nok møntet på dem alle: "Ikke alle liv er meningsfulde. Nogle mennesker bruger hele deres liv på at stå på sidelinjen og vente på, at noget skal ske." I mellemtiden synes spørgsmålet at være, hvor sidelinjen går. Er man sat på sidelinjen, når man ikke har noget at skulle have sagt i sit hjem? Eller er man det netop, som feminismens hovedstrøm altid har hævdet det, når man er sat af karrieren og det offentlige livs åbne scene? Slaget om Desperate Housewives har bølget gennem USA siden første afsnit. Er seriens selvbevidste, uregerlige kvinder de ultimative repræsentanter for kvindesagens fallit; for dens sejr; for dens selvbevidste ironi - eller for almindelig hjernevask med konservative, henholdsvis liberale værdier? To af fronterne mødtes, da de to medieforskere Jennifer L. Pozner og Jessica Seigel krydsede klinger over serien i det feministiske dameblad Ms. Magazine. Pozner lagde ud med at beskylde serien for at styrke og fastholde kønslige, etniske og klassemæssige stereotyper. Hun påpegede, at højreorienterede kulturkrigere havde rost den til skyerne, antageligt fordi dens verdensbillede hører til en tid, hvor kvinder skulle gå hjemme og lade deres identiteter bestemme af deres mænd og børn, mens mænd bare skulle blande sig udenom. Tværtimod, svarede Seigel: Serien udstiller netop myterne om moderskab og forstadslykke med en ironi så subtil, at den splitter både højre- og venstreorienterede, og den lægger sig i forlængelse af klassiske feministiske værker som Betty Friedans The Feminine Mystique og Sue Kaufman's Diary of a Mad Housewife (der begge var med til at starte 60'ernes kvindeoprør) ved blandt andet at fremvise den virkelighed, at det stadig er de fuldtidsarbejdende kvinder der laver arbejdet i hjemmet. "Seriens skaber Marc Cherry er en homoseksuel republikaner, der mener, at vor tids postfeministers eneste problem er for megen frihed," protesterede Pozner. "Han benægter selv, at han gør grin med forstæderne. Se, hvordan Lynette bare finder sig i at opgive sin karriere for at blive hjemme hos børnene. Denne serie er bare endnu et eksempel på, at højrefløjen elsker at afstraffe kvindelige syndere." Men her trak Jessica Seigel camp-kortet: "Housewives er et lærebogseksempel på Susan Sontags definition på camp, der begynder med den tvetydighed, visse ting kan opfattes med - en 'privat, spøjs oplevelse' for insidere," hævdede hun. "Sontags definitioner på camp inkluderer også overdrevne kønsroller, overfladiske figurer, opblæst lidenskab, ekstrem glamour, endda glæde ved 'velstandens psykopatologi.' Det er lige akkurat livet på Wisteria Lane," mente Seigel og tilføjede, at der vel ikke kunne tænkes noget mere campet og selvbevidst subversivt end en bøsserepublikaner som Marc Cherry, som bruger sin position i mainstream til at indsmugle sit helt eget stillevejs-Sodoma. Frigør man sig fra klicheen, hvis man benytter den bevidst? Ikke uden videre, siger Sarah Højgaard Cawood. "Når man leger med retrokategorier, genindskriver man dem altid også. Så selv om man går selvbevidst og distanceret til ting som familie, moderskab og hus og have, investerer man også i dem." Men hvad betyder det, hvis selv noget så banalt og basalt som familien - de biologiske funktioner; og hjemmet - det biologiske habitat - bliver til identitetsprojekter, som vi skal vælge og investere i? Klaus Rasborg, som er lektor i sociologi på RUC, mener godt man kan spekulere over valget af familien i forlængelse af Ulrich Becks teorier om den kulturelle frisættelse i vores tid, den refleksive modernitet: "Beck selv tager ikke dette skridt; han taler mere om individualiseringen inden for familien, hvor familien bliver til en forhandlingsfamilie, en formel ramme for dens medlemmers forskellige, individuelle livsprojekter såsom skole, fritid og arbejde. Den kommer, når alting står til diskussion, og de unge for eksempel stiller spørgsmål til alt, så de derved nedbryder de traditionelle strukturer. I forlængelse af det kunne det godt være interessant at spørge, om ikke også familien selv kan blive til objekt for disse til- og fravalg og dermed for de investeringer og usikkerheder, der følger med." "Den amerikanske sociolog Arlie Hochschild har i bogen Tidsfælden skrevet om, hvordan arbejde og familie kan bytte plads på den måde, at familien bliver til pligt, når arbejdet bliver til selvrealisering og sjov. Hun vender perspektivet om og viser, at identitetsvægten kommer til at ligge i arbejdslivet, mens familien bliver det sure slid, man helst vil væk fra. Der bliver familien så et fravalg, og det kunne være et skridt på vejen til denne form for geninvestering i familien og hjemmet som projekt - som noget, man oplever, man vælger til," siger Klaus Rasborg. Der vælges i hvert fald i Desperate Housewives. Der lides, men lidelsen føles selvvalgt. Som når Gabrielle forklarer sin unge elsker, at hun giftede sig med Carlos, fordi han lovede at give hende alt hvad hun ønskede sig - og holdt sit løfte. "Hvorfor er du så ikke lykkelig," spørger unge John. "Det viser sig, at jeg ønskede mig de forkerte ting." Seriens forfatter Marc Cherry forklarede magasinet Newsweek, at: "Alle disse kvinder har truffet et eller andet valg på et tidspunkt i deres liv og befinder sig i forskellige stadier af fortrydelse. Det er der, desperationen kommer fra." Det er også der, hykleriet kommer fra, kunne man tilføje, og seriens payoff om, at "alle har lidt snavset vasketøj". Og her er serien udtalt i sin fremstilling af suburbia som hykleriets højborg: "Hver ny morgen i forstæderne bringer en ny løgn med sig," siger Mary Alices fortællerstemme, "og de værste af dem er måske dem, vi fortæller os selv i mørket om aftenen, før vi falder i søvn. Men selvfølgelig kommer der en gang imellem også dage, hvor nogen bestemmer sig for at sige sandheden." Forsåvidt fiktion kan bære på en sandhed, kan man næppe afdække Desperate Housewives' uden at inddrage kameraets øje som den yderste fortæller. En serie med hykleriske personer er ikke derfor selv hyklerisk, og en serie fuld af smålighed er ikke derfor smålig. Seriens sandhed inkluderer hykleriet, fordi hykleriet er det, der gør os civiliserede. Hvis man gentager det indledende spørgsmål om, hvad der er blevet af individualiteten og moderniteten i denne ligusteromkransede retro-fiktion, kunne svaret være: Den er blevet postmoderne. Karen Klitgaard Povlsen siger: "Serien har mindst tre lag: En crazy, tegneserieagtig stil, hvor David Lynch-agtige ting bryder ind, men ingen tager dem ret alvorligt, og alt er karikeret og ironisk, så der altid er noget at grine af. Hertil kommer et genkendelseslag, som gør, at vi også hele tiden griner ad os selv. Og det tredje lag er, at de allesammen bare er så lækre og smukke og godt boligindrettede. Så man kan sidde og grine og ryste på hovedet over den sindssyge amerikansk forstadssatire, akkurat samtidig med at man tænker: Sådan en cardigan vil jeg også gerne finde, næste gang jeg kommer til København. At rumme de lag på en gang - det elsker moderne, trænede, dygtige seere. Det er dygtigt."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her