Læsetid 5 min.

Distraheret fra sig selv

Katinka My Jones er 23 år, færdiguddannet fra forfatterskolen. Hun har hverken lyst til at belemre kommende læsere med moralske pegefingre eller trætte dem med hverdagens trivialiteter
26. juli 2007

Trivialiteter er der alt for mange af, mener den snarlige debutant, Katinka My Jones. Med direkte reference til både 'skippersønnen fra Marstal', Carsten Jensen, og "den der nye bølge med danske singer/songwriters, Peter Sommer, Rasmus Nøhr og hvad de hedder".

Hun er sikker i sin sag:

"Litteraturen skal være sand."

Hun har et glimt i øjet, der ofte dukker op, især når talen falder på store dele af dagens kunstscene.

Ifølge Katinka My Jones er den hjemlige litteratur oftere enten triviel eller moraliserende mere end stor.

"Lige nu skal vi åbenbart tilbage til de nære, livsbekræftende ting - i øvrigt mit hadeord, fordi sådan skal det overhovedet ikke være. Det er jo ikke nødvendigvis sandt!," indleder Katinka My Jones.

Moralsk litteratur

"Jeg synes, det er kedeligt, når man for eksempel skriver om racisme eller noget andet moralsk, og så gør det så tydeligt, at læseren fra starten kan se, at det vil forfatteren skrive noget om. Hvis man vil skrive om den slags ting, skal det ramme et dybere sted, et sted, hvor man pludselig kan mærke det komme stigende op i en selv og ikke sådan..." siger hun uden at fuldføre sætningen.

"Nogle gange kan jeg nærmest se for mig, at der står en forfatter med en pegepind," fortsætter hun, men tilføjer så, at det er en lidt mystisk holdning, fordi det også er vigtigt.

"...Der er nogle andre der er bedre til dét end mig."

Katinka My Jones vender igen tilbage til det livs-bekræftende, til de små finurlige ting i verden.

"Hvad er der galt ved at skrive om de store ting? Det bliver så hyggeligt, så sikkert, når man ikke risikerer en skid ved det."

Forfatterskolen

Hendes to netop afsluttede år på Forfatterskolen var, ifølge Katinka My Jones, langtfra så hårde, som rygtet lagde op til. Men dog ikke uden drama:

"Folk er for eksempel ikke særlig praktiske - man kan nærmest ikke have en tekstlæsning, uden at nogen står og bander ude ved kopimaskinen - åh-åh," erindrer hun med vellyst.

"Det er nogle sjove, søde mennesker - nut-shots nogle af dem, hold da kæft..."

Tekster, som gennemlæses nøje inde på Forfatterskolen lige ved Det Kongelige Teater, gennemarbejdes kritisk.

"Jeg er blevet en bedre læser, en bedre kritiker til at læse andres tekster og ad den omvej også mine egne. Men jeg har stadig et blindt punkt dér, hvor jeg selv er. Det er altid sværere at se sine egne fejl end andres fejl."

- Føler du dig som del af en generation?

"Næh ... nej, det gør jeg ikke. Det har måske igen noget at gøre med det der blinde punkt. Jeg har altid været imod enhver fællesskabsfølelse - ikke fordi jeg ikke har solidaritet med folk, men blandt andet fordi den dér minimalisme, der hersker meget inden for prosaen lige nu, må dø - den er kedelig!"

Lyrik

"Det jeg elsker ved poesi er, at den kan relatere til alt. På en gang noget konkret, noget abstrakt, noget visuelt - alt muligt følelsesmæssigt."

Tidligt hørte Katinka My Jones kommentarer om, at hun skrev mørke og dystre ting, men hun "gider ikke være sådan en Sylvia Plath én. Sådan er jeg slet ikke, men jeg kan ikke gøre noget ved det ... man har jo en grundstemning, som man vender tilbage til."

"Det er meget forskellige tekster, jeg ved det ikke... det handler meget om tab."

- Selvoplevede?

"Dét har de fleste vel oplevet. Jeg skriver ikke om en konkret følelse af tab. Det er en følelse af at prøve at få denne her tilværelse til at give mening. Jeg synes jo, den i høj grad er absurd."

Hun fortæller, at grunden til, at det hun skriver kan virke makabert, er, at hun står "nærmest som om jeg kigger på en miniatureverden, hvor folk er små papfigurer, man kan skubbe rundt på".

Der er i det hele taget, ifølge Katinka My Jones, rigeligt at skrive om, ikke mindst fordi det dystre og absurde kan være ret morsomt.

Selvpromovering

Katinka My Jones' første digtsamling, Havet er sort, kysten er hvid, udgives til efteråret, og "det bliver jo den vigtigste bog at få udgivet nogensinde - skridtet for at kunne rende rundt og sige 'jeg er forfatter'".

Det gør hun ikke nu.

"En forfatter, der ikke har udgivet noget, det er jo latterligt," siger hun smilende.

- Kan du forestille dig, at du bliver god til markedsføring?

"Måske, men det er sgu lidt af et problem, at man skal være sjov og udadvendt, som mange af dem, der skriver, jo netop bare ikke er - så ville de nok ikke sidde og skrive."

Hun kan ikke lide tendensen:

"Men dér er jeg vel nok kynisk nok til at tænke: 'Det handler også om at få opmærksomhed omkring det, man laver'. Men jeg vil ikke kunne se mig selv være med i et hyggeprogram, hvis det skulle komme dertil - aldrig i livet!" siger hun, men tilføjer så, at man ikke kan udgive litteratur og så samtidig sige: "Nå, nu har jeg gjort mit."

Forfattere er nødt til at følge deres udgivelser op.

"Rende rundt, læse op og genere folk med det," som den kommende debutant beskriver det.

Men selvironi er en mangelvare i den henseende og selvhøjtidelighed decideret ufedt, ifølge Katinka My Jones.

"Som sådan en som skippersønnen dér - Carsten Jensen står helt seriøst og læner sig op ad et ror. Hvor er din selvironi, menneske? Jeg vil simpelthen aldrig finde mig i at blive markedsført sådan," lyder kritikken.

Skriveprocessen

Digtene, siger Katinka My Jones, kommer bare inde i hovedet.

"Der opstår måske en sætning, og så går jeg videre med den. Så kommer man på et eller andet og sætter det sammen med noget, man måske har tænkt før."

Men derfor skal man ikke tro, at hun opfatter digte som udtryk for sin personlighed.

"Det handler om at distrahere sig fra sig selv på en eller anden måde. Om at kunne se ud af øjenkrogene. Om at kunne slå sit overjeg lidt fra og skrive mere frit."

Senere kigger hun det skrevne igennem med kritisk blik - arbejder med alle detaljerne.

Nu hvor det er blevet mere alvorligt, handler det for hende også om at få det hele organiseret, få stoffet helt færdigt.

"Det er en større udfordring end at få ideer. Jeg har hele tiden ideer, det er helt frygteligt og egentlig ret heldigt," siger hun uden at fortrække en mine.

Katinka My Jones kender ikke til skriveblokeringer og er aldrig løbet tør for emner. Snarere ønsker hun engang imellem at kunne få lidt ro for sine ideer.

Hun synes, det har været inspirerende, selv om hun hader ordet, at gå på forfatterskolen. Skoleforløbet gjorde hende til en bedre læser.

Katinka My Jones arbejder på en roman, der "hælder mere og mere over i komediegenren - absurd komedie".

Om meningen med at skrive siger hun, at hun håber, "at der er nogle, der sidder derude som læser og derefter siger hen for sig: Ja, det er lige præcis sådan det er".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu