Interview
Læsetid: 7 min.

Dødbringende våben på landet

Man skal parodiere med kærlighed, siger den britiske instruktør Edgar Wright, biografaktuel med 'Hot Fuzz', der med humor hylder den amerikanske actionfilm
Alvorlig humor. Instruktør Edgar Wright flankeret af det umage makkerpar Danny Butterman (Nick Frost, tv) og Nick Angel (Simon Pegg, th).

Alvorlig humor. Instruktør Edgar Wright flankeret af det umage makkerpar Danny Butterman (Nick Frost, tv) og Nick Angel (Simon Pegg, th).

Matt Nettheim

Kultur
20. juli 2007

Med tv-serien Spaced (1999-2001) blev den britiske komiker Simon Pegg og hans skrivemakker, instruktøren Edgar Wright, populære hos den postmoderne tænkende, genredyrkende del af tv-seerne i hjemlandet. Med deres første spillefilm, zombiekomedien Shaun of the Dead (2004), en meget morsom genrehyldest, der desværre ikke kom op i danske biografer, opnåede de kultstatus blandt alverdens splatterfans - og fik lov til at agere levende døde i zombiekongen over dem alle, George Romeros, seneste opus, Land of the Dead.

Med parrets nye film, actionkomedien Hot Fuzz, har de stort set erobret hele verden, inkl. det mainstream Hollywood, der ivrigt citeres i det begavede, stilbevidste værk. Og sideløbende med at de skriver på en tredje film i en slags trilogi - de vil ikke afsløre, hvad det bliver - er 37-årige Pegg begyndt at gøre karriere som 'rigtig' skuespiller, mens 33-årige Wright gnubber skuldre med andre af den genrebøjende generations store idoler.

F.eks. var han og Quentin Tarantino stort set uadskillelige på årets filmfestival i Cannes. Det lykkedes dog Information og et par andre journalister at få lidt tid sammen med en træt, men glad Wright på en strand midt i den sydfranske badeby.

Kærligt og alvorligt

- Bliver jeres nye film også en spoof (parodi, red.) på en populær genre?

"Vi er ikke så meget for at bruge udtrykket spoof. Selv om der er mange spoofs, jeg holder meget af, handler de fleste nyere spoofs - Epic Movie, Scary Movie - mest om at gøre grin, og både Shaun of the Dead og Hot Fuzz er kærlige hyldester til genrerne."

- Hvor inspireret af amerikanske actionfilm som 'Dødbringende våben', 'Die Hard' osv. er 'Hot Fuzz'?

"Meget inspireret. Jeg kan huske da, jeg som noget af det første så Die Hard og Dødbringende våben på vhs hos nogle af min storebrors venner. Det var stort. Vi har lige været på en fire ugers pressetur i USA, og jeg mødte alle de mennesker, som har haft indflydelse på Hot Fuzz. Joel Silver, Richard Donner, Shane Black. De så filmen og kunne enormt godt lide den. De forstod, at den er lavet med kærlighed og inspireret af deres film, snarere end den gør grin med dem. Jeg har dog ikke hørt fra Tony Scott eller Michael Bay endnu."

- Det vigtigste, når man parodierer eller hylder en genre, er, at man kender genren til bunds - ellers bliver det vel bare dumt?

"De bedste spoofs kommer fra mennesker, der elsker den genre, de parodierer. Der er en stor forskel på Frankenstein Jr. og Rumnødderne (to spoofs af Mel Brooks, red.). I Frankenstein Jr. kan man se, at Mel Brooks er stor fan af de klassiske gyserfilm fra Universal. Den er lavet med en masse kærlighed og ser perfekt ud. Rumnødderne, der er lavet 20 år senere, er meget mere anstrengt og søgt. Hot Fuzz rummer parodielementer, men vi ville skabe... det minder vel lidt om det, Quentin Tarantino gør med Kill Bill, og det er bestemt ikke en spoof. Man kunne vel kalde vores film for kærlighedsbreve."

- Både 'Shaun of the Dead' og 'Hot Fuzz' kan med lidt god vilje beskrives som en slags socialrealisme iblandet det fantastiske.

"Det er vigtigt på alle niveauer, at man tager materialet alvorligt, ikke blot skuespil og instruktion. Underlægningsmusikken er vigtig. David Arnold, som også laver musik til Bond-filmene, har lavet musik til Hot Fuzz, der er helt uden ironi, og det gør det hele meget sjovere. Det værste er komedier med komisk musik. Det er forfærdeligt. Der er så mange af de store Jerry Bruckheimer-film, som bliver fjollede, fordi de ikke tager sig selv alvorligt."

Pæn og ren

- Hvor svært har det været at tage noget så amerikansk som actionfilmen og politifilmen og overføre den til en landlig, britisk virkelighed?

"Det har ikke været udfordrende, fordi det er hele filmens pointe - historiens raison d'tre. Som teenager lavede jeg genrefilm i min hjemby, fordi jeg ikke kunne gøre det andre steder, og de kom naturligvis aldrig til at ligne forbillederne: Mine westerns og politifilm så forkerte ud, fordi de foregik i det provinsielle England. Med Hot Fuzz var ideen at skyde den som en Tony Scott-film og så lade den foregå dette meget almindelige sted. Det var faktisk den første idé, vi havde: Dødbringende våben på landet."

- Er din hjemby virkelig så mareridtsagtig pæn og ren som i 'Hot Fuzz'?

"Den er meget pæn. Jeg tror, at vi alle som teenagere har været gennem en fase i vores liv, hvor man hader sin hjemby og det faktum, at den er behagelig og stille. Nu, hvor jeg er blevet ældre, har jeg lært at sætte pris på de stille og rare sider af byen. Og dem ødelagde vi så naturligvis ved at lave store biljagter og skuddueller midt i byen. Det utrolige er, at de elsker filmen i byen, og den går stadig i den lokale biograf."

Klicheen på hovedet

- Hvordan strukturerer I jeres film? Bygger I dem op omkring en række visuelle, genremæssige gags, eller begynder I med historien og fylder gags på bagefter?

"Man har et par ideer til enkeltstående scener, men begynder med handlingen og ideen om, at Nicholas Angel (Simon Pegg) er en dygtig politimand og spiller imod klicheen om den dårlige politimand. Med undtagelse af Serpico er de hårdkogte filmstrømere fra Dirty Harry til Martin Riggs ikke til at styre. I de fleste politifilm bliver hovedpersonen forflyttet til en anden afdeling, fordi han har lavet lort i den. Nicholas Angel har intet gjort forkert. Tværtimod har han gjort for meget, og det er grunden til, at han bliver straffet. Det vender klicheen på hovedet. Så vi begynder med at få plottet og karaktererne til at virke, og så opstår jokes'ene ud af det."

- Lukkede I jer inde i et par måneder for at se actionfilm?

"Det gjorde vi. Mens vi skrev manuskriptet, så vi alle vores yndlingspolitifilm igen. Jeg viste Simon en bunke film, han ikke havde set, og vi så en masse af de dårlige, som vi normalt ikke gider se. Vi lavede også research - det har vi ikke prøvet før - og interviewede politifolk fra både byen, ligesom Nicholas Angel, og fra landet. Vi tog med på patrulje sammen med nogle af politimændene, hvilket var fantastisk. Mange af de ting, vi fandt ud af, var der ikke direkte plads til i filmen, men det er med til at give den en følelse af autenticitet. Når man er politimand, kan man f.eks. ikke koble fra. Man kan ikke tage sin uniform af og gå en tur ned ad gaden og ikke få øje på, hvad der foregår af ulovligheder. Man er hele tiden på, og det er både en forbandelse og en velsignelse. Vi tog også en tur på landet og tilbragte tid sammen med politiet dér, og meget i filmen kommer fra anekdoter, vi fik fortalt. Den flygtede svane var en af de sande historier. Scenen, hvor de lokale er nødt til at oversætte for Angel, hvad bondemanden siger, er en anden."

Platonisk romantik

- Kan du mærke, at du har udviklet dig som filmskaber siden 'Shaun of the Dead'?

"Det synes jeg. Historien i Hot Fuzz er større og gav mig mulighed for at prøve flere ting af. Også fordi vi havde et lidt større budget. Nogle gange var vi virkelig under tidspres på Shaun of the Dead, og der var indstillinger, jeg gerne ville have, som vi ikke havde tid til at lave. Men det er hårdt at lave komedie og så skulle tilføje alle de effekter og al den action. Vi gjorde det meget svært for os selv."

- Det romantiske element spillede en vigtig rolle i 'Shaun of the Dead', mens 'Hot Fuzz' mere handler om venskabet mellem to mænd, Angel og hans nye makker på landet, Danny.

"På en måde synes jeg næsten, at Hot Fuzz er en mere romantisk film end Shaun of the Dead, fordi historien handler om kærlighed mellem venner, om platonisk kærlighed. Alle buddy-film er alligevel struktureret som romantiske komedier. Hvis man sammenligner en Katharine Hepburn-Spencer Tracy-film med Dødbringende våben, er de stort set opbygget på samme måde."

"I første udkast af manuskriptet havde Nicholas Angel en kæreste, men manuskriptet var for langt, og vi besluttede os for at tage hende ud og koncentrere os om Nick og Danny. Vi gav mange af hendes replikker til ham, og alt det om fredsliljerne er faktisk skrevet til en pige. Der er en scene i sofaen, hvor det ser ud, som om de skal til at kysse, men hvad gør de? De gør det mest heteroseksuelle, maskuline, man kan gøre, de ser Bad Boys II."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her