Tour de France røg ind i en helt ny og komplet uoverskuelig fase, nogen vil sige farce, da det sent om eftermiddagen på løbets hviledag blev meddelt, at Aleksander Vinokourov var blevet fældet i dopingkontrollen. Den blodprøve, den kasakstanske rytter havde afleveret efter sin sejr på enkeltstarten i lørdags, viste spor af, at han havde fået en transfusion med en anden persons blod.
Bloddoping, som forbedrer iltoptagelsen, kan ikke afsløres, når man får tilført en mængde af sit eget tidligere aftappede blod, og tidligere kunne man heller ikke spore fremmed blod. Men det kan man nu, og det første tilfælde var amerikaneren Tyler Hamilton i 2004. Det må Vinokourov have vidst, selvfølgelig, men alligevel har det franske laboratorium i hans prøve fundet blodceller, som er kompatible med hans eget, men ikke er hans blod.
På et krisemøde besluttede ledelsen af ASO, der arrangerer Tour de France, at løbet skal fortsætte, og man gav sportsdirektøren for Vinokourovs hold, Astana, besked om, at man gerne så, at hele holdet pakkede deres grej og forlod løbet. Det skete omgående.
I forhold til de spekulationer, der gøres om Michael Rasmussens renhed på grund af de advarsler, han har fået på grund af kuk i kalenderen, er Vinokourov-sagen en bombe, hvis ødelæggende virkninger lige nu er uoverskuelige. Men begge sager, og alle andre nylige i og uden for Tour de France, skruer tilsammen dette franske nationalmonument ned på et nulpunkt af troværdighed, hvis man med troværdighed har forestillet sig, at løbet ville blive kørt af lutter rene ryttere.
Var uønsket i løbet
At netop Vinokourov blev fældet, er ingen overraskelse, udtaler en bred vifte af sportsdirektører i feltet. Mange af dem har tidligere kritiseret både ham og det kasakstansk finansierede hold for samarbejde med den i cykelsporten berygtede italienske læge Michele Ferrari og deres totale lukkethed i dopingspørgsmål. Astana har simpelthen været uønsket i løbet af mange af de andre hold, og især franskmændene har været meget højlydte i deres fordømmelse af dets deltagelse.
Men overraskende er det, at en rytter med Vinokourovs erfaring anvender et middel, som han ved vil blive afsløret. Det er uforklarligt. Det er meget dumt.
Situationen minder om den såkaldte Festina-skandale i 1998, hvor systematisk dopingbrug i cykelholdenes eget regi blev afsløret af det franske politi. Siden er dopingbekæmpelsen blevet skærpet voldsomt med meget strikse anti-dopinglove i de fleste lande, med mere raffinerede metoder til afsløring og især med et fintmasket net af hyppig kontrol i og uden for konkurrence. Den afskrækkende virkning af alt dette er imidlertid ikke stor. Det er den lære, man kan drage af Vinokourov som det seneste eksempel i en lang række.
Efter 1998 var det en udbredt opfattelse, at fortidens synder kunne angres, og at man herfra kunne komme videre med rent bord. Men som den angrende dopingbruger David Millar nærmest chokeret sagde på afsløringen af Vinokourov: Det viser, at problemet åbenbart stikker meget, meget dybere.
I dag køres den sidste og måske altafgørende bjergetape, men det var ikke det, der på hviledagene optog sindene mest. Og den situation, at cykelløbet i endnu flere år vil stå i skyggen af dopingproblematikken, er den mest umiddelbare konsekvens af Vinokourovs brug af en fremmed mands blod til at vinde.
