Læsetid: 9 min.

Min far var min hårdeste kritiker

En far og hans datter. 'Når ens far, hvis anerkendelse man altid har ønsket, står forrest i koret af kritikere, så er det altså meget svært at komme igen. Det ene øjeblik roste han mine bøger til skyerne, det næste stak han mig i ryggen og sagde, det var det værste lort', siger forfatteren Hanne-Vibeke Holst
13. juli 2007

Forfatteren Hanne-Vibeke Holst vil først og fremmest beskrive sit forhold til sin far, forfatteren Knud Holst, som kompliceret.

Gennem hendes barndom var han en slags mentor og en stor inspiration for hende. Samtidig var han en fjern skikkelse, der kun dukkede op ved spisetid, eller når der skulle skældes ud. En autoritet, man frygtede. Fysisk, men også humørmæssigt. Det gjaldt om ikke at træde på løvens hale. For han var en VIP med visse privilegier, eget arbejdsværelse og en kunstnerkarriere, der var vigtigere end de tre døtre.

I visse gyldne øjeblikke fik Hanne-Vibeke Holst en flig af den opmærksomhed, hun higede efter. Det var altid i kreative sammenhænge: en skoleopgave, han tog del i, en fastelavnsudklædning eller til påske, når han satte sig og malede æg. Men de gyldne øjeblikke var få.

At han hverken kom til søsterens konfirmation eller til Hanne-Vibeke Holsts translokation, fordi der var noget, der var vigtigere, tilgav døtrene gerne. Da var de holdt op med at forvente noget særligt af ham.

Hvis han nu var Mozart

Først mange år senere, da Knud Holst gik til i druk og tvangsauktion, blev Hanne-Vibeke Holst vred:

"Hvis han nu havde været Mozart eller Shakespeare - eller bare Klaus Rifbjerg. Hvis han virkelig havde været helt unik, så havde det være nemmere at sige: 'Okay, du fik tre børn, men der var noget, der var vigtigere for dig og også for menneskeheden - for tænk, hvis vi var gået glip af Mozarts symfonier'. Men det var han jo ikke. Han var en god forfatter, men han var slet ikke oppe i et niveau, som legitimerer, at han svigtede fuldstændig som omsorgsperson," siger Hanne-Vibeke Holst.

"Det tror jeg også, han selv kunne se til sidst. Det må virkelig have været nedtur. Jeg forstår ham jo godt, for jeg ved, hvor opslugt man bliver af det, og jeg kender nu den livslange kamp, det er, konstant at tage livtag med sine ambitioner og frustrationer omkring kunsten, og hvis man oplever den som sin kerneidentitet, føles det selvfølgelig livstruende, hvis man af en eller anden grund ikke kan udfolde den. Så er der jo ikke noget tilbage. For man ofrede det hele for den."

Kunstnerens kamp

Kunstnerens næsten mytiske kamp med sig selv er, ifølge Hanne-Vibeke Holst, en noget maskulin kamp. Og mænd er i større fare for at gå til i kunstneridentiteten end kvinder. For de får lov af deres koner og børn. Kvinder får ikke i samme grad lov at forsvinde fra børn, mænd og husholdning - og de vil i øvrigt selv kræve af sig selv, at de tager sig af deres børn.

"Selv om jeg kan forsvinde helt ind i det, jeg skriver, så ved jeg, at jeg også har en anden identitet, mit kærlighedsliv, mine børn - det liv jeg lever," siger Hanne-Vibeke Holst.

Allerede som teenager mente Knud Holst, at han var skabt til noget stort. Det ved Hanne-Vibeke Holst fra hans dagbogsnotater, hun fandt sidste år, da hun endelig tog sig sammen til at rydde op i alle kasserne fra hans efterladte bo.

Han kom fra fattige kår, og huset han voksede op i, havde jordgulv. Knud Holsts far var landarbejder i det østlige Vendsyssel med de magre jorde.

Knud var et nørdet, aparte barn, hvorpå hænderne ikke var skruet godt fast, men han gad nu heller ikke det manuelle arbejde. Allerede som dreng var han en drømmer, en digter. Han blev student som den første i familien, var superambitiøs og hans selvvurdering var høj fra begyndelsen.

"Det blev nok hans Waterloo," siger Hanne-Vibeke Holst, "det der storhedsvanvid iblandet manglende selvtillid".

Det går ellers godt for Knud Holst, da han debuterer i starten af 1960'erne. Anmeldelserne er fantastiske, han er inde i varmen og får et personligt brev fra kulturminister Julius Bomholt, der gerne vil møde ham. Han scorer politimesterens smukke datter, får tre døtre og køber bøger og designmøbler og PH-lamper for alle pengene.

"I nogle år gik det rigtig godt," fortæller Hanne-Vibeke Holst, "der var flere penge i at være forfatter, end der er i dag, og min mor begyndte jo også at udgive bøger. Jeg er vokset op med Arne Jacobsens Ægget og Svanen og et overforbrug, der nok kendetegner fattige børn, der pludselig kommer til penge. De har et voldsomt behov for at vise sig. Men hans nedtur begyndte - da han var på min alder faktisk - og han mistede det hele i en spiral, der bare gik nedad. Min mor forlod ham i 1977, huset røg på tvangsauktion, kunsten blev solgt fra, og han døde alene af kræft i en alder af 59 år, efter et liv med for meget sprut og røg."

Døden en lettelse

Da Knud Holst døde i 1995, var hans datter 36 år. De sidste syv år så hun og søstrene ham ikke.

"Det var ikke en beslutning, han tog, det blev bare udskudt hele tiden, for han skulle lige skrive et stort værk først. En digtsamling, en novellesamling eller et skuespil. Da jeg sidste år ryddede op i kasserne efter ham, kunne jeg se en mand, der efterlod sig snesevis af begyndelser, men meget få afslutninger. Hvad han ikke har påbegyndt af storslåede værker, biografier, artikler, skuespil. Det er meget kreativt, der var noget i gang hele tiden, han fik det bare sjældent gjort færdigt. Han udviklede et stærkt alkoholmisbrug i takt med, at hans nederlag blev tydeligere - måske som far, men også som forfatter. Jeg tror, han overgav sig til de dæmoner, der har jaget ham hele hans liv. Og jeg tror, at det var skammen over sin store sociale nedtur, der hindrede ham i at se os."

For Hanne-Vibeke Holst var det en lettelse, da han døde, for det ville kun blive værre og værre, frygtede hun. I de forløbne syv år var han en opslidende stemme i natten, når telefonen ringede på sære tidspunkter, og han var fuld eller ked af det.

"Af og til var han lidt aggressiv, andre gange kunne han være indladende, næsten flirtende. Nogle gange ville han låne penge."

"Det ærgrer mig i dag, at jeg ikke var stærk nok til at slå i bordet og sige: 'Nu putter jeg ungerne ind i bilen, og så kommer vi altså'. Da vi endelig så ham, da han var døende, spurgte jeg ham, om ikke han var bange for at dø. 'Bange?' sagde han, 'Jeg er sgu ikke bange, jeg er rasende. Jeg skal sgu ikke dø'. Og sådan var han. Vi har aldrig talt om de her ting. Til det sidste ville han ingenting indrømme, ikke engang at han var døende. Der kom ingen famous last words."

Da Hanne-Vibeke Holst sidste år sad med de 20 kassers indhold, var det ikke længere en mand, hun kunne være vred på, men kun et menneske, hun kunne føle medlidenhed med og sørge over.

Anmelderarven

"Jeg har lidt meget under forestillingen om at være et barn, der ikke var elsket af min far. Men selvfølgelig har han elsket mig, det kan jeg godt se i dag. Han har bare været utrolig usikker på faderollen, og så har kunstner-identiteten fyldt så meget for ham, at han ikke magtede samtidig at være far."

Som teenager og gryende feminist gjorde Hanne-Vibeke Holst oprør mod sin far som repræsentant for det undertrykkende patriarkat, men det var først mange år senere, måske først da han døde, at hun blev vred på ham som far.

"Det tog mig lang tid at give mig lov til at være vred," fortæller hun. "Jeg ville jo stadig have den anerkendelse og opmærksomhed, jeg aldrig havde fået. Mit gennembrud med Therese-bøgerne kom, mens han var syg, og mens bøgerne solgte og solgte, stod kritikerne i kø, og når jeg ikke var til stede, stod han forrest i koret og stak mig ryggen. 'Hun er overvurderet', hånede han, 'Sikke noget lort'. Til mig selv kunne han sige, at de var fantastiske, og han tvang sygeplejerskerne på afdelingen til at læse dem. Men det sår, jeg fik dengang, heler aldrig, og det er nok derfor, jeg har haft det så svært med anmeldere, for de har været skrappe ved mig. Det har taget mange kræfter at dekonstruere de anmeldelser og overbevise mig selv om, at det er ligegyldigt, hvad de mener, for de tværer rundt i et åbent sår."

Siden har Hanne-Vibeke Holst fået flere nuancer på paletten, som hun siger. I dag forstår hun, at hendes far i sin nedtur havde svært ved at se datterens optur. Han følte både stolthed og misundelse på en gang. Men det får ikke de hug, han gav hende, til at gå væk.

At gate-crashe patriarkatet

Gennem sin research om kvinder og magt i forbindelse med sine seneste bøger, Kongemordet og Kronprinsessen, ved Hanne-Vibeke Holst, at de kvinder, der klarer sig bedst, er dem, der har fået opbakning fra deres far. Da hun selv klarer sig udmærket, slutter hun, at kærligheden må have været der. Hendes far havde bare svært ved at give udtryk for den.

"Jeg har jo også en stærk mor, hun har især været et eksempel for mig," siger Hanne-Vibeke Holst om moren, forfatteren Kirsten Holst.

"Hun er beslutsom og handlekraftig, og hun gennemskuede min fars patriarkalske lidelse. Vi kunne grine af hans selvophøjethed. Han har også været meget alene i sit køn - han hadede, når vi lukkede os inde på badeværelset alle sammen. Ensomheden i patriarkatet anerkender jeg meget, jeg ser den også hos min morfar, politimesteren. Men vores kultur er stadig sådan, at hvis patriarkatet, mændene i samfundet, har bakket dig op og lukket dig ind fra starten, så betyder det noget for din videre færd i livet. Bliver porten derimod smækket i af din egen far, så er det altså meget svært at gate-crashe."

Det feministiske paradoks

I dag, 12 år efter sin fars død, vælger Hanne-Vibeke Holst at betragte glasset som halvt fuldt i stedet for halvt tomt. For han har også lært hende en masse: "Min far har givet mig masser af inspiration. Jeg voksede op med et meget kosmopolitisk udsyn og læste de store russiske forfattere, da jeg var 12 år gammel. Kreativiteten, har han givet mig, talentet. Og følsomheden, en stærk social empati. Det var altid ham, der lukkede en ulykkelig fisker ind, der ikke havde nogen at tale med. Vi havde også vagabonder boende," fortæller Hanne-Vibeke Holst, der selv har rejst over det meste af verden i sin egenskab af Goodwill Ambassador for FN's befolkningsfond, UNFPA.

Knud Holst har også efterladt to stærke modstridende aftryk i sin datter.

Det ene er autoritetstroen over for anmeldere og alle former for myndighedspersoner. En underdanighed, der sidder mejslet ind i kroppen.

"Jeg har altid læst meget avis, også som barn. Hvis jeg blev afbrudt, lod jeg avisen ligge opslået, og så fik jeg skældud af min far, for jeg skulle folde den sammen. Jeg folder den stadig sammen, når telefonen ringer. Det sidder bare i mig. Det samme med den stol, jeg arvede, Arne Jacobsens Ægget. Jeg sidder aldrig i den, det var jo hans. Gud nåde og trøste den der satte sig i den. Den er en skulptur i mit hjem," ler Hanne-Vibeke Holst.

Det andet aftryk er hurtig genkendelse af en bestemt manderolle, hun mener at have nemmere ved at gennemskue, fordi hun er vokset op i det familiemønster, hun er: "De er jo til at dø af grin over, de der mænd der puster sig op, og tror de er så vigtige, og så kan de ingenting."

I dette paradoks ligger også ironien for mange feminister, mener Hanne-Vibeke Holst. Nemlig fascinationen af maskuliniteten.

"Ligeså oprørske og patriarkatomstyrtende vi var, ligeså orienterede mod det maskuline, var vi. Det var ovre hos drengene, at anerkendelsen lå. Det var også der, det var sjovt at være, og det gjaldt om at flygte væk fra den feminine verden."

Mens Knud Holst er død, bliver Hanne Vibeke Holst ældre og ældre, og en dag vil hun være lige så gammel som sin far. Følelsen af svigt og vrede mod ham er også iblandet en ærgrelse over, at de ikke kan have samtaler om det at skrive, om kunsten og dens ofre.

"Hans nedtur begyndte, da han var på min alder. Jeg ville gerne spørge ham om, hvad der skete. Hvad var det, der gik galt efter en strålende karriere? Hvorfor var det så svært at få skrevet tingene færdig?"

Serie

Seneste artikler

  • Den forsvundne far var et godt kort i baghånden

    20. juli 2007
    Drømmen om en far. Keramikeren Ursula Munch-Petersen har aldrig kendt sin far. Han døde som 26-årig i den spanske borgerkrig. Han var det stof, legender skabes af. Men for Ursula Munch-Petersen var han tabu
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu