Man skal følge sit kald - så ordner alt sig

"Mirakler. Man er nødt til at regne med mirakler i Afrika." Immanuel Bitsch-Larsen sidder henslængt i en lænestol i shortsafkortede cowboybukser og ternet flonelsskjorte. Hans kone, Valborg, nikker: "Så går alting nemmere."

Fra 1950'erne og frem til midten af 90'erne blev Immanuel og Valborg i flere omgange udsendt af methodistkirken som lægemissionærer i Afrika: "Rent professionelt var det et meget tilfredsstillende liv," siger Valborg:

"Jeg husker for eksempel den unge mand, hvis kæbe var gået af led. Den skulle rykkes på plads - ellers var han død af sult. Kejsersnittene, der reddede mødre og børn. De vilde drenges brækkede arme og ben, som kunne have gjort dem invalide." Immanuel forsætter: "Vi havde så lidt at gøre godt med - alligevel blev folk helbredt. Vi brugte blodtransfusion mod malaria. I begyndelsen i hemmelighed, fordi de sorte troede, at sjælen sidder i blodet. Vi 'snød' for eksempel et forældrepar. Under påskud af at vi tog deres blodprøver, fik vi nok blod til en transfusion til deres barn, som straks livede op. Landsbyen betragtede det som et mirakel."

I midten af 50'erne besøgte journalisten Edvard Andersen fra Politiken hospitalet i Kapanga, hvor Immanuel var "eneste læge i et område med 175.000 indfødte". Edvard Andersens beskrev ægteparrets arbejde med næsegrus beundring:

"Til Kapangas sygehus hører ikke blot den store spedalskheds-lejr og fødekliniken, men også et apotek, en røntgenafdeling, en poliklinik, et laboratorium, vaskeri, forbindsstue og forskellige andre afdelinger. Dr. Bitsch-Larsen skal være allevegne, men de fleste af hans sorte hjælpere, som næsten alle er unge mennesker, udfører trods deres nødtørftige uddannelse et både samvittighedsfuldt og dygtigt arbejde. De ser op til den danske læge, men hvis han ikke selv omhyggeligt følger med i alle dejtaljer, kan det hele let gå i opløsning - man fatter næppe, hvordan én mand kan overkomme alt dette."

- Jeres liv i Afrika lyder som usædvanligt hårdt arbejde?

"Jo - vi arbejdede meget, men patienternes ubegrænsede tillid til os var så rigelig betaling for indsatsen. Alt - eller det meste - lykkedes for os. Vi havde det sjovt," siger Immanuel.

Kursen for ægteparrets usædvanlige livsbane blev sat, da Immanuel var dreng. Hans far var skolelærer i Nr. Snede Sogn mellem Vejle og Silkeborg, men besluttede i en moden alder at blive præst. Han solgte alt, og familien brød op fra den trygge tilværelse i lærerboligen. Hustru og tre børn fulgte ham det meste af vejen gennem et fattigt studenterliv i Tyskland og København, men for at aflaste familiens trænge økonomi boede Immanuel og hans bror i to år på bedsteforældrenes gård i Vinderslev. Det blev afgørende for den lille dreng. Bedsteforældrene gik meget i kirke og missionshus, og en aften omkring 1926 - Immanuel var 11 år - kom en missionær fra den danske mission i Sudan på besøg:

"Han fortalte så levende om de indfødtes lidelser, om manglen på lægehjælp - og selvfølgelig også alt det spændende med dyrene, junglen og høvdinge. Måske pyntede han lidt på virkeligheden, for siden har jeg aldrig hørt nogen fortælle så spændende om livet i Afrika," siger Immanuel og blinker forsorent midt i alvoren:

"Den aften fik jeg et kald."

- Et kald?

"Ja, det er der ingen tvivl om. Jeg fik en stærk indre tilskyndelse til at blive lægemissionær i Afrika. Tanken forlod mig aldrig, selv om mit liv zig-zaggede sig frem mod målet."

At få et kald er at blive udvalgt. Et kald udfordrer Janteloven. Et kald bevæger sig på grænsen af 'hovmod'. Men det er ord som 'ydmygt' og 'beskedent', som bedst beskriver Immanuels måde at fortælle om vejen til Afrika og arbejdet dér.

"Jeg vidste, hvilken opgave, Gud havde stillet mig. Selv om det visselig var et slid at komme gennem gymnasiet og lægestudiet - og de øvrige studier senere hen. Min faste overbevisning var, at hvis jeg fulgte den vej, der var blevet vist mig, ville tingene blive lagt tilrette. Det kom til at passe."

Immanuel fortalte ingen om sin afrikanske drøm, før han mange år senere, i 1942, mødte Valborg på et weekendophold, arrangeret af den kristne medicinerkreds. Hun blev ikke skræmt af hans fremtidsplaner: "Det var jo ham, jeg ville have - jeg havde fulgt ham til verdens ende om nødvendigt."

To år senere giftede de sig og tog bryllupsrejsen til fods: "Vi vandrede ned langs den vendsysselske højderyg, havde soveposer med og sov under åben himmel, levede af kærlighed og kildevand. Området var på det tidspunkt næsten ubeboet, og vejret var strålende," erindrer Immanuel.

Valborg opgav medicinstudiet, men uddannede sig som laborant. Snart fik hun dog andet at se til. 10 måneder efter brylluppet, i maj 1945, kom deres første barn til verden. Nummer to fulgte efter i september 1946 og det tredje kom i februar 1948.

Efter lægeturnus og militærtjeneste købte Immanuel praksis nord for Herning. Missionsplanerne lå i dvale, fordi den danske mission havde gjort det helt klart for ægteparret, at der ikke var råd til at sende flere af sted. En dag så Valborg i avisen, at en missionær fra methodistkirken skulle tale i Silkeborg. Immanuel kontaktede ham - og få måneder efter blev ægteparret Bitsch-Larsen antaget som missionærkandidater af The Methodist Church i New York.

- Det lyder så tilfældigt?

"Intet sker tilfældigt," siger Immanuel bestemt. "Intet."

Valborg tilføjer: "Man behøver ikke at spekulere så meget. Man skal gå derhen, hvor man bliver sendt, og prøve at udfylde de opgaver, man bliver stillet. Så ordner alt sig."

Immanuel: "Ja, der er blevet sørget for os hele vejen igennem - undertiden så rigeligt endda."

Valborg: "Ens fantasi kan ikke rumme Guds storhed. Det er dét, ham Grosbøll ikke fatter. Han kan ikke få sin børnelærdom fra biologitimerne til at harmonere med den ubesmittede undfangelse. Og hvad han ikke fatter med sin lille mellemskoleeksamen - det tror han ikke, er muligt."

"Efter min erfaring er troen en gave, en indre overbevisning, som man sætter sin lid til - og så er vi der, hvor Søren Kiekegaard taler om at kaste sig ud på de mange favne."

"Det næste er så, at man oplever troen holder. Jo flere gange, man oplever det, desto mere sikker bliver man naturligvis på sin tro."

- Og tvivlen?

"Af og til kommer usikkerheden - men så er det vigtigt at holde den indre dialog med Gud i gang - i bøn, meditation eller hvad man nu kalder det. Det er et mysterium, men samtidig en helt reel erfaring - og det holder igennem et langt liv."

Lægepraksis blev hurtigt solgt, og de tre børn kom i pleje hos farmor og farfar i Vinding præstegård, mens Valborg og Immanuel tog på fire måneders missionskursus i Gøteborg. Her fødte Valborg deres fjerde barn i efteråret 1949. Dernæst tog de et år til Belgien - Congos kolonimagt - for at lære fransk, tropemedicin og kolonilære. Emmanuels kusine, 16-årige Marie, blev 'lokket med' som barnepige.

Endelig, i marts 1951, gik familien Bitsch-Larsen ombord på M/S Costermannsville og nåede 21 dage senere Banana, havnebyen ved Congoflodens udmunding i Atlanterhavet. Derfra gik det ad miserable veje til Tunda, en lille prik på detaljerede landkort over det centrale Congo, med 25 hytter, en skole, et hospital med operationsbord og uddannelse af sygeplejersker. Få dage efter ankomsten til deres drømmes mål blev Valborg opereret for en graviditet uden for livmoderen. Tre uger senere fik hun et voldsomt anfald af malaria, der varede en måned.

"Jeg var på nippet til at tro, vi måtte rejse hjem igen," bemærker Immanuel, men hans spinkle kone er bygget af solidt tømmer. Feberen svandt. Valborg genoptog sit arbejde på skolen, hjemmet for forældreløse børn - "som vi havde 15-20 stykker af" - undervisningen af sygeplejeelever og laboratoriearbejdet. Derefter holdt familien malariaen i skak med forebyggende medicin.

Immanuel koncentrerede sig om kirurgien, både i Tunda og i den periode, hvor familien rykkede til et større hospital i Kapanga, hvor der var tilknyttet en spedalskhedskoloni og flere polyklinikker i oplandet:

"Jeg kom til Afrika med en lidt pauver uddannelse. På det tidspunkt var det vanskeligt at få rutine som kirurg i Danmark - men i Afrika er der nok af materiale at øve sig på. Fire brokoperationer på en formiddag var sædvanligt. Når man har foretaget en bestemt operation flere hundrede gange, sidder den på rygmarven."

Hans hjælpere ved operationsbordet var sorte sygeplersker, i begyndelsen næsten udelukkende mænd, fordi "de sorte dengang troede, at kvinder kun egnede sig til at passe børn."

Mange operationer foregik under rygmarvsbedøvelse, hvor patienterne var ved fuld bevidsthed. Mens han førte kniven, snakkede Immanuel ofte med patienterne om deres daglige liv for at berolige dem - "men blodtrykket steg altid, når Valborg gik gennem operationsstuen," siger han med et kærligt sideblik til sin kone.

Valborg kvitterer med et smil. Hun er en af de heldige kvinder, der ser fiks ud i lidt for store jeans og strikket bluse. Hendes lange lokker er snoet op bag på hovedet og holdes fast af kamme i samme lysegrå nuance som håret. Øjnene fremhæves af matblå skygge. I 50'erne beskrev journalist Edvard Andersen hendes energi med forundring:

"Ægteparret har fem børn, men fru Bitsch-Larsen kan alligevel afse tid til at lede Kapanga-hospitalets fødeafdeling. De sorte vordende mødre står i kø for at få adgang til kliniken, men man har kun plads til en snes stykker ad gangen."

Valborg understreger, at familiens hverdag kun hang sammen, fordi de havde mange ansatte til at lave mad og passe huset og haven:

"Når regnvandscisternerne var tomme, måtte vandet hentes fra en kilde 1,5 kilometer borte. På grund af heden skulle tøjet vaskes ofte og stryges med et trækulsjern for at dræbe putsufluernes larver, som borer sig ind i huden. Vi havde også egen hønsegård og stor køkkenhave for at få varieret kost."

- Og børnene?

"Var med alle vegne, så vidt det var muligt. Bortset fra den yngste, har de alle overværet en fødsel," siger Immanuel.

Valborg tilføjer: "De sorte passede dem. Vi havde en barnepige til hver. Men da de nåede skolealderen, blev de sendt på missionens kostskole flere dagsrejser fra hjemmet. Vi savnede dem - men de var meget glade for skolen."

Lærkesangen triller hen over Midtjyllands saftigt grønne marker ind igennem havestuens åbne vinduer. En enorm kudu med lange snoede horn og blide glasøjne ser venligt ned på os fra sin plads højt på væggen over glasdøren. Et enkelt af Immanuels mange jagtrofæer.

"Vi skal bare lige se bedstefars horn," forklarer Valborg to børnebørn, der holder ferie med et slag kort under spisestuens samling af pandeskaller med horn fra sabelantilobe og eland, vandantilope og vandbuk. Samt et par bøfler.

"Der var 250 kilometer til nærmeste slagter, og en bøffel giver mad til mange mennesker," forklarer Immanuel om sin jagtinteresse. "Men det var nu sjældent, at alt kødet kom med hjem - den lokale høvding skulle have et lår, bærerne skulle have deres, chaufføren ligeså." Til daglig fik familien vildt fra lokale jægere, men de skulle også sørge for et stort hospital og en spedalskhedskoloni:

"Når så mange munde skulle mættes, måtte der af og til noget stort til. For eksempel en elefant. Jeg havde licens til at skyde 12 elefanter om året - men nåede kun at skyde fire. Jeg er vel en af de sidste, som har oplevet at komme ud på primitive ture på helt lige fod med sorte jægere. Det var enestående lejligheder til at knytte venskaber og få kendskab til de folk, vi arbejdede sammen med."

Vildtet var blot en af måderne, ægteparret skaffede mad til patienter og skoleelever. I løbet af årene fik de anlagt flere fiskedamme og grøntsagshaver - "jeg kan ikke udholde at se Guds gaver gå til spilde. Man skal få så meget ud af sin jord som muligt. Det lærte jeg af mine bedsteforældre," fortæller Immanuel.

"Vi havde et rigt liv. Vi troede, vi skulle blive i Afrika," siger Valborg.

Det gik anderledes. På grund af borgerkrigen, der udbrød i forbindelse med Congos selvstændighed i 1960, blev ægteparret Bitsch og børneflokken, der i mellemtiden var vokset til seks, evakueret sammen med de øvrige missionærer.

Immanuel blev ansat som overlæge på anæstesiafdelingen på Amtssygehuset i Maribo. Valborg genoptog medicinstudiet og blev læge som 53-årig - samme dag som deres ældste søn - og arbejdede siden som psykiater.

Hun sætter frokosten på bordet. Duften af stegt bacon hænger fristende i luften, men børnebørnene er vegetarer. Deres far vil ikke slå ihjel for at spise, forklarer Valborg. Knægten slår sin teske hårdt mod et kogt æg. "Så-så, husk nu lige på god bordskik," formaner bedstefaderen og synger for på: "Alle gode gaver, de kommer ovenfra, så tak da Gud og pris da Gud for al hans kærlighed." Så må der spises.

Fra 70'erne og frem vendte ægteparret flere gange tilbage til Congo for at arbejde, sidste gang i 1995. Altid som læger, aldrig som prædikanter.

"Kirken var allerede etableret derude, med mange afrikanske præster. Mange andre tog derud for at prædike evangeliet. Vi var med til at planlægge de daglige morgenandagter og bad en bøn før operationerne, men det har aldrig ligget for mig at prædike. Det passede mine evner og praktiske sans at arbejde med patienterne og hospitalet. Jeg kan redde liv. Det er en god fidus," siger Immanuel og smiler polisk.

Valborg har enkelte gange med held brugt bønner i sit arbejde med patienter, der var - "eller troede, de var" - besat eller forhekset: "Herhjemme er djævlen jo afskaffet. Men i Afrika mærker man onde kræfters tilstedeværelse," bemærker hun.

Immanuel har særlig hjerte for kirurgien. Med glød i stemmen fortæller han, om at reparere bristede vægge mellem vagina og blære: "Ved hårde fødsler, sætter barnet sig undertiden fast i bækkenet i et par døgn og lukker derved for blodtilførslen. Så rådner væggen og urinen løber fra blæren ud i skeden. Operationen er meget vanskelig, man kan næsten ikke komme til. Jeg blev god til det. Sidste omgang, vi var i Congo, lykkedes det mig at redde cirka halvdelen af 15 patienter. Det var meget spændende."

- Har det været sliddet værd?

Immanuel tier et langt øjeblik, før han svarer: "Jeg har kun grund til at være personligt glad. Men det har været sørgeligt at vende tilbage til Congo og se, at alt er gået ned ad bakke siden selvstændigheden. Alt. Før selvstændigheden sørgede Belgien økonomisk for sundhedsvæsenet. Kun vores løn var betalt af Methodistkirken. Vi forlod et velfungerende hospital i Tunda med 100 sengepladser - nu er alt ødelagt og stjålet. Ligeså i Kapanga. Det er kun 10-15 patienter på et stort hospital med plads til næsten 500."

"Landet har mange gode og dygtige mennesker, men det er frygteligt regeret, og infrastrukturen er forvitret til det ufremkommelige. Derfor vil ingen give penge til Afrika."

"Mange sygdomme, der stort set blev udryddet, er blusset op igen. Tuberkulosen. Sovesygen. Spedalskheden. Og dertil aids."

"Det er hjerteskærende."

- Skal I til Afrika igen?

"Nej," svarer Valborg, "man gør ingen nytte, medmindre man medbringer masser af medicin, forbindinger og andet udstyr. Selv har de ingenting længere."

Hverken hun eller Immanuel nævner alder som begrundelse for at blive i Danmark. Han er 89, hun er 85. For nylig flyttede de fra Maribo og her til Hogager lidt uden for Holstebro for at være i nærheden af deres yngste børnebørn.

Immanuel kører mig til stationen. Vi er kommet lige sent nok af sted, og speedometernålen må op et pænt stykke op, så jeg kan nå toget. I en bisætning til en hovedsætning, der forsvinder i farten, nævner Immanuel, at Valborg jo blev opereret i februar. For hvad? Det var maven. Hvad var galt? - svaret dirrer i hans mundvig, før han giver det stemme: "Det værste," siger han. "Kræft."

Jamen, hun ser jo så ung og rask ud, protesterer jeg. Emmanuel nikker: "Nu venter jeg på et mirakel."