Læsetid: 12 min.

Et folk, det kan være så svært at forstå

3. juni 2005

Jeg elsker franskmænd. Jeg ved godt, udsagnet er af den slags, man ikke kan sige, for hvad pokker vil det sige, at man elsker dem alle på én gang? Man kan derfor utvivlsomt skyde mig en vis nationalisme i skoene, selvom det altså ikke er den nation, jeg er født i, jeg står i et passioneret forhold til. Jeg er nu ikke ganske alene om det. For et par uger siden, da de danske journalister var samlet i Paris, var der pludselig én, der udbrød: "Jamen er der da aldrig nogen af os, der tager hjem?" På den anden side kan man vel godt tillade sig at sige, at man elsker franskmænd, når det i medierne Europa over bliver sagt at "Frankrig" har sagt nej til unionstraktaten. Også her tages det over én kam, landet karakteriseres som en person. En suverænistisk, nationalistisk og ikke mindst arrogant person. Og angst oven i købet. Som i ethvert kærlighedsforhold har min kærlighed til det franske folk sikkert både noget at gøre med det ideal-jeg, man ser i den anden, men også med en uudgrundelighed. Som man grunder over. Som et historieløst, filosofispekulerende subjekt, vokset op i 70'ernes post-68-vakuerede Danmark med Abba på stereofonien, var mødet med Frankrig en åbenbaring. Pludselig var æstetik ikke et bandeord, Gud var noget, der kunne diskuteres, strukturalisme, psykoanalyse, postmodernisme, you name it, var ikke alene noget, man havde fod på, men også nærmest var passeret forbi på vej mod noget andet. Alting blev diskuteret, ja, af helt almindelige mennesker. Franskmænd elsker at diskutere. Det, der slog mig helt ud var, hvor meget de vidste. Det var nok dér, det franske folk tårnede sig op som et ideal-jeg. De kunne alt det, jeg ikke kunne. De kunne årstal på fingrene, de kunne hele verdenshistorien, de kunne grammatik og matematik og geografi. Hvis man prøvede at underbygge et argument med en vag henvisning til en historisk hændelse, blev man venligt tilbagevist med en utrolig mængde konkrete oplysninger. Som franskmanden naturligvis forudsatte, man vidste alting om. Man havde nok bare lige glemt det. Nu kan man så tro, at hele min omgangskreds var topintellektuelle eller noget i den retning. Sådan forholdt det sig overhovedet ikke. Diskussionen var alle steder og langt ind i mit køkken. Når vi sad presset sammen på minibænkene til forældremøder i børnehaven i en fuldkommen almindelig forstad til Paris, var argumenterne lige så forbavsende subtile. Og kravet til de små purke tårnhøje. Selvfølgelig var jeg dansk, og havde min ikke særlig positive mening om al den autoritet, der var på færde selv i en børnehave. Prøvede man at foreslå, at ungerne måske bare skulle lege, i stedet for at udvikle sig gennem nøje planlagte pædagogiske tiltag, så vendte samtlige franskmænd - fra blikkenslageren til advokaten - sig om mod én, med total mangel på forståelse i øjnene. Der var evaluering på, hvor mange fingre Antoine eller Charlotte tegnede på tændstikmændene i treårsalderen. Allerede som fireårig kunne man være bagud. Børnehavelærinden indskærpede respekt for læreren, skolen... nej, hun sagde ikke republikken, men slinger i valsen, det var der ikke. Hvad har disse overvejelser så, med det franske nej til unionstraktaten at gøre? En hel del, men ad de omveje, som måske kan forklare lidt mere. Det er jo let nok bare at sige, at franskmændene ikke har læst traktaten ordentligt. At de har læst en liberalisme ind i den, der rent faktisk ikke står der. At de bare hytter deres eget skind. At de er bange for fremmede. At de har svaret på et spørgsmål, som slet ikke var det, der blev stillet. Det lyder alt sammen betænkelig meget, som om franskmænd er dårlige elever, der har været oppe til eksamen og er dumpet. Det rigtige svar var ja, og de stemte nej. Men der er noget her, der må undre den opmærksomme iagttager. For hvis der er noget, franskmænd ikke er, så er det dårlige elever. Ved starten på valgkampen i Frankrig valgte jeg ikke at have noget synspunkt. Indrømmet, jeg var nok a priori var for traktaten, sådan på mit eget diffuse niveau. Et niveau, der husker Verdenskrige og mure gennem Europa. Et niveau der med en sikkert hedengangen fornemmelse for Internationale ikke helt kan fatte, hvorfor en franskmand eller en dansker skal tjene mere end en polak. Og ikke mindst var det en holdning, jeg delte med de fleste franskmænd. Meningsmålingerne sagde 60 procent til ja-siden, inden debatten for alvor gik i gang. I begyndelsen, der i det offentlige rum nok ligger ved sæsonsstarten i efteråret, var det ikke særlig heftigt. Aviserne havde svært ved at banke en diskussion op. På tv var de pligtskyldige meningsudvekslinger henlagt til ved 23-tiden mandag aften. Problemet var ikke mindst, at også medierne, nærmest enstemmigt, var for traktaten. Fra Libération til Le Figaro og fra de offentlige tv-kanaler til de private. De sagde alle sammen ja. Regeringspartiet UMP sagde ja. Socialisterne havde internt stemt sig frem til at sige ja. Eller som de alle sammen sagde det, så var der ikke noget valg. Der var ikke nogen plan B, sagde de, og i det mindste var ordet plan-B så nyt, at de brugte det alle sammen, hele tiden. Nu kan det jo være et rigtigt godt spørgsmål, hvorfor man kalder folket til at vælge, hvis der ikke er noget valg. I Frankrig er det ikke premierministeren, der udskriver et valg. Det er præsidenten, der gør det. Og præsident Chirac, ham havde man ellers ikke hørt noget til i lang tid. Man havde nærmest glemt ham og kastet vreden på premierminister Raffarin og hans upopulære reformer. Men når man i Frankrig sætter noget til folkeafstemning, og man i øvrigt ikke havde behøvet at spørge folket direkte, så opfattes det, som et spørgsmål om at sige ja eller nej til præsidenten. De Gaulle tog konsekvensen og gik af, der da blev sagt nej til ham. Mitterrand var på vippen med Maastricht, og så holdt han sig klogeligt fra at spørge folket yderligere. Når man i udlandet siger, at franskmændene ikke forstod, hvad spørgsmålet ved folkeafstemningen i søndags gik ud på, så har man ikke ganske forstået, hvad et referendum går ud på i det politiske spil i Frankrig. Et referendum indeholder klokkeklart to spørgsmål, selvom der kun er ét, der er formuleret. Efter jul dukkede Chirac pludselig op på skærmen og lystavlen igen, og det mindede franskmændene om alt muligt ubehageligt. Ikke mindst mindede det dem om, hvordan folket i godt 20 år havde prøvet at råbe politikerne op. Det var et jordskred, da Mitterrand kom til i starten af 80'erne, men derefter var det en langsom erosionen der satte ind. Da Chirac blev valgt i midten af 90'erne, troede folket endnu engang, at det var blevet hørt. Chirac havde nemlig fundet et trylleord: Fracture sociale. Muligvis var det digteren Villepin, den nu nyudnævnte premierminister, dengang præsidentens personlige rådgiver, der fandt på det udtryk, der så præcist satte ord på de franske fornemmelser. Fracture sociale er blevet oversat til 'den sociale kløft'. Men det kan også oversættes til 'det sociale brud', og det kan være nok så interessant at få denne betydning med i den franske kontekst. Udefra, kan man jo fristes til at tro, at den kløft, Chirac talte om, var kløften mellem rige og fattige. Det var det selvfølgelig også, det var stadig den, flertallet af franskmænd i 1995 ønskede udlignet, og som den højreorienterede præsidentkandidat behændigt kom med et socialt overbud på, efter at en socialistisk præsident ikke havde formået at ordne sagen i sine 14 år. Men for at forstå, hvorfor det ikke alene var en kløft, men også et brud i selveste det franske korpus, må man se på forholdet mellem eliten og folket. Det er i Frankrig ikke nødvendigvis sammenfaldende med rig/fattig. Vi må tilbage på den franske skolebænk. I Frankrig kan man nemlig roligt sige, at man uddannes til at blive politiker. Langt størstedelen af de folkevalgte på nationalt plan har været en tur over ENA, Ecole National d'Administration, en uddannelsesinstitution, der blev skabt af de Gaulle i 1945. Det er en skole, det er svært at komme ind på. For det første skal man allerede have en uddannelse på et andet felt. For det andet konkurrerer man - som på alle de 'store' skoler i Frankrig, der fungerer parallelt med universitetssystemet - for at komme ind. De bedste bliver optaget. I en vis forstand kan man altså sige, at det er landets ypperste hoveder, der bliver politikere. Dette konkurrencesystem, ligger i forlængelse af den offentlige franske skole. En skole, hvor man, fra day one får karakterer i konkurrence med sine kammerater. Hvis man som dansker til et forældremøde kommer for skade højlydt at protestere over dette system, der sætter ungerne op imod hinanden, så vender de sig alle, fra fabriksarbejderen til IT-direktøren, uforstående om mod én. For ideen er, at alle har samme muligheder. Skolen er lige for alle, og alle har lige mulighed for at komme på ENA for eksempel. At det i realiteten er en god idé at komme fra en baggrund i de højere lag (hvor en højtuddannet mor for eksempel i årevis har helliget sig børnenes opdragelse), har i lange tider ikke kunnet ryste dette billede på lighed. Politisk repræsentation var i Frankrig knyttet til forestillingen om at det var de ypperste fra hver generation, der i fair konkurrence på flid og evner blev politikere. Ordet bedreviden havde simpelthen et positivt indhold, for man havde selv været i konkurrence med dem, der vidste bedre. Som udlænding kunne man således i 80'erne med undren se rækken af elitære socialister tage plads i magtens stole, uden at det på nogen måde generede folket. Det betød også, at man i Frankrig på dette tidspunkt slet ikke havde den animositet over for elitens folk i Bruxelles, som prægede dansk politik. Det var lige her, at noget var gået i stykker, midt i 90'erne. De elitære socialister havde ikke indfriet forventningerne. At det var en ENA'er, der formulerede problemet, og en ENA'er, der med denne formulering vandt valget, er måske så et paradoks. Men de lyse hoveder bliver altså vitterlig godt uddannet. Og så havde man havde ikke noget valg. Ikke-ENA'erne er kun at finde på yderfløjene i fransk politik. Selvfølgelig holdt det ikke. Og franskmændene blev ved med at protestere alt det, de kunne i den demokratiske proces. En socialistisk regering kom atter til, da Chirac opløste nationalforsamlingen og udskrev valg i 1997. Chiracs tolkning af fracture sociale var allerede blevet miskrediteret. Dermed var bruddet i det franske korpus i den grad stadig ikke helet, og det er et brud, der handler om repræsentation. Det er også et brud, som handler om det, man nu i Europa med en fin formulering, kalder 'demokratisk underskud'. 'Demokratisk underskud'. Det kunne også sagtens være en digter, der havde fundet på det udtryk. Vi kan have brug for en 'Unionspoetik'. Er det nogen tilfældighed i disse tider, at metaforen kommer fra regnskabsverdenen? I al fald er der grund til at se nøje efter, hvorledes underskuddet (re)præsenterer sig i hvert enkelt land. Man kan ikke bare lade som om, hverken demokrati eller underskud kan bøjes i ental. Det er jo helt utroligt, hvordan folk kan fuske med regnskaber. Eller politikere? Eller medierne? Da der i 2002 atter var præsidentvalg i Frankrig, blev det demokratiske underskud til et skrig. Man ville ikke have præsident Chirac igen. Man ville heller ikke have premierminister Jospin, der åbenbart stadig ikke var begyndt at lytte til folket. I stedet for at lytte, havde han i sin regeringstid ustandselig været i gang med at fortælle folket, hvad det dybest set havde brug for. Et folk, der var utrygt af mange grunde. På grund af arbejdsløshed. På grund af stigende kriminalitet. Men måske dybest set på grund af den snigende mistanke til, at ENA'erne nu var kommet alt for langt fra folket. Bruddet værkede, og resultatet blev katastrofalt. Forsøget på at tale gennem sin stemme - på stemmesedlen at få formuleret, at der stadig ikke var taget højde for befolkningens bekymring - virkede stort set lige så godt som at tisse i bukserne for at holde varmen. Man stemte på marginalerne ikke mindst fra socialistisk hold. Man ville tvinge Jospin mod venstre i en sådan grad, at han røg ud over kanten. Og så blev det Le Pen mod Chirac. Der var ikke noget valg. Man fik atter Chirac som præsident. Det skal siges, at Chirac i det mindste så gjorde noget nyt: Den Raffarin, han i 2002 satte i premierministerstolen, og som nu sikkert med stor lettelse er vendt tilbage til det civile liv, var ikke fra ENA. Historien vil nok vise, at det ikke mindst var af denne grund, at han omsider fik visse reformer gennemført i Frankrig. Men resultatet var alligevel isnende koldt. Franskmænd kan godt lige at leve. De kan lide god mad og god vin. Raffarin gebærdede sig, livet gik videre, og franskmændene fyrede op i den private kamin. Men så skulle der stemmes om den europæiske traktat. Hvis man i Frankrig prøver at underbygge et argument med en vag henvisning til en historisk hændelse, bliver man venligt tilbagevist med en utrolig mængde konkrete oplysninger. De kan sagtens glemme det ind i mellem. Men bliver de spurgt, har de tendens til at svare. Og til at læse på lektien. Det var ikke kun Chirac, der tonede frem på den ydre og den indre skærm, da kampagnen i efteråret for alvor gik i gang. Folket havde det, som når man skal klappe af en virkelig dårlig forestilling lige inden tæppefald. Alle skuespillerne hales frem, og man svinger hænderne mod hinanden, fordi man trods alt værdsætter den energi, der er lagt for dagen. På en eller anden måde var der ikke noget i vejen med forestillingen. Hamlet på fransk. Jeg mener, Shakespeare er der vel ikke noget i vejen med... Men bifaldet varer ikke ved, det rinder ud, inden den sidste skuespiller har forladt scenen. Skulle man nu have haft den tanke, at skuespillet sådan set var godt nok, sådan indholdsmæssigt og abstrakt, så var det, at det hele faldt til jorden på grund af den helt utroligt dårlige casting. De spillede alle sammen præcis den rolle, de hele tiden havde gjort. Selv Jospin blev kaldt ind fra kulissen. Og selvfølgelig virkede det ikke. Alle de politikere, man havde sat til at repræsentere de store ideer, svigtede. De fortolkede ikke folkets følelse, og så er der ikke noget, der virker på livets scene. Det sociale brud var blevet til et åbent sår. Den demokratiske repræsentation havde spillet fallit på sin helt særlige franske måde. Har jeg nu af kærlighed til det franske folk, fået mig skrevet ned i et hul? Kan man forklare det franske nej, uden nødvendigvis at blive nejsiger? Arrogante er de jo helt sikkert stadigvæk. Der er overbevist om, at et fransk nej vil føre til, at traktaten forkastes. Og laves om. Og bliver bedre. Ja, jeg ved godt, at der også er deciderede suverænister på nej-siden, og at det lyder, som om jeg sidder dem overhørig. Men benbruddet sidder et sted nær ved midten. Selvom det værker til alle sider. Kan man elske et helt folk? Umiddelbart forekommer det mig at være en god idé, hvis man lever i et demokrati. Ellers gør man sig vel aldrig den anstrengelse at prøve at forstå det og få samlivet til at gå videre? Nu har jeg slået ordet arrogant op i et etymologisk leksikon. Der står, at man i dag udelukkende har bibeholdt den negative betydning af ordet. Oprindeligt kommer ordet arrogant af det latinske udtryk: arrogare. Det betyder så igen på fransk: revendiquer. På dansk bliver det til: Kræve, tilbagefordre eller at påtage sig et ansvar. Stille til regnskab? Franskmændene er skide arrogante. Er det derfor, jeg elsker dem? De elsker i al fald at diskutere. Det er det, der stadig gør dem fuldkommen uundværlige i tolkningen af en europæisk, demokratisk proces.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu