Læsetid: 6 min.

Forandring - en film ad gangen

Kultur
17. februar 2006

En lille håndfuld amerikanske filmskabere har taget bladet fra munden og er begyndt at kritisere den amerikanske regering for sin politik med deres film – ikke mindst krigen i Irak En filminstruktør, som siger, at hans film er en bøn for fred. En skuespiller, der er træt af at blive kaldt landsforræder. Et filmselskab, som vil forandre verden. Det er nok for meget at sige, at forandringens vinde blæser over Hollywood. Men der er i hvert fald noget i gære, som tyder på, at nogen har fået nok. At nogen ikke længere vil tie stille og se til, mens regering og meningsmagere gør, som det passer dem, og den øvrige film- og underholdningsbranche fortsætter, som intet var sket. Man skal tilbage til slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne - med Vietnamkrig og Watergate - for at finde lige så polariseret og politisk betændt et klima i USA, hvor man med præsidentens ord enten er med eller imod hinanden. Fronterne er trukket hårdt op, og der synes ikke at findes nogen gylden middelvej. Det er svært at sige, hvor det begyndte, men ingen tvivl om, at skæringspunktet ligger et eller andet sted omkring det skandaløse præsidentvalg i 2000, terrorangrebet på USA i september 2001 og den efterfølgende krig mod terror og invasionen af først Afghanistan og siden Irak. Skuespillere som Sean Penn, Susan Sarandon og Tim Robbins og rockstjerner som Bono, Sting og Bruce Springsteen har gjort og sagt alle de rigtige ting - doneret penge, afholdt awareness-koncerter og talt alvorligt med alverdens regeringsledere. Det er naturligvis prisværdigt - og har forhåbentlig en effekt - men er næsten også for korrekt og lidt kedeligt. Steven Spielberg, George Clooney, Stephen Gaghan og Participant Productions har en anden måde at gøre det på. De fortæller politisk bevidste, socialt ansvarlige, menneskeligt engagerede og elementært spændende historier, der både formår at trække mange mennesker i biografen og skabe den diskussion, som er så vigtig i en ustabil verden, hvor der kun skal en lille gnist til at antænde et stort bål. Med thrilleren München stikker Spielberg hele hånden ind i det hvepsebo, som konflikten mellem israelere og palæstinensere har udviklet sig til, og han har fået tæsk fra begge sider - på trods af, som han siger, at filmen 'er min bøn for fred'. Spielberg mener, at filmskabere bør have "modet til at tale om disse emner - hvad enten de er dramatiske genskabelser af virkelige begivenheder eller ren fiktion eller ren dokumentar. Så længe vi er villige til at tale om de virkelig svære, hårde emner uden at holde os tilbage, er det en god ting at få det ud i æteren." En holdning, han deler med George Clooney, der som skuespiller, producer og instruktør har markeret sig som et sjældent politisk bevidst individ: "Jeg synes, at man ikke blot har ret, men pligt til at stille spørgsmål til sin regerings handlinger og motiver," siger han i et interview med Politiken. I sin anden film som instruktør, Good Night, and Good Luck, skildrer Clooney den legendariske journalist Edward R. Murrows kamp mod senator Joseph McCarthys heksejagt på kommunister i USA i 50'erne. Det er ikke svært også at se filmen som en besk kommentar til den stemning af frygt, som George W. Bush og Co. siden 11. september 2001 har fremmanet blandt landets indbyggere. "Det var i den forbindelse, jeg kom til at læse nogle af Ed Murrows gamle taler," fortsætter Clooney, "hvor han sagde ting som: 'Vi vil ikke forveksle uenighed med illoyalitet' og 'Vi nedstammer ikke fra frygtsomme mænd.'" Clooneys far var selv journalist, fan af Murrow og fik en masse problemer ud af at følge sin samvittighed og sige magthaverne ret imod. George Clooney har også været med til at producere og har en stor rolle i Stephen Gaghans stærkt USA-kritiske og medrivende oliedrama Syriana, der har dansk premiere i dag. Tidligere er Clooney blevet kaldt landsforræder, fordi han offentligt har udtrykt sit mishag med krigen i Irak, og efter premieren på Syriana er både han og Gaghan blevet angrebet af en amerikansk højrefløj, der ikke er kendt for at fare med lempe, når det kommer til at ytre sig om de politiske modstandere. Heldigvis synes det ikke at afskrække Clooney, der lige har været til filmfestival i Berlin med Syriana og her udtalte sig mod både den amerikanske regering og de berygtede, danske Muhammed-tegninger, der blandt andet er skyld i, at det ikke længere kun er amerikanske og israelske, men også danske flag, som brændes af i Mellemøsten. Gaghan har tidligere skrevet manuskript til Steven Soderberghs Traffic, der handlede om USA's mildest talt problematiske narkopolitik. Og Soderbergh er Clooneys partner i produktionsselskabet Section Eight, som har været med til at producere både Good Night, and Good Luck og Syriana. (Selskabets navn er inspireret af et udtryk, som militæret bruger om soldater, der hjemsendes, fordi de fysisk og psykisk ikke er i stand til at gøre deres arbejde.) Et af de andre selskaber bag Good Night, and Good Luck og Syriana er Participant Productions, der kun har eksisteret i to år, men som allerede er ved at træde ud af større og mere kendte selskabers skygge med en række profilerede, social-aktivistiske film, der i år er nomineret til ikke færre end 11 Oscars. Bag Participant Productions, der både laver spillefilm og dokumentarfilm, står den 38-årige canadier Jeff Skoll. Han blev milliardær, da det internetfirma, auktionssitet eBay, han var med til at stifte sidst i 90'erne, blev børsnoteret. Skoll blev træt af arbejdet med eBay og kastede sig i stedet over produktion af film med et socialt sigte. "Participant Productions drives som en forretning, men for mig er det filantropi," siger Skoll i februarnummeret af Premiere - "vores mål er social forandring." I Wired forklarer han, at "da jeg var barn, opdagede jeg historiers evne til at gøre en forskel. Selv da forekom det mig, at verden var på vej i den forkerte retning: Miljømæssig ødelæggelse, nye sygdomme, forfærdelige våben. Og jeg tænkte, at ville det ikke være fantastisk at skrive historier, der involverede folk, før disse problemer kunne blive endnu større?" Forfatter blev Jeff Skoll dog ikke, men med nogle af sine mange penge har han været i stand til at hyre andre til at skrive -- side 30 -- og instruere historier, som kan være med til at forandre verden. Besøger man Participant Productions hjemmeside bliver man mødt med selskabets motto og en hensigtserklæring: "Forandring af verden, en historie ad gangen. Participant tror på mediernes magt til at skabe stor social forandring. Vort mål er at lave fængende underholdning, der vil inspirere publikum til at involvere sig i emner, der påvirker os alle." Når Participant Productions skal vurdere et projekt, foregår det efter de sædvanlige kunstneriske og økonomiske parametre. På det område adskiller selskabet sig ikke fra andre filmselskaber. Men det ganske usædvanlige er, at projekter også skal vurderes i forhold til Participants seks indsatsområder: Fred og tolerance, menneskerettigheder, sundhed, social og økonomisk lighed, miljø og institutionel ansvarlighed. "Vi går ud og laver film i en tåge af narcissisme," siger Syrianas instruktør, Stephen Gaghan, til Premiere, "og her er der en person (Jeff Skoll, red.), som prøver at få i det mindste bare en lille, målbar positiv effekt ud af det. Han er en dybt moralsk person, og han ved, at han har været meget heldig og føler derfor, at han har en forpligtelse." Hollywood som sådan er dog ikke ved at forandre sig, mener Alan Horn, den øverste chef for Warner Bros., som samarbejder med både Section Eight og Participant Pictures. "Jeg deler fuldt ud Jeffs tro på, at vi som selskab kan bidrage til vort samfund, men jeg tror ikke, at der er nogen ny, overordnet følsomhed i Hollywood." Det er vel også for meget at forlange. www.participantproductions.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her