Baggrund
Læsetid: 3 min.

Forfattere forlader Lindhardt og Ringhof i protest

Fem forfattere forlader forlaget i protest mod, at forlagsdirektør Morten Hesseldahl offentligt har "tilsvinet" forfatteren Martin Glaz Serup
Kultur
23. juni 2005

Forlagsdirektør Morten Hesseldahl har ikke blot begået kontraktbrud, men også hængt en af sine egne forfattere ud i pressen og bortdømt den smalle litteratur. Det mener fem danske forfattere, som nu tager konsekvensen og forlader forlaget Lindhardt og Ringhof. 

»Ingen af os har lyst til at være tilknyttet et forlag, hvor direktøren hænger en af sine egne forfattere ud i pressen med udtalelser som dem, du har givet om Serups lave salgstal og mådelige anmeldelser. Ydermere ønsker vi ikke at understøtte et forlag, som bortdømmer vækstlaget i den unge og eksperimenterende litteratur,« skriver forfatterne Kristiane Hauer, David Læby, Kenneth Krabat, Harald Voetmann og Kristina Stoltz i et åbent brev til forlagsdirektør Morten Hesseldahl.

Forfatternes utilfredshed skyldes blandt andet Morten Hesseldahls udtalelser i Information i weekenden. Her forklarer Hesseldahl som svar på en artikel i Information torsdag, hvorfor Lindhardt og Ringhoff ikke længere ønsker at udgive forfatteren Martin Glaz Serups bøger:

»Når salgstallene på forfatterens to foregående titler nåede henholdsvis 139 og 140 eksemplarer, og begge bøger samtidig indkasserede temmelig mådelige anmeldelser, så vi os desværre ikke i stand til at fortsætte samarbejdet,« skrev Hesseldahl i et læserbrev i Information lørdag.

Det er helt uhørt, at en forlagsdirektør fremsætter den slags udtalelser i medierne, mener Harald Voetmann.

»Det er fair nok, at forlaget vil tjene penge, men det er ikke i orden at svine folk til i medierne og kommentere, hvor meget en enkelt forfatter sælger,« siger Harald Voetmann.

Den opfattelse deler Kristina Hagen Stoltz. »Et forlag skal jo støtte sine forfattere, ikke dolke dem i ryggen, men det er netop det, der er sket her. At tale offentligt om dårlige salgstal og ’mådelige anmeldelser’ er jo at hænge manden ud,« siger Kristina Hagen Stoltz.

Hun ønsker heller ikke at blive på et forlag, som hun mener bevidst ønsker at sortere den smalle litteratur fra.

»Jeg vil da ikke som Martin Glaz Serup risikere at være næsten færdig med et manuskript og så få at vide, at forlaget ikke vil udgive det alligevel. Men når man bevidst skræller folk væk, som ikke sælger nok, er det jo netop det, jeg risikerer,« siger Kristina Hagen Stoltz.

Også Kenneth Krabat mener, at Morten Hesseldahls brud med Martin Glaz Serup er udtryk for en underkendelse af den smalle litteratur.

»Hele vækstlaget bliver jo savet over som en gren, og jeg ved ikke, hvor forlaget har tænkt sig, at forfatterne skal komme fra, hvis de ikke selv vil være med til at fremdyrke dem. Det er en kortsigtet løsning på lige fod med at tisse i bukserne for at holde varmen,« siger Kenneth Krabat.

Står med en tabersag

Morten Hesseldahl fortryder ikke, at han nævnte Martin Glaz Serups salgstal i Information og kaldte hans anmeldelser for ’mådelige’.

»Jeg synes generelt ikke, man skal diskutere en forfattes forhold med andre end forfatteren selv, men Information skrev en historie, som manglede noget, og jeg følte, at jeg var nødt til at tage til genmæle,« siger Morten Hesseldahl. Lindhardt og Ringhofs brud med Martin Glaz Serup er nemlig langt fra et udtryk for forlagets holdning til smal litteratur i almindelighed, mener han.

»Det her handler jo ikke om, at vi ikke vil udgive smal litteratur eller dyrke et vækstlag. Tværtimod. Et forlag er en virksomhed, som skal hænge sammen, og vi er netop nødt til at sige nej til nogle forfattere for at få en balance i vores økonomi, så vi kan fortsætte med at udgive smal og eksperimenterende litteratur, hvilket er meget centralt for os,« siger Morten Hesseldahl.

»Hvis der er almindelig enighed om, at noget er litterært uomgængeligt, så fortsætter vi selvfølgelig med at udgive det. Men når man ser på den konkrete forfatters modtagelse, så var den trods alt mådelig, og derfor var vi nødt til at bytte ham ud med en anden. Men jeg er udmærket klar over, at vi under alle omstændigheder står med en tabersag. Det store, onde, oven i købet svenskejede forlag siger nej til en ung smal lyriker - det er jo en sikker taber.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kenneth Krabat

sagaen om den Smalle, Ulæselige, Usælgelige Litteratur
https://krabat.menneske.dk/_debat/Serup/