Læsetid: 7 min.

Fuckfingre og fortrængninger

I Berlin knejser Fernsehturm, der tidligere var en 365 meter høj fuckfinger til Vesten mellem tro og tvivl. Nu er det et venligt og salgbart symbol på en forenet by med masser af indre spændinger - og dermed tiltrækningskraft
25. februar 2006

Oprindeligt var det en enorm fuckfinger til Vesten. Fernsehturm. 365 meter højt ved indvielsen i 1969 ved Østberlins Alexanderplatz. Ud over at signalere broderskab med Moskva, hvor man havde et tårn, der selvfølgelig var behørigt højere (540 meter), ja, så var den skyhøje fuckfinger en torn i øjet på Vestberlin. Selv i dag driller den blikket, agerer kompasnål og stimulerer Ostalgien - nostalgien for det hedengangne Østtyskland - med sit futuristiske design og sin enorme kugle husende old school-restauranten, der drejer 360 grader rundt i lidt over 207 meters højde, hvorfra man kan spise bistro-lignende mad serveret af vrisne tjenere, der vist ikke har opdaget, at planøkonomien er afløst af service-fetichismen.

Historisk arvæv

Sidst jeg var deroppe, var en knasende klar forårsmorgen i 2005. Konkretmusikeren Jacob Kirkegaard skulle optage lyden af maskineriet, der driver restauranten rundt og rundt og rundt, og synet over byen tog vejret fra os, da vi trådte ud af lynelevatoren. Vi var benådet med den maksimale sigtbarhed på 60 kilometer, eller som ingeniøren, der ledsagede os, og som havde arbejdet heroppe længe før Murens fald og også oplevet Anden Verdenskrig, begejstret formulerede det: "Eine bombensicht!".

Historisk arvæv præger den tyske hovedstad den dag i dag. Tag bare elevatoren oppe fra tårnrestauranten, hvorfra man kan se det tidligere ingenmandsland omkring Brandenburger Tor i fuld trafik eller den halvt sønderbombede, men stabiliserede Gedächtniskirche. Gå ud i gaderne, og se skudhullerne fra Anden Verdenskrig i facader og gavle. Eller mindesmærkerne for folk, der døde under flugten fra Øst til Vest. Jo, Berlin er en godt brugt dame, men har alligevel stadig nye bejlere. Og det er krystalklart, at man ikke kan betræde den samme by to gange. Det mærker man tydeligt, når man stiger op fra U-Bahn-undergrunden og op i det tidligere ingenmandsland Potsdamer Platz, der omkring årtusindskiftet stadig blot var en enorm byggetomt.

I dag erigeres en fremskridtgejl bygning, hver gang man vender ryggen til. Sony Center, Deutsche Bahn, PriceWaterhouseCoopers, Daimler City. Det er her i Mitte, at den tyske økonomi stadig synes at hævde, at rygterne om dens krise er stærkt overdrevne. Men det er de ikke. Makroøkonomien har det ad Pommern til, men mikroøkonomierne boomer i de mest kreative bydele, hvor lejemålene stadig er billige.

Prenzlauer Berg i det tidligere Østberlin minder således om Vesterbro i København for ikke så længe siden - dog skal du lige udskifte bævende junkier og prostituerede på flisen med en stadig svindende befolkning af punkere med lunkne halvliters ølflasker og hvasse hunde.

Prenzlauer Berg er under konstant byfornyelse og med gallerier, økocafeer, kække restauranter, tøj- og designbutikker og pladepushere, der breder sig i et frodigt nervesystem med Kastanien Allee med de brede fortove som hovedpulsåren, der ender i det komplekse kryds under Eberswalder Strasse U-Bahn. Her finder man hovedstadens mest ærværdige bratwurst, hos det 76 år gamle Konnopkes's Imbiss. Den spises stående i flok ved træborde, mens trafikken brøler forbi oven over og omkring en.

Stor mentalhorisont

Under Den Kolde Krig flyttede vesttyske mænd til Vestberlin, fordi det fritog dem for værnepligt. I dag flytter unge europæere og kunstnere fra hele verden til byen, fordi det fritager dem for det økonomiske opsvings følgesygdomme. I Berlin kan de leve liv, hvor husleje og fladskærm ikke får lov at møblere mentalhorisonten. Hos Weinerei på hjørnet af Veteranen og Fehrbelliner Strasse i Prenzlauer Berg koster kaffe, juice, boller, suppe således en euro, og om aftenen er der rødvin og suppe, som man køber sig adgang til for endnu en euro. Når man siden forlader stedet, så betaler man det, man finder passende.

Så mens man kan se op på ejerlejligheder måske købt af danskere, der rider på vort lands økonomiske opsving, så kan man nyde den særligt berlinerelegante tackling af smalhals, et nærmest chikt mådehold, en paradoksal lethed i de trange tider. Hvilket også gør, at mange berlinere dyrker et lige-stået-ud-af-sengen-look som et slags omvendt og billigt fashion statement, og at masser af steder ser ud som om, de var møbleret med marskandiservarer. For eksempel Wohnzimmer på Lettestrasse befolket af 50'er-møblement og ingen dubletter i sigte.

En sammensat sjæl

Ved Gethsemane Kirche i Prenzlauer Berg mødtes den østtyske protestbevægelse op til murens fald i 1989, og i det hele taget var bydelen samlingssted for politiske dissidenter i DDR. Efter Murens fald rungede bydelens utallige lejligheder lokkende, og det væltede ind med folk med ekko i pengepungen og ild i iværksætterånden. En af dem var russiske Vladimir Kaminer, der har givet sit hjemlands folkesjæl berlinsk klangbund. Han har skrevet bøger som Schönhauser Allee og Russendisko, og sidstnævnte er også navnet på hans danseaften, som stadig flækker Kaffee Burger på Torstrasse 60 hver 14. dag. Balkanrytmerne får en til at trampe energisk i komplekse taktarter, duggen driver ad vinduerne, og aldersspredningen er fra omkring 18 til godt over 60 år.

Men glem ikke Berlins andre bydele. Det er centralt for at forstå hovedstadens decentrale, sammensatte sjæl. Ikke kun i oplevelsen af øst-vest-skellene, men også kvarterernes vidt forskellige skønhed og grimhed, den tunge historik og de nye vinde, der blæser med indvandrere og investorer. Tag til den tidligere vestbydel Kreuzberg i syd, som er med til at gøre Berlin til byen med den største tyrkiske befolkning uden for Tyrkiet. Nyd Görlitzer Park, den autonome ånde, bohemernes flanneren og de tyrkiske krydderier i skarp kontrast. Og når den grå urbanitet bliver for påtrængende, så opløs virkeligheden i de tyrkiske bade. For eksempel Sultan Hamam i Bülowstrasse i nabobydelen Schöneberg.

Der er selvfølgelig også Mittes opbud af historisk og hypermoderne arkitektur, dens kalorietunge overvægt af magt og kapital. Men hvis man har smag for urbanitet af beton-varianten, så besøg øst-bykommunen Friedrichshain, inden den renoveres til ukendelighed og beboelighed.

Her kan man trods den voksende hipfaktor stadig se tragiske grå boliggiganter stå sørgmodige, ensomme, næsten tomme, med knuste ruder, som monumenter over Berlins økonomiske problemer, der har fået befolkningstallet til svinde til 3,4 millioner, mens de mest optimistiske prognoser ellers lød på fem millioner ved årtusindskiftet. Og her finder man også et flere hundrede meter langt stykke af den kreativt bemalede Mur bevaret - helt sikkert ikke af kunstneriske årsager. Og hvis man stadig ikke erindrer styret, der regerede i denne side af byen, så møver Karl-Marx-Allee sig også igennem Friedrichshain. En skamløst imposant paradegade, som huser både socialistisk klassicisme eller stalinisme, med alt hvad det indebærer af storhedsvanvid, men også formidabelt smukke Café Moskau og biografen International. Og så kilometervis af kedsommelige højhuse rejst til glæde for dengang trofaste partifæller.

Technoens puls

Trofast er techno-pulsen i Berlin også, selv om den er blevet mere varieret med årene. Få byer har spillet så central en rolle i genrens udbredelse og udvikling, og helt centrale pladeselskaber og kunstnere har opereret herfra. Det var her, at Love Parade til sidst samlede over en million disciple indtil 2003, og det var her, klubben Tresor udfoldede en 14 år lang radikal utopi, inden de sidste år måtte bøje sig for den galoperende byudvikling, der spredte sig fra Potsdamer Platz. Men technokulturen er også i mellemtiden muteret til utallige andre genrer, og nogle af verdens bedste og vigtigste og mest kreative elektroniske musikere bor stadig i Berlin, ikke kun på grund af huslejen, men også bohemelivets lethed og den kulturelle kontinuitet.

David Bowie boede her også i de sene 70'ere sammen med Iggy Pop - i Neukölln og i Kreuzberg. Bowie cyklede rundt med sin sixpence på, forsøgte at vriste sig fri af heroinen og indspillede hovedværkerne Low og Heroes i Hansa Studios på Potsdamer Platz, med udsigt til Muren. Og australske The Birthday Party med en forsanger ved navn Nick Cave brændte op i Vestberlin. Men Einstürzende Neubauten er her stadig; de geniale dilettanter som med deres musikalske opdyrkning af industrielt maskineri mere end noget andet rockband personificerer Berlin.

Selv om arvæv er asfalteret over, Lenin-statuer er blevet knækket, DDR-symboler afmonteret og gader omdøbt, så er ingen europæisk storby i dag så svanger med det 20. århundredes historie som Berlin. Ja, man vader faktisk i den. Kigger man ned i jorden, vil man på helt almindelige gader og stræder opdage linjer, der markerer, hvor muren delte byen i to. Og man kan også kigge ned for at finde små messingskilte i fortovene, der fortæller, hvilke jødiske familier der boede i nærværende ejendomme. Og hvilke datoer de blev deporteret til hvilke kz-lejre.

Men mens også Holocaust-monumentets opførelse vidner om, at folket og magten er klar til bearbejdelse af Anden Verdenskrig, så kniber det altså mere med den kommunistiske fortid, hvilket Palast der Republik på Schlossplatz i Mitte er blevet symbolet på. En kantet forfalden klods på lette fødder og med bronzerede vinduer, engang fyldt med asbest, som efter Murens fald blev fjernet som syge indvolde fra den intrikat indrettede bygning. I dag er det besluttet at nedrive kulturkolossen helt, men det møder protest fra byens aktivistiske arkitekter i slutningen af 30'erne og i starten af 40'erne, der mener, at det er udtryk for deres forældres usunde fortrængningsmekanik. Og jeg har da også selv en svaghed for den modernistiske kæmpe, der så sent som sidste år var kronet af kunstværket Zweifel (tysk for tvivl), som lyste i seks meter høje neonbogstaver fra tagkonstruktionen. På den anden side af gaden står Berliner Dom, og således stod tro og tvivl over for hinanden, som det vist gør i os alle sammen. I midten, hvis man ser mod nordøst opad Karl Liebknecht Strasse, så får man endda videnskabens sejr med: Fernsehturm. Fuckfingeren mellem tro og tvivl. Nu et venligt og salgbart symbol på en forenet by med masser af indre spændinger - og dermed tiltrækningskraft.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu