Læsetid: 7 min.

Den globale forfatterforening

Et kontrasternes Senegal var i år vært for PEN's 73. verdenskongres, hvor der med blev gjort status for et trist år for ytringsfrihedens kår, hvor mordene på Anna Politkovskaja og Hrant Dink kun var de mest omtalte blandt utallige overgreb på forfattere og journalister verden over
Norske forfattere i Dakar på vej mod nærmeste pengeautomat.

Norske forfattere i Dakar på vej mod nærmeste pengeautomat.

Niels Ivar Larsen

19. juli 2007

DAKAR - I Senegal, Afrikas vestligst beliggende land, fængsler man ikke forfattere og journalister. Ytringsfriheden holdes i hævd, den frie presse respekteres og litteraturen æres. Det må vel være sandt, for vi har den senegalesiske præsident, Abdoulaye Wades ord for det. Det erklærer han nemlig, da han byder os velkommen - alle vi 203 repræsentanter fra over 100 nationale Pen-centre verden over, der er forsamlet til verdenskonference i Dakar, den senegalesiske hovedstad. Wade, en spinkel, men vital 82-årig, der synes holdt oppe af sit bemærkelsesværdigt elegante jakkesæt, har noget at have sine ord i: Senegal er lidt af et mønsterbryderland på et kontinent, der er berygtet for sin armod og borgerkrige. Man skal da heller ikke længere væk end til Gambia, lilleputnationen, der langs floden af samme navn kiler sig ind i Senegal, for at finde Afrikas nærmeste politistat, hvor oppositionelle skribenter rutinemæssigt smides i fængsel.

Men i Senegal er der siden uafhængigheden fra Frankrig i 1960 kun sket fredelige magtoverdragelser, og ud over en mangeårig fejde med diola-folket i den sydlige Casamance-provins er landet præget af en høj grad af etnisk harmoni og en rivende økonomisk aktivitet. Byggeboomet i Dakar og omegn, deriblandt et flunkende nyt fodboldstadion og en seksporet motorvej, der æder sig vej gennem den røde jord - begge dele finansieret med kinesisk kapital, er vidnesbyrd om, at Senegal er blandt Afrikas nye såkaldte løveøkonomier, der præsterer rekordvækstmirakler. Mirakler er der også brug for i Senegal, for over 40 procent er arbejdsløse, og under 50 procent kan læse og skrive. Og som det skal vise sig, støder skønmaleriet på sine grænser i dette smukke, ludfattige land.

Den høje agtelse for litteraturen i Senegal har en historisk baggrund. Nationens landsfader og præsident i de første 20 år var nemlig digteren Leopold Senghor, hvem der overgik den sjældne ære at blive indvalgt i Det Franske Akademi for sin poesi.

Senegal var også det første land i Afrika, der grundlagde en forfatterforening og et Pen-center. En antologi af unge senegalesiske forfattere, Saison d'amour et de colère ('Vredens og kærlighedens årstid'), som jeg anskaffer mig, overbeviser om det fremdeles høje niveau i senegalesisk litteratur af i dag.

Nationernes koncert

At være til Pen-verdenskongres er i sandhed nationernes koncert - en ekstraordinær korsvej for kulturelle brobyggere og grænsegængere af mest eksotiske slags. Her er alt fra bahrainske filmmanuskripforfattere til rhætoromanske esperantister, malawiske lingvister og uighurisk-belgiske fænomenologer. Fra hele verden er vi kommet for at hylde litteraturens og det frie ords magt til at binde mennesker og kulturer sammen. Og fra hele verden er vi kommet for at manifestere vores solidaritet med de af vore kolleger, der af undertrykkende regimer forhindres i at gøre deres arbejde, pligt og kald - at gøre brug af deres ytringsfrihed til at fremdrage kritisable forhold. Forfattere og journalister, som forfølges, fængsles og ja, myrdes. Det har været et sandt annus horribilis for ytringsfriheden siden forrige verdenskongres - mordene på den russiske journalist Anna Politkovskaja og den armensk-tyrkiske journalist Hrant Dink er blot de mest omtalte. I Eritrea er journalisten, dramatikeren og digteren Fessehaye Johannes død efter fem års mishandlinger i fængsel, i Zimbabwe et tv-journalisten og menneskerettighedsaktivisten Edward Chikombo blevet bortført og siden fundet dræbt. Caselisten fra International Pens Writers in Prison Committee er forstemmende lang - der forestår igen for det kommende år et stort arbejde med at rapportere og registrere og frem for alt med at skrive til de fængslede forfattere og appellere om deres frigivelse til de respektive regimer, der knægter dem.

Solidaritetserklæringer

Hvor vigtige den slags solidaritetserklæringer fra udenlandske forfatterkolleger er, får vi den malawiske lingvist, Jack Mapanjes ord for - han sad i sin tid fængslet i "12 år, 3 måneder, 8 dage, 7 timer og 3 minutter" uden på noget tidspunkt at få at oplyst af myndighederne, hvorfor han blev indespærret, endsige hvorfor han blev løsladt. I denne tid, hvor den teoretiske lingvist ikke havde meget andet at gøre end at kradse sine fingre til blods på "Mikyu-fængslets sindssyge mure" var brevene fra omverdenen, hvad der holdt modet oppe. Om afsenderne havde gjort sig umage med formuleringerne var totalt underordnet, fortæller Mapanje. Mest holdt han af et postkort fra Holland med en sneklædt mølle, hvorpå stod aftrykt det lakoniske budskab Glædelig jul og ellers intet. Dette kort var som en livline til en anden verden af normalitet, hvis eksistens var næsten umulig at tro på i Mikyu-fængslet. Jack Mapanje lever i dag i eksil i Storbritannien, hvor han underviser i creative writing.

Der er noget uvirkeligt over at høre Mapanje berette om sin fængselstid her på dette overdådige superluksushotel, Méridien Président, hvor alt er skinnende marmor, guld og grønt alabast. Det enorme konferencehotel er et orgie i kitsch, der skal signalere prangende rigdom, men ellers så ucharmerende upersonligt, at det kunne ligge hvor som helst i verden, en beskyttet enklave bevogtet af politisoldater, godt på afstand af det øvrige senegalesiske samfund.

Det er tydeligt, at Senegals regering er stolt over værtskabet for den globale forfatterforenings årsmøde - kun det bedste er godt nok for os distingverede forfattere. Overjordisk smukke værtinder - afrikanske gudinder, hvis blændende hvide smil i de knaldsorte ansigter går lige til hjertet, står klar til at vise vej, og hver dag bliver de 203 Pen-delegater kørt rundt i kortege med eskorte af limousiner og motorcykelbetjente til diverse arrangementer: Nationalballetten, fernisering af senegalesisk malerkunst i overværelse af kulturministeren, cocktailparty i udenrigsministeriet, festbanket hos premierministeren. Hver af disse sammenkomster indledes med at formanden for senegalesisk Pen, digteren Mbaye Gana Kebe, holder en hyldesttale til værten, der hver gang deklameres på en højlydt, næsten grædefærdig måde - i den grad løber sjælsrørelsen over den senegalesiske øvrigheds storsindede protektorat af litteraturen. De senegalesiske forfatteres klapsalver ved præsidentvelkomsten virker også bemærkelsesværdigt ivrige - de må virkelig holde af Wade.

I mørkets hjerte

På konferencens tredjedag, der skal handle om forfattere og fred - et emne, der næppe kan ventes at give anledning til større uenighed - er vi nogle stykker, der har fået nok af dåseluften på Méridien og de luftige humanistiske paroler. Vi vil ind til Dakar, vil vi - jeg selv og tre norske forfattere, Anders Heger, Carl Morten Iversen og Elisabeth Middlethon. Vi vil udforske det rigtige Afrika, så vi pjækker og prajer en taxi. Hvortil? Til bazaren, ud at se på det myldrende folkeliv. Klar til at modtage os i markedskvarteret står Amadou, et muskelbundt på to meter, der er klædt som en alfons i B-film fra New Orleans. Han vil påtage sig at guide os - det er en fast aftale han har med taxachaufføren, som ingen dog har indviet os i. Om vi ikke har lyst til at se hans fætters syværksted, hvor det vil være muligt at indkøbe prøver på det traditionsrige lokale kunsthåndværk. Amadou smiler og roser Elisabeths kvindelige skønhed og det danske fodboldlandsholds præstationer (og her aner man allerede den første falske tone). Det er vanskeligt at modstå manden, der fører os igennem et inferno af gadesælgere og biltrafik - pas på lommetyve, advarer han. Tiggere strømmer os i møde, barnehænder rækkes forsagt frem.

I 'systuen' står fætteren klar, en fed mand i hvide gevandter med en lige så påskruet charme som Amadou, men systuen viser sig at være en uhumsk sweatshop. Da vi træder ind i halvmørket mødes vi af 10 par øjne- sorte, radmagre mænd, der sidder og syr løs på kåber, kjortler, bukser, tasker, kjoler. Deres blikke er udslukt for al glød og nysgerrighed. Fætteren giver sig til at præsentere sine varer, og umærkeligt bliver jeg isoleret fra mine norske kolleger og de fra hinanden. Hver især omringes vi af systuens sælgere. Om ikke dette er et smukt stykke stof, om ikke denne kåbe vil klæde min kone, om ikke min søn har brug for en ny pyjamas. Købetvang hersker i denne systue, der er noget truende i atmosfæren, som overbeviser om at nej ikke er et acceptabelt svar. Bag de store smil og den rablende tungefærdighed lurer aggressionen. Da vi ikke har flere kontanter, men til gengæld er adskillige stykker traditionelle klædedragter rigere, fortsætter ekspeditionen til Dakars indre. For hvert gadehjørne føres vi, de tre nordmænd, og jeg dybere og dybere ind i ubeskrivelige slumkvarterer. Lugten af uvaskede menneskekroppe og manglende kloakering hænger ramt over de lummervarme, snævre gyder. Hvor skal vi hen? Træskærerkunst, vi skal se på træskærekunst, og senere finde en pengeautomat, når bankerne åbner. Plukkeoperationen er ikke slut. Vi bliver samtidig af den fede mand og hans følge gjort klart, at de betragter os som deres sikkerhedsvagter. Jeg kigger på mine norske fæller. Hvor skal dette ende-?

Forsættes i morgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mille Rohde, der er daglig leder af PEN i Danmark, mente ikke at Ayaan Hirsi Ali burde beskyttes i Danmark.

Ikke så mærkeligt, at folk melder sig ind i Trykkefrihedsselskabet i stedet for. PEN er jo længere ude i hampen end nogen havde forestillet sig…

ICORN, der afgør hvem, der har krav på beskyttelse under Friby-ordningen, blev selvfølgelig tvunget til at skifte mening og acceptere, at Ali skulle beskyttes. ICORNS talsmand udtalte, at selvfølgelig havde både Ayaan Hirsi Ali, Salman Rushdie OG DAVID IRVING ret til beskyttelse".

David Irving er dømt for at beægte Holocaust og er netop nu er ved at tjene en formue på at sælge effkter, som har været ejet af Hitler ... Ham opfatter PEN som en politisk forfulgt uskyldighed ...