Hvorfor ofre formuer på skuespillere og et godt manuskript, hvis man får succes med amatører og komplet idiotiske kriminalsager?
Julen er hjerternes fest, og derfor bør vi skænke de usikre tv-direktører en venlig tanke.
Jovist er de usikre. Der bliver stadig flere tv-kanaler, som skal fyldes med stadig flere programmer, og selv om man forsøger at fortynde Frode Munksgaard med stabler af gamle serier, rækker pengene aldrig; tv-direktørerne vil jo også gerne præsentere en ordentlig film en gang om ugen - og lidt sport.
Tv-direktørerne har med andre ord brug for hjælp, og den skal de få: Løsningen på tidens problemer kan hentes ned med en ganske almindelig parabolantenne; stil ind på Astra, og zap frem til den tyske station Sat1, som hver eftermiddag betjener sig af fremtidens tv-format scripted reality (opdigtet virkelighed).
Vi er i et tv-studie, der ligner en fyldt retssal til forveksling. I midten af billedet troner dommer Barbara Salesch med det flammende hår og det gennenborende blik. Ude i siden sidder en udskiftelig forsvarsadvokat, i dagens udgave af tv-retten hedder han Ingo Lenßen.
Næsten hver eneste gang lykkes det forsvarsadvokat Lenßen eller en af hans kolleger at bevise den anklagedes uskyld og afsløre den sande skyldige, der har den frækhed at sidde i retten.
Barbara Salesch er fantastisk troværdig som dommer - og det skyldes formentlig, at hun faktisk er dommer. Engang sad hun i kriminalretten i Hamborg og hørte på ludere og lommetyve, før hun afsagde sin dom 'i folkets navn' og smak sin træhammer i bordet.
For fem år siden kom Sat1 med et tilbud: Om ikke hun kunne tænke sig at deltage i et pædagogisk projekt, som skulle føre seerne ind i retsstatens forunderlige verden. Barbara Salesch slog til. Smak.
I begyndelsen behandlede tv-retten rigtige sager. Hegnsstrid og den slags. Men i længden var det kedeligt med al den realitet. Sat1 afskaffede virkeligheden, tv-retten skulle foregå efter et frit opfundet manuskript, og retssalen blev fyldt med amatører, der skulle fremsige replikkerne og vride hænder.
"Hvordan kan du gøre dét imod mig," er en hyppig fremført replik i dagens tv-ret.
Engang lykkedes det Salesch at afsløre en mand, der forsøgte at fuske med en blodprøve. Metoden var helt enkel: Han havde simpelthen skubbet et stykke gummislange, lukket i begge ender og fyldt med en anden mands blod, ind i en vene. Da retsmedicinerne tappede blod af hans arm, fik de fat i det falske blod.
Skuespilpræstationerne er godt nok elendige - lige så elendige som man forestiller sig en amatørtrup fra Gelschenkirchen - men hvor meget kunst kan man forlange for de 50 euro, som spillerne får om dagen?
Sat1 åbnede endnu en tv-ret, og arbejdsformen spredte sig til et talkshow, hvor værten forestår de mest utrolige lad-os-tale-ud-om det-hele-samtaler.
"Hvordan kan du gøre dét imod mig," er en hyppig fremført replik i Sat1-talkshows.
En anden mulighed for scripted reality var tv-krimien. To hold rigtige politifolk blev hyret til at spille rigtige politifolk - og førnævnte Ingo Lenßen åbnede et privatdetektivbureau i tv, hvor man følger ham og hans to assistenter løse mysteriet om den myrdede mudderbryderske. For eksempel.
"Nu er jeg mindre i retten, jeg forsøger i stedet at opklare forbrydelserne i forvejen," forklarer Lenßen, der i det virkelige liv er familiefar og arbejder som advokat i Sydtyskland.
Ideen til scripted reality kommer fra det tyske filmselskab Constantin Film i München. Selskabet, der bl.a. stod bag Hitler-filmen Der Untergang, leverer programmer til den tyske tv-branche. Her er man mere interesseret i at spare udgifter end betale dyre penge til kunst. Løsningen blev amatører, der spiller sig selv.
"Seerne oplever figurerne som troværdige og autentiske, ikke som skuespillere. De agerer med det ægtes kompetence," forklarer Ulrich Brock fra filmselskabet i avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung.
Måske er handlingen ikke så troværdig, men det gør ikke noget, bare der er nogle saftige overraskelser - som Ulrich Brock siger.
Og seerne? De elsker det. Med den digtede virkelighed har Sat1 sat sig på eftermiddagsfladen i tysk tv. Konceptet er allerede solgt til mindrebemidlede tv-nationer som Polen og Rusland.
Så blev det alligevel jul i år.
