Læsetid: 3 min.

Græsgange

19. februar 2007

Jeg har lige læst Erik Skyum Nielsens anmeldelse af Marius Nørup-Nielsens prosabog Styrkeprøver (Information 15.2.07). Selvom denne bogs temaer og stil lægger temmelig langt fra Nielsens smag hakker han den ikke i stykker, og Skyum viser finfølelse nok til at registrere dette; som han skriver: "dette er ikke stedet til at dømme forfatteren for hans vinkel på livet, kun til at se hvorvidt han har troværdighed som kunstner".

Det gjorde han med undertegnedes indrømmet forvirrede bog, Malonecity, som han kaldte "forskruet, forvirret og furiøs". Jeg skal gøre det kort angående min egen forsmåethed og pafhed, hvis jeg kan.

Skyum lægger ud med en liste over de forfattere jeg blander ind i teksten og citerer. Det er det man kender fra fjernsynet. Han siger noget i retning med at disse involverede forbilleder alle var galninge, han skriver, Skyum: "ak ja, galninge var de alle til hobe".

Det drejer sig, så vidt jeg husker, om renommerede forfattere som Artaud og Nietzsche. Disse forfattere, summerer Skyum, står for "en meget lidt harmonisk, fredselskende skrift". Nej, det gør de måske ikke, men gør det noget?

Det litterære jeg

Derpå, og her har det mere relevans for anmeldelsen af Nørup-Nielsens bog, forsøger Skyum at koncentrere den metode jeg åbenbart har brugt i bogen: det handler om at bortskaffe jeget og komme væk fra det litterære.

For det første: når jeg skriver at jeg prøver at komme væk fra det litterære betyder det banket ud i pap at det litterære er den genkendelige, lidt tamme (roman) form man kender så godt. For man, jeg – mærker ofte som forfatter hvor meget man er påvirket af hvordan man bør skrive romaner.

Der er altså ikke tale om en pueril overskridelsesæstetik, men blot at finde noget andet end det vi kender så godt, blandt andet bogen Den som blinker er bange for døden. Det andet: det med jeget; naturligvis kan man ikke fjerne jeget. Men man kan ydmygt prøve at vise hvordan det føles for jeget i samtidens verden. Det kan man blandt andet gøre ved at prøve at opløse det, eller man kan nappe en pluralisform.

Det burde være lidt velkendt, synes jeg, at jeget såmænd er belastet, og at den der taler i flere moderne tekster er inkohærent. Det er også denne moderne skrøbelighed, der anfægter Skyum i anmeldelsen af Nørup-Nielsens bog.

Jeg prøver at finde et citat: "dette jeg fremtræder ikke som autoritativt og stabilt". Og videre hedder det: "det er tværtimod porøst, fragmenteret og frem for alt dynamisk. Det skifter gerne positioner, og det underminerer villigt sig selv".

Jeg synes denne udsathed forener de to tekster, og dermed legitimerer, måske, denne kommentar. Efter at have noteret denne udsathed går Skyum over til at fortælle om bogens forhold til sex etc. Det bider ikke rigtig på ham, men han æder den, som sagt tidligere.

Debat blandt forfattere

Skyum får altså vel rigeligt af det lidet autoritative jeg, og han får måske vel rigeligt af litteraturens galninge, og atter – for at køre det her kort: af for meget sex, forbruget af sex. Der verserer vist en debat i øjeblikket, hvor yngre forfattere spørger til hvorfor den og den anmelder anmelder den og den bog. Jeg ved ikke om det er et relevant spørgsmål?

Det jeg tænker er: hvis litteraturen ikke må turnere omkring afvigere, og storforbrugere af sex, eksperimentere med fortællerpositioner, og lade fortælleren fremstå vaklende eller inkohærent, hvad eller hvem må så? Dem, der laver den, litteraturen, ved at den er oppe imod et samfund og en kulturproduktion, der meget ofte, synes jeg, snører posen sammen for ikke at gøre det hele alt for ubehageligt.

I dette lys fremstår anmelderen Skyum, anno 2007, som noget mølædt. Det er faktisk sådan at man ikke bliver så ked af det endda, når han sabler, nogen, ego, ned, for selvom han er en habil kritiker er han også harmoniker, til dels, og her misforstår han altså noget af det hele, synes jeg.

Jeg synes, og det er gnavent, at der kan snige sig en professions-mondænitet ind, der hverken har mod eller umodenhed eller psykisk erfaring nok til at følge med når teksten, som noget naturligt, afsøger grænseområder. For at afslutte det her, er det også symptomatisk for anmeldelsen af Nørup-Nielsens bog at den rumsterer rundt omkring genrebetegnelsen. Der er bare lidt langt nogen gange, mellem græsgangene, hvilket kan være fint.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu