Læsetid: 4 min.

Guldalderpostkort fra Jylland

Janus la Cour voksede op med guldalderens ideal om sandhed i kunsten, men led ikke af sine berømte forgængeres nationalromantiske anfægtelser. Stor udstilling på ARoS hylder bysbarnet, der malede naturen for kunstens skyld
Kultur
21. juli 2007
Janus la Cours højromantiske dalvue fra Schweiz -Fra Frutigen imod Altals- er fra 1900. Olie på lærred 79x76,1 cm.

Janus la Cours højromantiske dalvue fra Schweiz -Fra Frutigen imod Altals- er fra 1900. Olie på lærred 79x76,1 cm.

Kunsten og virkeligheden. Siden tidernes morgen har forholdet mellem disse to størrelser været flittigt debatteret. Med romantikken, eller årene omkring 1800 og frem, blev spørgsmålet særligt påtrængende. Da havde den moderne videnskab nemlig overhalet et ældre, kristent verdensbillede og indsat naturen som årsagsforklaring på altings guddommelige orden. Mens naturvidenskabsmænd som H.C. Ørsted satte den nye verden i system med fornuftens brug og fysikkens love, bestræbte tidens kunstnere sig på at male efter naturen. Det vil efter datidens begreber sige virkeligheden.

På trods af den danske guldalders store fokus på nationen og national symbolik, begrænsede motivvalget for periodens malere sig ofte til en håndfuld udsigter rundt om i Nordsjælland. I tråd med de tyske romantikeres forkærlighed for det høje og det vilde ophøjedes skrænterne ved Refsnæs til det arketypiske billede på Danmarks kyster, mens den agtværdige Jægersborg Dyrehave blev det romantiske ideal for enhver dansk egeskov. Først i løbet af 1830'erne blev Jylland indlemmet i de københavnske kunstnerkredses æstetiske univers. Det skete med St. St. Blichers socialrealistiske fortællinger om hosekræmmerne på heden og Louis Gurlitts tilsvarende forblæste billeder af det uvejsomme vesten.

Naturen som billede

Janus la Cour hører til efternølerne i den store familie af danske guldaldermalere. Født i 1837 i Vestjylland voksede la Cour op i et økonomisk atter velkonsolideret Danmark, hvor industrialismen blomstrede og hvor den uspolerede natur dyrkedes som aldrig før. Det var ganske enkelt et must for byernes borgerskab at ligge på landet om sommeren. I naturen var man 'sig selv' i modsætning til i byen, hvor mere stive omgangsformer var påkrævet. Naturligheden signalerede klasse og overskud, og borgerhjemmene blev hurtigt prydet med de evigt solbeskinnede landskabsmalerier, der på en gang reflekterede ejerens nationale sindelag og høje, kulturelle dannelse.

La Cour studerede på Kunstakademiet i København under landskabsmaleren P.C. Skovgaard, men hans billeder trak i en anden retning end mesterens. Hvor Skovgaard var optaget af naturens moralsk opbyggelige kvaliteter, og i billedernes detaljer placerede dybe, symbolske betydninger, så la Cour anderledes æstetisk og helhedsorienteret på motivet. Hans landskaber er smukke, velkomponerede billeder af naturen - med eftertryk på billeder. La Cours ærinde var ikke, som sine højromantiske forgængere, at tilstræbe virkeligheden gennem kunsten, men snarere at forlade den inderlige realisme til fordel for billedet og kunstens egne virkemidler.

Guddommeligt sollys

Det skulle blive egnen omkring Århus, der især kom til at præge la Cours værk, og det er med en fornem og veloplagt udstilling, at bysbarnet nu for første gang præsenteres samlet på Aros. Foruden 17 værker fra museets egen samling viser udstillingen et større antal værker udlånt af Århus Kommune samt et antal tegninger og skitsebøger, der tilsammen illustrerer både dybden og bredden i kunstnerens værk.

Selv om la Cour frem til midten af 1880'erne var bosat i København, rejste han hver sommer til Jylland for at male. Det kom der blandt andet en pragtfuld serie af billeder fra skovene ved Moesgård ud af.

Heriblandt det fantastiske Majdag med udsprungne bøge i Marselisborgskove'. Majdag... vækker tydelige mindelser til lærermesteren Skovgaards berømte Bøgeskov i Maj.

I begge billeder hvælver trækronerne sig kirkeligt over lysninger i skoven, der gennemtrænges af et guddommeligt sollys spillende i farveorgier af grønne og gyldne toner mellem de mørke træstammer.

Til forskel fra Skovgaard har la Cour ikke malet personer ind i sit billede. Scenen i skoven fremstår tyst og mennesketom og er symptomatisk for kunstnerens natursyn. La Cour malede aldrig figurer ind i sine billeder, men satte allerhøjst et lille sejl på havet eller et bondehus på marken til dekorativ påmindelse om stedets beboere. Ikke overraskende, at la Cour efterfølgende har fået tilnavnet 'stilhedens maler', der er udstillingens undertitel. I hans billeder hviler naturen i og for sig selv ganske uden anden menneskelig indblanding end den æstetisk nydende betragtning af den skønne natur.

Kunstneren på rejse

La Cour rejste gentagne gange til Schweiz og Italien, og det er billeder fra disse engang eksotiske destinationer, der udgør et andet af udstillingens tyngdepunkter. Et billede som Fra Frutigen imod Altals fra Schweiz foregriber både kollegaen Willumsens senere så fejrede bjergbestigerinde og rækker tilbage mod I.C. Dahls himmelstræbende, norske fjelde 100 år tidligere.

Fra Frutigen imod Altals er en anakronisme, en for moderniteten håbløst bedaget og konventionel fremstilling af det romantisk sublime0 - og alle tiders suverænt fede postkort fra Alperne.

I modsætning forgængerne Skovgaard og J.Th. Lundbye, der gennem omhyggeligt malede betragterpositioner inviterede betragteren visuelt inden for i landskabet, lukker la Cour i regelen sin betragter ude af billedet. Det er ikke hensigten hverken med Majdag eller med Fra Frutigen imod Altals, at betragteren med blikket skal vandre ind i billedet.

Han eller hun skal tværtimod holde sig i passende afstand for at kunne nyde værkernes formfuldendte komposition og effektfulde farvespil. Først som kunst kommer naturen hos la Cour endelig til sin ret.

La Cour manglede aldrig anerkendelse eller kommerciel succes i sin samtid. Men mod slutningen af sit liv blev han betragtet som håbløst gammeldags af den yngre generation. Den gamle mester kan den dag i dag godt virke noget poleret og stiv i betrækket, men man må bære over med glatheden i mødet med de blændende smukke naturscener og den uendelige detaljerigdom.

La Cours værk beskriver et væsentligt kapitel om perioden mellem romantik og modernitet i dansk kunst. Og så kaster kunstneren et velgørende perspektiv på fortællingen om den danske guldalder, hvis storladne, nationale projekt sjældent nåede ud over de københavnske volde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her