Læsetid: 3 min.

Fra hedonismens hoppeborg

Den danske kvartet Kashmir har endnu ikke løst udfordringen, der ligger i at udvikle sig fra stilhoppende drengerøvsband til selvberoende rockinstitution. Men de er begyndt at fortolke sex, drugs & rock'n'roll fra et eksistentielt udsigtspunkt.
Kultur
8. oktober 2005

Få danske rockbands har skiftet dem ud som Kashmir. Da de stadig var en trio og uomtvisteligt talentproppede kunne man høre først Pearl Jam, så Primus og siden Radiohead indfarve og pletvis overmale henholdsvis album nummer et, to og tre. Først med det fjerde album Zitilites fandt Kashmir, nu som kvartet, et udtryk, der på langt mere subtil vis tog farve fra andre.

Rock'n'roll. Stadig det blod, der dunker gennem bandet på deres nye, femte album No Balance Palace. Udtryksformen der selvfølgelig er bule for udskejelser og udsvævende liv, men også muligt kloster for moden overvejelse og fordybelse. Ja, allerede på Kashmirs tredje album The Good Life tematiserede frontfigur Kasper Eistrup knust kærlighed og udnyttede dermed rock'n'rolls potentiale for sorgbearbejdelse og selverkendelse.

Men. På 'No Balance Palace' er vi mere eller mindre tilbage i overhalingsbanen. I pressemeddelelsen fortæller Eistrup at bandet "blev inspireret af at se, hvordan folk mellem 20 og 30 går amok, når de er i byen for at feste. Det udsvævende natteliv er et slags No Balance Palace".

Måske højere niveau

Så, altså tilbage til gerningsstedet på et måske højere niveau? Well, der er i hvert fald en ærværdig professionalisme over udspillet. Der er en klarhed i sangskrivningen, pivåben i al sin genkendelighed og umiddelbart appellerende i sin blidt aggressive eksekvering, i bandets jernsikre samspil, der giver albummet et fjerlet præg: Eistrup ved mikrofon og guitar, Mads Tunebjerg på bas, Asger Techau på trommer og senest ankomne Henrik Lindstrand på guitar og keyboards.

Der kan høres nyafsmitninger fra visionære støjrockbands som Sonic Youth og My Bloody Valentine (lige som Radiohead stadig spøger) i tremolo-udskridningerne, støjskyerne i lag i både dybden og højden, i de glasskarpt ringlende strengeskær og den nulrende melodiske guitardialog på titelnummeret. Men det er egentlig kun i detaljer og underordnede linjer at kvartetten har ladet sig inspirere af nævnte opdagere, mens det halsbrækkende vovemod i komposition og i angreb på rockformat udebliver.

I stedet får vi fint dekoreret og stramt, hvis ikke forsigtigt tænkt sangarkitektur; lyden af et tætknyttet band, der synes at begrænse sig selv - selv om de angiveligt går efter deres vildere side på disse 11 sange svangre med efterfesterkendelse og sveden lugt af mangfoldige tømmermænd. Check bare teksterne der strejfer kokain ("What's in the bag exchanging hands"), selvdestruktion ("We end in this smokey hole full of concubines and replicants") og nattelivets uimodståelige eskapisme ("It's too easy to go crazy, way much harder to stay clear"). Alle er vi fanger i den hedonistiske hoppeborg, og bag de kunstigt oppustede handelsbarrierer ekkoer verden uden for kun svagt. Og gennem rockbandets optik forstørres denne isolationistiske dekadence selvfølgelig maksimalt. Men Kashmir har vundet distance til sex, drugs & rock'n'roll (selv om de stadig kan styrtdykke i den), hvilket de forsøger at håndtere ansvarligt ved at fortolke det iboende mørke fra et eksistentielt udsigtspunkt. Det er yderst sympatisk, men det placerer dem også i et musikalsk dilemma, hvor de hverken slår sig rigtig løs eller forsøger at udfordre og nuancere deres udtryk afgørende.

I vadestedet

Kasper Eistrup skriver teksterne, står bag moderparten af musikken og synger med en fin, let vemodig og vidt favnende tenor, der vibrerer med en fornemmelse af smidigt, men alligevel velmodnet træ. Han får selskab af en tilbageholdende David Bowie på "The Cynic", mens albummets anden stjerne, Lou Reed med sprød storbycool, læser Eistrups digt "Black Building". Og ærværdige Tony Visconti, der f.eks. står bag en hær af store Bowie-plader, har produceret. Det er alt sammen flot og elegant. Men også befolket med for mange konventionelle kompositioner og arrangementer, der ikke ligefrem får luft under vingerne af den tørre produktion.

Der kan være smertende højder og bævrende sprækker i Eistrups stemme, men det matches kun pletvist i musikken - i få fornemme sange som den vitalt lokomotiviske "Kalifornia", den syngbare, åbenbare single "She's Made of Chalk", den smukke, rumligt omskiftelige, opfindsomt synth-dekorerede "Ether" og det majestætiske, Sonic Youth-farvede titelnummer.

Kashmir har endnu ikke løst den ærværdige udfordring, der ligger i at udvikle sig fra et stilhoppende drengerøvsband til en selvberoende rockinstitution. De synes fanget mellem ansvarsbevidsthed og rastløshed, måske ikke ulig hele deres (også overtegnedes) generation. De befinder sig stadig i et vadested, og der fordres måske både meditation og fandenivoldskhed for at komme videre. Så af sted!

Kashmir: No Balance Palace (Columbia/Sony BMG). Udkommer mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her