Læsetid: 5 min.

Helst ikke her hos os

Kultur
30. juli 2005

Ved siden af Mariakirken i Istedgade på Vesterbro står der et stort, sort metalhegn. Hegnet følger muren på en ejendom, der har en sexbiks ved navn Non-Stop i stueetagen. En sexbiks, der er kendt som tilflugtssted for gadeluderne og deres kunder, når der ikke er råd til hotel. Kendte man ikke historien om Mariakirken og det nye Vesterbro, kunne man godt tro, at hegnet var stillet op for at beskytte den kristne kirke mod det uheldige klientel fra Non-Stop. Men faktisk er det omvendt: Hegnet skal beskytte ejendommen mod kirken. Efter 1990'ernes store byfornyelse rykkede nye grupper af studerende, akademikere, dotcom'er og kreativ klasse ind i Vesterbros arbejderkarreer, og i de slag mellem det gamle og det nye Vesterbro, som har fulgt, er Mariakirken blevet et ufrivilligt centrum. Kampen handler om Mariatjenesten, en frivillig organisation under Kirkens Korshær, som siden 1974 har tilbudt narkomaner både et værested og muligheder for behandling. Mariatjenesten holder til i Mariakirken, og det gør narkomanerne også. Eller rettere: De holder til lige udenfor. De handler der, de junker, de efterlader kanyler og drikker øl og ser elendige ud og råber nogle gange ad beboere, der beder dem om at flytte sig fra deres opgange. Sådan har det været i mange, mange år. Men i de seneste par år har flere og flere beboere i området krævet, at narkomanerne skal væk - eller i det mindste hjælpes på en måde, så de ikke generer beboerne. Kulminationen kom i november ved menighedsrådsvalget, der blev afholdt som kampvalg, fordi beboere i området dannede en liste med det formål at lukke Mariatjenesten. I dag er Mariakirkens menighedsråd delt i to lejre med fire repræsentanter fra den nye Sogneliste - Mariatjenestens modstandere - og fem fra den gamle Fællesliste, der forsvarer tilbuddet til narkomanerne. Det er ikke gået godt. Faktisk har klimaet i rådet været så dårligt, at et konfliktmæglingsseminar er blevet afholdt for overhovedet at få de to fløje til at tale sammen. Og i Vesterbrobladet bruser debatten videre med stadigt fornyet styrke med borgmester Søren Pinds forslag om tvangsnarkotests med henblik på 'oprydning' i gaderne som et af de hårdere indlæg. 50 meter fra kirkens narkomaner sidder Dorit Otzen som leder af Reden - et værested for prostituerede. Hun har fulgt og deltaget i debatten. Hun ser den som en direkte konsekvens af de ressourcestærkes indtog i bydelen. "Jeg har været her på Vesterbro i 30 år, og narkomanerne er altså ikke noget nyt problem. Før i tiden var der endnu flere sprøjter og mange flere, der lå i gaderne. Folk levede med det. Så når alle akademikerne kommer og råber vagt i gevær så voldsomt nu, så er det ikke fordi problemet er kommet; det er fordi, de ser det nu. Det er fordi, dem fra velfærdsboblen er rykket ind på Vesterbro, og der bliver de konfronteret med noget, de ikke troede fandtes." "De fleste af os fra middelklassen kan i dag sagtens leve hele vores liv uden at blive konfronteret med den slags ting. Hvis du bor i Stenløse, ser du jo aldrig undersiden. Men når de hører om det, bliver folk rystede - det oplever jeg, når jeg holder foredrag. Det er beklageligt, at det er så opdelt. Især fordi, vi alle sammen kan falde ud af middelklassen og ned på bunden. Det ser vi jo, når folk for eksempel bliver skilt og måske bliver boligløse. Sådan er det i dag, men det ved middelklassen ikke." Det er ofte børnene, der skubbes frem, når folk vil slippe for at have samfundets problemer tæt på. Skal børn kunne se dildoer i butiksvinduer, når de går på gaden? Samle gamle kanyler op i sandkassen? Høre på larm fra gaden om natten? Men det er ikke kun på Vesterbro, børnenes sag er blevet talt af dem, der gerne vil slippe for at se på problemerne. Den 4. juni udgav en debatgruppe etableret af Huset Mandag Morgen et indlæg under overskriften: Slip pædagogikken løs. Gruppen, der tæller kapaciteter som lektor Erik Sigsgaard, studieleder Jakob Lange, fotomodel/forfatter Renée Toft Simonsen og DTU's rektor, Lars Pallesen, ville gerne kæmpe for den pædagogiske kvalitet i børnehaverne, bl.a. gennem et opgør med brugen af langtidsledige til børnepasningen. "For broget medarbejderskab" kaldte de problemet og skrev, at der er behov for et kritisk blik på det personale, der "skal løfte kerneopgaven - det pædagogiske samspil med vores børn. Daginstitutionerne skal ikke bære ansvaret for aktivering af langtidsledige," skrev de, og protesterede videre mod arbejdsmarkedsreformen fra 2003 og dens åbning for, at kontanthjælpsmodtagere med andre problemer end ledighed kan komme i beskæftigelse i institutionerne. "Det er ikke i orden," skrev gruppen og forklarede, at det ikke kunne være børnenes problem, hvis en institution ikke kunne "tiltrække talent". Såvidt set fra forældrenes og arbejdsgiverens vinkel. Men hvad med de langtidsledige selv? Debatoplægget blev mødt med hård kritik for at udelukke dem fra børnehaverne og for ikke at have øje for, at også daginstitutioner som arbejdsgivere har et ansvar for de arbejdsløse. Hertil svarede Renée Toft Simonsen i Politiken: "Lige præcis på børneområdet synes jeg, at det bliver for lemfældigt at have langtidsledige, som ikke er uddannet til at passe ens unger" og tilføjede, at det ikke var det samme med pædagogmedhjælpere, "som af fri vilje vælger at være der." Jakob Lange fra Københavns Universitet er også medlem af gruppen bag oplægget. Information spurgte ham, om han som studieleder med et overblik over arbejdsmarkedet og dets udfordringer for svagere grupper kan se noget problematisk i at udelukke de langtidsledige. "Hvis de skal være der, skal det være som ekstra-ekstra-ekstra-ordinær arbejdskraft, ikke som nøglepersoner. Det, vi prøvede at sige var, at det nytter altså ikke at prøve at løse pædagogiske problemer ved at ansætte tre arbejdsløse skuespillere. At passe andre folks børn er et kvalificeret arbejde, som ikke skal nedvurderes. Det er ikke noget, man kan, bare fordi man selv har fået to børn. Så vi protesterede mod den grove nedvurdering, der er sket, ikke mod langtidsledige som nogle væmmelige væsener," siger Jakob Lange. - Men hvis du tager overbliksbrillerne på, kan du så se en tendens til, at flere på arbejdsmarkedet frasiger sig ansvaret for de svage? "Udviklingen går helt klart derhen, hvor de, der ikke er toptrimmede eller kan holde akkorden, ryger ud. Folk bliver mere og mere tilbøjelige til også selv at sige: Vi er sådan et godt team, vi har altså ikke brug for sådan en flexjobber - selvom det er næsten gratis for virksomheden. Kan man kun yde 60 pct., bliver man opfattet som en, der står 40 pct. i vejen." - Er det solidariteten, der spiller fallit? "Det klinger ikke sådan i mine ører. Det er snarere en sær blanding af opskruet tempo og teams, som er mindre tolerante. Jo mere folk arbejder i tætte grupper, hvor de føler sig ansvarlige for gruppens resultater og føler et fællesskab med gruppens medlemmer, jo mindre har de lyst til at finde en ekstra plads til de skæve, de syge eller de forkert klædte."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her