BIENNALEN i Venedig er i sin opbygning et billede på ideen om territorialstaten fra slutningen af sidste århundrede. Rundt i haven - Edens have - ligger de enkelte landes pavilloner. De er bygget op gennem århundredet, ofte af landenes mest betydningsfulde arkitekter. Men denne form er jo generende, for kunsten er naturligvis grænseløs og universel. Derfor indrømmer alle, at de ikke kan lide de nationale pavilloner. Den struktur må væk, har det i mange år lydt fra forskellig side.
Problemet er selvfølgelig, hvordan man sådan fysisk kan få den brudt helt ned. For enten er der ikke pavilloner nok - eller også er der måske for mange. Der er sådan nogle underlige lande med: Uruguay og Slovakiet f.eks. (Det afrikanske kontinent er totalt fraværende). Det er derfor også helt almindeligt, at alle går rundt og griner lidt ad de mest kiksede pavilloner. Det er der såmænd mange grunde til, spørgsmålet er, om de egentlig er rigtig gode?
DER VAR et kunstværk i år, som var sådan en rigtig øjenåbner, nemlig den jugoslaviskfødte Marina Abramovics's "Balkan Baroque" med undertitlen "Cleaning the house". Det mest slående ved dette kunstværk var, at en lugt - som i øvrigt slet ikke var uoverkommeligt ubehagelig, og som bestod af en blanding af sæbe og kød - fik de fleste til at gå deres vej, inden de så, hvad der foregik. Dette er jo en fin politisk parabole, som kan få én til at indrangere værket under begrebet politisk korrekt kunst. Dets placering under Biennalens pavilloner ledte tanken hen på imperialisme, stank - og lugten i bageriet ... Ens vage fornemmelser af ubehag ved hele Biennale-forestillingen udkrystalliserede sig i mørket til noget nær en erkendelse: Oppe i lyset er det stadig, endnu engang, en vis del af den vestlige verden, som styrer gildet. Der er salen med de gyldne lysekroner, hvor der blasert diskuteres nuancer i de forskellige opvisningers kvalitet. Man er komplet latterlig, hvis man ikke har den rette intonation i citationen.
Meningen er selvfølgelig god nok. Det er den jo altid. Det er faktisk slet ikke nogen mening, men blot en let svæven rundt i universet, hvor man så lader de enkelte stjerner lyse og derfor tager dem med på udstillinger. Der er egentlig ikke noget kriterium på, hvad der er god kunst, det samler sig som galakser ...
I FRANKRIG kan man købe et atlas med det simple, indbyggede trick, at det skifter synspunkt på verden. Det er utroligt, som den kan se anderledes ud, hvis man placerer Grønland i midten - eller Australien. Den er næsten ikke til at kende igen. Så måske skulle man holde op med at grine ad de skæve pavilloner og i stedet tage verdens storhed alvorligt. Vi kender jo for pokker den europæisk/amerikanske tekst til bevidstløshed. Og åbenbart så megen bevidstløshed, at vi slet ikke opdager, at der er tale om et synspunkt. Jean Clair, som var kurator på den meget udskældte Biennale for to år siden, foreslog dog i det mindste at læse modernismens tekst på en ny måde. Lad os være flintrende ligeglad med, om han havde ret, sådan helt på tværs af kunsthistorien. Men ved at skifte hest fik han i det mindste skabt en af den slags nye synsvinkler, som gjorde, at man så de sædvanlige kunstværker på ny.
HVIS MAN ikke kan lide lugten i bageriet, hvad gør man så? Det er dette spørgsmål, pavillonerne stiller sig selv og nogle gange får besvaret så kejtet. For at blive aflæst må man skrive på det sprog, de andre kan forstå. Derfor vælger en række kuratorer at udvælge deres mest "internationale" kunstnere. Det flagrer rundt med de mærkværdigste hybrider af konceptkunst, etc. Egyptens pavillon er et eksempel. Der står nogle meget mystiske skulpturer med flotte referencer til landets historie - en brønd f.eks. Men når man banker på dem, viser de sig at være lavet ikke i sten, men i papmaché. Hvordan skal man aflæse det? Som ironi? Det er næppe meningen, det er en slags sætten sig mellem to stole. Det ser ud som, men det er ikke - men uden det metasproglige niveau, som ville ligge i "stjernernes" selvforståen.
Et andet eksempel er Aborigenerkunstnernes værk i den australske pavillon, som er lige ved at være godt i vestlige øjne. De har taget de hvide klæder på og er næsten bedre end nogen af os selv. I kataloget står der, at den ene af kunstnernes navn er Kwementyai Kngarreye. Kwementyai betyder "intet navn", for når et menneske er død, må man i en vis tid ikke sige hendes fulde navn. Denne lille oplysning er en sprække ind til en helt anden verden og dens erkendelser - måske ikke mindst om tiden ...
NOGLE GANGE lykkes det for "de andre" at trænge igennem. Bourgeoisiet ser fx. ud til at trænge til buddhismens indsigter i år. Så den japanske pavillon og Moris' 3D-værk havde stor succes. Men det er vores lyst som styrer (vurderingen af) værket!
Men ellers er kunsten blevet homogen og skrives på stilfuldt sort/gråt/hvidt papir. Den er ikke alene søvnig, men på grænsen af bevidstløshed. Celant, som er en af de store meningsdannere uden at vide det, og som senest var konsultant for Guggenheimmuseet i New York, siger, at Biennalens identitet er bestemt af "kunstens stamme", som bevæger sig med langsomme lydløse skridt, og som er svær at definere, hvis man ikke er en del af dets liv og ritualer.
Han mener naturligvis, at kunsten kun kan vurderes på egne kriterier. Men kriterier er aldrig uskyldige. På Dokumenta i Kassel kan man måske være ligeglad - dér kan vi glo på vor navle i fred. Men den fornemste opgave i Venedig kunne være at bruge den postkolonialistiske ramme til at løfte blikket.
