Læsetid: 25 min.

Intellektuelt begær er som seksuelt begær

Et uddrag af den promintente newyorker Susan Sontags notes- og dagbøger, 1958-67, der ventes at udkomme på amerikansk i 2007/2008
17. november 2006

29 December 1958, Paris

St.Germain des Prés. Er ikke det samme som Greenwich Village, ikke ligefrem. For det første har landflygtige i Paris (Amerikanere, italienere, sydamerikanere, tyskere) en anden + en større selvfølelse end de, som kommer til New York fra provinsen (f.eks. teenagere fra Chicago, Vestkysten, sydstaterne). Dér forekommer ikke brud mellem nationale identifikationer - eller fejlidentifikationer. Sproget er det samme. Man kan altid tage hjem igen. Og desuden er flertallet af villagers også newyorkere - interne landflygtige fra samme kommune.

Caférutiner. Efter arbejde eller forsøg på at skrive eller male går man på café, leder efter nogen, man kender. Helst sammen med nogen, eller i al fald med et aftalt rendez-vous- Man burde gå på flere cafeer - i gennemsnit: fire - inden for samme aften.

I New York (Greenwich Village) er der så også komedien om at være jødisk, som så mange er fælles om. Også dette mangler fra denne bohème. Det er knapt så heimlich. I Greenwich Village er italienerne - den proletariske baggrund, mod hvilken de rodløse jøder + de tilkomne fra provinsen hævder deres intellektuelle og seksuelle virtuositet - maleriske, men temmelig harmløse. Her er der oprørte, maroderende arabere.

-

Les ratés, de mislykkede intellektuelle (forfattere, kunstnere, would be Ph. D.'er). Folk som Sam Wolfenstein [matematikeren] med sin halte gangart, sin mappe, sine tomme dage, sin narkotiske afhængighed af film, sin nærighed og nassemanerer, sin golde familierede, hvorfra han flygter - skræmmer mig.

-

Harriet [Sohmers, forfatter og croquismodel]. En af de fineste blomster af amerikansk bohème. New York. Jødisk. Familien har lejligheder mellem 70th og 80th Street. Middelklasse-forretningsmand til far (selvlært). Kommunistiske tanter. Har selv flirtet med Kommunistpartiet (American Youth for Democracy). New York-gymnasium, N.Y.U., eksperimentelt kunst- eller kunsthåndværksuniversitet, ophold i San Francisco, egen lejlighed i Greenwich Village. Tidlige seksuelle erfaringer, deriblandt med negre. Homoseksualitet. Skriver noveller. Biseksuel promiskuitet. Paris. Lever sammen med en maler. Faderen flyttet til Miami. Rejser jævnligt tilbage til Amerika. Som landflygtig af typen med natarbejde. Skrift ophører.

30 December

Mit forhold til Harriet forbløffer mig. Jeg ønsker, at det skal være uoverlagt, ikke-reflekteret - men skyggen af hendes forventninger til, hvad en 'affære' skal bestå af, forstyrrer min ligevægt og får mig til at fumle. Hun med sine romantiske mistrivsler, jeg med mine romantiske behov og længsler- en uventet gave: Hun er smuk. Jeg huskede hende som bestemt ikke smuk, snarere kluntet og utiltrækkende. Hun er alt andet end det. Og fysisk skønhed er af enorm, ja nærmest morbid væsentlighed for mig.

31 December

Om at føre dagbog. Overfladisk at forstå dagbogen som kun opsamling for ens private, hemmelige tanker - som en fortrolig veninde, som er døv, stum og analfabetisk. I dagbogen udtrykker jeg ikke blot mig selv mere åbent end jeg kunne gøre over for nogen anden person; jeg skaber mig selv.

Dagbogen er et medium for mit oplevede selv. Den repræsenterer mig som emotionelt og åndeligt uafhængig. Derfor (ak) optegner den ikke blot mit aktuelle, daglige liv, men tilbyder snarere - i mange tilfælde - et alternativ til det.

Der er ofte et modsætningsforhold mellem meningen med vores handlinger over for en bestemt person, og hvad vi tilkendegiver om vores følelser for denne person i en dagbog. Men det betyder ikke, at det vi gør, er overfladisk, og at kun, hvad vi betror os selv, er dybt. Betroelser, og jeg mener oprigtige betroelser kan være mere overfladiske end handlinger. Jeg tænker nu på, hvad jeg læste i dag (da jeg tog op Bd. St-G nr. 122 for at tjekke hendes post) i H's dagbog om mig - den lakoniske, unådige bedømmelse af mig, som udmunder i hendes konklusion, om at hun i virkeligheden ikke kan lide mig, men at min passion for hende går an og er belejlig. Guderne skal vide, at det gør ondt, og at jeg føler mig vred og ydmyget. Vi ved kun sjældent, hvad andre tænker om os (eller rettere tror, de tænker om os)- Føler jeg mig skyldig over at have læst, hvad der ikke var bestemt for mine øjne? Nej. En af dagbøgers væsentligste (sociale) funktioner er netop at blive læst i smug af andre mennesker, de mennesker (såsom forældre + elskere), om hvem man kun i dagbogen har været grusomt ærlig. Gad vide om H. nogensinde vil læse dette?

At skrive. Det er korrumperende at skrive i den hensigt at moralisere, at højne menneskers moralske normer.

Intet hindrer mig i at blive forfatter, bortset fra dovenskab. En god forfatter.

Hvorfor er det vigtigt at skrive? Hovedsagelig pga. egoisme, tænker jeg. Fordi jeg vil være en persona, en forfatter, og ikke, fordi der er noget, jeg må sige. Men hvorfor ikke også det? Med lidt jeg-opbyggelse - såsom det fait accompli, denne dagbog udgør - vil jeg vinde frem til en tiltro til, at jeg (jeg) vil have noget at sige, som burde siges.

Mit 'jeg' er ubetydeligt, forsigtigt, alt for fornuftigt. Gode forfattere er buldrende egoister. Deres selvforgudelse kan grænse til det idiotiske. Fornuftige mennesker, kritikerne, korrigerer dem - men deres fornuft er en parasit på geniets kreative selvforgudelse.

2 januar kl. 7.30

Stakkels lille ego, hvordan har du det i dag? Ikke alt for godt, er jeg bange for - nærmest forslået, øm og traumatiseret. Hede bølger af skam og alt det der. Jeg lå aldrig under for nogen illusion om, at hun var forelsket i mig, men jeg troede faktisk, at hun kunne lide mig.

-

I aftes (sidste nat!) hjemme hos Paul snakkede jeg virkli fransk. Forfra og om igen. Med hans meget søde forældre. Hvor var det skæg!

19. Februar

I går (sen eftermiddag) deltog jeg i mit første cocktailparty i Paris, hos Jean Wahl - i Allan Blooms afskyelige selskab. Wahl [fransk filosof] levede i høj grad op til mine forventninger - en lille, slank, fuglelignende gammel mand med tyndt, hvidt hår og smal, bred mund. Ret skøn faktisk - ligesom Jean Louis Barrault [fransk skuespiller] vil se ud som 65-årig, men forfærdeligt distræt og forpjusket. Poset sort jakkesæt med tre huller i buksebagen, hvorigennem man kunne se hans (hvide) undertøj + at han lige var kommet fra en sen eftermiddagsforelæsning - om Claudel - på Sorbonne.

Han har en høj, gudeskøn tunesisk kone (med et rundt ansigt og tæt tilbagestrøget sort hår). Hun er halvt så gammel som han, omkring 35-40 vil jeg tippe + tre eller fire ret små børn. Tilstede var også Giorgio de Santillana [videnskabshistoriker], to japanske kunstnere, nogle magre gamle kvinder iklædt skindhatte; en mand fra Preuves [institut for forskning i logik og matematik], nogle børn i mellemstørrelse, der var som taget ud af Balthus [fransk maler], i Mardi Gras-kostumer; en mand, som lignede Jean-Paul Sartre, bare grimmere og halt, og som var Jean-Paul Sartre, og en hel masse andre mennesker, hvis navne ikke sagde mig noget. Jeg talte med Wahl + de Santillana + (uundgåeligt) Bloom. Lejligheden, den ligger i rue de Peletier, er fantastisk - alle vægge er dækket af tegninger + skitser + malet af børn og kunstnervenner - der er mørke, træudskårne afrikanske møbler, bøger i titusindvis, tunge duge, blomster, malerier, legetøj, frugt - en temmelig vidunderlig uorden, tænkte jeg.

28 feb.

Hørte Simone de Beauvoir forelæse om, hvordan det stadig er muligt at skrive romaner, i aftes på Sorbonne (sammen med [journalisten Irv] Jaffe). Hun er mager, anspændt og ser glimrende ud for sin alder, men hendes stemme er noget ubehagelig - det må have noget at gøre med den høje diskant + den nervøse hast, hvormed hun taler. Senere samme eftermiddag læste jeg Carson McCullers' Reflections in a Golden Eye. Den er et stykke glat og virkelig økonomiseret 'skrivekunst', men jeg tror ikke på motivation via apati, katatoni og dyrisk empati- (i en roman, mener jeg!)

Begyndelsen af 1959, New York City

New Yorks hæslighed. Men jeg kan virkelig godt lide det her, selv Commentary [tidskrift, SS bidrog til]. I NY forvandler sensualitet sig til total seksualitet - der er ingen objekter, sanserne kan respondere på, ingen smuk flod, smukke huse eller smukke mennesker. Rædsomme gadelugte og snavs- intet andet end at spise om så bare det og så sengens vildskab.

-

At tilpasse selvet til byen vs. at gøre byen et bedre modsvar til selvet.

12. marts. Kl. 16.15

Jeg er i dårlig form. Her kan jeg skrive det. Jeg skriver langsomt og iagttager min håndskrift, som ser ud til at være OK. Fik to vodka-martinier med Marty Greenberg [redaktør for Commentary]. Mit hoved føles tungt. At ryge smager bittert. Tony + en blegfjæset fyr (Mike Harrington) taler om Stanford-Binets. Kleist er vidunderlig. Nietzsche, Nietzsche.

Oktober

[udateret indskrift]

Jeg er ikke gudfrygtig alene, kun sammen med andre

19. november

Orgasmens komme har forandret mit liv. Jeg er blevet befriet, men det er ikke den rette måde at sige det på. Vigtigere er, at den har indskrænket mig, dvs. har aflukket muligheder og gjort alternativerne klarere og skarpere. Jeg er ikke længere ubegrænset, dvs. ingenting.

Seksualiteten er paradigmet. Før var min seksualitet horisontal, en uendelig linje, der kunne inddeles i det uendelige. Nu er den vertikal. Det er op og over eller intet.

-

Orgasmen bringer fokus. Jeg begærer at skrive. Orgasmens komme er ikke frelse, men snarere mit egos fødsel. Jeg kan ikke skrive, førend jeg finder mit ego. Den eneste slags forfatter, jeg vil kunne blive, er den, der udstiller sig selv- At skrive er at bruge sig selv, at sætte sig selv på spil. Men indtil nu har jeg ikke engang kunne lide lyden af mit eget navn. For at skrive må jeg kunne elske mit navn. Forfatteren er forelsket i sig selv- og skaber sine bøger ud fra det møde og den vold.

20. november, kl. 3 om morgenen

Jeg har aldrig været så krævende over for nogen,som jeg er over for I. [den cubansk-amerikanske dramatiker Maria Irene Fornes]. Jeg er jaloux på alt, hvad hun ser. Det gør ondt på mig, hvert minut hun er borte fra mig. Men ikke, når jeg forlader hende og ved, at hun er der. Min kærlighed begærer at inkorporere hende totalt, at æde hende. Min kærlighed er selvisk.

-

I nat tog hun fra sit arbejde for at møde Inez i San Remo. Ann Morrissett [journalist og dramatiker] var der også. Derefter Cedar Bar. Hun kom hjem kl. 24.00; jeg sov- hun kom op i sengen, fortalte mig om aftenens samtaler. Kl. 2 bad jeg om, at lyset blev slukket og lagde mig til at sove. Jeg var lammet, stum, grådkvalt. Jeg røg, hun sov.

-

24. december

Min lyst til at skrive er forbundet med min homoseksualitet. Jeg bruger den identitet som et våben for at matche det våben, samfundet retter imod mig.

Det retfærdiggør ikke min homoseksualitet. Men det kan give mig - føler jeg - en frihed.

-

Jeg er kun lige ved at blive klar over, hvor skyldig jeg føler mig ved at være lesbisk. Med H. troede jeg ikke det ville genere mig, men jeg løj for mig selv. Jeg lod andre mennesker (f. eks. Anette [Michelson, filmhistoriker]) tro, at det var H., som var min last, og at jeg bortset fra hende ikke ville være lesbisk eller i hvert fald ikke hovedsagelig lesbisk.

At være lesbisk får mig til at føle mig mere sårbar.

28. december

Indtil nu har jeg følt,at de personer, jeg kunne lære dybtgående at kende eller elske oprigtigt, var som dubletter eller versioner af mit miserable selv. (Mine intellektuelle og seksuelle følelser har altid været incestuøse). Nu kender jeg + elsker en, som ikke er som jeg - f.eks. ikke er jøde eller typisk newyorker-intellektuel - uden mangel på intimitet. Jeg er altid bevidst om I.'s fremmedhed, og om at vi ikke deler samme baggrund - og jeg oplever dette som en stor lettelse.

1960 [Udateret indskrift]

Cogito ergo est

Februar

Hvor mange gange har jeg fortalt folk, at Pearl Kazin [redaktør] var en af Dylan Thomas' højest elskede kærester? At Norman Mailer holder orgier? At [F.O.] Mathiessen var bøsse? Alt sammen offentlige hemmeligheder selvfølgelig, men hvem i helvede er jeg, at jeg sådan skal reklamere med andre menneskers seksualvaner?

Hvor mange gange har jeg ikke hånet mig selv for dette, som dog ellers kun er ganske lettere stødende end min vanemæssige namedropping (hvor mange gange talte jeg om dette med Allen Ginsberg sidste år, da jeg var på Commentary?) og min vane med at kritisere andre mennesker, hvis de selv indbyder til det... Jeg har altid forrådt folk over for hinanden. Intet under at jeg er blevet så ædelsindet og nøjeregnende med, hvordan jeg bruger ordet 'ven'!

Lørdag:

vågner op kl. 7

Museum kl. 10.30

I. ankommer kl. 13

kaffe + frokost i museum

kl. 3.00 'Trouble in Paradise'

4.30 - 5.15 kaffe med I.; vi taler

Hun kommer med mig i taxa til 118th St.

samler David op [Sontags 7-årige søn]

sætter I. af ved 79th St. - hun skal op til Alfred [Chester, forfatter og litteraturkritiker]

Jeg giver D. mad og putter ham

A. ringer og bønfalder mig om at komme til festen

Jeg læser The Listener - ringer til Jack, Harriet - tager af sted 21.30

Taxa til 14th St. - jeg køber biletter til [filminstruktør Ken- -- [Extra linie]-- neth] Anger og Pirandello-festen

* jeg tager afsted - Times Sq.

Bardot film - hjemme kl. 4

* Søndag:

Vågner kl. 7.00 - vrede

ringer til A. kl. 9.00

Jack samler os op kl. 9.15

Morgenmad hos Rumpelmayer's

spadseretur i Central Park

Hotel Pierre med Jack + Ann + 2 venner (Jack og Harriet)

taxa til Alfred's

frokost med I. + A. hos Bocce

matineen er slut - I. og jeg. tager til Commons

vores samtale

vi tager tilbage til Alfred's kl. 18.45

I. ringer til Ann - vi tager alle af sted, I. til Ann, A. + David + jeg til Frank's Pizza.

...

|Vi samler I. op kl. 20.00 på Hudson St. - tager i biografen ved Carnegie Hall Playhouse

22.30 - taxa hjem, putter D. - Jeg vil spise - sex - ikke tale - søvn

...

Søndag:

depression, udmattelse

Jeg tager benzedrin kl. 17.00

taxa til Wash. Sq. kl. 18.00 for at møde A.

middag på Frank's

derefter kaffe på Reggio's

8. marts, midt på dagen

Via benzedrin fortager den virkning, Irene har gjort på mig, sig mere gradvis, dr. Puroshottam [hinduistisk forsker] i sidste uge, denne morgen forelæsninger om Spinozas etik, den lange refleksion over Kant, som begyndte i oktober, gårsdagens indfald om forskellen mellem 'sandheden, at...' og 'sandheden om'.

Der findes ingen stasis. At stå stille er at falde væk fra sandheden. Det indre liv dæmpes og flakker, begynder at gå ud, så snart nogen forsøger at holde fast. Det er som at forsøge at få dette åndedræt til at fungere i det næste åndedræts sted eller at gøre i dags aftensmad til også næste onsdags værk... sandheden rider på tidens pil.

8. august

Mandag morgen

Jeg må hjælpe I. med at skrive. Og hvis jeg også skriver, vil det stoppe det futile ved bare at sidde og stirre på hende og tigge hende om, at hun skal elske mig igen.

...

Det gør altså ondt at elske. Det er som at overgive sig selv til at blive flået, og at vide at på et hvilket som helst tidspunkt kan den anden bare gå sin vej med din hud.

14. august

JEG BURDE IKKE PRØVE AT ELSKE

NÅR JEG ER TRÆT.

JEG BURDE ALTID VIDE, HVORNÅR JEG ER TRÆT,

MEN DET GØR JEG IKKE.

JEG LYVER FOR MIG SELV. JEG KENDER IKKE

MINE SANDE FØLELSER.

(Stadig?!)

12/3/61

At blive klar over følelsernes 'døde steder' - at tale uden at føle noget (dette er meget anderledes end mit gamle selvhad ved at tale uden at vide noget.)

...

Forfatteren må være fire personer:

1) galningen, l'obsedé [den besatte]

2) tåben

3) stilisten

4) kritikeren

1) leverer materialet

2) lader det komme ud

3) er smagen

4) er intelligensen

en stor forfatter har alle fire - men man kan stadig være en god forfatter selv med kun 1) og 2); de er de vigtigste.

9. dec. 1961

Frygten ved at blive gammel er født ud af anerkendelsen af, at man ikke nu fører det liv, man ønsker. Det svarer til en følelse af, at man misbruger øjeblikket.

[ikke dateret]

Mary McCarthys grimasser - grå hår - lavmoderne rød + blåtryks-sæt. Klubkvindesladder. Hun er Gruppen. Hun er sød imod sin mand.

...

Jeg skriver for at definere mig selv - en selvskabelsesakt - en del af en tilblivelsesproces - i en dialog med mig selv, med forfattere jeg beundrer levende og døde, med ideelle læsere

Fordi det giver mig lystfølelse (en 'aktivitet')

Jeg er ikke sikker på, hvilket formål mit værk tjener.

Personlig frelse - Rilkes 'Breve til en Ung Poet'.

3. sept., 1962

sidder på græsset ved floden. David spiller bold med en puertoricansk dreng og mand.

Alene, alene, alene. En bugtalers dukke uden bugtaleren. Jeg har hjernetræthed og hjertesmerte. Hvor er der fred, hvor er centrum?

Der er syv forskellige slags græsser her, hvor jeg ligger. Mælkebøtter, egern, små gule blomster.

...

Jeg vil gerne være i stand til at være alene, at finde det berigende - ikke bare en ventetid.

Hippolytos siger: Velsignet er det sind, som kan beskæftige sig med andet end sine egne ærgrelser.

Jeg drømte om Nat[han] Glazer i nat. Han kom for at låne et af mine sorte sæt, et meget smukt sæt tøj, som hans veninde kunne tage på til en fest. Jeg hjalp ham med at finde det. Han lå på en enkeltseng + jeg sad ved siden af ham og kærtegnede hans ansigt. Hans hud var hvid bortset fra små pletter af sort moslignende skæg på hans ansigt. Jeg spurgte ham, hvordan han havde fået et så hvidt ansigt, + jeg sagde til ham, at han ikke skulle gå ud i solen. Jeg ønskede, at han skulle elske mig, men det gjorde han ikke.

12. september, 1962

For tidlig føjelighed, imødekommenhed

så at den underliggende stædig aldrig berøres

udgør 80 procent af min berygtede flirtemanerer og forføreriskhed

10/16/62

Sentimentalitet. Følelesernes inerti. De er ikke letfærdige, letflydende - jeg er sentimental. Jeg klynger mig til mine følelsestilstande. Eller klynger de sig til mig?

27. juli, 1964

Kunst = en måde at komme i kontakt med sin egen galskab på. Mit behov for at komme af med den igen, så såre den er fremmanet. Et nyskrevet manuskript begynder at stinke, så såre det er fuldført. Det er et lig - det må begraves - balsameres i tryksværte. Jeg skynder mig ud for at sende manuskripterne, så såre de er færdige, selv om klokken er fire om morgenen.

Den største forbrydelse af alle: at dømme

Den største mangel: mangel på helhjertethed.

[På en løs lap papir, formentlig fra 1964]

Jeg vil få det godt igen kl. 7.00. denne morgen.

...

M. [Mildred Jacobsen, Sontags mor] svarede mig ikke, da jeg var barn. Den værste straf - og ultimative frustration. Hun var altid 'borte' - selv når hun ikke var vred. (Drikkeriet er et symptom på det). Men jeg forsøger stadig.

Nu er det ligesådan med I. Og endda endnu mere smertefuldt, fordi hun i fire år svarede. Så jeg ved, at hun kan.

...

Mine fejl:

- at censurere (sic) andre for mine egne laster*

- at gøre venskaber til kærlighedsaffærer

- at forlange, at kærlighed indbefatter (og udelukker) alt

*) men måske bliver dette mest hektisk og åbenlyst - når sit klimaks, når tingen i mig selv nedbrydes, giver efter, kollapser - ligesom med: min indignation over Susan [Taubes] og Eva [Kollischs] fysiske sarthed.

NB: Min demonstrative appetit - og virkelige behov for - at spise eksotisk og 'ulækker' mad = et behov for udtrykke min forkastelse af sarthed. Et modudsagn.

17. november, 1964

Hver gang jeg sporede misundelse, afholdt jeg mig fra at kritisere - for ikke at mine motiver skulle være urene og min bedømmelse mindre end upartisk. Jeg var velvillig. Jeg var kun maliciøs over for fremmede, over folk, som var ligeglade.

Det forekommer ædelt.

Men derved reddede jeg mine 'overmænd' - de, som jeg beundrede - fra mit ubehag, min aggression. Kritik var forbeholdt kun dem, som var 'under' mig, som jeg ikke respekterede... Jeg brugte min kritiske magt til at bekræfte status quo.

...

alle hovestæder ligner mere hinanden, end de ligner alle øvrige byer i deres land (folk i NY er mere som folk i Paris end som folk i St. Paul)

...

Cal [Robert Lowell]: I sin galskab en maskine, der arbejder i fem gange sit normale tempo, uden regulator - svedende, udsondrende ord, slingrende frem + tilbage--

--

[Ikke dateret, formentlig 1964]

Den intellektuelle ekstase, jeg har kunnet opnå siden min tidlige barndom. Men ekstase er ekstase.

Intellektuelt 'begær' er som seksuelt begær.

...

6.085 eksemplarer af Against Interpretation er blevet solgt.

1.915 eksemplarer af første oplag resterer.

...

[George] Balanchine, den sidste af de moderne genier

3/26/65

nye malerier (Pop, Op) - cool; mindst mulig stoflighed - lyse farver

må have lærreder, for man kan ikke lade farver flyde i rummet

...

følelse (sansning) af et Jasper Johns-maleri eller -objekt kunne opleves på samme måde som The Supremes

...

Popkunst er Beatle-kunst

...

endnu en nøgletekst: Ortega, 'kunstens uvirkeliggørelse'

hver tidsalder har sin egen repræsentative aldersgruppe - vores er ungdommen - tidens ånd er cool, uvirkeliggjort, leg, sansende, apolitisk

...

Jasper Johns - Duchamp malet af Monet

20. april

Min vision er uforædlet, ufølsom; dette er de problemer, jeg har med at male.

et andet projekt: Webern, Boulez, Stockhausen. Køber plader, læser, ordner noget arbejde. Jeg har været meget doven.

...

Jeg må ikke give interviews, før jeg kan lyde så klar + autoritativ + direkte som Lillian [Helman] gør i Paris Review.

20. maj, Edisto Beach [South Carolina]

'det arrogante objekt' (Johns)

man lærer ikke af erfaringen - for tingens substans forandrer sig bestandig

der findes ikke nogen neutral overflade - noget er kun neutralt i forhold til noget andet (en intention? En forventning?) - Robbe-Grillet

Rauschenbergs brug af avisklip, gummidæk

Johns: kost, bøjler

Den eneste transformation, der interesserer mig, er den totale transformation - uanset hvor minimal. Jeg ønsker, at mine møder med en person eller et kunstværk, skal forandre alt.

4. juli, Bled [Jugoslavien]

Mailer: hvordan forblive ren og blive filmstjerne

I hver moderne amerikansk forfatter føler man en kamp med sproget - det er din fjende, det arbejder ikke naturligt for dig. (Helt anderledes er det i England, hvor sproget tages for givet). Du må underkue det, genopfinde det.

16. juli, Paris

Jeg har ikke lært at mobilisere vrede - (Jeg gennemfører militante aktioner uden at føle mig militant)

17. sept. (på fly tilbage til NY)

Sartre: "Hvis folk har så forskellige holdninger, hvordan kan de så overhovedet se en film sammen?")

Beauvoir: "At smile såvel til modstandere og venner er at nedgøre sine overbevisninger til rene meninger, og reducere alle intellektuelle, om de er til højre eller venstre, til deres fælles vilkår som borgerskab."

8. november

To tredjedele inde i Greta Garbos 'Private Potato Patch' ønskede jeg mig at være Garbo (Jeg studerede hende; jeg ønskede at assimilere hende, lære hendes kropssprog, føle, hvad hun følte) - så, hen imod slutningen, begyndte jeg at begære hende, at tænke på hende seksuelt, at ønske at besidde hende. Længsel fulgte efter beundring - efterhånden som min beskuelse af hende nærmede sig sin slutning. Min homoseksualitets sekvens?

...

I NY er der kun lidet eller intet 'fællesskab', men en stor følelse af 'scene'.

...

Mine største glæder i de sidste to år er kommet fra popmusik (the Beatles, Dionne Warwick, The Supremes) + Al Carmines musik.

I min næste lejlighed vil jeg have masser af planter, stående tæt sammen.

...

Et problem: min skrifts tyndhed - den er mager, sætning for sætning - for arkitektonisk og diskursiv

[midt i november]

Mailer siger, han ønsker sig, at han med sine tekster kunne forandre sin samtids bevidsthed. Det samme gjorde DH [Lawrence] tydeligvis.

Det ønsker jeg ikke, at mine skal - i al fald ikke i forhold til et bestemt synspunkt, en vision eller et budskab, jeg forsøger at få igennem.

Ikke mig.

Teksterne er objekter. Jeg ønsker, at de skal berøre læserne - men på alle tænkelige mulige måder. Der er ingen rigtig måde at læse det, jeg skriver, på.

Jeg 'siger ikke noget'. Jeg muliggør, at 'noget' kan få en stemme, en uafhængig eksistens (uafhængig af mig).

24. november

Lillian [Hellman] identificerede sig med Becky Sharp - hun ønskede altid at være en barsk harpe, at få folk på krogen.

Jeg er aldrig kommet ud af min beundring og misundelse over, at hun var i stand til at smide ordbogen tilbage i hovedet på den jammerlige skolelærerinde. Alt det manipulative præk om mænd var hinsides mig.

...

Analyse: To eller tre grå stær er faldet fra mine øjne. Er der hundrede mere tilbage?

Jeg kommer hver nat omkring kl. 2.00 og 3.00. NY Times er min elsker.

[Ikke dateret, sidst i 1965]

Ubehaget ved feedback - andre menneskers reaktioner på mit arbejde, om det så er beundring eller det modsatte. Jeg ønsker ikke at reagere på dette. Jeg er kritisk nok (+ at jeg bedre ved, hvad der er galt).

Jeg kan godt lide at føle mig dum. Det er sådan jeg ved, at verden rummer meget mere for mig.

...

min intellektuelle dannelse:

a) Knopf + ML [Modern Library]

b) Partisan Review (Thrilling, Rahv, Fiedler, Chase)

c) University of Chicago

P & A via Schwab-Mckeon

Burke

d) Centraleuropæisk 'sociologi'

De tysk-jødiske intellektuelle flygtninge Strauss, Arendt, Scholem, Marcuse, Gourevitch, Jacob Taubes etc. (Marx, Freud, Spengler, Nietzsche, Weber, Dilthey, Simmel, Mannheim, Adorno et etc.)

e) Harvard Wittgenstein

f) franskmændene - Artaud, Barthes, Cioran, Sartre

g) mere religionshistorie

h) I - mailer, antiintellektualisme

i) kunst, kunsthistorie

Jasper Johns

William S. Burroughs

slutresultatet: fransk jødisk Cage-discipel?

4. januar 1966

Situationen i maleriet er anspændt: ligesom i videnskab. Alle er bevidste om 'problemet', hvad der må arbejdes på. Hver kunster har i sit seneste værk udgivet 'hvide papirer' om dette eller hint problem, + kritikerne bedømmer, om det udvalgte problem er interessant eller trivielt. (Barbara Rose-tilgangen). Sådan bedømmer Rosalind Krauss Jaspers blitzlys, øldåser etc. til at være løsningen på/udforskningen af en skulpturens perifere (trivielle) problem i dag: hvad skal man gøre af piedestalen... Mens Frank Stellas værk anses for at være uhyre interessant, fordi det er en løsning på centrale problemer. Hvem med kendskab til nyere kunsthistorie + dens problemer ville være interesseret i Frank Stella?

Kunstnere arbejder fra indfald til indfald - i intens spænding - alt ændrer sig inden for seks måneder, efterhånden som flere 'arbejder' kommer ind fra de forskellige kunstakademier. Man er nødt til at følge med og have en meget dygtig radar (at være relevant, at være interessant).

I litteraturen derimod er alting så løst sammenvævet. Man kunne foretage et faldskærmsudspring med bind for øjnene - og uanset hvor man lander, hvis man presser hårdt nok på for det, vil man uundgåeligt finde interessant og uudforsket, værdifuldt terræn. Alle muligheder forefindes rundt omkring, knapt nok udnyttede.

...

Jasper er god for mig (men kun for en stund). Han får det til at føles naturligt + godt + rigtigt at være skør. Og stum. At drage alt i tvivl. Fordi han er skør.

...

--

-- De eneste tanker, jeg har, som ser ud til at forblive 'sande', er tanker om at tænke (og føle) - deres konturer, metodologi, dilemmaer -

Ingen tanker om, hvordan tingene er 'i veden' (vurdering af mennesker, kunst, politiske ideer) forbliver overbevisende i ret lang tid. Så kig dog endnu engang på virkeligheden...!

...

at lave lister (+ tjekke ting, der alleredes kendes, genkendes, iagttages eller ejes) på en allerede eksisterende liste: en anden version af 'velsignelse'!

Jeg tager disse ting under min vinge - jeg 'inkluderer' dem.

[Ikke dateret, sent vinter 1966]

NYC med sin intelligentsia, sin liberale konsensus, er i et forhold til det øvrige USA som Vatikanet i midten af Italien, en lille privat stat med enorm magt + velstand, men adskilt

...

Interessant at Merce [Cunningham] kalder potteudplantningen og genpotteudplantningen og den kørende cykel i 'Variationer V' for 'ikke dans-aktiviteter'. Nu havde jeg lige vænnet mig til Judson [En kirke i Greenwich Village] og forestillingen om, at en hvilken som helst adfærd kan opfattes som dans.

Duchamp har sagt to selvmodsigende ting -

(1) at et kunstværk kun har en (kort) levetid og

(2) at værdien af et kunstværk kun kan fastsættes af eftertiden.

Et synspunkt: kunst er et sprog, ikke bare, hvad det er.

Er dette det 'konservative' synspunkt?

Ad Reinhardts 'sorte' malerier er som Robbe-Grillets romaner - en idé kortlagt på et gitter. Man får for let 'fat på det'. Det er 'romantisk' i en forstand (romantik som koncentreret om en del snarere end et hele).

.....

Selvudtryk er den begrænsende idé, begrænsende, hvis det er centralt (kunst som selvudtryk er meget begrænsende). Fra selvudtryk kan man aldrig komme til en autentisk, genuin, ikke blot middelbar retfærdiggørelse for imødekommenhed.

Men hvis man begynder med imødekommenhed, kan man tillempe næsten alt, hvad folk tillægger selvudtryk (igennem tanken om imødekommenhed over for sig selv).

....

Atmosfæren ved Merces foredrags-demonstration: alt var betydningsfuldt. Ting blev behandlet ensartet, med afmålthed, med forsigtighed. Den klud, han tørrede sin sved af med. Den stol, han flyttede og så satte sig i bagest på scenen.

...

Jasper Johns: "Jeg tror ikke, at en ting er noget (en enkelt ting) - så de Koonig handlede naivt, da han ødelagde et maleri, fordi X syntes om det. Måske X ikke syntes om, hvad de Koonig antog, han ville møde + ønskede at X ikke skulle kunne lide. Måske syntes han om noget helt andet.

1. juni

En af mine stærkeste og fuldest brugte følelser: foragt. Foragt for andre, foragt for mig selv

....

Jeg er utålmodig (og foragter ?) mennesker, som ikke forstår at beskytte sig selv, at hævde deres rettigheder.

Min hjerne = King Kong. Aggressiv, flår folk i stykker. Jeg holder den for det mest låst inde - og bider negle.

27. juni, Paris

Når provoerne iscenesætter 'happenings' om natten i Amsterdams gader, er der en risiko. De provokerer politiet, de 'siger' noget, de forsøger at få noget til at ske (mere frihed, etc.)

Happenings i NY er ikke bare apolitiske. De risikerer intet. De er vittige øvelser i irrationalitet - helt på den sikre side.

...

Hvis bare min roman kunne have det samme tempo - og rækkevidde, relevans - som Godards seneste to film har. Vietnams mavesår, lyden af bragende skydevåben -

6. august, London

Peter Brook: meget intens, højstemt, blege blå øjne - er ved at blive skaldet - går med sorte rullekravesweatere - varmt generøst håndtryk - kødfyldt, flæsket ansigt.

Læste sammen med Jane Heap (berømt Little Review-dame fra 20'erne), der dengang levede i sin livsaften i Hampstead; elev af Gurdijeff; hendes søndag eftermiddage

hjerne-plukker

...

Grotowski

omkring 35

som Caligari eller troldmanden i 'Mario + Troldmanden'

ingen ved noget om hans sexliv

var aldrig kritiker

har studeret yoga i Indien en tid

i hans selskab kommer ingen til ham med sine personlige problemer

9. august

Jeg fik Romanen... tror jeg! Takket være Brook + Grotowski, er de sidste brikker faldet på plads.

8. oktober

Jap [Jasper Johns]: om en ung maler, hvis værker han så denne eftermiddag. "Disse billeder er meget smukke. Men det er også alt."

Japs autoritet, hans elegance. Han er aldrig forvirret, nervøs, undskyldende, skamfuld. Perfekt vished. Selv hvis han piller næse eller trækker en sandwich i automaten, er han elegant.

...

Kun de mennesker bør interessere sig for en kunstart (eller flere kunstarter), som selv udøver den - har gjort det - eller higer efter at gøre det. Hele forestillingen om et 'publikum' er forfejlet. Kunstnerens publikum er hans ligemænd.

[Ikke dateret, sidst i 1966]

Joe [Chakin] spørger mig, hvordan jeg får det, når jeg opdager - lad os sige tre fjerdedele inde i noget, jeg skriver på - at det er middelmådigt, inferiørt. Jeg svarer, at jeg bevarer gejsten og pløjer videre til slutningen. Jeg befrier mig jo for, hvad der er middelmådigt i mig selv (min forestilling om skrift som ekskrementudskillelse). Det er det. Jeg vil af med det. Jeg kan ikke negere det ved en viljesakt. (Eller kan jeg?) Jeg kan kun tilstå det en stemme, 'få det ud'. Og så kan jeg gøre noget andet. I det mindste behøver jeg ikke at gøre dette igen.

22. februar, 1967, kl. 3 morgen

Jeg er ved at færdiggøre min anmeldelse af O ['s historie], som har udviklet sig til et 35 sider langt essay. Det er OK. Stadig tror jeg dog ikke et ord af, hvad jeg selv skriver. Det er interessant, måske værdifuldt - men jeg kan ikke se, hvordan det kan være 'sandt'.

6. april

SF-grupper

The Grateful Dead

Nitty Gritty Dirt Band

The Great Society

Jefferson Airplane

The Only Alternative + his Other

Possibilities

The Myddle Class+

The Mothers of Invention (LA?)

The Byrds (LA)

Country Joe + the Fish

The Quicksilver Messenger Service

Big Brother + the Holding Company

The Turtles

The Miracles

The Sparrows + the Charlatans

I Californien er en fremmed en potentiel ven, indtil det modsatte viser sig at være tilfældet. I NY er en fremmed en fjende, indtil han beviser det modsatte. Man bruger megen energi i NY på at efterleve den hypotese.

...

Det ideelle liv: kun at gøre ting, der er uundværlige.

To måder at være på - en helgen eller en tyv.

Mit selvbillede siden 3-4-årsalderen - geni og tosse. Jeg bruger den ene til at bestikke den anden. Og udvikler i princippet relationer til andre for at tilfredsstille den ene eller den anden.

...

Sartre (jvf. Les Mots) er den eneste person, jeg kender, som havde denne 'vished' om genialitet. Han levede et posthumt liv, allerede fra barndommen af (en berømt mands barndom). En slags selvmord - det mest glorværdige gravmæle, man kan tænke sig.

Sartre var meget grim - og vidste det. Så han behøvede ikke at udvikle 'tossen' for at bestikke de andre for at være 'et geni'. Naturen havde klaret det problem for ham. Han behøvede ikke at opfinde en årsag til, at andre afviste ham. Som jeg gjorde ved at gøre mig selv 'dum' i personlige relationer. (For 'dum' læs også 'blind').

* Første bind af Susan Sontags dagbøger ventes at udkomme i 2008 eller 2009

* © The Estate of Susan Sontag. Trykt med tilladelse fra The Wylie Agency

* Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu