Læsetid: 5 min.

Intet samfund kan fungere uden selvcensur

11. februar 2006

Der var engang, hvor ytringsfriheden var det frie samfunds modsvar til det ufrie samfunds censur. Men i de seneste måneders danske debat er kampen for ytringsfriheden blevet udlagt som kampen mod selvcensuren. Er selvcensur blot en variant af ydre censur, og kan det lade sig gøre at afskaffe den? Fire fagfolk forklarer selvcensurens funktion i antropologien, psykologien, kulturhistorien og evolutionen Jyllands-Postens kulturredaktør besluttede torsdag i samråd med sin chefredaktør at censurere sig selv fra at udtale sig mere om Muhammed-tegningerne. Men før han gjorde det, har Flemming Rose sammen med en række stemmer i den danske debat argumenteret for, at eksperimenteret med tegningerne af muslimernes profet var nødvendigt, fordi den danske ytringsfrihed var truet af en omsiggribende selvcensur. Hensynet til andres religiøse følelser afføder en selvcensur, der truer ytringsfriheden, er det udbredte argument. Og Rose har ret: Selvcensuren er vokset. Og det er foregået over længere tid end de sidste par år. Selvcensur er nemlig en grundlæggende betingelse for et samfund. "Der findes ikke noget socialt bånd, der tillader, at man siger alt," forklarer lektor i pædagogisk filosofi Kirsten Hyldgaard om Freud og Lacans teorier om psyken. Og professor i antropologi Kirsten Hastrup supplerer med Bourdieus begreber: "Ethvert felt og ethvert samfund har en strukturel censur, der privilegerer visse handlinger og udtryk og skubber andre, der principielt kunne have været lige så vigtige, tilside." Evolutionsteorien kan ligefrem udpege, hvor i hjernen, selvcensuren sidder, og at den er vokset, fortæller professor Torben Kragh Grodal, der følger kognitionsforskningen på Institut for film- og medievidenskab ved Københavns Universitet. "Det limbiske system styrer affekter: begær, had, frygt og så videre. Gennem en civilisationsproces over millioner af år er der lagt et hæmningslag på det, der hedder neocortex, og som ligger imellem det limbiske system og motorikken og hæmmer adfærden, så man med tiden har tænkt sig mere og mere om, før man foretager en handling," siger han. Det første store brud kom for omkring 10.000 år siden, da mennesket holdt op med at leve i små flokke og begyndte at samle sig i større samfund, forklarer Grodal. "De større samfund umuliggjorde den personlige, gensidige kontrol og nødvendiggjorde fælles love, forordninger og normer. Samtidig gjorde de fælles normer det på samme tid praktiske og problematiske, at de styrkede klanens indre sammenhold - bl.a. gennem en vis undertrykkelse af den interne ytringsfrihed - og skabte en modsætning til andre klaner." Men selvcensuren administreres også på det helt individuelle plan - en binding, som Sigmund Freud sloges med i psykoanalysen: "Sociale bånd og relationer kan ikke foregå uden forbud; snarere kan forskellige sociale bånd betragtes ud fra, hvad de forbyder eller umuliggør at sige," forklarer Kirsten Hyldgaard fra Danmarks Pædagogiske Universitet. "Freud kaldte den psykoanalytisk klinik for et socialt laboratorium, fordi den søger at suspendere dette for alle sociale bånd fundamentale forbud med et krav om, at analysanden skal sige hvad som helst. Men netop dette krav om fri association viser sig at være umuligt at opfylde: Ens tale er ikke og kan ikke være fri. 'Selvcensur' er en betingelse for at tale og dermed for at være med andre, ikke af moralske grunde, men i kraft af talens og dermed det sociales væsen," siger Kirsten Hyldgaard. Også antropologien og sociologien har sine begreber for, hvorfor der er ting, vi ikke siger. Kirsten Hastrup fra Institut for antropologi forklarer ideen ved hjælp af Pierre Bourdieus begreb 'fornemmelse for spillet': "I ethvert område, hvor man handler, har man brug for en fornemmelse for områdets regler for at kunne deltage. Denne fornemmelse for spillet foregår tit som en ikke-kognitiv viden, altså en fingerspidsfornemmelse, som ikke er formuleret. Bourdieu taler om, at alle institutioner har en strukturel censur, som ikke er en åben, udtalt censur, men noget implicit, som afgør, hvad der kan siges og blive til gældende viden inden for den pågældende institution." - Har nogle samfund mere af denne censur end andre? "Nej, den er en kvalitet ved samfund som sådan og kan ikke kvantificeres. På samme måde, som der ikke findes samfund uden dynamik og dramatiske ændringer fra den ene generation til den anden. Bare se på alle de investeringer i vores velfærdssamfund, som samtidig har været med til at undergrave det: I det øjeblik, man realiserer en ide, ændrer man den også," siger Kirsten Hastrup. Men hvordan forklarer vi så den strid og tvivl om selvcensuren og ytringsfriheden, vi befinder os i i dag? Professor Hans Jørgen Lundager Jensen fra Afdeling for religionsvidenskab på Århus Universitet foreslår, at man lige så godt kunne erstatte det grimme ord 'selvcensur' med 'visdom' eller 'høflighed'. Og disse begreber har en historisk udvikling. Den krise, der nu udspiller sig omkring dem, er kendetegnende for brydningen mellem det traditionelle og det moderne samfund, siger han. "I den jødiske tradition taler man om et 'hegn om loven', som er en form for dobbelt standard, der ikke findes i den vestlige tankegang. Hegnet omkring loven er, når man pålægger sig selv et ekstra forbud, som ikke er lovens, men ens eget: Hvis man nu ifølge loven kun må gå 1.000 skridt på en sabbat, pålægger man sig selv kun at gå 800. Insisterer man på retten til at gå de tusind, risikerer man nemlig nemt at komme til at gå 1002." "Alle traditionelle kulturer har et begreb om visdom, der ikke handler om lovene fra Gud, men om menneskernes og verdens leveregler. I det Gamle Testamente står lovene i Mosebøgerne, men levereglerne står i Ordsprogenes Bog. Og mens lovene gælder for israelitterne, gælder ordsprogene for alle. Bryder man dem, modtager man ikke en guddommelig straf, men en straf fra verden. Visdommen er det, man i egen interesse bør lade være med, hvis man ikke vil straffes af verden. 'Gå ikke over sporet, der kommer tog:' Sanktionen kommer ikke fra Gud, men fra toget." "I gamle dage tog bevægelser i samfundet længere end et menneskeliv," siger Lundager Jensen. "I dag oplever vi på et liv faxens fødsel, storhed og fald. Historierne er kortere end menneskelivet, og derfor skal menneskerne også ændre sig hele tiden. Derfor tillægger vi det værdi at bryde regler. Det kolliderer med en kultur, som går ud på det stik modsatte; for hvem den grundlæggende forestilling er, at verden er en skrøbelig ting, som vi mennesker kan ødelægge, hvis vi ikke går forsigtigt." "I det moderne samfund insisterer man som Flemming Rose på retten til hån, spot og latterliggørelse. Ingen traditionel kultur, jeg kender, har nogensinde haft den ret. Men den er en nødvendig konsekvens af det moderne, fordi det moderne lever af forandringen og dermed af overskridelsen, af regelbruddet. Hvad skal vi så gøre ved det? Der er ingen absolutter, og man kan godt insistere på en reduceret høflighed. Men de fleste mennesker overlever i det moderne ved at udvikle en tykhudethed, som har at gøre med, at det moderne samfund leverer alternativer: Hvis vi ikke bryder os om det, vi hører, kan vi gå et andet sted hen. Så kan det moderne fungere," siger Hans Jørgen Lundager Jensen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu