Læsetid: 7 min.

Jazz er liv og død

Velkommen til en årsrapport om jazzen, præget af tab, død, vold, varme, humor, eksportkløe og store kunstneriske ambitioner
29. december 2005

"Tonerne
der forlader en saxofon
de forsvinder
men dør ikke"

Jeg husker april, hedder digtet fra firserne af Peter Poulsen, hvor af kun begyndelsen er citeret ovenfor, tilegnet saxofonisten Bent Jædig, der døde sidste år. Der er ting, man ikke kan glemme. F. eks. har musikalske essenser det med at ætse sig fast i erindringen.

Året 2005 var ikke nogen ringe jazzårgang, selv om det smager bittert, når man husker, at det var i april, at Jazzpar Prisen definitivt måtte kapitulere som en synkende skude uden sit årlige million-sponsorat. Ingen kulturstøttende virksomheder havde fantasi eller mod til at tage over efter Skandinavisk Tobakskompagni. Forsvundet er et væsentligt stykke dansk jazzhistorie med international vidde, verdens største regelmæssigt uddelte jazzpris, der hvert år sammenbragte nye besætninger af danske og udenlandske musikere til priskoncerter og cd-indspilninger.

Og når vi nu er ved tabene, så udgjorde bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersens død i - ja, april - et andet skæringspunkt. En betydningsfuld musiker og banebrydende instrumentalist er væk, en repræsentant for dansk jazz i den skelsættende periode fra 1960-erne og frem, hvor danske jazzmusikere lærte at begå sig internationalt.

NHØP spillede sig også et langt stykke ind i den danske musikbevidsthed med sin syngende bas som melodibærer med viser, højskolesange og salmer sideløbende med jazzens traditionelle repertoire.

Og i år mistede jazzen også sangerinderne Shirley Horn og Monica Zetterlund og bl.a. pianisterne og komponisterne Francy Boland og Arne Forchhammer.

Bloddryppende frugt

Jazzåret begyndte ellers et sted, hvor det normalt ikke er at finde: på DR-tv den 2. januar med den uforglemmelige dokumentarfilm, Joel Katz- Strange Fruit (2003), om protestsangen af samme navn, som sangerinden Billie Holiday forevigede i 1939.

Den jødisk-amerikanske skolelærer, Abel Meeropol, skrev den rystende og visionære sang om den mærkelige, bloddryppende frugt, der hang i poppeltræerne, frugten af racehad og diskrimination i de amerikanske sydstater; de frygtelige lynchninger af sorte, begået af almindelige, pæne, hvide, mærkeligt hadefulde amerikanske borgere i et betændt samfund.

Filmen er et eksempel på, hvordan en enkel kunstnerisk manifestation blev afsæt for en større historie om en hel kultur og en spændingsfyldt tid i USA's historie. Fremragende historieformidling og sjældent godt fjernsyn. Og når vi er ved det filmiske, så bør Niels Lan Dokys overraskende gode jazzfilm, Between a smile and a tear, fremhæves; ånden fra det legendariske spillested, Montmartre, bragt til live i 2004 ved et varmt og afvæbnende musikalsk møde mellem en række danske og udenlandske musikere.

Saftige Potter

En anden begivenhed tidligt på året står for mig som noget særligt, nemlig den amerikanske saxofonist Chris Potters besøg i Copenhagen Jazzhouse 8. marts med en kreativ og rytmisk saftig kvartet. Han satte standarden for live-jazzen i år og overstrålede endda højdepunkterne ved årets Copenhagen Jazz Festival i juli: 80-årige Roy Haynes- kvartet, New Jungle Orchestras samarbejde med 84-årige Yusef Lateef, pianisten Chic Cores flamenco-jazz og argentinske Silvana Deluigis køligt karismatiske sangnærvær.

En del af den (især yngre) danske jazz befinder sig fortsat i en interessant udviklingsbølge, præget af musikalske eksperimenter og fusioner.

Og selvom populærkulturen og dens medier - så som flere aviser, landsdækkende tv og en række radiostationer - fortsat lader som om jazzen ikke eksisterer, og de fleste jazzplader sælger meget lidt, så kan de, der har øre for musikken, nyde godt af den høje frekvens af håndelag, kvalitet og uforudsigelighed, der trods alt gør jazzen til en meningsfuld og såre nutidig kunstart.

Dansk jazz som eksport

Og dette forhold har i år ført til en øget kulturbevilling fra Brian Mikkelsens ministerium til den såkaldte Internationale Jazzlancering, et samarbejde mellem Kulturministeriet, Dansk Jazzforbund og en række andre musikorganisationer, der over en treårig periode skal eksportere en række udvalgte danske jazzkunstnere til udlandet og profilere dansk jazz- kvaliteter.

Der er tale om den største lancering af dansk jazz nogensinde fra nu af og frem til 2007 med et årligt budget på 750.000 kroner. Som spydspidser blandt tyve meget forskelligartede orkestre har en specialkomité udset sig den 30-årige pianist, Jacob Anderskovs gruppe, Accident, og den 47-årige avantgarde-saxofonist, Lotte Anker.

Det er valg, der peger på kunstnerisk ambition, og man må håbe, at lanceringen kommer musikerne og jazzscenen til gode, og ikke ender som et luftkastel, der ensidigt fokuserer på 'dansk jazz' som en potentielt succesrig eksportvare.

Årets fem bedste - danskeMichael Blake: Blake Tartare (Stunt)

Selv om saxofonisten Michael Blake er canadier, må vi godt betragte denne som en dansk plade, udgivet af Stunt og med lutter danske partnere i Kresten Osgood (trommer), Søren Kjærgaard (tangenter) og Jonas Westergaard (bas) foruden et interessant visit af guitaristen Teddy Kumpel. Gruppen forfører med sin rå, friske og syrligt poetiske nutidsjazz, der afslører en bred og fordomsfri musikalsk horisont.

Jesper Løvdal: Lovedale (ILK/Love)

Det er den smittende solistiske vitalitet og bredde, der kendetegner saxofonisten Jesper Løvdals indsats på den danske jazzscene i disse år. Og nu har han med sin egen kvartet, Lovedale, også sat et markant stempel i 2005-s annal med sin debutplade. Med Jacob Anderskov (tangenter), Jonas Westergaard (bas) og Anders Mogensen (trommer) udfolder Løvdal sit nuancerede spil i en række effektive, finurlige kompositioner. Løvdal opnåede "kun" en nominering som årets nye jazznavn ved DMA Jazz, men til gengæld tog han årets Bent Jædig Pris.

Christoffer Møller: To The Long Lost (Universal)

Pianisten Christoffer Møller skrev og opførte i 2003 en hel suite til trompetisten Palle Mikkelborg. Værket er nu indspillet og viser Møllers talentfulde fornemmelse for - ganske som Mikkelborg - at bringe liv i større orkestrale konstruktioner. En stemningsrig orkesterplade, der folder sig ud i lange bølgebevægelser, og som rummer fine indsatser bl.a. af Mikkelborg, Danny Gottlieb (trommer) Jeppe Kjellberg (guitar) og Møller selv, der blev årets nye jazznavn ved DMA Jazz.

Takuan: T (Dictaphone Records)

Man skal ikke lade sig snyde af, at gruppen Takuans tredie cd kun har halv størrelse og en spilletid på blot 20 minutter. De er udnyttet, så hvert øjeblik har vægt. Lars Juul (slagtøj), Anders Banke (saxofon og klarinet) og Jakob Davidsen (keyboards) har kombineret deres spontane kreationer med en minutiøs kompositorisk og elektronisk bearbejdning i studiet.

Resultatet er en fortættet og gennemarbejdet hybridmusik, der, selv efter mange gennemlytninger, fremstår spændende og tillokkende. Ulrik/Swallow/Johansen: Tin Pan Aliens (Stunt)

Lidt svær at holde af, men ikke desto mindre vanskelig at ryste af sig.

For kvalitet er der i samarbejdet mellem Hans Ulrik (sax), Jonas Johansen (trommer) og Steve Swallow (el-bas). Swallow lægger de smukkeste, intelligente baslinier ned i musikkens pulsårer, og der er musikalsk luft og fokus på detaljerne i det tætte parløb, hvor Ulrik og Johansen spiller med kant og overbevisning.På én gang krævende og direkte musik.

Årets fem bedste - udlandDjango Bates & Human Chain: You Live And Learn-Apparently (Lost Marble)

Bedst som man troede, at Django Bates var gået i stå som kunstner, kom denne cd efter seks års pause. Bates demonstrerer sit veloplagte, gøgleragtige gemyt, sit melodiske talent, sin suveræne arrangørkunst og sin sans for udsøgte detaljer. Årets flottest producerede jazzplade, skabt med inspiration fra popmusikken og med stor stilistisk spændvidde sammen med Bates- gruppe, Human Chain, plus strygerkvartet og den naturlige Josefine Lindstrand (vokal).I særklasse er fortolkningen af David Bowies Life On Mars.

Dee Dee Bridgewater: J-ai Deux Amours (DDB/Universal)

Med fortolkninger af franske populærmelodier giver jazzdivaen Dee Dee Bridgewater sin hyldest til byen Paris, hvor hun boede i 1990erne. Eminent er den ukrukkede, afbalancerede måde, hun går til sangene på, og eminent er den backing, hun får af sine franske medspillere, bl.a. Marc Berthoumieux (akkordeon), Minino Garay (percussion) og Louis Winsberg (guitar). En pragtfuld vokaludgivelse, der strutter af liv, følelse og inciterende syd-landsk musikstemning.

Kurt Rosenwinkel: Deep Song (Verve)

Den amerikanske guitarist, Kurt Rosenwinkel, har længe stået som en slags kronprins blandt tidens jazzguitarister. Men vigtigere er, at han som instrumentalist og komponist har udviklet sig som en stadig mere personlig og kompromisløs musiker. Deep Song er en varm og melodisk, men også kompleks og drømmende kvintetplade, på én gang indbydende og distant. Holdet er i topklasse med bl.a. Brad Mehldau (klaver), Ali Jackson (trommer) og Joshua Redman (sax).

Wayne Shorter Quartet: Beyond The Sound Barrier (Verve)

Skulle jeg foretrække en enkelt cd som årets plade, ville det nok blive denne - saxofonisten Wayne Shorters kvartet-plade med liveoptagelser fra 2002-2004. Med de dristige, magiske udvekslinger mellem Shorter, Danilo Perez (klaver), Brian Blade (trommer) og John Patitucci (bas), fremstår Shorter-kvartetten som tidens væsentligste akustiske jazzband. Shorter kan formulere sig med rystende, blitzagtig klarhed, og sammenspillet fremstår med nærmest eksistentiel vigtighed i nuet, samtidig med at det suger af jazzhistoriens erfaringer.

Gianluigi Trovesi & Gianni Coscia: Round About Weill (ECM)

En lille genistreg. Italienerne, Gianluigi Trovesi (klarinetter og saxofoner) og Gianni Coscia (akkordeon), er trængt ned i den tysk-amerikanske komponist Kurt Weills flerfarvede melodimateriale fra syngespillet Mahagonny fra samarbejdet med Bertolt Brecht i slutningen af tyverne. Indtrængende, fortættet for-tolkningskunst, hvor middelhavsstemning utvungent blander sig med østeuropæiske danse, cabaretmelodier og hilsener til jazzens rødder i Amerika.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu