MAN KAN dårligt åbne for sit tv-apparat, uden at der kommer en hel masse tv-programmer ud, og sådan skal det jo osse et eller andet sted være, trods alt hvad man ellers måtte mene om fjernsynets udsendelser. Her ved juletid kommer der specielt meget af det sjove - fra Lise Nørgaard-filmen over high-lights fra kongehuset til Sissel Kyrkebjø og Michael Jackson, fordelt lindt på DR1, TV 2 og TV3.
Over for dette står den lille, tapre, hemmelige kanal, DR2, med udsendelser om fjordfiskeriet i Danmark og gadebørn i Rusland.
Men dog så sandelig også Woody Allen-film og Wiener Sängerknaben og Russian Pizza Blues, for helt hemmelig skal kanalen helst ikke være. Og DR2 sender skam osse filmmagasinet Bogart, hvis ellers man kan finde ud af, hvornår det sendes.
Ude i den gode, gamle tv-by i Søborg glæder ledelsen sig i denne tid. For den er julen så hvid, så hvid. 1997 var "året, hvor seerne vendte tilbage til DRTV", lyder den stolte fanfare i en pressemeddelelse, hvor man meget tydeligt kan se, at kurven er knækket. Man har næsten nået det mål, nemlig 30 pct. af seerne, der proklameredes ved oprettelsen af DR2. For hele døgnet er procenten oppe på 34, i perioden kl. 17-24 dog kun på 29. "Nu skal vi fastholde fremgangen", siger tv-direktør Bjørn Erichsen til personalebladet DRåben og takker medarbejderne for en utrolig indsats.
EN LÆSNING af en oversigt over Årets tv-top 50 (her citeret efter TV 2 og BT) afslører imidlertid, at fremgangen ikke så meget skyldes de programmer, DR selv har produceret eller fået ideen til. Årets absolut mest sete program var VM-finalen i kvindehold mellem Danmark og Norge, sendt i DR1. Derpå følger TV 2's Strisser på Samsø. På trediepladsen ottendedelsfinalen mellem Danmark og Ungarn på DR1. På fjerdepladsen statsministerens nytårstale fra i fjor, der blev sendt simultant på begge stationer. Derefter Bryggeren, mere landsholdsfodbold og -håndbold og en lang række dansk film med Poul Reichhardt, Dirch Passer og den slags populariteter. Man skal ned på listens sidstepladser for at finde mere regulære tv-produktioner, nemlig Reportageholdets udsendelse om... jerndamerne (!) på TV 2 samt samme reportageholds udsendelse om - overraskende nok - den legendariske, jyske handelsmand, Låsby-Svendsen, som en god million seere fulgte.
DET NYE er, at DR1 efterhånden matcher TV 2 med de mest sete programmer, hvor TV 2 tidligere dominerede den slags lister. Flindt'en i Odense er således blevet trynet en smule af Nissen & Erichsen i Gyngemosen, mens TV3 i det hele taget er blevet trynet. Kun to programmer har denne station med på top 50-listen: Danmarks fodboldkamp mod Grækenland og kvindekampen mod Ungarn, den, som DR1 også sendte. DR og TV 2 har dermed befæstet deres position på det danske marked.
Det er naturligvis ikke kun de mest sete programmer, der afgør sagen. Alle tæller med, også udsendelserne til de 1-2 procent af seerne, som DR2 sædvanligvis kan præstere, idet det bør bemærkes, at tallene rundes op, således altså også når DR2 ligger decideret under 1 procent, hvad der hænder. I sådanne situationer gribes til probate midler som at flytte en Eddie Murphy-film over på DR2.
Eller som der står i omtalte nummer af DRåben om DR2 i den forgangne uge: "Især Tema-lørdagen om hunde samlede mange seere".
Man kender vel sine virkemidler.
MAN KAN blive ganske tosset af alle de procenter og seertal, som stationerne disker op med for at bevise egne fortræffeligheder, og det blive man (de) da osse. Det samme kan man blive af de mange tal, Preben Wilhjelm og hans medarbejdere fra RUC spiller ud med i den rapport, som udgives 5. januar, og som er omtalt andetsteds her i bladet. Men den påpeger en interessant konsekvens, som næsten tager sig ud som en konklusion: Bortset fra at påvise hvorledes Ole Michelsens filmprogram Bogart er blevet mishandlet som kastebold mellem DR1 og DR2 og herunder har fået sit høje seertal næsten halveret, når Wilhjelm-holdet til, at Danmarks Radios smarte manøvre er følgende: Man har fået smøget sine public service-forpligtelser over på den lille DR2, som ingen ser, men så man kan sige, at man på en vis måde har opfyldt dem. Derved har man frigjort sig til at konkurrere frit med TV 2 på sport og film - og på de quiz'er, som der vil være nogle stykker af længere ned på en tv-top 100-liste. Forskellen bliver omtrent ens.
SELVFØLGELIG er det ikke svært at se, hvad der bevæger DR's folk i den retning: Angsten for en fortsat nedadgående kurve. En sådan kunne med tiden blive en belastning for stationen, ramme først DR2, som er let at skære væk, dernæst DR1, idet der kunne opstå politisk krav om flere nedskæringer eller et helt frit tv-marked. Jørgen Schleimann foretog i sin tid på TV 2 en lignende manøvre udfra devisen: Seernes kærlighed, vores styrke.
Morsomt er det imidlertid ikke for den seer, der gerne vil have noget andet og mere. Det er lige før, man kan synes, at TV 2 ved sin start bød på mere interessant pionérånd og nye, uopdyrkede programtyper, også i den seriøse ende, end DR2 endnu har kunne byde i sin meget famlende start. Det ville være både spændende og et fremskridt, om DR (både 1 og 2) kan bruge sin seerfremgang på at turde opdyrke nogle mere fængende journalistiske og kulturelle programtyper. At flytte rundt på folkekomedier og damehåndbold er fandens til måde at konkurrere på, og når f.eks. Mogens Rubinsteins pengeprogram på DR1 har kunnet opnå op mod en million seere, så er der da et vist håb at klynge sig til. Opgaven er ikke umulig.
