Læsetid: 6 min.

Til kamp mod amatøren

En tidligere dotcom-iværksætter har set sig sur på den nye generation af internettet, der drives af en kult af amatører
Andrew Keen mener, at musikdelingstjenester har slået pladeforretningerne ihjel og erstattet eksperten bag disken med Amazon og brugernes egen anbefalinger.

Andrew Keen mener, at musikdelingstjenester har slået pladeforretningerne ihjel og erstattet eksperten bag disken med Amazon og brugernes egen anbefalinger.

Kultur
18. juli 2007

"Hvem har tisset på din sukkermad?," lyder et gammelt udtryk henvendt til sure folk. Man kunne passende stille spørgsmålet til Andrew Keen, der denne sommer debuterer med bogen The Cult of the Amateur. Her er nemlig tale om en mand, hvis sukkermad nærmest må være i opløsning af hidsighed over Web 2.0.

Web 2.0 dækker over de services på world wide web, der involverer indhold skabt af brugeren selv. Video, blogging, fotos eller deling af musik. Steder som YouTube, MySpace, Wikipedia og millionerne af blogs.

Keen er en brite bosat i USA siden starten af 1980'erne, og han deltog selv aktivt i dotcom-boomet, der som bekendt endte trist for en hel del.

Siden har han hængt ud i Silicon Valley miljøet af 60'er-hippier, 80'er-yuppier og 90'er-technørder. Og det er denne uhellige treenigheds dybe fascination af brugergenererede medier og hyldesten af amatøren, Keen har set sig sur på.

Han sammenligner det med Rousseaus fascination af den ædle vilde. Silicon Valley folket med it-entreprenøren Tim O'Reily i spidsen har forelsket sig i den samme romantiske forestilling om amatøren, der med sin ædle, uselviske naturlighed vil sejre over 'eksperternes diktatur'. Og her har Keen faktisk fat i en god polemisk diskussion, hvor slørede videoer på YouTube og bloggere med for meget fritid og begrænset skrivetalent bliver en trussel mod de etablerede medier.

Da musikken døde

Det kunne være blevet en god, lang, velresearchet artikel i et tidsskrift som The New Yorker - men nu havde Keen altså aftalt med forlaget, at det her skal være en bog. Og den skal være sur og skarp. Så Keen har taget imod forlæggerens skyklapper og skyder løs på alt i Web 2.0 universet, der får skyld for alt fra piratkopiering af film og musik til pornoficeringen af unge amerikaneres univers. Keen argumenterer med statistik og anden research. Truslen fra amatøren er reel. Og forfladigelsen af vores medier kan være et problem for demokratiet. Men der er også fordele, som Keen vælger at se bort fra.

Keen har en fortid som musikanmelder og har hængt ud i en Tower Records med et særligt dybt sortiment. Han mener, at musikdelingstjenester har slået pladeforretningerne ihjel og erstattet eksperten bag disken med Amazon og brugernes egen anbefalinger. Men han glemmer, at specialbutikkerne i høj grad er blevet udkonkurreret af supermarkedskæden Wal Mart, der med sit meget smalle, men populære sortiment, er blevet USA's største pladebutik. Og hans egne tal viser, at piratkopiering af fysiske medier er større end kopiering af musikfiler på nettet. Det meste af den fysiske piratkopiering har længe fundet sted i Asien og har intet med Web 2.0 at gøre.

Ydermere kan man spørge, hvordan iTunes er blevet USA's tredjestørste musikbutik næst efter Wal Mart og Best Buy, hvis folk kun vil piratkopiere musik på nettet? Og hvordan er en musikbutik som eMusic blevet den næststørste på nettet over en periode på mere end otte år, hvis folk ikke vil betale for musik? Faktisk har eMusic og butikkens abonnementsmodel altid været boykottet af de fire multinationale musikselskaber med de virkelig store navne, så en del af musikbranchens problemer kommer fra en den selvsamme branches stivhed. Denne signaturs fortid i musikbranchen rummer i hvert fald minder om talentspejdere, der - undskyld udtrykket - var de rene amatører.

Og så er der lige den med det dybe sortiment. Keens Tower Records på et særligt gadehjørne i San Francisco var givet vis en fantastisk butik. Men de ovennævnte pladeselskaber har i årevis forhindret, at kunder i Europa kunne få det store udvalg. Medmindre man ville betale overpris for specialimporterede plader. Det samme gør sig gældende for dvdfilm og bøger. Så vi er et par stykker eller tre, der hilser transnationale butikker med dybe sortimenter velkommen.

Borgerjournalister

Keen begræder også, at de etablerede medier må spare sig selv halvt ihjel, fordi de ikke kan konkurrere med borgerjournalister, som arbejder gratis i blogosfæren.

Keen har fuldstændig ret i, at uafhængig nyhedsformidling som en af demokratiets støtter er i fare, hvis vores adgang til nyheder og analyser pludselig er begrænset til et kor af amatører uden forståelse for den rolle og det ansvar, man har som aktør i medieverdenen. Men det skyldes ikke kun Web 2.0. Tabloidpressen har i årevis gravet sin egen grav med underlødig og hysterisk journalistik, mens radio og tv har satset på bøvede standuppere, hjernedøde realityshows og senest en grovbarbering af public service. De etablerede medier kan selv agere amatør, når det gælder. Og i dette afsnit ville det i øvrigt klæde en europæisk udgave af bogen at fokusere lidt på rollen for public service over for brugerskabte medier.

Naboens datter nøgen

Amerikanske teenageres sind er ifølge Keen også blevet ødelagt af brugergeneret porno på nettet. Brugernes egne piger vinder terræn i forhold til professionel porno - og det er skidt. For så vil naboens pige jo selv smide tøjet på nettet. Han slipper behændigt uden om, at porno altid har drevet nettets udvikling frem, og argumenterer i et toneleje, der får det til at lyde som om hele MySpace er fyldt med nøgenfotos og samlejer, hvilket igen giver en fornemmelse af, at en redaktør har fået ham til at stramme vinklen lige lovlig hårdt op. Her bejles til klassisk, bonert amerikansk sexforskrækkelse. Nettet har altid været et spejl af den virkelige verden, hvor man også kan finde 'gotisk porno', hvis man vel at mærke leder efter det.

MySpace får i øvrigt det glatte lag som roden til næsten al ond amatørisme på nettet. Keen har ret i, at MySpace er en rodebutik af teenagere, talentløshed og enkelte uslebne diamanter, men hans argumentation lyder som en sur halvgammel klassisk musikanmelder, der pludselig skal anmelde et punkband til en skolekoncert. Her fremstår Keen faktisk selv som amatøren, fordi han angriber sit stof med sin egen lukkede navle som skyttegrav.

200 siders blog

Og det er i virkeligheden bogens største problem. Keen har faktisk skrevet et 200 siders blogindlæg, hvor han med amatørens arrigskab farer i flæsket på alt det, han ikke kan lide og bruger sin research til at underbygge sine fordomme, mens han 'glemmer' eller fortier oplysninger, der kunne nuancere billedet af Web 2.0.

Han har afgjort interessante pointer i diskussionen om den glade amatør kontra den professionelle aktør inden for medier, musik, film, porno med mere.Men bogen er for skarpt vinklet og lider paradoksalt nok under, at Keen i sidste kapitel prøver at vise en vej ud af dette morads. Hans bud på en bedre fremtid rummer nemlig alle de eksempler, der kunne have balanceret hans noget enøjede udfald i resten af bogen.

Med det sidste kapitel undergraver han sin egen troværdighed som sur kritiker, fordi han anerkender, at Web 2.0 er noget, vi må leve med, og at teknologien udvikler sig og forandrer verden, hvilket han skam ikke har noget imod! Hvabehager? Først svinger han øksen, og bagefter vil han måske alligevel gerne være med til festen.

Ikke desto mindre er Keen god at lade sig provokere af. Det dårlige vejr er stort set det eneste, som Web 2.0 ikke får skylden for. Men det skyldes nok, at Keen aldrig har hørt om DMI's eksperimenter med at lade danske borgere indberette lokalt vejr via nettet.

Andrew Keen: The Cult of the Amateur. Nicholas Brealey Publishing, 228 s. Købt på Amazon.co. £12.99

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her