Læsetid: 9 min.

Kan en kanon være tolerant?

Kultur
27. maj 2005

Hvorfor nu alle de kanoner for salmer, litteratur, kultur og senest en kanon for 25 til 40 historiske begivenheder? Jo, den værdipolitiske slagmarks foretrukne våben er kanoner, fordi en kanon ifølge litteraturredaktør Nils Gunder Hansen, gør det muligt for de kulturkonservative at omsætte deres ideer til praktisk politik - uanset hvor meget dette så opfattes som mediebevidste udspil, der skal sende symbolpolitik ud i de små danske hjem. Det var den kulturkonservatisme, litteraturforsker Marianne Stidsen fik galt i halsen, da hun sammen med en ven sidste år deltog i en konference for litteraturfolk, der handlede om netop kanon og litteraturhistorie. Stidsen havde og har forståelse for behovet for at skærpe den historiske bevidsthed igennem en kanon. Specielt blandt unge, hvor nutidsbevidstheden er blevet stor og mangfoldig, og har fortrængt den historiske bevidsthed til fordel for evnen til at zappe mellem forskellige virkeligheder. Men det, der mødte hende og vennen på konferencen, var en konservativ oplysning, de fandt elitær, autoritetsdyrkende og intolerant. Denne konservative oplysningstænkning har vundet indpas blandt især mandlige intellektuelle, mener Marianne Stidsen, som samtidig pointerer, at tolkningen er et vrængbillede af oplysningen. Stidsen ser først og fremmest kulturkonservatismen som et opgør med '68-generationens udfordring af den borgerlige enhedskultur og de klassiske borgerlige institutioner. Men mens den nyeste oplysningsforskning har revideret synet på oplysningen som elitær besserwissen, lægger de konservative oplysere og intellektuelle som rektor på Danmarks Pædagogiske Universitet, Lars-Henrik Schmidt, forfatteren Søren Ulrik Thomsen og litteraturforskeren Frederik Stjernfelt netop vægt på ting som det at vide bedre. Søren Ulrik Thomsen og Frederik Stjernfelt taler ikke om en kanon i deres bog Kritik af den negative opbyggelighed. Men de taler for at genoprette kunstinstitutionen fra før 1960'erne, hvor der i højere grad var konsensus om, hvad der var god eller dårlig kunst. For dem bliver den negative opbyggelighed udbredt til hele kulturen i 1960'erne, og det er ensbetydende med opløsning af de moderne borgerlige institutioner, som ellers har kendetegnet samfundet og kulturen i de sidstepar hundrede år. "Den gode kunst var så 'tilfældigvis' ofte lavet af mænd fra borgerskabet fra den mere privilegerede ende af det sociale spektrum. I den debat, der fulgte i kølvandet på tidligere undervisningsminister Ulla Tørnæs' litteraturkanon for folkeskolen og gymnasiet, kritiserede feministerne netop, at der var for få kvinder på listerne. Men det blev tilbagevist fra kanonudvalget, der sagde, at de anvendte et neutralt kvalitetskriterium," siger Marianne Stidsen. Inden for pædagogikken, siger Lars-Henrik Schmidt i sin nye bog Om respekten, at 1960'ernes nytækning - der var et opgør med udenadslære og en kamp for at børnene skulle forstå og forholde sig kritisk - har skabt grobund for usund nihilisme og værdirelativisme i uddannelsessystemet, hvor lærerne ikke vil påtage sig at være autoriteter, og eleverne stiller spørgsmålstegn ved autoritet. "Jeg kan sagtens se de regulære problemer i folkeskolen, men man skal ikke lukke øjnene for de gode ting, der kom ud af det pædagogiske opbrud. F.eks. mere kritiske børn, der ikke bare kan svare rigtigt på spørgsmålene i en PISA-undersøgelse, men som også forstår, hvad det er, de svarer på," siger litteraturforskeren. Noget af det, vi lærte af 60'erne, var, at det, man tidligere betragtede som det alment menneskelige, viste sig at stå for en bestemt maskulin, heteroseksuel, europæisk verdensforståelse, påpeger Stidsen. Den forestilling blev anfægtet, da andre befolkningsgrupper blev opmærksomme på sig selv og deres særlige erfaringer og slog til lyd for, at de også skulle repræsenteres f.eks. i litteraturen. "Den selvbesindelse, der opstår i 60'erne, hvor man bliver opmærksom på modernitetens blinde vinkler og udgrænsning af bestemte befolkningsgrupper, er gennemført positiv. Den er man nu ved at sætte over styr med en tolkning af oplysningsprojektet som elitært og hierarkisk anlagt," siger Marianne Stidsen. En af Danmarks førende oplysningsforskere, professor Thomas Bredsdorff, påpeger, at den konservative oplysning - forstået som en bestemt strømlinet opfattelse af det gode, det smukke og det sande - har fået politisk medvind. I sin bog Den brogede oplysning påpeger Bredsdorff, at oplysningen er alt andet end tør, autoritær, virkelighedsfjern og intolerant. Det vrængbillede, som de konservative oplysere forfægter, stammer tilbage fra romantikken. Men som Bredsdorff opsummerer, var oplysningen langt mere end forstand og fornuft. Den var først og fremmest et opgør med vedtagne sandheder og stivnede hierarkier. Derfor var den også irrationel, kaotisk, følelsesladet og mangfoldig. Marianne Stidsen mener lige som Bredsdorff, at tolerancebegrebet er selve nøglen til forståelse af oplysningen. Mag.art. i litteraturvidenskab samt litteraturredaktør på Berlingske Tidende, Nils Gunder Hansen, er en varm fortaler for kanoner. Hans vurdering lyder, at vi om fire år - før en ny regering kan komme til og rulle kanonerne tilbage - har vænnet os til, at en kanon er en helt naturlig del af kultur og uddannelse. "Det vil gælde for sund fornuft. Og historielærere, feminister og unge Venstreløver (der har argumenteret mod Fogh Rasmussens omfavnelse af kanon og kulturkonservatismen, fordi det er formynderisk, red.) vil kun dunkelt og modvilligt kunne huske, at de engang kunne blive meget vrede over, at man dog kunne foreslå noget sådant," skrev han forleden i Berlingske Tidende. Gunder Hansen ser den aktuelle kanondebat, som præget af sund fornuft, sans for kvalitet og historisk bevidsthed. "Det er for mig at se gode oplysningsmæssige kvaliteter. Vist er det konservativt, men man skal jo ikke glemme, at den moderne konservatismes fader, Edmund Burke, også levede i oplysningstiden. Konservatisme er en af de mulige positioner i oplysningsprojektet. Marianne Stidsen interesserer sig for andre ting ved oplysningen, fordi hun gerne vil have den spundet sammen med kulturradikalisme, avantgardekunst og studenteroprør. Det kan man så diskutere frem og tilbage, men det ville være rart, hvis man kunne blive fri for den bestandige oppiskning af reaktionære fjendebilleder, som Stidsen og hendes meningsfæller excellerer i f.eks. den til tider helt-ude-i-hampen kritik af Stjernfelts og Thomsens bog," siger Nils Gunder Hansen. Thomas Bredsdorff, der for tiden opholder sig i USA er enig med Gunder Hansen i, at oplysningen "naturligvis" kan bruges til at forsvare meget forskellige politiske projekter. F.eks. anklagede Horkheimer og Adorno oplysningen for at være ophav til Det tredje Rige, hvilket Bredsdorff betegner som rent vås. Og USA er netop et meget godt eksempel på oplysningens tvetydighed, mener Bredsdorff. "Her har vi en stat, der er grundlagt som et oplysningseksperiment. Alle oplysningsidealerne står nedfældet i den amerikanske uafhængighedserklæring. Det grundlag har været med til at fremme meget af det tiltrækkende ved det amerikanske samfund: eksperimenterelysten, troen på at verden kan laves om, samt respekt for det anderledes, som er betydelig større i USA end i Danmark," siger Thomas Bredsdorff. Han ser i lighed med Marianne Stidsen tidens dyrkelse af universelle friheds- og retsbegreber blive brugt som et bekvemt påskud til at tromle Den Tredje Verden ned - f.eks. i tilfældet med det, Bredsdorff ser som en ulovlig Irakkrig. Dermed tilsidesættes selvbestemmelse og ligeværd, pointerer han. Multikulturalisme - ideen om, at forskellige kulturer kan leve side om side uden at den ene underlægges den anden - ses som en trussel mod vestlige demokratiske idealer. Forfatteren Jens Martin Eriksen har f.eks. kaldt den myrdede hollandske højrepolitiker Pim Fortuyn, 'en oplysningsskikkelse', der rationelt udfordrede vedtagne dogmer, påpeger Marianne Stidsen. Men Thomas Bredsdorff var også medlem af tidligere undervisningsminister Ulla Tørnæs' kanonudvalg for folkeskolen og gymnasiet, som sidste år barslede med en litteraturkanon. Derfor er han i sagens natur ikke modstander af kanon. Han finder det rimeligt, at der findes beskrivelser af, hvad der som minimum skal indgå i et fag som dansk. "Men der er jo et stort spring fra et fælles grundlag for et skolefag og så til, at vi alle skal vide hvilke danske malerier, musikstykker, film, designprodukter osv., der er kanoniske," siger Bredsdorff. Med hensyn til den feministiske kritik, mener Bredsdorff, at en kanon lavet om 100 år for det 21. århundrede vil indeholde meget få mandlige forfattere. Fordi litteraturen, som han siger, er ved at skifte køn lige som lægefaget. Omvendt kan det ikke nytte noget at tilbagedatere og opfinde kvinder fra fortiden. Charlotte Dorothea Biehl var ikke lige så god som Ludvig Holberg, mener Bredsdorff - af den gode grund at kvinder tidligere ikke havde samme muligheder som mænd. Marianne Stidsen mener, at den aktuelle kanondebat er typisk for den tid, vi lever i. "Man går galt i byen, når man argumenter for, at skoleundervisningen igen skal handle om at lire historiske årstal og begivenheder af sig. Når kanon bliver et spørgsmål om at remse et antal mesterværker op på rad og række, og man mener, at sådan noget som en litterære kanon skal give os en national selvforståelse og identitet. Det er forfejlet og helt utidssvarende. Diskussionen om kanon er relevant, men måden det foregår på for øjeblikket er forstokket og bagudvendt." Det argument ser Nils Gunder Hansen, som værdirelativistisk. Det umuliggør, at man kan udpege noget som vigtigere eller mere værdifuldt end noget andet, fordi det kommer an på, hvor man ser det fra. Det afviser Marianne Stidsen: "Mange af dem, der taler om oplysning og kanon i dag, får det til at se ud som om, man skal vælge mellem kanon og en postmoderne, relativistisk laden stå til-holdning. Det er en helt unødvendig modsætning. Mange vil gerne diskutere kanon. Men hvis man får den trukket ned over hovedet, at man som kvinde, homoseksuel eller alt muligt andet, skal tilpasse sig det, der af de kulturkonservative defineres meget snævert som kanon og fornuft, så står jeg af. Man skal ikke blande kultur og politik sammen. Jeg er ikke politisk værdirelativist, fordi jeg er modstander af kulturminister Brian Mikkelsens forslag om en kulturkanon. En litterær kanon er i orden, men man skal skelne mellem det og så en kulturkanon, der har til formål at tydeliggøre fælles værdier. Forestiller man sig, at indvandrere skal aflægge eksamen i kulturkanon, før de får opholdstilladelse?" Marianne Stidsen har netop skrevet et kapitel til en litteraturhistorisk bog med titlen Hovedsporet. Om noget en titel, der spiller på det kanoniske. "I den bog har jeg valgt nogle forfattere ud, samtidig med, at jeg har forsøgt at være opmærksom på, hvorvidt jeg var styret af nogle bestemte kriterier for, hvad der var god litteratur, så der var stemmer, som ikke kom med. I den kvindelitteratur, der blomstrede op i 1970'erne, var der jo en masse, der ikke holder i dag. Men der kom også nogle nye stemmer ind, som åbner op for nogle andre erfaringsområder end litteraturen hidtil har haft plads til. De skal ikke med af politisk korrekte grunde, men fordi det er berigende for både litteraturen og kulturen." Marianne Stidsen ser en udfordring i at forene demokratisk tænkning med kulturel pluralisme: "På den ene side, ser mange islam som en grel modsætning til demokrati. Mens det andet yderpunkt repræsenterer kulturel pluralisme, der ikke vil blande sig i andres levevis. Nogle vil sige, at det er umuligt at forene demokratisk tænkning med kulturel pluralisme. Det mener jeg slet ikke. Vi ser jo igen og igen moderate muslimer stille sig op og bekende sig til de demokratiske værdier. Skal man til at tælle dem, før argumentet bliver overbevisende. I debatten om multikulturalisme er det som om, nogle arbejder på at skabe ny fjendtlighed i stedet for forsonlighed. Det er ude af trit med oplysningen, som igen og igen talte om, at verden skal gøres til et bedre sted at leve i. Det bliver den ikke, hvis de kulturkonservative har så travlt med at grave en masse unødige kulturkløfter, blot for at vedligeholde deres egne fordomme og angst for den kulturelle frisættelse, som nu engang - og gudskelov for det - har fundet sted."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her