Læsetid: 3 min.

Klokken 20 minutter over tre - en flues død

Insekter i falder i lighed med mennesker en dag døde om af anstrengelse. Sjældent bliver deres skæbne genstand for seriøse overvejelser uden for videnskabens og humorens områder
18. juli 2007

Jeg vifter den væk, den bliver ved at komme tilbage til lampelyset, en lille grå flue, lidt flad i det, når den lander, synes jeg, en proletarflue, jeg knap gider slå ihjel. Den er i øvrigt lynhurtig. Selvbevidst, overtydet om sin egen skønhed og dygtighed. Sådan anskues fluer i hvert fald i litteraturen. Poul Martin Møller skrev forklædt som insekt om sin egen forgæves bejlen til en pige i digtet "Torbisten og fluen". Men hun var alt for fint vant til sådan en skarnbasse:

Jeg kysser jomfruens barm så

fin,

jeg danser på kongernes

næser,

jeg spiser sukker og drikker

vin;

ad dig, du stodder! jeg blæser.

Og i balladens form tager han hævn ved at afvise hende, da hun i vinterkulde og sult siden opsøger ham i hans lune mødding.

Dermed fulgte Poul Møller traditionen fra dyrefablerne, hvor fluen altid er ilde lidt. Hos Æsop er den oppe at skændes med myren og bliver sat på plads for sit tomme praleri. Denne modstilling af den flittige og den letsindige elegantier genoptages af La Fontaine, der også kan en anden historie, om "Fluen på dagvognen", hvor den med stikken og prikken får sat gang i trækhestene, der sidder fast i mudderet, men ikke får kredit for sin emsighed og skidtvigtige indblanding. Og det genfortæller den russiske fabeldigter Ivan Krylóv på sin måde i "Fluen og de vejfarende" med denne morale:

Hvor er der mange mennesker

på jord

som uindbudt vil blande sig,

og altid tror

det er til alles gavn - og de

bliver stadig flere.

Min lille grå sommerhusflue undslipper mine forgæves klask og får lov at leve, indtil den en dag falder død om af anstrengelse.

Det gør insekter i lighed med mennesker. Sjældent bliver deres skæbne genstand for seriøse overvejelser uden for videnskabens og humorens områder. Derfor er det en overraskelse at møde Marguerite Duras' meditation over de sidste minutter af en ganske almindelige flues liv på en hvid mur ved hendes hus i Neauphle-le-Chateau, et ensomt arbejdssted gennem 10 år. Dog fuldt af liv og gæster og så altså en flues sidste trækninger. Ikke som en moralistisk fabel, Over næsten 10 sider af det lille skrift Ecrire (da. At skrive, 2004) bruger hun til en intens betragtning af en meget konkret dødsakt i et lys af nøgtern undren og dump angst som fra det tomme rum. Det er en dybt anfægtet skriven, der ubetvingeligt fører ind i døden og derfor har sin iboende rædsel. Det handler dybest set om skriften, som skal skabe liv, men styrer en den anden vej. En veninde, der som aftalt kommer på besøg for at drøfte en film om Duras' liv, bryder ud i ustyrlige latteranfald ved oplysningen om det nøjagtige tidspunkt, klokken 20 minutter over tre, for en flues død.

Endnu 20 år efter beskæftiger Marguerite Duras sig i erindringen med hændelsen.

"Mit nærvær gjorde denne død endnu mere grufuld. Det vidste jeg, og jeg blev. For at se. Se, hvordan denne død lidt efter lidt ville indhente fluen. Og også prøve at se hor denne død kom fra."

Fra et unævneligt tomrum eller måske nærved. Fra hende selv?

Det er et betagende skrivestykke, som en musikalsk sats i varierede gentagelser og udvidelser. Hendes præcision giver døden en generel betydning, "lad os sige en præcis plads på det generelle kort over livet på jorden".

Så nøjeregnende en betragtning, at den når langt ud over fablernes rækkevidde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu