Læsetid: 2 min.

Konsulenter har svigtet ved at støtte Bier

Regeringens forslag til det nye filmforlig indeholder blandt andet en omrokering af støtte fra den kunstorienterede konsulentordning til den mere kommercielle 60/40-ordning. På tide at der sker noget, mener producent Regner Grasten
Kultur
13. oktober 2006

Regner Grasten, hvad synes du om kulturministerens forslag til det nye filmforlig?

"Jeg synes, det er fantastisk. Så kommer der gang i dansk film igen. Jeg synes, film-konsulenterne inden for de sidste tre-fire år har svigtet fuldstændig".

- Hvorfor synes du, konsulenterne har svigtet?

"Tag for eksempel Susanne Bier, som er vor tids Morten Korch - Brødre var for øvrigt også en 60/40-film - hun er en fantastisk håndværker. Det er noget tåre-perserpis, men fantastisk godt lavet, ligesom familiejournal-romanerne. Hun kan det på rygmarven - men hendes film hører ikke hjemme under konsulentordningen. Alligevel har de støttet dem, fordi de er gået efter at få så mange mennesker i biografen som muligt. Per Flys Arven og Drabet kunne lige så godt have været 60/40-film".

- Da Per Fly startede, var der ikke mange, der spåede, at hans film ville blive så populære. Ville Bænken overhovedet eksistere i dag, hvis det ikke var for konsulentordningen?

"Bænken var en lille spændende lavbudgetfilm, og den skulle laves i konsulentordningen. Alle snakker, som om konsulentordningen ikke længere får nogle penge - men den får altså stadig 50 procent. De film, jeg ellers har nævnt, kunne sagtens være lavet under 60/40-ordningen. Konsulenterne skal tilbage til at lave spændende, nyskabende, personlige, 'langt-ude-film'. For at skubbe filminstruktørerne og producenterne ud over afgrunden".

- Og det mener du ikke, de gør nu?

"Nej nu laver de 60/40-film. Under 60/40-filmpuljen, der laver vi de fede film. De store, brede mainstream film, der også rykker. Der er mange, der lige glemmer, at Familien Gregersen altså var en 60/40-film. Og at Oh Happy Day og Brødre er 60/40-film".

- Det er ofte film, der er blevet udviklet under konsulentordningen, der bliver populære i udlandet. Hvorfor så tage midler fra ordningen?

"Det er noget vås. Hvorfor skulle de film, der bliver lavet under 60/40-ordningen, ikke blive populære i udlandet? Vi er ved at udvikle Familien Gregersen til en fem-afsnits tv-serie, som vi kan sælge over hele verden. Krummerne er solgt til tyve lande".

- Vil omrokeringen af midler fra konsulentordningen til 60/40-ordningen ikke betyde, at der vil være plads til færre instruktører med skæve ideer?

"De har netop ikke fået plads. Filmkonsulenterne har leget mainstream- filmproducenter og kun givet plads til Per Fly og Susanne Bier, som har lavet store, brede mainstreamfilm. De har været bange for at tage skæve beslutninger, og derfor er fucking dansk film gået i stå i dag".

- Hvorfor tror du, at der vil komme flere skæve film på banen når konsulenterne i fremtiden skal tage beslutninger i samråd med folk fra branchen?

"Jeg synes ikke, de skal have branchekontrol. Hvis Brian Mikkelsen skal have succes med det her og føre dansk film videre, så skal filmkonsulenterne have lov at bruge 30 millioner kroner på en myre, der vandrer hen over et bord".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her