Den kreative klassekamp

"Man hører det jo fra både venstre og højre: At de radikale fokuserer på den her selvfede, kreative klasse, fordi vi gerne vil have, at de stemmer på os. At vi kun interesserer os for det multikulturelle samfund, fordi det lønner sig. Spørgsmålet lyder: Hvorfor skal det hele gøres op i økonomi og nytte? Dertil vil jeg svare, at vi radikale aldrig har lagt skjul på, at økonomisk husmandsfornuft er en af forudsætningerne for, at hele molevitten hænger sammen. Og at det altid har været en lige så stærk del af vores tradition at være garant for de sociale grupper, der på et givent historisk tidspunkt har været udsat. Det er altså ikke arbejderne i dag. Det er de 860.000 marginaliserede i vores samfund." 'Arbejderne' - det begreb, der i det socialdemokratiske nysprog, hedder 'ganske almindelige mennesker'. Som den nyvalgte socialdemokratiske uddannelsesordfører Christine Antorini svarer, da hun bliver spurgt, hvad det er, Socialdemokraterne kan levere, som de radikale ikke kan: "Vi synes ikke, det er pinligt, at vi laver en politik for de problemer, som ganske almindelige mennesker oplever. Almindelige mennesker er flertallet." En meningsmåling torsdag viste, at Helleeffekten allerede har skubbet Socialdemokraterne en anelse frem - og nogle af vælgerne kommer fra netop de Radikale. Partipolitisk er der meget på spil. Det parti, skrev Lars Qvortrup professor ved Syddansk Universitetscenter i sidste uge, der formår at opsamle signalerne fra Richards Floridas snart berygtede bog Den Kreative Klasse, og som samtidigt evner at modgå den sociale opsplitning, kan meget vel blive dét moderne velfærdsparti. Og hvem vil ikke gerne erhverve den titel? Bogen udkom på dansk i forgårs - den 21. april, præcis en måned før Det Radikale Venstre kan fejre sit 100-års jubilæum. Det er næppe et tilfælde. I pressemeddelelsen fra forlaget kan man læse, at der er tale om bogen, som Marianne Jelved har uddelt som 'pligtpensum' til den radikale folketingsgruppe - og selvom den næppe er blevet læst med samme intensitet, som den er blevet diskuteret, har Florida spillet en ikke uvæsentlig rolle i partiets politiske udspil, Det Kreative Danmark, som netop Martin Lidegaard har været pennefører på. Den kreative klasse er i Floridas udlægning en meget stor og bredt sammensat gruppe af mennesker: Fra designere og kunstnere til laboranter, jurister og sågar journalister - alt i alt ikke så frygteligt langt fra det, som Robert Reich, der var arbejdsminister under Clinton, har betegnet som 'symbolanalytikere'. Men, hævder Florida, det er ikke viden i sig selv, der er af økonomisk værdi. Det er derimod den måde, hvorpå vi anvender den viden til at skabe værdi - altså kreativiteten. Den kreative klasse er ikke nødvendigvis identisk med en ny tids overklasse, men gruppen - der i USA udgør omkring en fjerdedel af befolkningen - producerer halvdelen af landets værdier. Lars Qvortrup mener, at dele af de tanker, der fremsættes i Den kreative klasse, er overordentligt interessante, men vedgår straks, at bogen som helhed er at betragte som 'banallitteratur'. Også Martin Lidegaard er bevidst om Floridas begrænsninger: "Vi har ladet os inspirere af Florida på især to områder. For det første synes vi, at tanken om at mangfoldighed - etnisk såvel som kulturelt - kan være kreativitetsskabende, er utrolig interessant. Det siger næsten sig selv med vores politiske program. For det andet sætter han det dilemma på spidsen, som alle samfunds står i: At vi ikke længere kan leve af at producere effektivt og billigt," siger Martin Lidegaard, men tilføjer straks sine forbehold: "Han glemmer miljøet. Han gør sig ingen overvejelser om, hvad der skal ske med dem, som ikke passer ind i den kreative klasse, ---- og det samfund, som skabes i deres billede. Og så beskæftiger han sig meget lidt med den offentlige sektor. I Danmark er det jo mindst lige så vigtigt at skabe en kreativ offentlig sektor, som at skabe rammevilkår for de private aktører i bredeste forstand. Man kan sige, at det er Floridas mangler, som vi forsøger at besvare med Det Kreative Danmark." Christine Antorini, der selv hører til i den kreative klasse har "megen sympati for de Radikales oplæg." Hun mener, der er meget inspiration at hente hos Florida, men er ikke enig med Lidegaard. Hun mener ikke, at de radikale formår at besvare det væsentligste spørgsmål: Hvad skal der ske med alle dem, der ikke hører til blandt 'de kreative'? For er den anden side af den kreative klasse ikke en servicerende klasse? Man kunne spørge, om den klassekamp, Socialdemokraterne netop har valgt at lægge bag sig, nu genopstår hos husmandspartiet de radikale, som en bevidsthed om de kreatives forpligtigelse på andet end egen velstand? Lars Qvortrup formulerer det direkte: Den kreative klasse må blive bevidst om sig selv som klasse. Og anerkende det moralske ansvar for samfundet, der følger deraf. Men han er usikker på hvilket parti, der vil være i stand til at formulere en sådan politik: "Jeg mener, at det er utroligt interessant, det der sker i Socialdemokratiet med Helle Thorning Schmidt. Det er jo ikke til at sige, i hvilken retning det vil gå, men det kunne se ud som om, hun i det mindste forsøger at skabe en ny fortælling for partiet. Historisk set har Socialdemokratiet jo ikke været et kapitalfjendtligt parti - tværtimod. Men deres store bidrag til samfundsudviklingen har været, at de understøttede landarbejderne, da de søgte ind til byerne for at blive industriarbejdere - og på den måde var Socialdemokratiet med til at løfte landarbejderne ind i industrisamfundet. Det interessante er jo så, om de kan gøre noget lignende igen - altså tage fat om hele den her marginaliserede gruppe og forsøge at gøre dem til aktive aktører i vidensøkonomien." Martin Lidegaard er ikke vild af begejstring for at betegne sit partis projekt som en klassekamp. Men omvendt er det tættere på sandheden, mener han, end den historie som blandt andre de store velfærdspartier, Socialdemokraterne og Venstre, ynder at fortælle om de radikale: At de er blevet en interesseorganisation for de velbjærgede bymennesker med råderum til almisser. "Klassekampen i sin oprindelige betydning - hvor klasserne defineres ved deres tilhørsforhold til produktionsmidlerne - har vi jo aldrig bekendt os til. Men vi har en dyb bekymring for den deling af det danske samfund, som finder sted. Over de sidste 20-30 år har vi oplevet en udstødelsesproces, fordi fagforeninger, arbejdsgivere, højre- og venstrefløjen sammen besluttede sig for, at det vigtigste var at skrue op for produktiviteten, så vi kunne stå distancen. Og så var det billigere at sætte dem, der ikke kunne være med, ud på sidelinien." "Det vil sige vi har fået en ny form for åndelig fattigdom. Selvom der stadig er fattige mennesker i Danmark, så vil jeg hævde, at vores største problem ikke er af materiel, men af kulturel karakter. Fordi folk ikke har et arbejde, ikke er med i fællesskabet, ikke får lov til at være med. Om du vil kalde det en klasse eller ej, det er jeg sådan set ligeglad med." Ligesom Socialdemokraterne i følge Lars Qvortrup har et historisk potentiale for også at løfte klasseskellet i det vidensøkonomiske samfund, peger han på et lignende potentiale hos de radikale: "Det Radikale Venstre er åbenlyst fremadrettet og tiltaler på den måde den kreative klasse, som de nok også har en tendens til at favorisere. Men så har de omvendt fået ondt i den historiske samvittighed - og de har i deres historie et organisatorisk potentiale: altså hele fortællingen om folkeoplysning, husmænd og højskoler. Det kunne udtrykke en ny social ansvarlighed," siger Lars Qvortrup. Christine Antorini derimod mener ikke, at de radikale er villige til at tage fat for alvor. De, der stemmer radikalt, er folk, der har det godt med sig selv og med at pudse glorien i indvandrerspørgsmålet, og som alligevel ikke vil tage stilling til de sociale problemer, når de dukker op som noget, der er fremmed for dem selv: "Jeg er sikker på, at de radikale helt ind i hjertet er optaget af de svage i samfundet - i Danmark og i globalt perspektiv. Men det at gøre en god gerning, har ikke noget med solidaritet at gøre. Den gamle arbejderklasse var solidarisk med sig selv, så længe den var undertrykt. Så snart de fik råd, brød de ud. Og det er jo det socialdemokratiske problem: Hvordan vi får solidariteten tilbage mellem grupper, der ikke ligner hinanden. Den kreative klasse er solidarisk med sig selv, andengenerationsindvandrere uden arbejde er solidarisk med sig selv. Derfor er det socialdemokratiske problem også det socialdemokratiske projekt: At bygge bro." Ligesom Lars Qvortrup lytter Martin Lidegaard med tilbageholdt åndedræt, når Socialdemokraterne melder ud i disse dage. Qvortrup mener, at Socialdemokraternes problem kan være, at de taler til og for de marginaliserede, men uden at gøre dem til aktører i vidensamfundet. Lidegaard vurderer at det kan gå begge veje: "Ender Socialdemokraterne med at sige, at sammenhængskraft er noget, vi får ved mere kontrol, en strammere udlændingepolitik, hårdere retspolitik - og kreativitet noget, vi opnår ved blot at bruge endnu flere penge på forskning? For så ender deres verdensbillede ret langt fra vores forestilling om et sammenhængende Danmark." Spørgsmålet om den kreative klassedeling kan ikke adskilles fra et andet spørgsmål, der ofte besvares med kreativitet: Hvad skal Danmark leve af i fremtiden? For det synes allerede at være en kendsgerning: Nanoteknologi og bioteknologi er noget, alle fra Dubai til Torshavn forsøger sig med - og derfor knap et konkurrenceparameter for en mindre europæisk region som Danmark. Både Lidegaard og Antorini er enige om at kritisere regeringens forskningsstrategi, der fokuserer på 'alt det sædvanlige' - det vil sige den type naturvidenskab, hvor der ikke er for langt fra forskning til faktura, som statsministeren gerne siger. Antorini peger på folkeskolen som et væsentligt indsatsområde, Lidegaard på ungdomsuddannelserne - antallet af unge, der ikke få en anden uddannelse end folkeskolen, er i følge Lidegaard steget fra 17 til 21 procent på blot fire år. De peger begge på, at Danmark skal satse på det danskerne kan helt specifikt og historisk - og ikke på det, som alle de andre kan. Det handler om den flade struktur i skolen og på arbejdsmarkedet, om evnen til kritisk tænkning. Men, kunne man spørge, har demokratiske smålande som Danmark præsteret noget som helst, som de ikke kunne gøre lige så godt i eksempelvis Kina? For blot seks måneder siden besøgte Lidegaard netop Shanghai, hvilket overbeviste ham om nødvendigheden af at satse på noget andet end blot den internationale metervareforskning. For kineserne gør det glimrende med både nano og bio: "De er kreative. Og med det diktatoriske system de har, kan de også gøre det effektivt. De er ikke tilfældigt at de har fået 360 mio. mennesker over fattigdomsgrænsen på 10 år - det er egentligt ret imponerende. Men der er en ting, som jeg ikke tror lader sig gøre i udemokratiske lande: Det med at betvivle alting, som vi jo har en helt udstrakt tradition for i Danmark, det må nødvendigvis gøre tingene bedre på sigt. Den kultur tror jeg er meget værd."