Læsetid: 5 min.

Kritikken skal nøjes med at være pauseklov

13. januar 2006

Hvad sker der for et samfund, hvis samfundskritikken ligger på sit dødsleje? Kultursociologen, historikeren og medieanalytikeren er enige om, at det ser sort ud. Næppe siden Weimar-republikken har nogen talt så meget forbi hinanden, som danskerne gør i dag. Men hvem har skylden? Vi taler forbi hinanden. Når Europarådets menneskerettighedskommissær, Gil-Robles, kritiserer dansk udlændingelovgivning, afviser Bertel Haarder kritikken med henvisning til kommissærens spanske nationalitet. Når Carsten Jensen taler for de svage samfundsgrupper, kommer debatten til at handle om størrelsen på hans lejlighed. Når statsministeren modtager sin velfærdsrapport, lukker han diskussionen på én dag. Og når 200 præster kritiserer regeringens integrationspolitik, kommer den efterfølgende debat til at handle om præsternes ret til at deltage i debatten. Den store kritik er forsvundet, siger sociologen Rasmus Willig, der i dag forsvarer sin ph.d.-afhandling om kritikkens vilkår på Roskilde Universitetscenter. Historikeren Henrik Jensen giver ham ret: "Sidst vi så noget, der lignede dagens tilstand, var i Weimartyskland, hvor man kom fra en meget kraftig blok af et borgerligt samfund, der gik i opløsning, og var på vej mod noget andet og meget ubehageligt - nemlig Nazityskland. Der blev skudt fra hoften fra alle sider, alt var lige godt, og den enkelte bestemte så selv, hvad man gad høre på, og hvad man ville sige." "I dag mangler vi igen en fælles forestilling om en målsætning. Er vi for eksempel stadig på vej mod velfærdssamfundet? Den diskussion bliver hele tiden forplumret og uoverskuelig, blandt andet fordi det globale og det europæiske kommer nærmere og nærmere. Imens sammensætter den enkelte efter bedste beskub sin egen forestilling om verden fra det enorme apparat af værdier, muligheder og normer. I journalister laver jeres historier ved at ringe lidt hist og pist og sammenstykke lidt af hvert efter behov og på en måde, der gør kritikeren til en pauseklovn og underholdningsværdien - selv af samfundskritik - meget afgørende," siger Henrik Jensen, der blandt andet i bogen Ofrets århundrede har beskrevet autoriteternes og de fælles normers kollaps op gennem det 20. århundrede. Journalisten Niels Krause-Kjær har betragtet mediernes rolle både som forfatter til Christiansborg-krimien Kongekabale, leder af journalistuddannelsen på Syddansk Universitet og nu studievært på P1. Han tidsfæster den dag, medierne tog dybden ud af den danske debat. "For 15 år siden kunne de store morgenaviser også sætte en dagsorden, men det har de langt sværere ved i dag. Hvis man skal have folkets opmærksomhed, er det fjernsynet, det gælder. Og udviklingen ændrede karakter den dag, Danmarks Radios monopol blev brudt (TV2 havde premiere den 1. oktober 1988, red.). Her startede tendensen til, at vi er blevet splittet op i deloffentligheder, og den blev forstærket op gennem 90'erne med de 20 kanaler på fjernsynet og ikke mindst fjernbetjeningen inden for rækkevidde." Når vi alle sammen ser noget forskelligt, mister vi ifølge Krause-Kjær vores fælles evne til at orkestrere vores uenighed. "Hvis vi kan iscenesætte det, vi er uenige om, kan vi nå frem til nogle kollektive erkendelser om, hvad der skal til for at komme videre, og det er enormt vigtigt. Og den fælles forståelse er blevet meget svær at opnå på ting, som ikke kan forklares på det minut og 40 sekunder, et langt tv-indslag får. Så sker der det, at seks dage af en valgkamp går med at diskutere dankortgebyr, mens en rapport fra 10 vismænd om, at de økonomiske præmisser for regeringens løfter om arbejdsmarkedet ikke holder, taber luften efter blot én dag," siger han. "Dækningen var faktisk bedre for 15-20 år siden. Det kan du måle på længde, antal klip, antal systemhistorier frem for personhistorier. Og folk så dem. Der var et fællesskab og en sammenhængskraft i at dele medie, som har fået en ordentlig én over nakken. Samtidig var TV-Avisen i 70'erne også på mange måder forfærdelig: Systemtro og arrogant. Men risikoen for, at formidlingen af kritik kunne gå galt ved en enkelt sætning, var langt mindre." Kultursociologen Jean Fischer er uenig i de intellektuelles offerbillede. "Det er jo ikke første gang, denne kritik bliver fremsat: 'Vi har en masse gode, intellektuelle kritikere, der brænder for at fremsætte kritik, men bliver holdt nede af onde poltikere og kapitalister.' Men det forholder sig omvendt. Fordi vi ikke længere befinder os i et industrisamfund, men i et videnssamfund, er det i dag de intellektuelle, der har magten. Så i en vis, metaforisk forstand er de intellektuelle og kapitalisterne smeltet sammen i den herskende klasse, og så er det jo indlysende, at de ikke kommer med kritik af de herskende strukturer, begreber og værdier. Og så kommer kritikken kun i én form: den ikke stuerene kritik, som kommer nedefra. Denne ikke stuerene kritik har de intellektuelle håndteret meget dårligt." "De intellektuelle kritiserer ikke længere magthaverne, som er dem selv, men de folk, som er utilfredse med magthaverne," siger Fischer. "Det er Carsten Jensen et glimrende eksempel på. En egentlig 'stor', strukturel kritik ville indebære kritik af globaliseringen og videnssamfundet og alle dets begreber om selvrealisering, refleksivitet og individualisme. Denne kritik er kun så småt ved at komme fra de intellektuelle, mens mange flere i folket intuitivt fornemmer at der er noget galt, også med ideologien om globaliseringen." - Hvem er folket? "Det er dem, der ikke har symbolanalytiske job. Hvis en intellektuel skal lave en god samfundskritik, er det i det mindste vigtigt, at han bevarer en elementær oplevelse af samfundet, som ikke bare er teoretisk. Det var de intellektuelle kritikere i 60'erne og 70'erne langt bedre til. Ideelt set burde de intellektuelle i dag kunne være mere refleksive, mere åbne for kritik af den herskende dagsorden, som de selv er en del af. Det er svært at være selvkritisk, men det er nødvendigt. Både intellektuelle og politikere burde lære at lade være med at afvise al kritik af globaliseringen som enten racisme eller betonkommunisme, men diskutere spørgsmålene på et mere elementært plan i stedet for at skælde ud. Det er svært for magthavere at kritisere sig selv, men det kan lade sig gøre. Tolstoj kunne." De er uenige om årsagerne, men enige om diagnosen. Nu er spørgsmålet, hvad debattens opløsning vil betyde for det danske samfund. Henrik Jensen opstiller to scenarier: "Der er en historisk tendens til, at norm-opløsninger og normstramninger afløser hinanden. Det kunne tyde på, at der foran os ligger en pludselig normopstramning, for eksempel hvis landet trues på sin eksistens. Men der er et andet scenarie, som handler om den teknologiske udvikling. Jo mere teknologisk et samfund bliver, jo mindre vigtigt er det, at vi er uenige om værdier og normer, for samfundet kører fint uden. I et sådan scifi-samfund er det ikke længere så vigtigt hvad folk går og mener, bare de passer maskinen."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu