Læsetid: 8 min.

Et kritisk forsvar for det væsentlige

19. august 2005

I dag udkommer den tysk-amerikanske politiske tænker Hannah Arendts 'Menneskets vilkår' fra 1958. En række Arendt-kendere vurderer hendes aktualitet i dag, hvor offentligheden smuldrer, og de teknologiske muligheder i menneskelivet er anderledes, end da Arendt skrev sin bog Hannah Arendts ærinde i hovedværket Menneskets vilkår, der udkommer på dansk i dag, er at genindsætte politikken som det vigtigste område for menneskelig handling. Arendt mener, at Vestens filosofiske tradition har devalueret det menneskelige handlingsrum og dermed offentligheden, den arena, hvor fælles handling foregår og politiske beslutninger træffes. I Menneskets vilkår opdeler hun grundvilkåret, Vita activa, 'handlingslivet', som hun kalder det, i tre områder, 'arbejde', 'fremstilling' og 'handling'. 'Arbejde' er den aktivitet, der svarer til menneskelivets biologiske processer og nødvendigheden af at opretholde livet. 'Fremstilling' er "den aktivitet, der korresponderer med menneskelivets unaturlighed." Tanken er, at mennesket er det eneste dyr, der ud over at reproducere sig selv også skaber en tingsverden, der er mere varig end den enkeltes liv og dermed sætter sig spor i verden. Endelig er 'handling' den genuint politiske kategori, det sted, hvor samtalende mennesker handler frit i fællesskab. Den grundlæggende definition på handling er, at den er fri, at den er til for sin egen skyld og ikke er underlagt noget uden for sig selv. Sådan som arbejde og fremstilling er det. Dette sidste får Hannah Arendt til at betone menne-skets 'fødthed', mennesket er frit, fordi det er født, det udgør en begyndelse og kan skabe noget nyt. "Det nye optræder altid imod alle de stati-stiske loves odds og sandsynlighed; det nye fremstår derfor altid som en mirakel," skriver hun. Det er denne 'mirakuløse' nyskabende kvalitet, der kendetegner handling fremfor 'adfærd', den statistisk sandsynlige bevægelse, der kan gøres til genstand for 'adfærdsregulering' og 'adfærdsforskning', og som er karakteristisk massesamfundet, hvor politik er blevet til økonomi og handling til - ja, adfærd. Menneskets vilkår er én lang kritik af massesamfundet. Hannah Arendt er aktuel af mange grunde, mener Hans Jørgen Schanz, professor i idehistorie ved Aarhus Universitet. "En af dem er, at hun fik en renæssance efter Murens fald, en renæssance, der kommer af, at hendes tænkning er så original. Den gør op med både marxismen, strukturalismen og poststrukturalismen, alle -ismer, der have været i vælten under Den Kolde Krig. Men Hannah Arendt tænker i nogle baner, som var kølet ned under Den Kolde Krig: Med sine arbejds- og handlingsbegreber fremhæver hun nogle menneskelige grundvilkår, der har været overset og nogle idealer, som pluralitet og frihed, der har været glemt eller helt er blevet fordrejet. Derfor er hun også aktuel ved at være korrektur til en alt for stor liberal selvglæde. Hun minder om, at de idealer, altså pluralitet og frihed, som disse selv dyrker, er helt fordrejede og forsumpede i den moderne udgave." Jacob Dahl Rendtorff, der er lektor i samfundsvidenskab og erhvervsøkonomi på RUC og medredaktør af antologien Ondskabens banalitet om Hannah Arendts Eichmann i Jerusalem, betoner ligeledes, at Hannah Arendt overskrider den ideologiske modsætning mellem liberalisme og socialisme. "I en tid, hvor humanisme nærmest er lig kulturradikalisme, kan humanisme være et farligt ord at bruge," siger han, "men med tidens relativisme og en socialkonstruktivisme, der mener, at mennesket ikke findes, leverer Arendt et forsvar for, hvad mennesket er, som ikke falder i hverken liberalismens eller socialismes grøft." Øjvind Larsen, lektor på Handelshøjskolen i Københavns institut for ledelse, politik og filosofi, peger på, at det offentlige liv for Hannah Arendt går forud for det private liv. "I modsætning til vores forestilling, der er præget af den liberale tradition, hvor det er omvendt. Her kan man finde kritisk pointe mod, at det offentlige liv forfalder, hvilket man reelt kan se ske i vores samfund. Offentligheden taber betydning," mener han. "På en måde spiller det offentlig liv en stor rolle, men som performance, mens den betydning og autencitet, der ligger i seriøse diskussioner om, hvad det hele går ud på, mister betydning." "Hun ser, at religionerne forfalder, og det gør, at vi taber tanken om det hinsidige. Der er ikke andet end det, vi er i, og det gør, at meningsbegrebet bliver relativeret, så der dybest set ingen mening er. Hannah Arendt har tanke om, at religion er nødvendig, ellers bliver resultatet den utilitarisme, som hun virkelig mener er det laveste af det lave. 'Den størst mulige lykke for det størst mulige antal' kunne jo stå på et skilt over en fabriksport. Vi er indbundet i det samme konsumsamfund af ligegyldige ting, fordi vi har tabt de væsentlige dimensioner i livet, religion og politik." "Hun insisterer på, at hvert nyt liv er en ny begyndelse - og det er jo smukt," siger Steen Nepper Larsen, ekstern lektor i filosofi og videnskabsteori på RUC og Handelshøjskolen i København. "Hun betragter livet som en åbning, som noget endnu ikke planlagt. Man kan ikke sige, hvor det menneskelige felt bevæger sig hen. Det kan føre til fælles fri handling, men det kan også blive ekstremt voldeligt." "Hun deler problemlandskab med Heidegger, Adorno og Horkheimer - det, de alle foretager sig, er begavede meditationer over, hvordan man efter Anden Verdenskrig kan umuliggøre menneskelig selvødelæggelse," siger Steen Nepper Larsen. Også Hans Jørgen Schanz påpeger, at Hannah Arendt på mange måder arbejder kritisk i samme retning som Frankfurterskolen, "men på en ikke tragisk måde og med andre midler. Hendes indvending mod moderniteten, at alt er forvaltet, er den samme som Frankfurterskolens, og også for hende betyder det, at friheden går tabt, og politikken forsvinder. Men hun er helt overbevist om, at mennesket rent fundamentalt altid har mulighed for at handle og være fri. Det er en af grundene til, at hun aldrig er tragisk. Og hun er jo selv et eksempel. Så længe mennesket kan tænke og tale, kan det også handle, mener hun. Og det kan det altid. Hendes opfattelse af mennesket er ekstremt robust. Så selv om samfundet er et massesamfund, så har det ikke lukket sig helt, også i massesamfundet er der handlemuligheder." Steen Nepper Larsen overvejer, om ikke arbejdsbegrebet i dag er blevet mere komplekst, end Hannah Arendt kunne forudse. Han nævner nanoteknologihuse, genteknologi og andre snildheder, som mange forskere knytter forhåbninger til. At der findes teknologiske løsninger på verdens problemer er muligvis mere sandsynligt i dag end i 1958, da Arendt skrev Menneskets vilkår, mener Steen Nepper Larsen. "Hannah Arendt har et aktivistisk syn på det gode liv. Hun afskriver store dele af arbejdslivet fra at rumme selvudfoldelsesmuligheder. Men i 2005 ser mange arbejdet som den sfære, hvori de udfolder både visioner og personlige talenter. Arbejdssfæren kan måske ikke forstås som blot og bar arbejdssfære længere, selv om tidsåndens kvalme snak om selvrealisering via arbejdet er både falsk og idylliserende." "Bogen er skrevet i en ekstremt dystopisk kontekst, hvor truslen om menneskehedens selvdestruktion var nærværende med A-bomben, USA's oprustning efter Sputnikchokket og Gagarin osv." "Det, hun redder, er det autentiske, praktiske, legende menneske; men det betyder noget, at hele den teknologiske og arbejdsmæssige kontekst i dag er ændret, det må tænkes igennem," mener Steen Nepper Larsen. "Arendt havde ikke øje for kompleksiteten i moderne teknologi, men den analyse af den totalitære magt, som hun udfolder den i Det totalitære samfundssystems oprindelse fra 1951, er mere aktuel end nogensinde og ganske anvendelig på netop menneskelivets udfoldelse i den moderne kapitalisme. Det totalitære herredømme producerer angst, og det udelukker muligheden for at handle frit. I den moderne lykkeagtige kapitalisme ser vi nogle lignende træk. I det evindelige og fleksible projektorganiserede arbejde suspenderes muligheden for kritik, for det er jo blevet ens egen skyld, hvis man ikke har det sjovt på arbejdet, i studiet og i livet i øvrigt. Det var da værd at gentænke." Hans Jørgen Schanz er ikke i tvivl om, at Hannah Arendts frihedsbegreb holder. "Netop med menneskets frihed har hun en fin pointe," påpeger han. "Hun passerer hen over den klassiske diskussion om, hvorvidt mennesket er frit eller ej, ved at svare, at mennesket en gang imellem er frit, nemlig når det handler. Derved kommer hun fri af alt det filosofiske muf," fastslår han. - Hvad kan Arendt bruges til i dag? "Der er ingen facitliste hos Hannah Arendt, men derimod en tankefantasi, der er meget givtig til kritisere forfaldet i offentligheden," siger Hans Jørgen Schanz. "Dér kan hendes bog have betydning, som en påmindelse om, at det her bør være anderledes, og at vi ikke bare skal falde hen i begejstring over huspriserne." "Vi kan bruge Hannah Arendts bog til at spørge os selv, om vi lever vi op til det væsentlige," siger Øjvind Larsen. "Et blomstrende offentlig liv, hvor man diskuterer værdier og deres betydning for, hvordan vi skal leve, har mildest talt en tendens til at falde sammen i vort samfund og i tiltagende grad. Der er mange diskussioner, der ikke bliver ført i dette lille lukkede land. Hvis man vil diskutere de enorme friværdier i fast ejendom, får man at vide, at det er for kompliceret. Eller Danmarks engagement i Irak. Der er ingen diskussion i Danmark, hele det politiske establishment er enig om, at det her er ikke noget, vi taler om. Landet er i krig, og Frank Grevil, som er en folkehelt, han skal ind og sidde og ruske i et fængsel. Dér ligger der en vigtig kritik hos Arendt, en kritik som går på den manglende samtale i det offentlige liv og på den erstatningskonsum, der slet ikke kan bestå uden den form for logik, hun kritiserer." Jacob Dahl Rendtorff er knap så optimi-stisk. "Bogen er nok lidt fremmed i den moderne virkelighed," mener han. "Vi lever i tid, hvor politik er noget helt andet end det, Hannah Arendt opfatter som politik. I dag er politik noget med spin og økonomi. Politik er reduceret til et spørgsmål om fordeling af økonomiske og materielle goder. Politik i dag er magtpolitik, hvor personlige interesser skal sættes igennem, og det er hun en skarp kritiker af." Men bogen vil dog næppe få nogen betydning, mener Jacob Dahl Rendtorff, dertil går den for meget imod tidsånden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu