Læsetid: 4 min.

I Lars von Triers mørke

Lars von Trier havde kunstnerisk malet sig op i et hjørne - derfor måtte han opgive den stort opslåede opsætning af Richard Wagners Ring i Bayreuth. Baggrunden for at trække sig ud af projektet var ifølge Trier, at den rette måde at iscenesætte Wagner på i dag, var, at alt skulle udspille sig i totalt mørke, så publikum selv kunne danne sig billeder
20. april 2005

"Lad mig begynde med mine forudsætninger for at iscenesætte opera: Ingen."

Så kontant åbner Lars von Trier i en endnu ikke offentliggjort artikel "En overdragelsesforretning" sin gennemgang af tanker omkring operamediet generelt og om den ultimative Wagner-opsætning specifikt. Har man set anden del af Lars von Triers såkaldte Europa-trilogi Epidemic med dens effektfulde brug af ouverturen fra Tannhäuser ved man, at det ikke er sandt, og Lars von Trier konstaterer også efterfølgende, at man kan se en manglende operamæssig opdragelse og viden som en styrke. Han har altid haft blandede følelser over for opera, men det monumentale i Wagners liv og værk har han til gengæld altid elsket, og den kærlighed og viljen til at løse opgaven følte han måtte give ham noget at byde på som iscenesætter. Lars von Trier har tidligere udtalt, at det er hans livs ultimative mål at filmatisere Wagner. Under arbejdet med opsætningen til Bayreuth lader han imidlertid til at have arbejdet sig frem til, at Ringen som film ville miste sin vitalitet, da en central del af selve ideen om opera ligger i fremførelsen og tilstedeværelsen. Øjeblikkets unikke kvalitet med et møde mellem tilstedeværende levende mennesker på scenen og i salen er essentielt, og for Lars von Trier er et sådant møde bedst, hvis det er af følelsesmæssig karakter.

At ville Wagner

Udfordringen i at iscenesætte Wagner lå for Lars von Trier i, hvordan man opnår en sådan følelsesmæssig kontakt til publikum, eller snarere, hvordan man undgår at forhindre den. Hans svar er, at man tillader publikum at anvende det følelsesregister, man kender fra virkeligheden. Ved at insistere på, at forestillingen er virkelighed. Efter hans mening tillades følelserne først efter en accept af mediet som virkelighed, og den accept skal starte hos iscenesætteren, der f.eks. skal forholde sig til operaens karakterer som virkelige og med en psykologi frem for at behandle dem som symboler eller abstraktioner. Vil man Wagner, så vil man Wagner. Alt andet er efter Lars von Triers mening fejt. Var Wagners inspiration folkevandringstiden, må den også være det dogme, iscenesætteren arbejder under. Var Wagners kunstneriske udgangspunkt en svært fordøjelig menneskeopfattelse set med nutidige øjne, må opførelsen alligevel underlægge sig komponistens oprindelige meninger. Derfor ville det være forkert og misvisende at presse Wagner ind under den moderne humanismes snævre skal.

Antydningens kunst

Det store spørgsmål er så, hvordan man visuelt forholder sig til en sådan opsætning med respekt for det oprindelige værk og fokus på den følelsesmæssige oplevelse. Lars von Trier konstaterer, at Wagner selv havde store problemer med virkeliggørelsen af sin egen mytologiske verden, da hans Festspielhaus i Bayreuth stod færdig. Illusionen var vigtig for Wagner, og alle kneb gjaldt for at opnå den. Lars von Trier spørger sig selv, om Trier i virkeligheden ville have lavet film, men mener selv, at opera skal være 'live'. Han bestemte sig derfor til i sin opsætning at tage udgangspunkt i illusionen, og det essentielle i illusionen er, at den ikke findes, eller at den kun findes i tilskuerens bevidsthed. Illusionen bygger på antydningens kunst, så tilskueren selv kan udlede og 'se' ting, som netop ikke vises. Ifølge Lars von Trier er det simpel dramaturgi: Hvis A over B leder til C, så viser man A og C og lader tilskueren selv tage sig af B.

Det berigede mørke

På baggrund af det ræsonnement udleder Lars von Trier, at alt det virkeligt interessant ved Ringen ikke kan ses. Den visuelle mytologi er som en tryllekunst et klart B, og den ultimative iscenesættelse af Wagner må udspille sig i totalt mørke, så publikum selv kan opbygge billeder af karakterer, scenerier og handlinger på baggrund af musik og tekst. Det totale mørke er imidlertid en temmelig utilfredsstillende løsning for en iscenesætter, og derfor laver Lars von Trier i stedet en scenisk konklusion, der bygger på noget, han vælger at kalde 'det berigede mørke'. Modsat mange moderne operaopsætningers brug af det maksimale billedlige udtryk, bygger Triers ide på sætte fokus på detaljen og give plads til mystikken, der med en pudsig pointe havde bedre kår i Wagners samtid, hvor opførelser ved gaslys gav et betydeligt lavere lysniveau. I dag kan man som et bevidst valg gå ind i mørket, som med moderne teknikker kan anbringes præcist og formålstjenstligt. Ideen bag 'det berigede mørke' er, at man ved ikke at lyssætte demokratisk, men tværtimod ved stærkt manipulerende at styre publikums visuelle informationsmængde, får mulighed for kontrolleret at lade scenografien og verden i tilskuerens sind vokse og transformeres med forestillingen. I artiklen giver Lars von Trier flere eksempler på, hvordan dette berigede mørke kan fungere i praksis.

Byrden af Ringen

Lars von Trier skriver også, hvordan denne løsnings fokus på detaljen stiller store krav til antydningernes kvalitet. Som konsekvens har han sammen med scenografen Karl Juliusson opbygget et omfattende billedarkiv af relevante natur- og landskabsdetaljer (f.eks. hundreder af forskellige nordeuropæiske mostyper eller lavafremtoninger), ligesom de har lavet omfattende historisk research for at få ægthed i skildringen af folkevandringstiden. Det berigede mørke var teknisk ikke en simpel størrelse af have med at gøre, og Lars von Trier konkluderer, at det med hans sygelige trang til perfektionisme ville være blevet et helvede at løse. Han mener imidlertid, at han havde malet sig op i et vellykket, konceptuelt hjørne og håber, at andre vil føle sig inspireret af hans overvejelser om opera og Wagner. Derfor kommer artiklen sammen med hans noter til Valkyrien og Siegfried nu på nettet et år efter hans afbud til Bayreuth med venlig accept fra Bayreuther Festspillene. Trier selv er glad over at have fået det hele ned på papiret, så han med egne ord kan få renset sin hjerne og komme af med hele denne monstrøse byrde, som Ringen også er. Men forhåbentlig er han ikke færdig med Wagner. Selv om hans berigende artikel skaber mange tanker og billeder på nethinden, vil man elske en gang at få syn for sagn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu