Mit livs brakmark

Finn Nørbygaard gik i sort på scenen en aften. En psykisk elevator-tur, der sendte ham i terapi af nød. Senere gjorde han det for selvudviklingens skyld, og nu er han selv begyndt at praktisere. Terapi er en nødvendighed for mange, men alle burde gøre det, for vi skal da kræve noget af det korte liv I 1992 var Finn Nørbygaard på turné med Jette Torp og showet Musik og Fis. Det kørte for ham. Karrieren var på sit højeste, og han elskede det. At fylde hal efter hal med mennesker og bare få dem til at grine og have det godt. Men i andet akt af et show i Odense havde Finn Nørbygaard det pludselig ikke selv så godt. "Jeg skulle i gang med at synge en eller anden sang. Men jeg var helt blank. Vidste hverken op eller ned. Jeg stod bare dér og stirrede." "Min Mike Tyson," kalder Finn Nørbygaard den oplevelse på scenen i Odense. Det var det slag, der sendte ham i terapi. En god veninde lavede en "babubabu-konsultation" "Det pit-stop i terapien, jeg lavede på det tidspunkt betød, at jeg kunne fungere, men det var tydeligt, at der var meget at arbejde med. Jeg var så heldig, at min krop gav mig et praj i tide. Den helt store knytnæve kunne jo have været en blodprop." Finn Nørbygaard har altid arbejdet meget. På et tidspunkt var det det eneste, han lavede. Hver aften en ny scene. I lejligheden i Århus står en af de karakteristiske høje ovale gulvlamper fra tv-showet Finnsk Fjernsyn, der var med til at markere et af højdepunkterne i karrieren. "Ja, det lykkedes mig at snuppe sådan én med," bemærker Finn Nørbygaard. Den står som en reminder om det, der i så mange år har været en del af hans liv: showbusiness. På et tidspunkt var det hele hans liv. Selvfølgelig fordi han elskede det, men senere har han fundet ud af, at det også var en nødvendighed for ham. "Der var en grund til denne totale dragning til det at optræde. Jeg har jo optrådt siden jeg var dreng. Altid har jeg haft det behov: se mig, se mig, se mig." Et traume kan også fungere som et brændstof, og han er sikker på, at det er sådan, det forholder sig i hans tilfælde. Finn Nørbygaard er adoptivbarn, men inden han endte hos sine adoptivforældre, var han blevet tvangsfjernet fra en plejefamilie: "Jeg lå meget alene i meget lang tid, da jeg var baby, og det er jo ikke nogen hemmelighed, at det har psykiske konsekvenser. Jeg fik en meget dårlig start på livet, hvor jeg blev forsømt, og ingen så mig. Det har resulteret i det stærke behov, jeg har for opmærksomhed også i dag. Det har jeg så brugt 16 år på: at arbejde for at blive set," siger han og griner lidt af den erkendelse han er nået frem til. At være sjov er ikke altid for sjov. Men han føler ikke, at underholdningsverdenen har været en flugt for ham. Den mætter et behov. "Det handler jo bare om, at jeg skal være i stand til at kontrollere det. Jeg kan ikke leve uden showbusiness. Det er en nødvendighed for mig, men det må ikke være det eneste jeg har." I dag har Finn Nørbygaard en anden verden, han kan fordybe sig i. Han har uddannet sig til psykoterapeut og tager imod klienter i Studsgade i Århus. "Man kan sige, at jeg har stået i mesterlære i terapi. Jeg har mærket på mit eget liv, hvad der sker, når man ikke sætter sig ned og mærker efter, hvordan man har det. Hjernen kan sagtens hamre derudaf, og man siger til sig selv, som jeg gjorde det: 'Hold da op, det kører for mig' Men kroppen vil ikke finde sig i det. Sådan er vi heldigvis indrettet." I Finn Nørbygaards egen terapi har han fundet ud af, at han faktisk har haft kriser på flere tidspunkter i sit liv. Første gang var, da en kæreste skulle rejse til USA. Han blev fortvivlet og havde en enorm følelse af forladthed. Men den oplevelse, der senere satte gang i det hele, var, da han mødte sin biologiske mor i 1986. "Det møde fik en stor betydning for, hvordan mit liv formede sig. Det konfronterede mig med det savn, jeg havde oplevet. Jeg blev mere bevidst om det." Samtidig var hans karriere netop kommet op at køre. Det var midt i den første turné med kollegaen Jakob Haugaard. Men Finn Nørbygaard har altid haft en fantastisk evne til at lægge alt andet fra sig, når han går på scenen. "Det er en maske, jeg tager på, og dér fungerer jeg, og det gjorde jeg jo indtil den aften i 1992, da min krop sagde stop. Jeg arbejdede enormt intensivt. Alt handlede om det næste show. Den ensidighed nedbrød mig til sidst" Ensidigheden undslipper han ved hjælp af psykoterapien. "Jeg begyndte at læse Jung og kunne genkende mine egne oplevelser i hans teorier. Han taler netop om masker. Den persona man tager på sig. Men der var noget, jeg ikke helt kunne forstå: Han sagde jo tillykke! Tillykke, du har en krise. Efterhånden har jeg forstået, at en krise er en god ting, men det er svært at se, når man står midt i den." Finn Nørbygaard har lært af Jung, at den ensidighed han lagde i sit arbejde, var enorm usund. "Hvis vi kun har den maske, så tørrer vi ud som mennesker. Hvis vi forestiller os, at vores liv består af 10 tønder land, så var mine marker, der bestod af entertainment helt fantastisk frugtbare og er det jo sådan set stadig, men de andre marker lå helt øde hen. Og hvis jeg havde forsat på den måde, ville jeg til sidst have udpint entertainment-markerne fuldstændig, og mit liv ville være tomt. Terapien udfylder nu det, der engang var brakmarken i mit liv." Psykoterapien skaber balance. "Det her gør jeg primært for min egen skyld, og det må jeg ikke glemme. Selvfølgelig er det rart, at jeg kan hjælpe andre mennesker igennem en krise, men de hjælper altså også mig. Hvis jeg kun havde showbusiness, ville jeg gå ned igen. Jeg har brug for den selvudvikling og fordybelse, som terapien giver mig. Men nogle gange har jeg altså også brug for at stille mig op på en kasse og fyre en vittighed af," siger han og peger ud af vinduet, som om han havde faktisk havde tænkt sig at stille sig på en ølkasse nede i gården. Det gør han dog ikke. Han tager det behov meget alvorligt. Det bliver han nødt til for at holde sig selv i ave, for han har brug for mere end det for at være lykkelig. Og det er også det, han tror, får folk til at gå i terapi. "Man mærker simpelthen efter i maven. Måske sætter man sig ned og tænker, som en klient, jeg havde, gjorde: 'Jeg har den perfekte mand. Det perfekte job. Nogle herlige unger. Og min økonomi er så god, at jeg kan gøre lige, hvad jeg har lyst. Hvorfor er jeg så ikke glad?' Udadtil var hun lykkelig, for det kørte jo for hende. Men på et tidspunkt gik det op for hende, at i virkeligheden var hun ikke glad. Vi fandt så ud af, ved i fællesskab at spørge hvorfor, at hendes indre missionske far, havde lært hende, at hun ikke må være glad så længe, der er sultende børn i Afrika. Når hun er nået til den erkendelse, kan hun begynde at arbejde på det. Men alene det, at hun stiller sig selv spørgsmålet, er det første skridt" Hun opdagede det, som mange opdager, når de går i terapi, oplever Finn Nørbygaard: Hvor stor en indflydelse dine forældre har på den måde du former og lever dit liv. "Man bruger det meste af sit liv på at forsøge at frigøre sig fra dem. Men selvom trådene måske til sidst er lige så tynde som edderkoppespind, så er de så stærke som wiren på storebæltsbroen. Alt det, vi gør, har på en eller anden måde noget at gøre med, at vi vil have vores forældres kærlighed. Og det handler ikke om, at man for alt i verden skal løsrives ved hjælp af terapien. Det handler om, at man skal indse og acceptere, at det er sådan, og så kan man udvikle sig ved hjælp af den indsigt, man har fået ved simpelthen at spørge, hvorfor er jeg sådan?" Det er blevet meget mere accepteret at spørge sig selv hvorfor, eller at gå i terapi og få en anden til at spørge. Det er jo dejligt, mener Finn Nørbygaard - og ikke kun fordi, det giver kunder i butikken, tilføjer han. "Folk vil ikke lade sig nøje. De vil ikke acceptere, at de ikke er lykkelige. De vil have noget ud af det korte liv og siger fra, når de kan mærke, at de ikke er tilfredse. Det er helt klart en spiren af forståelse for den udvikling, der gør, at snart hver gade har sin egen terapeut" Det er forandring til det bedre, mener han. Der kan være en tendens til navlepilleri, men han har selv været vidne til, at den anden grøft er værre. "Jeg er vokset op i Esbjerg og dér var tilgangen: Hvis jeg ikke selv kan løse mine problemer, hvem kan så? Og en terapeut var bestemt ikke noget, man gik til. Havde man et problem, var der nok ikke så meget at gøre ved det. Sådan var det bare. Heldigvis har tingene ændret sig en smule siden da. Selv i Esbjerg." Finn Nørbygaard, mener, at det er noget sludder, at man skulle kunne kræve for meget og risikere at blive skuffet. "Man skal da bare kræve. Men problemet er, at folk tror, at de skal kræve det af andre mennesker. Men nej, nej, du: return to sender. Lykke kræver arbejdssomhed og udholdenhed. Blod, sved og tårer. Man skal selv arbejde sig hen mod forandring. Jeg kan som terapeut holde i hånd helt hen til klippeafsatsen, men de må selv springe. Og de skal springe. Ellers er der jo ikke noget formål med at sætte sig ned og snakke om, hvorfor man ikke er glad. Krisen er ikke noget negativt, der skal snakkes væk. I krisen ligger kimen til den forandring, der skal ske i dit liv. Tillykke, du har en krise! -der er jo noget om det." Det er altså blevet acceptabelt at gå til terapeut, men meget af selvudviklingen er stadig begrænset til en snak mellem terapeut og klient. Finn Nørbygaard mener, at det især hænger sammen med den maske, man går rundt med. Den beskytter én mod realiteterne, og den er så dejlig nem at arbejde med. "I min egen erfaring var min maske det der afholdt mig fra at konfrontere mig selv med mit afsavn. Mens jeg er i produktion, kan jeg ikke mærke min smerte. Af andre eksempler kan man nævne den travle forretningsmand, der bliver far. Pludselig har han dobbelt så travlt på arbejdet og kan ikke deltage så meget i børnepasningen. På den måde undgår han at opdage, hvor svært det er at være forældre og måske at få bekræftet hans værste frygt: At han er utilstrækkelig som far. Det ville jo ikke være rart at finde ud af. Så er det noget nemmere at sidde i møde hele tiden." Masken er ikke kun noget, man selv opretholder. Den er også skabt af samfundskulturen, mener Finn Nørbygaard. "Der er nogle spilleregler, vi føler vi skal leve op til. Hvis vi forestiller os, at Danske Banks direktør endnu en gang står og fortæller til generalforsamlingen, at banken har firdoblet sit overskud, kan han så blive rørt? Det har han alt mulig grund til at være, men sådan er reglerne ikke," siger han og ærgrer sig lidt: "Det kunne da være rart, hvis han viste lidt følelser i den situation." Men det er ikke noget, man sådan bare gør. De fleste ønsker ikke at blotte sig på den måde. "Folk har svært ved at sige ja til livet og til kærligheden. Det er enormt angstfremkaldende. Men det er ikke desto mindre det, der skal til. Jeg sidder ofte og ser på de mennesker, der i et eller andet omfang er kendt i offentligheden, og tænker: Gad vide, hvordan de i virkeligheden har det." I de situationer overvejer Finn Nørbygaard først og fremmest, om de mon har noget andet at gå op i. Dedikation er vigtig, men den kan blive for massiv, og det værste, er hvis man ikke kan stille sig til side og se, hvad det er, man har gang i. Nogle mennesker gør det ved hjælp af selvironi, og det er somregel en god ting, mener Finn Nørbygaard, men det kan også udvikle sig til en forsvarsmekanisme. Hvad der er typisk for danskere. "At have selvironi er som udgangspunkt en positiv ting. Undtagen hvis den afholder en fra at tage dét alvorligt, som det er nødvendigt at tage alvorligt. At grine af sine problemer og mangler er at nedvurdere dem, og det er som regel ikke sådan, man i virkeligheden føler" Man skal give sig selv lov til at tage lykken alvorligt. Danskerne er efterhånden ved at lære det. Men Finn Nørbygaard holder igen på, at begge dele er lige vigtige, og nogle gange skal man bare give slip et par timer og for eksempel gå ind og se Finn og Jakob. Humoren spiller en stor rolle i den forbindelse, mener Finn Nørbygaard. "Jeg føler helt klart, at jeg har en funktion som entertainer, der handler om mere end bare at få folk til at grine. Det er klart at folk umiddelbart køber billet fordi, de vil høre vittigheder, men set i det større billede, så er jeg en del af en forglemmelsesindustri. Et sted, hvor folk kan gå hen og træde ud af rollen. For her er de eneste spilleregler, at man skal have det sjovt." Finn Nørbygaard sætter en ære i folkeligheden. Han vil gerne nå så bredt ud som muligt. Alle skal have lov til at få et godt grin, uden at der nødvendigvis er den store mentale udfordring i det. "Selvfølgelig handler det også om, at jeg er kommerciel. Hvis man vil leve af at entertaine, så må man være bred. Jeg foretog et valg, da jeg forlod lærerjobbet. Den syrede humor, som jeg stod for på cafeerne i Århus i startfirserne, kunne jeg ikke leve af. Det har jo vist sig, at man kan leve af det her. Man kan jo kalde mig decideret velhavende." Det går rigtig godt og har gået godt for Finn Nørbygaard rent økonomisk. Der er penge i at lade folk glemme i et par timer. "Der er bestemt ikke noget galt i at ønske det, men det er måske lidt interessant at tænke over, hvor stor en industri underholdningsbranchen efterhånden er blevet. Folk må virkelig have nogle ting, de helst vil glemme." Finn Nørbygaard har ofte fået kritik af de yngre standup-komikere for netop bredden. "For mig at se, skal der være begge dele. Hvis man kun giver plads til den snævre humor, så er der nogle, der bliver tabt i svinget. Hvorfor må Hr. og Fru Danmark ikke også more sig? Men jeg vil godt bemærke, at jeg synes, at scenen trænger til fornyelse. Hvis der skal blive ved med at være steder, hvor helt almindelige danskere kan gå hen og more sig, skal Linie 3 og Jakob og jeg for eksempel snart have nye kolleger. Men det er, som om at det ikke er så interessant at være folkelig. Men hvorfor skulle der ikke kunne være en kvalitet i folkelighed?" Finn Nørbygaard turnerer for tiden med den gamle kollega Jakob Haugaard. Det vil sige, det gør han i weekenden. I fritiden giver han terapi i lokalerne i Studsgade. Og han bliver tit spurgt om, om klienterne godt kan tage ham alvorligt. "I starten er der selvfølgelig altid en hvis flovhed, og nogle får måske lyst til at sige: 'Sig nu noget sjovt, Finn'. Men det er sådan, at hvis man først er derude, hvor man søger hjælp til at komme igennem en krise, så har man ingen problemer med at være alvorlig. Og det har jeg heller ikke, for situationen er lige så alvorlig for mig. Så kan jeg altid stille mig op på kassen og lege Poul Reichhardt, når engang klienten er gået" Det er sådan, Finn Nørbygaard administrerer sit liv. Men nogle gange kan han godt ærgre sig over, at han først har lært det i så høj en alder. "Jeg siger aldrig helt farvel til showbusiness. Jeg har bare skruet lidt ned for det. Det havde jeg også behov for. Mine ressourcer var ved at være udpint. Så var det godt, at jeg kunne finde sammen med Jakob igen. Vi supplerer hinanden lige så godt, som vi altid har gjort. Og nu ved jeg, hvordan jeg skal bruge den del af mig. Terapien giver mig den nødvendige distance. Jeg oplever, at jeg har fylde i mit liv. Alvor og pjat og pjank. Det skal man have, også selvom man ikke lever af det, som jeg gør."