Læsetid: 4 min.

Manden som ikke ville være kompetent

Den norske forfatter Erlend Loe er seriøst morsom
20. juni 2006

"Det er parallelitet i højeste potens" skriver nordmanden Erlend Loe i sin seneste bog, da en af personerne udtaler de samme ord, som en anden af personerne et andet sted på samme tid hører Bob Marley synge. Og jeg måtte give Loe ret, da jeg kom ud fra den kaffebar, hvor jeg havde læst bogen, som bærer den svenske titel Volvo Lastvagnar, og var lige ved at træde ud foran en - Volvo Lastvagn. Den gamle Jung ville kalde sådan noget en "synkronicitet" og gøre det til tegn på dulgte sammenhænge i universet; den fiktionsbevidste Loe udstiller det som forfatterens konstruktion. Hermed kommer hans "parallelitet" til at ligne det, Milan Kundera kalder "koincidens": et poetisk suggestivt sammenfald, som forfatteren kan fremmane bare ved at anvende formlen: "i samme øjeblik som x-, - y". I det hele taget fremsætter Loe med bogen en romanpoetik, der minder om Kunderas: pro parallelitet, anti plot, anti film og anti research. Men nu begynder det næsten at lyde som om, Volvo Lastvagnar er en meget alvorlig bog, og det er den ikke, den er faktisk så hylende morsom, at jeg, trods det at jeg indtog den i al offentlighed på før bemeldte kaffebar, ikke kunne lade være med jævnligt at sprutte af grin. Anti research-poetikken fremsættes eksempelvis i en metakommentar som denne (angående nogle fakta om Volvo Lastvagnar): "De, der ikke kan lade være med at spekulere over det, kan selv ringe. Jeg (som skriver dette) gider ikke."

Volvo Lastvagnar er en (selvstændig) fortsættelse af Loes store gennembrud Doppler, som handler om en kompetent norsk familiefar ved navn Doppler, der er træt af at være kompetent og drager ud i de store skove med sin søn Gregus og elgen Bongo.

Tjald eller disciplin

I Volvo Lastvagnar kommer han til en landsby i Sverige, hvor han stilles over for to alternative livsformer i skikkelse af to halvfemsårige excentrikere: på den ene side Maj Britt (hippie, enke og undulatdræber), der ryger tjald i store mængder og kæmper for en bedre verden, på den anden side hendes nabo von Borring (spejderdreng, numserytter og ornitolog), der går ind for masser af frisk luft og disciplin. Hvis man bag alle romanens gags og gimmicks kan få øje på et plot, er det dette: Doppler stilles over for to alternativer til det kompetente liv, han flygter fra: mere tjald eller mere disciplin. Og det er jo sådan set et genkendeligt eksistentielt valg.

Alt dette berettes for os i scener, der skifter mellem Maj Britts hus og von Borrings, afbrudt og afsporet af forfatterens associationer og ekskurser, der tager form af kommentarer eller noter til det fortalte, for ikke at tale om kommentarerne til kommentarerne og noterne til noterne. Det kan lyde som postmoderne fiktionsbrud, der får tingene til at falde fra hinanden, men har snarere karakter af forbindende associationer, der får verden til at hænge sammen. Så måske er der alligevel lidt Jung gemt i Loe, lidt new age-agtig sværmen for universets sammenhænge. Plus lidt af den oprørsromantik, som Maj Britt står for, og som romanens rock-vignet signalerer: "Fuck you, I won't do what you tell me". Plus lidt af den naturromantik, som von Borring på sin egen kliniske måde står for. Oprørs- og naturromantikken vinder i plottet: Maj Britt får hævnet den sociale uretfærdighed, der er vederfaret hendes afdøde mand, og menneske forenes med dyr. Trods Loes erklærede modvilje mod filmatisérbar litteratur, ender romanen i erklæret filmisk sentimentalitet.

Ha, ha

Seriøst læst abonnerer jeg ikke på den oprørs- og øko-romantik, der stiger op af Loes roman. Men den er seriøst morsom. Det er morsomt, når Maj Britt (som en anden doktor Helmer; Loe har et eller andet kørende med von Trier) revser Dopplers norske nation ("Godt, siger Maj Britt. I har med andre ord olie, natur, nogle handicappede fisk og en ost. [-]Vi har Volvo Lastvagnar.") Og når Dopplers søn taler, som om han var et børnepsykologisk leksikon: "For det, du ikke forstår, far, det er, at dine børn ikke er dine børn, vi er blot livets længsel efter sig selv". Og når denne formel vandrer videre til elgen ("Bongo er på samme måde som Gregus livets længsel efter sig selv") og gudhjælpemig også til Maj Britts frelser, hashen: "hashen er ingens, den er snarere rusens længsel efter sig selv". Og når de store gribende møder bliver von Borrings første møde med en musvit ("han havde fået millioner af nye venner") og Maj Britts første møde med sin hash-dealer ("Nogle gange er det nok at et menneske ser én. Et eneste menneske blandt alle mennesker. Det er nok. Og sådan var det for Maj Britt. Orvar så hende og gav hende en pose kvalitets-cannabis").

En af kilderne til Loes humor er hans ombytninger mellem forskellige arter: mellem Mennesket og Dyret, Fuglen og Jøden, Hashen og Barnet. Den sjældne falk vil på hegeliansk vis have anerkendelse, musvitten indlemmes på Shakespeare'sk vis i menneskeslægten (i en Shylock-parafrase), og Hashen gøres som Barnet til "livets længsel efter sig selv". Han er sgu morsom, den gode Loe. En feel good-bog, som er lige til at tage med på stranden. Hvis altså ikke man er bange for at udstøde latterbrøl i al offentlighed.

Erlend Loe: Volvo Lastvagnar, oversat af Susanne Vebel, 240 sider, 199 kr. Gyldendal. ISBN 87-02-04714-4

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu